Forskere: Nej, vikingetiden skal ikke have nyt navn
En historiker foreslår i en ny bog at omdøbe vikingetiden, men ideen afvises af en række forskere. »Den prut er slået,« lyder det blandt andet.
Vikinger vikingetid

Der var skibe længe før vikingetidens begyndelse. Alligevel får et billede som dette os med det samme til at tænke på netop denne tid i Skandinaviens historie. (Foto: Shutterstock)

Mange tror, at vikinger var en slags overmenneskelige skikkelser med vildt hår, store skæg og en utrolig hårdførhed over for kulde.

Virkeligheden er selvfølgelig noget mere nuanceret.

Derfor bør vi overveje, om ikke vi skal til at kalde vikingetiden for noget andet end vikingetiden, mener journalist og cand.mag. i historie Anders Lundt Hansen, som i en kronik hos Weekendavisen foreslår, at vi fremover kalder vikingetiden for ’nordisk middelalder’.

I kronikken skriver Anders Lundt Hansen blandt andet, at vores nutidige viking-begreb slet ikke stammer fra vikingetiden, men først blev født i 1800-tallet.

Begrebet er dermed ikke bare historieforfalskning, men forhindrer os også i at forstå, hvad der faktisk foregik i denne ganske afgørende periode af skandinavisk historie, mener Anders Lundt Hansen, som netop har udgivet en ny bog om det, han kalder ’vikingemyten’.

Vikinger fremstilles på mange måder

Forslaget om at omdøbe vikingetiden møder dog ikke opbakning fra de forskere, Videnskab.dk har talt med.

Det er for det første »for unuanceret« at sige, at vikinger kun fremstilles som heltemodige, stærke krigere, lyder det fra overinspektør i Den Gamle By, Martin Brandt Djupdræt.

»Grundbrugen er måske nok noget heltemodigt, men vi bliver præsenteret for vikinger på mange forskellige måder,« indvender Martin Brandt Djupdræt, som også har været museumsinspektør på Vikingeskibsmuseet.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der går rundt og tror, at vi nedstammer fra en overlegen race i Danmark.

Martin Brandt Djupdræt, overinspektør i Den Gamle By

Han nævner som eksempler den fredeligt udseende vikingefigur, som optræder på Stryhns-leverpostejerne, vikinge-tøffelhelten fra avisstriben Hagbard samt de Venstre-Vikinger, som Bo Bojesen tegnede som satiretegninger i Politiken fra 1940’erne og til 1980’erne.

Historie bliver skabt ud fra sin samtid og samtidens behov – sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte med at være, mener han.

Vikinger vikingetid

Den lille viking på Stryhn's leverpostejen ser hverken særlig farlig eller frygtindgydende ud. Til gengæld har han en hjelm med horn på. (Foto: Palle Hoffmann)

»Det er rigtigt, at man ikke rendte rundt og kaldte hinanden for vikinger dengang, men det er jo ligegyldigt, for det handler om, hvordan vi bruger det i dag. Vi kan ikke styre, hvordan historien bliver brugt, men vi kan kommentere på den specifikke brug, og hvis der så vitterligt er nogen, der tror, at vikingerne – altså, Nordens befolkning for 1.000 år siden – kun var store, stærke mænd, må vi selvfølgelig ind og korrigere,« siger Martin Brandt Djupdræt.

Vikinger er letgenkendelige

Ifølge Martin Brandt Djupdræt er vikingefiguren særligt interessant, netop fordi den bliver brugt så forskelligt.

»Vikingen er blevet gengivet som stærk, svag og fjollet, børnevenlig, primitiv og meget andet, og figuren og perioden har i de seneste 150 år bevaret en popularitet, selvom den er blevet brugt til meget ideologisk og kommercielt,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, at den brede brug skyldes, at vikingefiguren med sin hjelm og sit skæg er meget letgenkendelig og, udover at ramme nogle identitetsmæssige ting hos os, også rammer en frihedstrang til at rejse ud i verden.«

Nazister brugte vikinger til rekruttering

Anders Lundt Hansen skriver også i sin kronik, at nutidens ’viking’ blev skabt som et ideologisk begreb i 1800-tallets nationalisme og ikke har meget at gøre med, hvad en viking egentlig var.

I stedet var der tale om en reaktion på Danmarks sviende nederlag ved Dybbøl i 1864, hvor danskernes selvopfattelse blødte.

Ideen om en iboende nordisk overlegenhed »forsikrede nemlig også danskerne om, at selv om deres land var lille og medtaget efter 1864, havde de stadig vikingeånden i sig og ville derfor bestå som folk,« skriver Anders Lundt Hansen i kronikken i Weekendavisen.

Senere har blandt andre nazisterne benyttet sig af vikingebegrebet – og det i »præcis den hensigt, det er skabt; som en idé om en iboende nordisk overlegenhed,« skriver han videre.

Og når man har et begreb, som er velegnet til at rekruttere SS-soldater, er det rimeligt, at man overvejer, hvordan man bruger det, tilføjer Anders Lundt Hansen.

Det har han for så vidt fuldstændig ret i, mener Martin Brandt Djupdræt.

»Den diskussion er altid god at have, og det er godt at have i baghovedet, at vi ikke er specielt overlegne historisk set. Men jeg tror heller ikke, at vi skal gøre befolkningen dummere, end den er. Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der går rundt og tror, at vi nedstammer fra en overlegen race i Danmark.«

Alle kan genkende hjelmen

1800-tallets nationalromantiske tanker begyndte at rulle efter først Napoleonskrigene og derefter 1864, og det var ganske rigtigt på denne tid, at man begyndte at genopfinde historien om vikingetiden og bruge den som en slags identitetsopbyggelse, fortæller Martin Brandt Djupdræt.

Samtidig begyndte man for første gang at tegne historien, og det var eksempelvis på denne tid, at vikingernes berømte hjelme med horn opstod.

De ikoniske hornhjelme, som i dag kan købes i enhver Fætter BR, har i sig selv udløst heftig debat gennem tiden, fordi de er historisk ukorrekte. Det kan du læse mere om i artiklen 'Hvordan så vikingerne egentlig ud?'

Men i stedet for at problematisere 1800-tallets nylancering af vikingebegrebet skulle vi måske hellere bifalde det, mener Martin Brandt Djupdræt.

»Vikingetiden var aldrig blevet til noget, vi gad at snakke om, hvis ikke nogen i 1800-tallet havde grebet den og gjort den til noget letgenkendeligt. Enhver, der er vokset op her i Nordeuropa, kan jo genkende den hjelm,« siger Martin Brandt Djupdræt og tilføjer, at det nok ville have været sværere for Anders Lundt Hansen at få et forlag til at udgive sin bog, hvis den havde handlet om keltisk jernalder.

Vikinger vikingetid

Den er historisk ukorrekt - men alle, der er opvokset i Nordeuropa, kan genkende vikingehjelmen med horn. (Foto: Shutterstock)

»Han sparker en åben dør ind«

Martin Brandt Djupdræt møder opbakning fra en anden arkæolog, som mener, at Anders Lundt Hansen på en måde »sparker en åben dør ind«, når han pointerer, at begrebet vikingetid ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden.

»Det er selvfølgelig fint nok at gøre opmærksom på forskellen mellem begrebet og virkeligheden, men jeg synes ikke, at der er meget nyt i det. Den her diskussion har eksisteret i mange år, især i svenske og norske forskningsmiljøer,« lyder det fra Mads Ravn, som er forskningschef på Vejlemuseerne.

Sagen er, at vikingetid ganske rigtigt er et tilfældigt kronologisk defineret begreb, lige såvel som bronze- og jernalder, forklarer Mads Ravn.

På bopladser fra bronzealderen finder arkæologerne eksempelvis meget sjældent bronze, faktisk mest flint og keramik, fordi man ofte begravede de rige med bronzen i højene.

Vikinger vikingetid

Det er meget sjældent, at arkæologerne finder bronze, når de graver på bopladser fra bronzealderen. De finder først og fremmest flint og keramik. (Foto: Shutterstock)

Men sådanne uoverensstemmelser findes for mange tidsperioder, påpeger han.

»Vi finder også swastika-fibler (bøjelige spænder med det, mange forbinder med et hagekorssymbol, red.) fra jernalderen, hvis indhold dengang ikke havde noget med nazisme at gøre. Skal vi så lade være med at udstille dem, fordi man brugte dem til at rekruttere SS-soldater med?« siger Mads Ravn og fortsætter:

»Efter min mening kan man sagtens bruge vikingebegrebet, bare man ved, hvad der ligger i det. Så må det være vores opgave som videnskabsfolk at udskille fakta fra myter,« siger Mads Ravn.

»Den prut er slået«

Samme pointe lyder fra museumsinspektør ved Nationalmuseet, Peter Pentz, som påpeger, at vikingetiden efter hans mening langt fra er »den værste« tidsperiode på den front.

»Det der med at give perioder navne ér problematisk; tag bare middelalderen, som efter min mening er den allermest belastede og politisk ukorrekte betegnelse. Det er den der periode midt imellem Romerriget og Renæssancen, som er sådan ’middel’ og ikke i sig selv dur til noget,« siger Peter Pentz.

Hvad hedder vikingetiden andre steder?

Vikingetiden hedder først og fremmest 'vikingetiden’ i Skandinavien, men også i Tyskland, Polen og England – og derfor også i USA – bruges betegnelsen.

I store dele af Europa kalder man perioden ‘tidlig middelalder’, som begynder med romerrigets sammenbrud i starten af det første årtusind og varer til omkring år 1.000, og dermed indeholder vikingetiden uden at betegne den særskilt. 

Generelt er der ikke særlige, nedskrevne regler for, hvordan man navngiver tidsperioder. 

Kilde: Andres Dobat

Videnskab.dk har i en tidligere artikel omtalt professor Henriette Lyngstrøm forslag om at omdøbe vikingetiden og fremover kalde den for 'stålalderen'.

Henriette Lyngstrøms forslag fik dog ikke ligefrem stående ovationer, da Videnskab.dk i sin tid spurgte flere andre forskere, hvad de mente om ideen, og Peter Pentz køber heller ikke ind på hverken 'stålalderen' eller Anders Lundt Hansens forslag, 'nordisk middelalder'.

»Det er rigtigt, at ikke alle var vikinger, men for mig er det bare en tidsbetegnelse ligesom alle andre. Det kan koges ned til, at vi skal have en simpel forståelsesramme, som alle kan være med på, og vi kan ikke gå væk fra betegnelser, vi alle kender og er enige om. Den prut er slået,« siger han.

»Held og lykke« med at omdøbe vikingetiden

Når en arkæolog taler om tidsperioder, kaldes de for eksempel for A, B og C og underinddeles derefter i tal, for eksempel A3 til A6. Men det dur ikke til formidling, påpeger Peter Pentz.

»Jeg har svært ved at sælge en udstilling på mit museum, der hedder ’B2 til B5’. Så vil jeg hellere have, at vi bruger betegnelser, vi alle kender,« siger han og fortæller, at han eksempelvis lige har været involveret i en vikingeudstilling i Kina.

»Det er klart, det ikke siger dem så meget, når vi siger ’vikingetiden’; de vil hellere tale dynastier. For mig er det fløjtende lige meget, om vi for eksempel siger ’begyndelsen af vikingetiden’ eller ’Tang-dynastiet’ (kinesisk dynasti fra år 618 til 907, red.), bare vi ved, hvorfor vi gør det,« siger Peter Pentz.

Martin Brandt Djupdræt er enig.

»Det er godt, at vores brug af historien bliver nuanceret og problematiseret af historikere som Anders Lundt Hansen. Al historie ligger i en eller anden gråzone, og det er fint at have en videnskabelig diskussion. Jeg siger bare held og lykke med at lave vikingetiden om til stålalderen eller nordisk middelalder,« siger han.

Vikingetiden er ikke en neutral betegnelse

Anders Lundt Hansen skriver i en mail til Videnskab.dk, at han synes, at det er »sjovt« at få at vide, at han render åbne døre ind.

»For jeg har også en lang debattråd under min artikel på Weekendavisens Facebook-side med folk, som vist ikke er helt enige i konklusionen. Det tyder på, at der er et svælg mellem forskere og offentligheden. Den afgrund er jeg glad for at kunne bygge bro over. Også selvom folk er uenige på begge sider,« lyder det fra Anders Lundt Hansen, som tilføjer, at det er vigtigt for ham at slå fast, at viking ikke er en etnisk betegnelse for skandinaver.

Ordet betød noget i retning af 'pirater' og blev altså ændret af 1800-tals-romantikerne, skriver Anders Lundt Hansen og tilføjer:

»Vikingetid er ikke en neutral betegnelse for en periode. Det tænder alle mulige forestillinger hos publikum. Alle periodiseringer er fortolkninger, og spørgsmålet er, hvilken fortolkning man serverer for folk, når man siger viking.«

Vikingefiguren indgår i mange forskellige sammenhænge - lige fra køleskabsmagneter til T-shirts, pølselogoer, ølflasker og sportshold. Vi efterlyste illustrationer af vikingefigurer på vores Facebook-side - her er et udpluk:

Vikinger vikingetid

(Fotos: Videnskab.dks læsere)

Begrebet 'vikingetiden' var i spil før 1800-tallet
Vikinger vikingetid

Vikinger og vikingetid har været i spil længe, blandt andet af berømte personer som Saxo Grammaticus (tv.) og N.F.S Grundtvig (th.), påpeger Peter Pentz. (Illustration: Wikimedia / Louis Moe og Hans Jørn Storgaard Andersen)

Selvom udbredelsen af vikingebegrebet tog fart i sidste del af 1800-tallet, var det allerede i brug før da, påpeger Peter Pentz.

Ludvig Holberg brugte eksempelvis ordet 'viking' i betydningen 'pirat' i sin Danmarkshistorie, der udkom i tre bind i årene 1732-1735. Det samme gjorde andre store navne som N.F.S. Grundtvig og historikeren Werlauff.

»Nogle engelske historikere vil hævde, at det var i Victoria-tidens England (1837-1901, da dronning Victoria regerede, red.), at vikingerne blev genopfundet, og det kan have noget på sig, idet betegnelsen 'viking' for eksempel bruges i den store engelske historiebog 'Brittania' fra 1695 og igen af en anden forfatter i 1700-tallet,« siger Peter Pentz, som fortæller, at ordet 'viking' blev optaget i den engelske ordbog allerede i år 1807.

Det er altså for kategorisk alene at koble 1864 og vikingebegrebet sammen, understreger museumsinspektøren.

»Alt i alt er det altså lidt mere komplekst end som så, og den romantiske opfattelse af Danmarks historie i århundrederne før middelalderen som en 'storhedstid' er ikke alene en 1800-talsopfindelse,« forklarer Peter Pentz.

»Saxo Grammaticus (dansk skriver og historiker fra middelalderen, red.) forherliger allerede den tid i 1200-tallet, og det samme gør Bartholin (dansk læge, som levede i 1600-tallet) i sin bog, der udkom i 1689, og som handlede om de gamle nordboeres dødsforagt og kamplyst og, ligesom en del af 1800-tallets forfattere, havde som sigte at fremhæve Nordens vigtige fortid,« tilføjer han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker