Forskningsfejder: En flaske med fåresovs fik Voltaire ud i guddommeligt skænderi

Forestil dig, at du hælder fåresovs i en flaske, koger den, og lader det køle af. Derefter forsegler du flasken med korkprop og lim og opvarmer den endnu engang over varm aske.

Eller – du prøver i hvert fald, men måske får du ikke varmet flasken helt nok op, eller måske får du ikke forseglet den ordentligt.

Uanset hvor vellykket eksperimentet er, lyder det nok både en smule klamt og ikke specielt banebrydende at koge fåresovs.

Ikke desto mindre blev netop dette mere eller mindre vellykkede eksperiment centrum i konflikten mellem biologen John T. Needham og oplysningsfilosoffen Voltaire.

Måske har du allerede gættet, hvad der sker i flasken med fåresovs, men hvis ikke, må du vente lidt endnu med svaret. For selvom konflikten mellem Needham og Voltaire på overfladen handler om, hvad der sker i flasken med fåresovs, er der langt mere på spil.

Biolog versus … litterat?

1700-tallet var præget af videnskabelige nybrud og uro, og både Voltaire og Needham ledte efter en måde at bedrive videnskab og forklare verden på, hvor der var plads til en gud.

Men ligesom deres billede af Gud var meget forskelligt, lå dét, de fandt i biologiske eksperimenter og teorier også milevidt fra hinanden, og det resulterede i en årelang og indædt fejde.

Noget af det, der gør denne konflikt ret speciel, er, at vi i modsætning til mange andre historiske videnskabsfejder ikke har med to videnskabsfolk at gøre.

Voltaire var ikke forsker; han var litterat og samfundskritiker og kaldes ofte oplysningsfilosof. Biolog var han derfor ikke, og i dag kan det virke specielt, at en kulturperson kastede sig ind i en kompliceret konflikt om biologi.

Typen, der mest af alt er imod

Men kender man Voltaire lige så godt, som Jytte Lyngvig gør, er det faktisk ikke så overraskende.

»Voltaire har ingen videnskabelig baggrund, men bliver så glad for Isaac Newtons filosofi, at det er det eneste, han nogensinde er rigtig ’for’. Ellers er Voltaire mest typen, der er ’imod’,« fortæller Jytte Lyngvig, der er ph.d. ved Institut for Engelsk, Romansk og Germansk på Københavns Universitet

Needham er bestemt ikke den eneste, Voltaire lægger sig ud med. Han elsker at gå i kødet på folk, også selvom de er hans venner – eller var.

Faktisk begynder konflikten med Needham kun, fordi Voltaire allerede har gang i flere store uenigheder om religion og videnskab, og fåresovse-forsøget spiller i første omgang bare en birolle.

Det begynder med mirakler … og en hel masse konflikter

Voltaire elsker som sagt konflikter, og for at forstå hvordan Needham og Voltaire kommer på kant, må vi holde tungen lige i munden. Der er nemlig mange mennesker indblandet.

En af de konflikter, Voltaire blander sig i, handler om guddommelige mirakler og foregår egentligt mellem den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, som forbindes med Den Franske Revolution, og en calvinistisk præst ved navn David Claparède.

Voltaire tror bestemt ikke på mirakler, og i en række offentlige breve kalder Voltaire guddommelige mirakler for pladder.

Da Needham, der ikke kun er biolog, men også katolsk præst, læser det, bliver han provokeret og sætter selv pennen til papiret. Mirakler findes, ifølge Needham.

Så er konflikten i gang.

’Men hvor kommer fåresovsen ind i billedet?’, tænker du måske. Jo, Voltaire har flere år forinden læst om Needhams fåresovse-forsøg igennem den franske matematiker Pierre Louis Moreau de Maupertuis.

Maupertuis og Voltaire var egentligt venner, men på grund af en konflikt ved det Preussiske hof, hvor de begge var tilknyttet, skriver Voltaire en række drillende og satiriske tekster, hvor han primært gør grin med Maupertuis, men også Needhams fåresovse-forsøg, som Maupertuis referer til.

I fåresovsen findes svaret

Og så er vi endelig nået tilbage til fåresovsen, for nu hvor konflikten om mirakler er brudt ud, går Voltaire også direkte til angreb på Needhams lidt suspekte eksperimenter og dertilhørende teorier.

Da Needham åbner flasken med fåresovs efter et par dage og studerer fåresovsen under lup, ser han, at sovsen sværmer af liv, skriver Harold Hellman i sin bog om historiens store videnskabsfejder.

Sovsen er fuld af bittesmå levende mikroorganismer, og det er - ifølge Needham - et fantastisk resultat.

Et lille mirakel.

Needham kogte, forseglede og genopvarmede flasken med fåresovs, fordi han ville slå alle levende organismer i sovsen ihjel. De små ’dyr’, som Needham fandt i sovsen nogle dage efter, var for Needham et solidt bevis for, at nyt liv kan opstå ud af dødt materiale.

Needham udførte også mange forsøg med frø og korn, hvor han ligeså observerede små ålelignende, levende organismer i miksturerne efter få dage.

En ny forklaring på hvordan liv opstår

På baggrund af eksperimenterne fremsatte Needham en teori om, at der måtte være tale om en speciel ’kraft’, der skaber levende organismer i alt fra gryn til mennesker.

Det skriver Harvard-professor i historie Shirley A. Roe i denne videnskabelige artikel, der handler om konflikten mellem Needham og Voltaire.

Denne teori om, hvordan nyt liv opstår, var Needham ikke alene om, men den gik imod datidens dominerende teori om liv. Den hidtidige tanke var, at alt liv var skabt af Gud: Alle fostre eksisterede allerede i en uendelig lille størrelse, gemt i andre fostre – lidt ligesom en matrjosjka-dukke.

Frygten for ateisme og materialisme

Det var den dominerende idé, som Voltaire var tilhænger af, ikke mindst på grund af den rolle, som Gud spiller i teorien.

»Voltaire har et gudssyn, der kaldes deisme: Altså Gud har skabt sit skaberværk, og så blander han sig ikke mere. Det er derfor, Needham trigger ham, for Needham påstår, at han kan skabe liv ud af ingenting, og dermed læner Needham sig for Voltaire at se ind i både materialismen og ateismen,« siger Jytte Lyngvig.

Ateisme og materialisme var ikke udbredte eller anerkendte positioner i midten af 1700-tallet, og for Voltaire var begge dele en trussel mod samfundet; en trussel, som Needham nu blev symbolet på for Voltaire, selvom det ikke stemte overens med Needhams selvopfattelse.

Ålemanden

Needham var ikke den eneste, der støttede teorien om, at det er en særlig kraft, der skaber liv. Det gjorde Maupertuis også.

I forbindelse med konflikten ved det preussiske hof skrev Voltaire en række satiriske pamfletter over Maupertuis arbejde. I en af Voltaires tekster serverer Maupertuis ålepaté fremstillet på en mikstur af fortyndet mel og en fiskeplatte skabt af spirede hvedekorn.

Parodien trækker direkte tråde til Needhams forsøg og er en nedgørelse af både Needham og Maupertuis. Voltaire giver endda Needham øgenavnet ’Alemanden’, skriver Roe i sin videnskabelige artikel.

Den irske jesuit

I en række breve opfinder Voltaire også en irsk jesuit-præst, der skulle forestille at være Needham.

Det kan måske lyde mærkeligt, at en irsk præst skulle være en hån, men i 1700-tallets Frankrig var det hverken populært at være irer eller jesuit. Sidstnævnte blev oven i købet smidt ud af Frankrig i 1763.

I brevene er den irske jesuit-præst klædt ud som menneske, der på mirakuløs vis kan forvandle fåresovs og mel til ål. I et af de sidste breve fængsler Voltaire præsten for at være jesuit og skjule information - symbolet på at Needham er en taber.

Men Needham anerkender ikke nederlaget og fortsætter sine egne forsvarsbreve.

Misforståelse på misforståelse

Needham svarer igen på Voltaires fornærmelser ved at kritisere Voltaire for en frisindet livsstil og udsvævende seksuel adfærd og kalder ham for en trussel mod hele populationen.

I en række breve forsøger Needham også at rette op på de fejlagtige udlægninger af hans forskning, som Voltaire har spredt.

Voltaire læste angiveligt aldrig selv nogle af Needhams videnskabelige artikler, og i sine breve blander Voltaire Needhams eksperimenter sammen og refererer resultaterne fejlagtigt.

Voltaire ser Needhams eksperimenter som et skulderklap til ateismen og materialismen, og mange ateister og materialister bruger også Needhams resultater som bevis på, at der ikke er brug for en gud til at skabe liv.

Fælles fodslag?

Men Needham er katolsk præst, og han forsøger i sine breve ihærdigt at løsrive sig fra og afvise ateisterne og materialisternes omfavnelse.

For ligesom Voltaire er Needham faktisk bekymret for den trussel mod samfundsordenen, som ateismen - i deres øjne - udgør.

Needhams ønske er i virkeligheden at give nogle solide beviser for Guds eksistens og betydning, som er bedre end de i hans øjne svage argumenter, som Voltaire og mange biologer stiller med, når de mener, at Gud har skabt alt liv på forhånd.

Fejlslagne forsøg

Selvom Voltaires kritik primært består af satiriske parodier, henter Voltaire også opbakning hos en anerkendt italiensk videnskabsmand, Spallanzani.

Spallanzani efterprøver Needhams forsøg og viser, at den eneste grund til, at der opstår liv i Needhams fåresovs, er, at han ikke forseglede flasken tilstrækkeligt og ej heller opvarmede sovsen til tilstrækkeligt høje temperaturer, skriver Harold Hellman.

Ironisk nok er Needhams forsøg med nutidige øjne hjælpeløst ringe, og Voltaire havde på den måde ret i sin kritik, når han påstod, at Needham kun opstillede de forsøg, som kunne bevise Needhams ønskede påstand.

Fejden indvarsler oplysningstiden

Men Needham havde alligevel fat i den lange ende, og hans teori er langt tættere på, hvordan liv egentligt opstår, end Voltaires passive Gud-teori.

Konflikten mellem Voltaire og Needham er rodet og handler både om den konkrete videnskab (eksperimenterne), om natursyn og om gudssyn.

På den måde afspejler deres sammenstød det opbrud, der ulmer i midten af 1700-tallet: oplysningstiden, skabelsen af moderne videnskab og kapningen af det historisk tætte bånd mellem religion og videnskab.

»Det hele vender tilbage til en konflikt om, hvordan man skal forstå naturen. Det er en naturvidenskabelig konflikt, men den bunder i en religiøs opfattelse. På den måde er det i virkeligheden to forskellige koblinger mellem videnskab og tro, der støder sammen,« afslutter Jytte Lyngvig.