Forskernes ønskeliste til politikerne: Sådan løser vi unges mistrivsel

Trivslen blandt unge i Danmark er faldet gennem de seneste år.

Stadigt flere unge fortæller, at de ofte føler sig stressede, pressede eller ensomme, og andelen med symptomer på mistrivsel er steget.

Værst står det til blandt de ældste elever i grundskolen. I 8. klasse er det for eksempel næsten hver tredje pige og hver ottende dreng, der har lav livstilfredshed.

Landets politikere har flere bud på, hvad der skal til for at vende udviklingen.

Venstre vil afsætte fem milliarder kroner om året til skolerne - blandt andet til flere lærere og pædagoger, som kan styrke elevernes trivsel. Den nuværende regering vil forbyde sociale medier for børn under 15 år i forsøget på at bremse den faldende trivsel.

Men hvad peger forskningen på? Her er tre forskeres ønskeliste til den kommende regering.

Skolerne mangler viden om køn og identitet

Hvis det står til Niels Ulrik Sørensen,professor ved Center for Ungdomsforskning (CeFU) på Aalborg Universitet, skal den kommende regering rette et fokus mod LGBTQ+-eleverne.

Deres trivsel i særligt folkeskolens ældste klasser er nemlig væsentligt dårligere end deres klassekammeraters. Og da gruppen af unge, der identificerer sig som LGBTQ+ udgør 12 procent på landsplan, er det et problem, der fylder meget, fortæller professoren.

Hans hovedbudskab til politikerne er derfor klart: Vi skal have opgraderet lærernes og de andre voksnes viden om køn, identitet og seksualitet ude på skolerne, blandt andet gennem en bedre seksualundervisning.

Anbefalingen udspringer blandt andet af de erfaringer, Niels Ulrik Sørensen sammen med danske og svenske kollegaer har gjort sig i sit arbejde med et igangværende forskningsprojekt, ledet af Göteborgs Universitet, der undersøger årsagerne til LGBTQ+-unges mistrivsel.

»Samfundet har rykket sig lynhurtigt på det her område, og det kan især være svært for os, der ikke længere er unge at følge med. Det gælder også ude på skolerne, hvor de voksne ofte halter bagefter. De ved simpelthen ofte for lidt om hele det her område,« slår professoren fast.

»På nogle måder så ser vi faktisk, at de unge på nogle måder ved mere end de voksne,« tilføjer han.

Konsekvensen er, at de unge pludselig selv indimellem står overfor at skulle forklare deres klasse komplekse begreber som for eksempel hvad det vil sige at være non-binær eller transkønnet.

Det betyder, at de unge »ofte bliver gjort til eksperter på deres eget felt,« som forskeren formulerer det.

Men det er en uholdbar situation.

»Når en elev i forvejen kæmper med at finde sin plads i livet, og måske befinder sig på kanten af klassefællesskabet, kan det være voldsomt at skulle bære ansvaret for at oplyse sine omgivelser om noget, der både kan være sårbart og personligt.«

Derfor efterspørger forskeren et vidensløft, så lærerne fremover står stærkere fagligt.

Samtidig peger han på, at skolerne helt generelt skal arbejde med brede indsatser, der har fokus på, hvordan sociale fællesskaber samt eksklusion og inklusion fungerer.

En forståelseskrise - ikke en trivselskrise

Mange taler i dag om en trivselskrise blandt unge. Men ifølge Joachim Meier, der er ph.d. og ekstern lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, rammer den beskrivelse ved siden af. Vi står snarere i en forståelseskrise.

»Vi mangler andre måder at forstå det svære i ungdomslivet på,, som ikke fortrinvist er psykiatriske. Når vi ikke har det, risikerer vi at tolke almindelige menneskelige udfordringer som psykisk sygdom.«

Joachim Meier beskæftiger sig blandt andet med det, han kalder patologisering - altså sygeliggørelse - af ungelivet. Ifølge ham bliver unges modgang i stigende grad forklaret med psykiatriske diagnoser.

»I dag fungerer systemet ofte sådan, at at der skal en diagnose til for at få hjælp og støtte. Det skaber en uhensigtsmæssig kultur, hvor unge eller deres familier søger en diagnose, fordi det er vejen til at få hjælp.«

I stedet bør en ny regering gøre det muligt for unge at få støtte uden først at skulle have en psykiatrisk diagnose. Det kræver, ifølge ham, strukturer, der anerkender, at modgang ikke nødvendigvis er sygdom.

»Vi har skabt nogle urealistiske forventninger til, hvordan det skal føles at være ung,« siger han og uddyber:

»Ønsket om at skabe trivsel kan i værste fald blive til et krav om, at unge altid skal have det godt.«

Når unge så møder modgang, kan de ifølge ham komme til at føle, at der er noget galt med dem - fordi de tror, de burde kunne klare det uden problemer.

Derfor efterlyser han også et bredere syn på, hvad der er normalt.

Som eksempel fortæller han om en efterskole, hvor eleverne arbejdede med netop den pointe.

»Der hang nogle collager på væggen under overskriften: Det er normalt at føle sig ensom. Her havde eleverne sat post-it-sedler op med deres egne erfaringer med at føle sig alene. Det var en måde at gøre den oplevelse almindelig - ikke noget særligt, sygt eller unormalt.«

Invester i de tidlige år

Hvis vi skal forstå, hvorfor mange unge mistrives i skolen, må vi også kigge på tiden inden teenageårene. Anne Marie Kristensen, ph.d.-studerende i psykologi ved Københavns Universitet, argumenterer for, at en del af løsningen ligger i investeringer i dagtilbud.

Hendes budskab er klart: Frøene til senere trivsel eller mistrivsel bliver sået allerede inden skolealderen.

»Særligt den her periode fra 4-6-årsalderen er virkelig et udviklingsvindue, hvor der sker rigtig meget i forhold til at lære at styre tanker, følelser og handlinger,« forklarer hun.

For at illustrere, hvorfor de tidlige år er så afgørende, fremhæver hun det klassiske 'skumfidus-eksperiment'.

I forsøget får et 3-5-årigt barn en skumfidus og får besked på, at det får én ekstra, hvis det kan vente 15 minutter, mens den voksne er væk. Men nyere versioner af forsøget viser en vigtig detalje: Hvis den voksne før forsøget har brudt et løfte, er der større sandsynlighed for, at barnet vil spise skumfidusen med det samme.

»I de situationer, hvor børnene har oplevet, at den voksne var upålidelig, venter de ikke. Når den voksne ikke er til at stole på, så kan man lige så godt spise skumfidusen med det samme,« forklarer Anne Marie Kristensen.

Pointen er, at evnen til at udskyde behov og styre impulser grundlægges tidligt gennem støtte og forudsigelighed fra voksne omkring barnet.

Er barnet i utilstrækkelig grad blevet støttet i at håndtere følelser og konflikter, kan det være sværere at opbygge tillid til, at de voksne er pålidelige og til stede, når man har brug for dem.

Mangler denne tillid, der skal hjælpe barnet til (ligesom i skumfidusforsøget) at udholde ventetid og ubehag, kan det senere være med til at skabe uro i folkeskolen.

Hvad skal politikerne så gøre helt konkret?

»De skal skabe rammerne for, at der er tilstrækkeligt med uddannede voksne omkring børnene,« siger hun. Pædagogerne skal have tid til at lege med børnene, hjælpe dem ind i fællesskaber og gribe ind i konflikter, før de vokser sig store.

En national undersøgelse fra 2025 peger på, at kvaliteten af daginstitutioner har stor betydning for alle børn, men i særlig grad for børn i udsatte positioner.

»Når de voksne har kompetencer og overskud til at hjælpe børnene med at regulere og håndtere deres følelser, lærer børnene gradvist at håndtere følelser og problemer på egen hånd, hvilket skaber grobund for en god trivsel på den lange bane.«