Kan du stole på den forsker, som leverer den forskning, som du sidder og læser?
I løbet af de sidste uger har forskellige medier budt ind med to problematiserende forskellige forståelser af forskere som vidensformidlere, som det var værd at lægge mærke til.
Det ene af disse indslag fik international bevågenhed, og med god grund. Fox News interview med forskeren Reza Aslan, som havde skrevet en bog om Jesus, var et godt eksempel på, hvordan forskere, alene fordi de har en bestemt baggrund (Aslan var også muslim), kan blive set på som utroværdige.
At Aslan igen og igen fremhævede, at han først og fremmest var forsker, og at hans arbejde var drevet af forskningsmæssige grundprincipper, fik ikke intervieweren til at modificere sit angreb. Aslan måtte være for farvet af sin baggrund; han kunne ikke være andet.
Han måtte være for følelsesmæssigt, kulturelt og subjektivt for tæt på - eller nok snarere i følelsesmæssig og kulturel opposition til - det, som han beskrev.
En kontrolleret udgave af Fluernes Herre
Et andet, meget mere nationalt men ikke desto mindre yderst læsværdigt perspektiv på både presse og eksperter var 'Mit navn er Kenneth' (og hvem Kenneth er, vides ikke) indlæg på webmediet 'Den Fri'. 'Kenneth' revsede i indlægget både journalister og eksperter. Han skrev:
»Når der f.eks tales om vores krigsdeltagelse, er der glatte, vandkæmmede, som oftest unge eller yngre 'eksperter' i studiet. IKKE, eller meget sjældent, forældre til faldne eller soldater med erfaring fra diverse kamppladser. Når der tales økonomi, er det altid velklædte, veluddannede, veltalende knivskarpe jakkesæt, som HAR mælk og rugbrød og penge nok til endnu mere mælk og rugbrød, der udtaler sig i eksperternes sted. Det er konstant som at betragte sjælløse robotter tale om deres egne gigabytes eller foretrukne maskinolie: ingen indlevelse, ikke én sveddråbe på 'ekspertens' pande og absolut ingen menneskelig indignation. Bare fravær. Fravær og mekanisk upersonlig afliring af behageligt velkendte 'kendsgerninger'. Som en slags kontrolleret udgave af Fluernes Herre, bare i flottere tøj og med de veltrænede røvbalder i designermøbler.«
Der er ikke tale om bevidst snyd
Hvad der er interessant her er beskrivelsen af eksperten, forskeren, som en der mangler indlevelse, forståelse og menneskelighed. Forskere kan tale og tænke i teorier, men de er fjernt fra det, som de arbejder med. Så fjernt, at de faktisk ikke aner hvad de taler om. Subjektiviteten bliver til fravær. 'Kendsgerninger' (i anførselstegn) til pseudo-virkelighed.
De to indslag giver således hver deres perspektiv på, hvilke faktorer, som i deres optik gør en forsker utroværdig.
Der er ikke tale om bevidst snyd, men egentligt selvbedrag og et bedrag af andre: Forskeren 'tror' at han eller hun kan sige noget om noget, men enten er vedkommende for tæt på en position (følelsesmæssigt, kulturelt) som han ønsker at forsvare, og som dermed farver et perspektiv på 'det virkelige' (fx andres religioner).
Eller også er forskeren for langt fra det, som han skriver om. Følelserne, det menneskelige aspekt er væk.
Muslimer er ikke den eneste problematiske kategori
Hvilke faglige discipliner, og indenfor hvilke emner om forskerens subjekt og den subjektive forsker bliver til et problem er et studie værd i sig selv.
At Aslans forskning bliver problematiseret kan ses som udtryk for et magtforhold og kategorisering, hvorved visse grupper i et samfund bedømmes ud fra dele af deres identitet, der anses for særlig betydningsfuld for hvem de er og hvordan de tænker (fx langt mere end det at være forsker).
Muslimskhed bliver ofte en sådan determinerende kategori (på trods af, at de mennesker, som er muslimer, ser meget forskelligt på deres religion, herunder, om den betyder noget for dem overhoved). Muslimer er langt fra den eneste kategori, som kan blive problematiseret på den måde, og Fox interviewet er selvfølgelig et grelt eksempel.
Men det er, netop fordi det er grelt, en ganske god illustration af, hvad de kategorier, som nogle forskere puttes i - og nogle mere end andre - betyder for opfattelsen af det, som faktisk er væsentligt: Forskernes resultater, og hvordan de er kommet frem til dem.
Forskerne lever ikke det 'rigtige' liv
Ser vi på det andet udsagn om den fjerne, følelsesløse forsker, er udgangspunktet for kritikken, at forskning i sig selv ikke give indsigt, men faktisk potentielt fordrejer virkeligheden. Et argument, som jeg til tider har fået serveret er, at forskere ikke aner, hvad almindelige mennesker oplever og føler.
At forskere ikke lever det 'rigtige' liv, der, hvor problemerne er, og dermed ikke kan forstå, hvad det hele drejer sig om. Det er et spørgsmål, som er absolut værd at tage op, og absolut også stille til forskeren (var du der??!!).
På den anden side er det en kritik, som jeg vil hævde må forholde sig til den måde, som forskningen udføres på, men ikke hvem forskeren er, hvor vedkommende bor, eller hvor vedkommendes børn går i skole.
Forskningens mål er det rationelle
På samme måde som det er problematisk, at anse en forskers forskning som utroværdig, alene fordi han eller hun har en bestemt baggrund, en bestemt religion eller ikke-religion, eller politisk ideologi for den sags skyld, så er det også problematisk (og fordrejende) at afvise forskere, fordi de er forskere, og dermed ikke er 'almindelige', eller 'menneskelige'.
At det faktisk sker, ikke mindst, når vi har at gøre med nationalt og globalt betændte emner, som vækker stærke følelser, frustration, sorg, afmagt og skaber konflikt, det er der rigtigt mange eksempler på. Måske fordi forskningens mål er det rationelle, eller --- hvordan er det nu det er?
Over de næste blogindlæg vil jeg forsøge at forholde mig til både diskussioner om og kriterier for ”god” forskning indenfor svære samfundsmæssige spørgsmål, og om ”den subjektive forsker” et sted mellem fornuft og følelse. For mon svaret ikke ligger et sted derimellem?
