En oplyst videnskab: Temaer fra 1700-tallet

I en kultur- og videnskabshistorisk sammenhæng er 1700-tallet og oplysningstiden omtrent synonyme betegnelser.

Man taler også om 'fornuftens århundrede' for derved at understrege den næsten grænseløse respekt for 'det fornuftige', der prægede perioden, og som man fandt overalt, også i naturen.

Nu er de eksperimentelle naturvidenskaber jo ikke rationelle videnskaber på samme måde, som logik og matematik er det, men i oplysningstiden tillagde man naturen en form for guddommelig fornuft, der netop kunne afdækkes og forstås gennem eksperimenter og observationer.

Det rationelle og det empiriske blev ikke opfattet som modsætninger, men snarere som to sider af samme sag – komplementære, om man vil.

Det var et ambitøst forsøg på at reformere samfundet

Oplysningsprojektet havde sit centrum i Frankrig, men det dækkede hele Europa, omend hvert land havde sin version af dets indhold og omfang.

Selvom det var et europæisk projekt, var det ikke begrænset til Europa, for det var universelt i sine intentioner.

Således omfattede det også de engelske kolonier i Nordamerika, der i 1776 blev til Amerikas Forenede Stater alias USA.

Der var tale
 om et ambitiøst forsøg på at reformere hele samfundet på et videnskabeligt grundlag, og i dette projekt blev naturvidenskaberne tildelt en særlig status. For første gang i historien blev de understøttet på en massiv skala, ikke mindst af fyrster og velhavende borgere, hvis sociale og kulturelle status på denne måde blev forøget.

Den gennemgående idé var,
 at man kunne skabe et både rigere og mere retfærdigt og oplyst samfund ved at bruge naturvidenskaben som motor og som model for fremskridtet.

Naturvidenskab har givet anledning til mange teknologiske innovationer

Ikke blot var de nye videnskaber af moralsk betydning i et universelt dannelsesprojekt, men de hævdedes desuden at være af stor praktisk betydning for staternes økonomi.

Ganske urealistisk forventede man, at manufaktur og landbrug hurtigt kunne baseres på videnskabelige principper og derved blive mere profitable.

I dag ved vi, at dette faktisk er tilfældet – at naturvidenskab i mange tilfælde har givet anledning 
til teknologiske innovationer og dermed økonomisk vækst – men i 1700-tallet var der tale om en ideologisk retorik snarere end en realitet.

Ikke desto mindre var det en nyttig ideologi, idet den var med til at legitimere naturvidenskaben og give den bedre vilkår og højere anseelse.

Kendskab til astronomien var nyttigt til et hvis omfang

En væsentlig del af oplysningstidens videnskab var nytteorienteret, men der var også stor interesse for at støtte og dyrke videnskab for dens egen skyld – grundforskning, som vi kalder det i dag.

Kendskab til astronomi var i et vist omfang nyttigt, for eksempel når det drejede sig om at bestemme geografiske længdebredder til søs, hvilket var et af århundredets store maritime problemer.

Det meste af den astronomiske forskning var dog ikke på samme måde samfundsmæssig nyttig, og alligevel blev den støttet rundhåndet. Blandt de første store og internationale forskningsprojekter nogensinde var studiet af Venus' passage over Solen, som den kunne observeres i 1761 og 1769.

Det sjældne fænomen påkaldte sig enorm interesse, også selvom det ingen praktisk nytte havde. For astronomerne gav det derimod viden om de absolutte dimensioner i solsystemet, for eksempel at Jorden kredser omkring Solen i en afstand af 150 millioner kilometer.

Tro og viden gik hånd i hånd

Mens naturvidenskab og religion i dag i det store og hele er adskilte – og af mange endda betragtes som uforenelige modsætninger – var forholdet et ganske andet under den naturvidenskabelige revolution i 1700-tallet.

Den nye naturvidenskab var intimt knyttet til den kristne tro, ja kan i mange henseender betegnes som et kristent projekt. Denne samhørighed, fremmed som den forekommer ud fra et moderne perspektiv, blev der ikke for alvor sat spørgsmålstegn ved i det følgende århundrede, hvor kirken fortsat havde stor magt, og hvor kristentroen blev anset som næsten en selvfølgelighed.

Under disse omstændigheder var det vigtigt for naturvidenskaben at fremstå som nyttig for religionen, hvilket da heller ikke var noget problem.

Gud havde jo ikke blot skabt naturen i al dens mangfoldighed, han havde også skabt de lovmæssigheder, den udvikler sig efter, om det så var planeternes gang over himlen eller planternes vækst på jorden.

Ved at studere naturen videnskabeligt kunne man derfor få indblik i Guds skaberværk og blive en bedre kristen. Som kilde til forståelse af Gud, og som grund til at prise ham, var naturen lige så vigtig som Bibelen!

Denne tankegang, der kan findes allerede i 1600-tallet, bliver betegnet som naturlig teologi, og den spillede en meget stor og positiv rolle for naturvidenskaben i oplysningstiden.

Ludvig Holberg skelnede mellem de nødvendige, nyttige og skadelige studier

Næsten alle naturforskere i perioden anerkendte i et eller andet omfang den naturteologiske tankegang, der også bidrog til den folkelige appel, naturvidenskaben havde i brede kredse.

Som et eksempel kan man henvise til situationen i Danmark, hvor Ludvig Holberg i sit forfatterskab blandt andet beskæftigede sig med videnskaberne og deres nytte.

Han skelnede mellem de nødvendige, de nyttige og de skadelige studier. Modsat teologi og moralfilosofi hørte naturvidenskaberne ikke til den første kategori: De var ikke nødvendige, men kunne alligevel være nyttige.

Holberg mente dog, at de i visse henseender havde træk til fælles med de skadelige studier, hvortil han især regnede den skolastiske metafysik.

Det er værd at bemærke, hvor anderledes datidens nyttebegreb var

Selvom Holberg ikke havde hverken interesse eller respekt for de fysiske og astronomiske videnskaber, anerkendte han dog, at de kunne tjene en nyttig funktion i den naturlige teologi.

I denne henseende var han enig med den københavnske fysikprofessor Joachim Ramus, der i en afhandling fra 1747 udtrykte sit mishag over, at »... endog blandt de Lærde ere saadanne, der bilde sig ind, at physiske Videnskaber ere af ingen Nytte, uden saa vidt, det kand være fornøden til Medicinen, Chymien og saadanne Sager.«

Når Ramus skulle argumentere for naturvidenskabens nytte, skete det karakteristisk nok ud fra et naturteologisk og ikke et tekniskøkonomisk perspektiv:

»Dette heele Naturens Verk er som en Bog forfærdiget med den almægtigste Guds egen Haand og Finger. Staaer nu dette fast, at Gud selv er Author for alt dette Verk, saa maa den jo skamme sig, der er saa doven og hovmodig, at hand ikke gider givet sig Umage at studere derudi.«

Ramus konkluderede, at »studium physicum har sin usigelige Gavn og Nytte endogsaa i Theologien, saavelsom udi philosophien, og andre verdslige Handteringer og Videnskaber.«

Det er værd at bemærke og reflektere over, hvor anderledes og rigere datidens nyttebegreb var i forhold til det nutidige, der ensidigt forbinder nytte med materielle goder.

Gud bliver irrelevant

Ikke blot accepterede og promoverede kirken studiet af naturen, en stor del af tidens naturforskere havde en teologisk uddannelse. Mange var præster eller på anden vis tilknyttet kirken.

De beskæftigede sig typisk med beskrivende videnskaber som botanik, geologi og meteorologi, og inden for disse områder var deres bidrag til naturforskningen betydelige.

De naturforskende præster var almindelige i både de protestantiske og katolske dele af Europa, og i sidstnævnte var der desuden den vigtige lægorden af jesuitter, der var ansvarlig for nogle af de bedste videnskabelige institutioner i oplysningstiden.

I begyndelsen af 1700-tallet rådede jesuitterne over mere end 100 lærestole i matematik, hvilket gjorde ordenen til den vigtigste institution i Europa inden for matematisk forskning og undervisning.

Jesuitterordenens indflydelse på naturvidenskaben fortsatte indtil 1773, da ordenen på paveligt dekret blev nedlagt – for først igen at opstå i 1814.

Ateister var sjældne, mens former for deisme var almindelig

Men alt var ikke fryd og gammen mellem kirken og naturvidenskaben. Specielt i Frankrig i sidste halvdel af 1700-tallet var der blandt flere filosoffer og oplysningstænkere en voksende modstand mod kirken og den ortodokse tro.

Omend ateister var sjældne, var former for deisme almindelige. Ifølge denne opfattelse havde Gud godt nok skabt verden og dens naturlove, men i øvrigt spillede han ingen rolle for hverken moralen eller videnskaben. Den fremtrædende forfatter
og oplysningsfilosof Voltaire var en af tidens deister.

Han var fascineret af Newtons mekaniske verdensbillede, som han fortolkede i en deistisk ramme, Newton selv ville have afskyet.

Mennesket blev fremstillet som en sjælløs, mekanisk maskine

Enkelte radikale tænkere var endda ateister, som tilfældet var med Julien La Mettrie, der i 1748 skabte skandale med bogen 'L’homme Machine', hvori han fremstillede mennesket som en sjælløs, rent mekanisk maskine.

Mere betydningsfuld var den fremragende matematiker og fysiker Pierre-Simon Laplace, der ved århundredets slutning fremsatte en teori for solsystemets udvikling, hvori der knap nok var plads til Gud.

For Laplace at se var Gud en ubrugelig hypotese, der i det mindste var irrelevant i en videnskabelig sammenhæng.

Denne opfattelse var stadig kontroversiel ved oplysningstidens slutning, men blev i det væsentlige accepteret i det følgende århundrede og er stadig en uudtalt præmis for moderne naturforskning.

Videnskab for borgerskabet

Mens videnskabelig forskning og uddannelse i dag i det væsentlige varetages af universiteterne, var disse i 1700-tallet ikke orienteret mod forskning, og slet ikke mod naturvidenskabelig forskning.

Tværtimod var de på mange måder konservative bastioner, der var præget af deres fortid som præsteskoler og ligegyldigt eller fjendtligt indstillet over for naturvidenskaben.

Naturforskning måtte derfor foregå i andre rammer, enten i de nye lærde selskaber eller i institutioner oprettet på statsligt initiativ.

De lærde selskaber eller akademier går tilbage til 1600-tallet, hvor Royal Society i London og Det Videnskabelige Akademi i Paris (Académie Royale des Sciences) blev oprettet i 1660’erne. I det følgende århundrede voksede antallet af den slags akademier stærkt.

Det københavnske selskab var oprindelig tænkt som et humanistisk akademi

Nogle af dem, som akademierne i Berlin og St. Petersborg, var rige, elitære og med en international orientering.

De 
var prestigeprojekter for fyrsterne, i dette tilfælde henholdsvis Frederik den Store i Prøjsen og Peter den Store og Katarina II i Rusland.

Andre selskaber, der nærmest kan karakteriseres som diskussionsklubber, var af en mere regional karakter og levede et mere beskedent liv.

Det Kgl. Videnskabernes Selskab i København blev grundlagt i 1742, tre år efter et tilsvarende selskab var blevet stiftet i Stockholm.

Det københavnske selskab, autoriseret og støttet af Christian VI, var oprindelig tænkt som et humanistisk akademi, men allerede tidligt fik de matematiske, medicinske og naturvidenskabelige fag en stærk position, hvilket stadig er tilfældet.

Encyklopædien definerede nærmest den progressive oplysningskultur

Perioden var præget af en blomstrende diskussionsog oplysningskultur, der kunne finde sted i form af klubber, litterære saloner og offentlige foredrag.

Under disse rammer diskuterede man ikke blot de nyeste strømninger inden for kunst, litteratur og politik, men også naturvidenskabelige og teknologiske landvindinger.

I tilknytning til den voksende interesse i borgerskabet for videnskabelige emner blev der udgivet en strøm
af oplysende litteratur på mange forskellige niveauer.

Det utvivlsomt vigtigste værk inden for denne brogede genre var den imponerende franske Encyclopédie, der i 17 store bind udkom mellem 1751 og 1772 og var skrevet af tidens største autoriteter inden for videnskab og kultur.

Encyklopædien nærmest definerede den progressive oplysningskultur med dens tro på fremskridt baseret på videnskabelig og fornuftig viden.

Men mindre kunne gøre det, og for den mindre bemidlede eller mindre ambitiøse læser var der mange andre muligheder for at tilegne sig viden om naturen.

Populærvidenskab henvendte sig særligt til kvinder

Meget af periodens alment tilgængelige litteratur om naturvidenskab søgte ikke
blot at bibringe faktuel viden, men også at kombinere den med elementer af fromhed, æstetisk nydelse og almen dannelse – kort sagt gik det ud på at fremstille naturvidenskaben som en vigtig del af kulturen.

Ved at få viden om naturens underfulde orden blev man ikke blot klogere, man blev også et bedre og mere dannet menneske. Dette tema blev taget op i talrige bøger henvendt til en bred læserkreds

En del af litteraturen henvendte sig særligt til kvinder, der formodedes at interessere sig for områder som astronomi, botanik og mineralogi.

Som eksempler på denne genre kan nævnes titler som Botanik for Fruentimmere (1803) og Naturlære for Fruentimmere (1800), der begge var danske oversættelser af franske originaler.

Elektroterapi var tidens højeste mode

Andre bøger af en populærvidenskabelig art appellerede mere til fornøjelsen end til oplyst viden. Det var tilfældet med de mange bøger om 'naturlig magi', en betegnelse der henviste til fysisk-kemiske eksperimenter
og ikke til overnaturlige fænomener.

Endelig appellerede en del bøger med naturvidenskabeligt indhold til læsere med æstetisk sans,
for eksempel pragtværker om dyr og planter, konkylier, koraller og mineraler.

For det højere borgerskab spillede æstetik en vigtig rolle, og det var derfor vigtigt at kunne fremstille naturvidenskaben som ikke blot nyttig, men også smuk.

Alt i alt indgik naturvidenskaben i den treenighed mellem det gode, det sande og det skønne, som man ofte lovsang i oplysningstiden.

Blandt de naturfænomener, der vakte stor offentlig interesse, var elektriciteten. Denne naturkraft havde været kendt siden oldtiden, men det var først i 1700-tallet, at den blev genstand for videnskabelige undersøgelser.

Ved midten af århundredet havde man konstrueret elektrisermaskiner, der gav kraftige gnister, og de blev anvendt til videnskabelige, medicinske og underholdende formål.

Elektroterapi var tidens højeste mode, og ved middagsselskaber i de bedre kredse kunne man fornøje sig med elektriske seancer, hvor deltagerne blev udsat for elektriske stød. På Charlottenborg i København fandt i 1744 en sådan seance sted, hvor Christian VI fandt behag i at se, »hvorledes Ilden med een næsten insupportable Force gik ud af den yderste Spidse af Hans Majestæts Kaarde, Hendes Majestæts og det Kongl. Herskabs Klæder og Juvelser.«

Naturen får en historie

I forhold til 1600-tallet, hvor giganter som Galilei, Kepler og Newton skabte fundamentet for naturvidenskaben, var 1700-tallet ikke præget af en tilsvarende revolutionær udvikling.

Alligevel skete der vigtige fremskridt i videnskaben, hvoraf den mest skelsættende måske var erkendelsen af, at naturen har en historie.

Den har ikke altid været, som den er nu, men er produktet af en lang udviklingsproces, der stadig foregår. Denne udviklingstanke, for så vidt den vedrører planter og dyr, er vi vant til at tilskrive Darwin, men selve ideen om en naturlig udvikling stammer fra oplysningstiden, hvor den i første omgang vandt indpas i de astronomiske og geologiske videnskaber – snarere end i de biologiske.

Betydningen af denne indsigt kan vanskeligt overvurderes, idet verden efter den traditionelle tankegang var statisk, skabt af Gud i omtrentlig den form, den har nu.

Tidsperspektivet var tilsvarende begrænset: Man 'vidste', at Gud havde skabt verden cirka 4.000 år før vor tidsregning. Det var en viden, man ikke havde fra studier af naturen, men fra studier af Bibelen.

Der var tale om en banebrydende påstand

Den adelige franske naturforsker Georges Louis Leclerc, Comte du Buffon, gav begrebet 'naturhistorie' en ny betydning. Hele naturen, fra den mindste organisme til universet i sin helhed, var i stadig udvikling, hævdede han; og dens historie kunne forstås videnskabeligt uden at inddrage Gud eller forlade sig på Den hellige Skrift.

Han påpegede en vidtstrakt analogi mellem historikerens metoder og de metoder, naturforskeren i sin egenskab af naturhistoriker måtte benytte sig af. Begge videnskaber var baseret på kilder fra fortiden:

»Ligesom vi i det civile samfunds historie konsulterer ... gamle inskriptioner for at bestemme den menneskelige revolutions epoker ... således må man i naturhistorien grave gennem verdens arkiver, uddrage gamle levn fra jordens indvolde, sammensætte deres fragmenter og samle i et enkelt bevismateriale al den evidens for de fysiske ændringer, der kan bringe os tilbage til naturens forskellige epoker.«

I 1778 udviklede Buffon en eksperimentelt understøttet teori om, hvordan jorden var blevet til ved afkøling af en smeltemasse, der oprindelig stammede fra en komets kollision med solen. Ud fra systematiske målinger af glødende jernog stenkuglers afkøling vurderede han, at jorden måtte være langt ældre end den anerkendte bibelske værdi på cirka 5.800 år og have en alder på mindst 75.000 år.

Vi ved i dag, at jordens alder er cirka 4,6 milliarder år og kan derfor fristes til at trække på smilebåndet af Buffons resultat. Men der var tale om en banebrydende påstand, der da også vakte vrede blandt præster og teologer.

Kosmisk naturhistorie

Det var ikke kun jorden, der fik en historie i 1700-tallet. Det samme gjaldt de himmelske regioner. I en storslået afhandling fra 1755 havde en ung filosof fra Königsberg, den senere så berømte Immanuel Kant, udviklet en 'himmelsk naturhistorie', en kosmologi på fysisk grundlag, hvor universet var i stadig udvikling og ikke kunne tilskrives nogen en delig alder.

Senere overtog den fremragende britiske astronom William Herschel ideen om en himmelsk naturhistorie, som han anvendte på studiet af stjerner og de gådefulde galaktiske tåger. Med sin kraftige kikkert, et spejlteleskop, kunne han se længere ud i universet, end nogen tidligere havde gjort.

Han havde set stjerner så langt væk, at det ville tage lyset to millioner år at nå ned på Jorden. Og måske disse stjerner i mellemtiden var ophørt med at eksistere.

Opdagelsen af Uranus var noget af en tilfældighed

I øvrigt skabte Herschel sin berømmelse
i 1782, da han som den første nogensinde opdagede en ny planet, nemlig Uranus. Siden den græske oldtid havde man været overbevist om, at man kendte antallet af planeter, men nu viste endnu en traditionel antagelse sig at være uden grundlag.

Modsat den senere opdagelse af Neptun, der foregik i 1846, var opdagelsen af Uranus aldeles uforudset. Den skyldtes, som det ofte sker i naturvidenskaben, noget af en tilfældighed. Herschel var ikke på jagt efter en ny planet, men i sin kortlægning af himlen fandt han et nyt, svagt lysende objekt, som han først troede, var en komet.

Det tog mere end et år, før han blev klar over, at han havde fundet en ny planet. Han foreslog selv at kalde planeten Georgium Sidus, det vil sige Georges stjerne, til ære for kong George III. Heldigvis vandt hans forslag ikke gehør i det astronomiske samfund.

Den kemiske revolution

Fysikken, astronomien og matematikken havde oplevet revolutionære gennembrud
i 1600-tallet, og i det følgende århundrede kom turen til kemien, der fra denne tid blev en af de vigtigste naturvidenskaber. Det var dog en videnskab, der ikke vandt indpas på universiteterne, bortset fra som hjælpefag til de medicinske studier.

Med rødder i alkymien var kemien den første laboratorievidenskab, og datidens laboratorier var beskidte, varme og ildelugtende. Kemien kunne legitimere sig som nyttig for apotekere, læger og metallurger, men den blev endnu ikke anset for en værdig akademisk videnskab på linje med matematik, astronomi og fysik.

Ikke desto mindre var kemien en videnskab i både praktisk og teoretisk forstand
– også før den såkaldte 'kemiske revolution' fra cirka 1775 til 1790. I denne periode oplevede kemien en form for paradigmeskift, der var en radikal ændring af dens teoretiske grundlag.

Lavoisers succes skyldtes blandt andet eksperimentel ekspertice og dyrt apperatur

To af de væsentligste spørgsmål i den videnskabelige strid drejede sig om forbrændingsprocesser og vands natur. Den traditionelle kemi antog, som man havde gjort siden oldtiden, at vand var et usammensat stof.

Desuden hævdede man, at der ved forbrænding af et stof blev afgivet et princip eller en substans, man kaldte flogiston. Flogistonteorien havde stor forklaringskraft, hvorfor flertallet af kemikere anerkendte den. Fra midten af 1770’erne blev denne anerkendte teori udfordret af en væsentlig anden opfattelse, der på mange måder blev grundlaget for den kemi, vi har i dag.

Den vigtigste af de kemiske revolutionære var Antoine Laurent Lavoisier – endnu en af de franskmænd, der optræder så hyppigt og så prominent i oplysningstidens videnskab. Ifølge Lavoisier var flogiston blot et fantasifoster.

Forbrænding skyldtes ikke afgivelse af det spøgelsesagtige flogiston, men optagelse af et nyt stof, en 'livgivende luft' eller, som han kaldte det, oxygen (dansk: ilt). Desuden argumenterede han for, at vand er et sammensat stof bestående af to luftarter, nemlig brint og ilt.

Efter en årelang diskussion blev de fleste kemikere overbevist om Lavoisiers synspunkter, sådan som han systematisk fremlagde dem i sin innovative lærebog Traité Élementaire de Chimie fra 1789. En væsentlig del af hans succes skyldtes hans eksperimentelle ekspertise og brug af avanceret, ofte meget dyrt apparatur.

Han oplevede ikke sin egen succes

Kemi er videnskaben om grundstofferne og deres forbindelser. I sin lærebog foreslog Lavoisier en ny og eksperimentelt baseret definition af grundstoffer, der viste sig at være nyttig såvel som robust: Et grundstof er et stof, der ikke kan nedbrydes via kemiske operationer.

Selvom vi i dag har en anden definition, er de fleste af de grundstoffer, Lavoisier angav i 1789, stadig at finde i moderne grundstoftabeller. I øvrigt opnåede den franske kemiker ikke at opleve sit systems endelige sejr.

I 1794 blev han henrettet under det revolutionære terrorregime i Paris, anklaget for økonomisk kriminalitet og for at være en fjende af folket. Det blev snart klart, at anklagerne var falske, men da havde Madame Guillotine gjort sit arbejde.

Den videnskabelige luftballon

I oplysningstiden drømte man om, at nyttige teknologier af økonomisk betydning kunne baseres på videnskabelige opdagelser. I langt de fleste tilfælde var det ikke andet end en drøm, men kemien indfriede dog nogle af forhåbningerne.

I sidste halvdel af 1700-tallet opstod en række kemiske manufakturer, ikke mindst på basis af svovlsyre, der først var blevet fremstillet af middelalderens alkymister. Denne syre blev fremstillet i store mængder og brugt til blandt andet farvning og blegning af tekstiler.

Desuden var den udgangsmateriale for fremstilling af andre industrielt værdifulde syrer som saltsyre og salpetersyre. Kemien viste sin praktiske betydning i forbindelse med de fransk-engelske krige, der i Frankrig medførte mangel på importeret salpeter til fremstilling af krudt.

Under medvirken af blandt andet Lavoisier iværksatte den franske regering et storstilet militært projekt til hjemlig fremstilling af den strategisk vigtige salpeter. Resultatet af det kemisk-militære projekt var, at der blev produceret nok salpeter til at imødekomme de franske armeers behov for krudt.

Ballonen var et smukt bemalet monstrum

Den ældgamle drøm om at kunne frigøre sig fra tyngdekraften og svæve i luften blev realiseret i slutningen af 1700-tallet. Man havde tidligere eksperimenteret med små varmluftballoner, men kun som legetøj. Den 21. november 1783 fløj så den første bemandede ballon af denne type over Paris’ tage.

Ballonen var et smukt bemalet monstrum af silkepapir med et rumfang på 1.700 m3 og var konstrueret af brødrene Joseph og Jacques Montgolfier, hvorfor varmluftballonen også kaldes en montgolfière. Kort efter denne spektakulære bedrift fulgte den 1. december, igen i Paris (hvor ellers?), en endnu større sensation.

Denne gang var det en ballon fyldt med den lette luftart brint, der med to passagerer fløj omkring 40 kilometer og nåede en højde på næsten 600 meter. Det halve Paris var på benene, og blandt tilskuerne var den 77-årige Benjamin Franklin, den berømte amerikanske fysiker og diplomat.

Brintballoner blev anvendt som flyvende observationsposter allerde i revolutionskrigene

Franklin havde tidligere vakt opsigt ved at vise, at lyn er elektriske udladninger, og i denne forbindelse havde han opfundet lynaflederen. Nu var han bjergtaget af, hvad han betegnede som et endnu mere opsigtsvækkende 'filosofisk eksperiment', sådan som han beskrev det i sine breve:

»Ballonen var fyldt med en mængde brændbar luft [brint]. Det var meget dyrt, og det krævede 2-3 dages arbejde at fylde den. ... Det er en opdagelse af den største betydning, som kan indvarsle et nyt kapitel i menneskehedens historie. Måske den vil overbevise fyrster om dårskaben i at føre krig.«

Brintballonen blev opfattet som en kemisk maskine og som en triumf for videnskaben. Maskinen var da også konstrueret af professor i fysik Jacques Charles og blev en tid omtalt som en charlière. Den 'brændbare luft', der bar ballonen oppe, var en ny opdagelse, som kemikerne havde gjort omkring 1770, og som blev fremstillet ved at lade store mængder svovlsyre reagere med findelt jern.

Når Franklin og andre mente, at opfindelsen betød 'et nyt kapitel i menneskehedens historie', var det især på grund af ballonens potentielle militære brug. Faktisk blev brintballoner anvendt som flyvende observationsposter allerede i revolutionskrigene, første gang i 1794 i krigen mod Østrig, men i øvrigt viste deres militære betydning sig at være beskeden.

Fra 1700-tallet til i dag

Fundamentet for den moderne naturvidenskab blev skabt i 1600-tallet, men det var først i det følgende århundrede, at den blev en vigtig faktor i europæisk samfundsog kulturliv. Naturvidenskaben var en integreret del af oplysningsprojektet, og ikke mindst af denne grund oplevede den en bred folkelig opbakning.

Det var også perioden, hvor konturerne for vore dages naturvidenskab blev tegnet. Selvom en moderne naturforsker måske vil have svært ved at genfinde sin videnskab i 1700-tallets trods alt meget anderledes verden, går der en næsten ret linje fra naturvidenskaben i oplysningstiden til vore dages udforskning af naturen.