Forskningsfejder: Newton og Leibniz skændtes til deres død om æren for historisk opfindelse

At være opfinderen eller opdageren bag noget nyt, uanset om det er en teori, en dims eller et matematisk bevis, må være noget af det største som forsker.

Ligeledes må dét at blive beskyldt for at lyve om at komme først med en opfindelse være noget af det værste.

Videnskabens historie er fuld af eksempler på konflikter mellem forskere om, hvem der kom først, og i denne artikel dykker vi ned i en af de mest ikoniske:

Konflikten mellem britiske Isaac Newton og tyske Gottfried Leibniz i det 17. og 18. århundrede.

I mange år lå de to herrer i bitter strid om, hvem der opfandt differentialregningen – en regnemetode, der kan bruges til at beskrive objekters bevægelse.

Kan der være en vinder, når ingen kom først?

Umiddelbart var det Newton, der lignede en vinder.

I hvert fald dengang han som ridder i 1727 bliver begravet med pompt og pragt, hyldet for sine videnskabelige landvindinger i den berømte kirke Westminster Abbey i London og husket som en af naturvidenskabens grundlæggere.

Men historien er ikke så enkel.

Leibniz var nemlig ingen taber, selvom hans liv sluttede noget mindre ombejlet end Newtons. I dag ved vi, at Newton og Leibniz faktisk begge opfandt hver deres differentialregning samtidig og uafhængigt af hinanden.

»Rigtigt nok var Leibniz ikke så anerkendt, da han døde, som Newton var. Men han har opnået rigeligt anerkendelse for sin indsats efterfølgende. Det er også hans måde, der er brugt videre,« fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Han er lektor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet og optrådte også i introartiklen til denne serie.

»Leibniz kan ikke siges at være en taber,« konstaterer lektoren.

Penge, politik og omdømme

Det har dog ikke ændret på, at Newton med sine mange store opdagelser og sans for politik og magtspil skrev sig ind i videnskabshistoriens kongerække.

»Man kan godt læse om Newton, at han nærmest opfandt naturvidenskaben og fysikken. Nu tager jeg ham måske lidt ned fra en piedestal, men sådan som jeg forstår det, var han faktisk rænkesmeden i konflikten,« forklarer Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Fejden mellem Newton og Leibniz er ikke kun giganternes kuriøse sammenstød.

De var ganske vidst begge matematiske genier, men konflikten viser også, hvordan politik, penge og omdømme påvirker, hvem der ender med at repræsentere den anerkendte side i videnskabens historie.

Hvorfor opfinder to forskere det samme samtidig?

At to forskere kan opfinde det samme uafhængigt af hinanden, kan måske lyde usandsynligt, men det sker faktisk ikke så sjældent endda.

Og for Newton og Leibniz er det – set med eftertidens briller – slet ikke så overraskende.

Newton og Leibniz begyndte begge på universitetet i 1660’erne, og selvom de befandt sig i hvert deres land, indgik de nu i forskningsmiljøer, der var optaget af de samme store naturvidenskabelige spørgsmål.

Dengang var der store overlap mellem fysik, matematik og filosofi, og man adskilte ikke fag på samme måde som i dag.

»Man var interesseret i bevægelsesligninger. Også dengang tænkte man over, hvad man kunne bruge videnskaben til, og blandt andet var man interesseret i ballistik, der handler om kanonkugler og projektilers bevægelser. Det har jo direkte militær betydning for, hvor højt man skulle sigte og hvor langt man kunne skyde,« fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Derfor beskæftigede mange europæiske videnskabsfolk sig med matematik, der kunne beskrive objekters bevægelse – heriblandt Newton og Leibniz.

\ Læs mere

Store opdagelser: Newton og gravitationsloven

To veje, samme resultat

Allerede før Leibniz og Newtons sammenstød, ved videnskabsfolk, at man ikke behøver at måle på en bevægelse fysisk, men at det måtte være muligt at udregne hvordan eksempelvis en kanonkugle ville bevæge sig matematisk.

»Det man så fandt frem til var, at man kunne bryde bevægelsen op i bittesmå dele, og så bruge det til at beregne hele bevægelsen samlet,« forklarer Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Man kunne altså allerede udregne hældningen i et punkt i eksempelvis en bue, og næste skridt var at udvikle dén matematiske ligning, som ud fra alle de hældninger, man havde fundet på buen, kunne give arealet under buen – og dermed beskrive buens bevægelse.

Og det er netop, hvad både Leibniz og Newton gør. Men de opfinder selvfølgelig ikke helt samme ligning, og deres vej derhen starter også to vidt forskellige steder.

Mens differentialregning for Newton primært er et matematisk værktøj, der skal løse fysiske problemer, er Leibniz optaget af tænke differentialregningen ind i hans ’monade’-filosofi.

Han gør det samme med det binære talsystem, som han også er skaberen bag.

Færre konflikter med tiden

I dag opstår der sjældent usikkerheder eller konflikter omkring, hvem der er kommet først med en opfindelse.

Det er nemlig et stykke tid efter Newton og Leibniz’ konflikt, at den måde, videnskaben i dag er organiseret og udgivet i store fagfællebedømte tidsskrifter, begynder at tage form.

Det afspejler sig også i antallet af konflikter mellem forskere, der opdager de samme ting.

I en analyse af 264 historiske tilfælde af simultan-fund, endte hele 92 procent af tilfældene fra 1600-tallet med konflikter.

Antallet af konflikter daler i løbet af 1700- og 1800-tallet, og i sidste halvdel af 1900-tallet opstår der ’kun’ konflikter i 33 procent af de tilfælde, hvor forskere har opdaget det samme samtidig.

\ Læs mere

Hvad er peer review?

Brugte anagrammer til at dokumentere sine fund

I dag har vi blandt andet et system med fagfællebedømmelse og videnskabelige tidsskrifter, der holder styr på, om en forsker, der påstår at komme først, nu også er den første.

Men det havde man ikke i 1600-tallet, da konflikten mellem Newton og Leibniz bryder ud.

Indtil videnskaben bliver mere struktureret omkring tidsskrifterne, er stilen, at forskere sender deres fund rundt i mindre forskningskredse i form af tekster, artikler eller breve.

Mange annoncerede nye fund som anagrammer (et ord dannet af et andet ords bogstaver). På den måde kunne man både dokumentere, hvornår man havde opfundet noget, og samtidig undgå at andre forskere stjal ens fund.

Det skyldtes, at anagrammerne ofte var uløselige, i hvert fald ifølge videnskabsjournalist Harold Hellman, der har skrevet om Newton og Leibniz i denne bog om videnskabsfejder.

Hemmelighedskræmmeri

Derfor starter konflikten mellem Newton og Leibniz også med, hvem der udgiver hvad – og ikke mindst hvornår.

Vi starter i 1666, hvor Newton skriver en artikel om ’fluxion’ – Newtons eget ord for hældningen i det punkt, man bruger til at udregne eksempelvis en kugles bevægelse (ofte kaldes ’a’ i ligninger i dag).

Newton blev opfordret til at udgive sin artikel, men han ville ikke udsættes for kritik, selvom alle nye ideer også dengang blev udsat for et kritisk blik af forsker-kollegerne.

Han brød sig simpelthen ikke om at offentliggøre sine fund, og ifølge videnskabshistoriker Alfred Rupert Hall, der har skrevet en hel bog om fejden mellem Newton og Leibniz, udgav Newton først sine resultater langt senere i løbet af 1690’erne,

Overhalet indenom

Selvom Newton ikke ville dele sin videnskab med offentligheden, var han alligevel drevet af at være først.

Men i hans øjne var man først, når man havde gjort arbejdet – ikke når det blev udgivet.

Så da Leibniz i 1684 udgiver en kort artikel om differentialregning og senere også én om integralregning, uden at nævne Newton med et ord, bliver Newton rasende.

For Newton og Leibniz havde udvekslet breve i slutningen af 1670’erne om differentialregning, og Newton hjalp faktisk Leibniz i to af brevene.

Så da Leibniz udgiver sin første artikel uden en eneste henvisning til Newton, mistænker Newton, at Leibniz har tyvstjålet resultaterne. Og det er selvom, at brevene faktisk ikke afslører Newtons arbejde i detaljer, ifølge Harold Hellman.

\ Læs mere

Den første regnemaskine kunne kun lægge sammen

Skældsord på stribe: Abe, tudse og købt skribent

Konflikten mellem de to matematiske genier er brudt ud, men det er ikke kun Newton og Leibniz, der bærer brænde til bålet. Det gør deres tro støtter på hver side også.

Den schweiziske matematiker Jakob Bernoulli var på Leibniz’ side, og skulle ifølge Harold Hellman have kaldt en af Newtons kolleaer for blandt andet ’Newtons abe’, ’Newtons tudse’ og ’en købt skribent’.

Leibniz holdt sig ikke selv for god til den slags fornærmelser, og skulle efter sigende have kaldt Newtons støtter for ’de fortabte børn’ og ’anerkendelses-patruljen’.

En af de centrale støtter på Newtons side var matematikeren John Wallis, som spillede en vigtig rolle i udviklingen af infinitesimal-regning.

Wallis frygtede, at tyskerne ville overhale englænderne videnskabeligt, men han var gammel og selv udkørt efter mange års stridigheder med den kendte filosof Thomas Hobbes, også om matematiske spørgsmål.

Fornemt selskab

De videnskabelige tidsskrifter og peer review-systemerne er som nævnt endnu ikke udbredt, da Newton og Leibniz ryger i totterne på hinanden, men det er ’ Royal Society’ til gengæld.

Det fornemme selskab skal vise sig at få afgørende betydning for konflikten.

I 1703 bliver Newton præsident for Royal Society i Storbritannien. På det tidspunkt er selskabet i dårlig stand, medlemmerne overholder ikke deres forpligtelser, og deres ry er blakket.

Newton får ryddet ud i gellederne, indsætter sine venner og kolleger i stedet, og Royal Society bliver igen en magtfuld videnskabelig institution.

Med venner og støtter i selskabet har Newton nu mulighed for at påvirke sine kollegers skriverier til at være anti-Leibniz, og han fører endda pennen for dem i flere tilfælde, ifølge Harold Hellman.

Igennem Royal Society har Newton nu adgang til netværk, finansiering og ikke mindst et stort og lydhørt publikum, blandt andet via det anerkendte videnskabelige tidsskrift Philosophical Transaction, som udgives af Royal Society.

Men Leibniz lod sig ikke slå ud.

Udover selv at være medlem af Royal Society, så blev han præsident for det anerkendte videnskabelige selskab Berlin Academy, der udgav tidsskriftet Acta Eruditioum, hvor Leibniz og hans støtter udgav flere Newton-nedgørende artikler.

Leibniz beskyldes for tyveri

Det kan se ud som om, at Newton var den, der følte sig mest krænket.

Men man skal huske på, at Leibniz nu er blevet beskyldt af dygtige og anerkendte matematikere fra England for at stjæle Newtons resultater. Det er en alvorlig anklage, der kan koste hele karrieren.

Det er blandt andet matematikeren John Keill, der kommer med stærke hentydninger til, at Leibniz skulle have stjålet fra Newton i en artikel i Philosophical Transactions i 1708, og det får straks Leibniz til at gribe pen og papir og skrive to klagebreve over Keill til det britiske Royal Society.

Hvis ikke Newton var rasende i forvejen, blev han det i hvert fald nu. Som præsident for Royal Society får Newton nedsat et råd, der skal vurdere Leibniz klage. Rådet er officielt neutralt, men bestod næsten udelukkende af Newtons venner og kollegaer.

\ Læs mere

Derfor er plagiat en akademisk »dødssynd«

En ‘uvildig’ undersøgelse

På kort tid lå en rapport over miseren klar, og ifølge både Harold Hellman og Alfred Rupert Hall indeholdt rapporten kun informationer fra Newton.

Man har endda fundet et udkast til rapporten med Newtons håndskrift.

»Newton var nok så overbevist om, at han havde ret, at han følte det helligede midlerne. Hans metoder vidner om de menneskelige faktorer, der er en del af forskningen,« konstaterer Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Det er ikke svært at gætte udfaldet af den ’uvildige undersøgelse’ fra Royal Society:

Newton var den første til at opfinde differentialregningen, og Leibniz havde stjålet resultaterne fra de breve, som Newton havde sendt ham et par år inden Leibniz udgav sin artikel.

Injurie-anklagerne mod Keill, der jo havde påstået Leibniz skyld i en artikel i Phillosophical Transactions, blev afvist.

Afgørelsen satte Leibniz i et meget dårligt lys, og havde store omkostninger for hans liv og karriere.

Royal Society gik aldrig ind i spørgsmålet om, hvem der opfandt hvad – kun hvem der kom først.

Men der var forskel på Leibniz’ og Newtons regnemetoder, og faktisk er Leibniz’ metode i dag meget udbredt, især i Europa – hvor Leibniz jo også kommer fra.

Ikke overraskende holdt briterne ifølge Harold Hellman fast i Newtons metode i lang tid.

Mere på spil end sandheden

Mens striden står på, udgiver Newton blandt andet sit magnum opus, ’Naturfilosofiens matematiske principper’, er populær blandt videnskabsfolk og modtager i 1705 ridderslag af den daværende dronning Anne.

Leibniz’ karriere fortsatte noget mere afdæmpet, og han døde i 1716, hvorefter konflikten ebbede ud.

Leibniz anerkendte aldrig, at Newton skulle være kommet først med differentialregningen.

»Den her type fejde afsluttes ikke rigtig. Det er først, da Leibniz dør, at der ikke er mere at komme efter for Newton. Det er måske meget sigende, at de her fejder kræver, at nogle er personligt motiverede for at drive dem,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Med tiden har Leibniz genvundet anerkendelse, for Leibniz var ingen tyv, og Newton var ingen moralsk vogter af sandheden.

»Konflikten viser, at der er mere på spil end sandheden. Det virker mere sandsynligt, at Newton kæmpede for at fastholde sin egen position som den førende indenfor området, og for at beholde sine privileger. Det samme gjorde Leibniz, som vel kæmpede mere for at sikre sig selv, end for at kæmpe mod Newton,« konstaterer Kristian Hvidtfeld Nielsen.

\ Læs mere

Forskningsfejder: Pavens afstraffelse af Galilei skyldtes ikke kun konflikt mellem religion og videnskab

Videnskab er fuld af omveje, misforståelser og politik

Konflikten mellem Newton og Leibniz viser derfor, hvordan den kongerække af store videnskabsmænd, som vores historie om videnskabeligt fremskridt er struktureret efter, er langt mere kompleks og mudret, end den kan fremstå.

»Videnskabshistorie var tidligere mest et spørgsmål om at sige noget om alle de her store videnskabsmænd som Newton og Einstein. Men det er bare ikke sådan, det reelt har foregået. I virkeligheden har der været en konstant diskussion om resultaterne, om de var rigtige, og om hvilken vej man skulle gå,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

»Det fortæller, at videnskabens historie er fuld af omveje, misforståelser og politisk motiverede uenigheder, og handler om, at videnskab ikke er et isoleret apparat ovre i hjørnet. Videnskab er fuldt ud integreret i det øvrige samfund – både politisk, kulturelt, økonomisk, teknologisk og socialt,« afslutter lektoren.

Næste afsnit i serien om historiens største forskningsfejder udkommer lørdag 3. september. Du kan tilmelde dig Videnskab.dk’s nyhedsbrev for at få artiklerne sendt til din indbakke, så snart de bliver publiceret. Allerede nu kan du læse den tidligere artiklen om Galileo Galilei vs. Paven.

\ Læs mere

Peer review: Sådan foregår tidsskrifters kvalitetstjek

\ Læs mere

Fra Newton til Einstein og Hawking: Sådan tænkte fysikerne om de gådefulde sorte huller