»Som han i dette Øjeblik saa hende for sig, med det smalle, blege Ansigt indrammet af mørke Haarbølger, paa en Baggrund af luende Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træstammer, blev hun et helligt Væsen for ham, og han var ude af sig selv ved Tanken om, at denne klamme Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde vanhellige denne skønne, stolte Jomfruelighed, at overhovedet nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte Øjnes uudgrundelige Sibylleblik til at briste i jordisk Elskovsfryd!«
Skam dig, Pontoppidan – 80 ord! 80 ord har du spildt på beskrivelsen af Pers tilbedelse af Jakobe i romanen Lykke-Per.
Hvis bare du havde været bekendt med vore dages klarsprogsguides og skrivevejledninger, ville du have skrevet det kort, klart og præcist: Han syntes, at hun var smuk, og ville gerne i seng med hende.
Din sætning, Pontoppidan, er 4-5 gange længere end det anbefalede: I skrivevejledningen Skriv bedre (Ebbe Kyrø, 2001) kan man læse at 15-18 ord i gennemsnit er en passende sætningslængde! Basta!
Et budskab, der er trængt igennem
Selv mærker jeg ofte et lille indre svirp over fingrene, når jeg, for eksempel i forbindelse med forfattelsen af artikler, har bevæget mig ud i en længere periode … som fortsætter over flere linjer og har mange underordnede sætninger, der i sig selv er udskældte, fordi de ligeledes per automatik gør teksten sværere at læse – siger skrivevejledningerne – hvilket måske ikke engang er rigtigt, men mange års hårdnakket budskab om korte sætninger har gjort sin virkning, og man føler sig nødsaget til at bryde den endeløse periode med nogle punktummer.
Perioder – sådan kalder man netop strømmen af ord mellem to punktummer i en tekst. Når ret skal være ret, er Pontoppidans 80 ord ovenfor en periode, som i sig selv indeholder flere sætninger, men den slags pedanteri går de moderne skriveguides ikke nødvendigvis op i. Skriv korte sætninger! lyder også mere fyndigt end Undgå lange perioder!
Tidligere tiders ideal – i hvert fald i forvaltningstekster o.l. – var ellers netop den såkaldte periodestil: At alle de omstændigheder (oprindeligt ved et retstilfælde), som logisk hørte sammen, skulle meddeles inden for én og samme periode.
Periodestil forbindes med den nu om dage mestendels udskammede kancellistil: »En af kancellistilens stolteste traditioner er den store afstand mellem punktummerne,« skriver Erik Hansen netop i Ping- og pampersprog (1986, 2. udg.).
Når én og samme periode skulle belægges med megen information, gav det ofte ret ekstrem sætningsovervægt og – indrømmet – til tider nogle heftigt kringlede tekster. Der var utvivlsomt behov for at skære noget af fedtet fra.
En ensidig hetz
Problemet er imidlertid, at hetzen mod de lange sætninger i dag er blevet for ensidig. Den har sat sig i mit og mange andres system som en defaultindstilling: Nej til lange sætninger!
Men lange sætninger (eller rettere perioder) kan naturligvis være fuldstændigt på sin plads; det kommer an på sammenhængen: genren, stilen, budskabet og så videre.
I tilfældet Pontoppidan og hans 80 ord lange periode ønsker jeg mig den præcis, som den er; billedskabende, så det er en fryd, balsamerende for tanken!
Behøver jeg at nævne, at jeg er klar over, at min blodfattige parafrase taber alt på gulvet? Mon ikke også Joyces længste periode i Ulysses på angiveligt 4.391 ord(!) har en ganske særlig og tiltænkt effekt på læseren – nemlig den, at læseren skal opleve verden præcis så uendeligt kompliceret og nærmest umulig at formidle.
Har du tiltro til din læser?
Og hvad med tiltroen til læseren? Er det ikke ok at tvinge et par lidt større sætningsmundfulde i ham eller hende hist og her? Det mente Frederik Stoud i 1819 i sit forsvar for periodestilen:
»I Embedsskrivter især skader det ikke at paalægge Læseren en mild Tvang til at holde Opmærksomheden ved det, vi have at sige. Og jeg seer ikke, hvorfor man skal tildryppe ham Indholdet draabeviis og ikke troe ham i Stand til at svælge en Mundfuld paa engang. Embedsskrivter ere ikke Læsebøger for Børn.«
I en anden skriveguide, Klart og enkelt – kort og godt (Veirup 1991), står der som hovedbudskab nummer to: »Det må ikke gøre ondt at læse.«
Men sommetider må det jo godt gøre lidt ondt, før det bliver godt. Sommetider bliver man så rigeligt belønnet for at tildele noget sin fulde – og ikke kun drypvise – opmærksomhed i så lang tid, som det nu tager at svælge en større mundfuld.
Denne artikel er oprindeligt udgivet hos KForum.
