Forskere: Danmark er forpligtet til at reagere på Israels mulige folkedrab i Gaza

Hvis der er en »alvorlig risiko« for, at Israel begår folkedrab i Gaza, har Danmark og andre lande en juridisk pligt til at forsøge at forhindre det.

Så klart kan det faktisk siges ifølge Folkedrabskonventionen, som Danmark har underskrevet.

At der er en reel risiko for folkedrab i Gaza synes efterhånden tydeligt (hvorfor vender vi tilbage til).

Dermed har Danmark en pligt til at søge at forhindre det. Men hvad der præcist ligger i den pligt er mere kompliceret.

I denne artikel ser vi på staters forpligtelse til at »forhindre folkedrab«, som fremgår af Folkedrabskonventionens artikel 1:

»De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås i fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som de forpligter sig til at forhindre og straffe.«

Ikke nok at sige: »vi ved ikke, om det er folkedrab«

Som oftest bliver det først afklaret, om en specifik forbrydelse var folkedrab, når det for længst er for sent at forhindre forbrydelserne.

Ikke mindst, fordi det er særdeles vanskeligt at bevise folkedrabshensigten (det har vi beskrevet indgående i denne Videnskab.dk-artikel).

Men også fordi retssager ved for eksempel Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Straffedomstol (ICC) som regel tager meget lang tid (hvis de da overhovedet bliver gennemført).

Kan Danmark og de øvrige underskrivere af Folkedrabskonventionen så bare sige: »Vi ved endnu ikke, om det er folkedrab. Derfor har vi ikke et ansvar for at forhindre det?«

Nej, ikke efter ICJ’s praksis.

… pligten gælder nemlig i det øjeblik, der er en »alvorlig risiko« for folkedrab

Ifølge Bosnien mod Serbien-dommen fra 2007, som blandt andet omhandlede Srebrenica-massakren, indtræder forpligtelsen, når der er en alvorlig risiko for folkedrab, som staten burde være bevidst om:

»Faktisk opstår en stats forpligtelse til at forhindre og den tilsvarende pligt til at handle i det øjeblik, staten får kendskab til eller normalt burde have fået kendskab til, at der eksisterer en alvorlig risiko for, at der vil blive begået folkedrab.« (præmis 431)

ICJ understregede dog samtidig, at en stat kun kan holdes ansvarlig for brud på forpligtelsen til at »forhindre folkedrab«, hvis et folkedrab rent faktisk begås.

En stat som Danmark har altså pligt til at handle i dét øjeblik, staten ved (eller burde vide), at der er en alvorlig risiko for folkedrab.

Men Danmark og andre lande kan kun gøres ansvarlige for brud på denne forpligtelse, hvis ICJ når frem til, at Israels handlinger i Gaza opfylder folkedrabsdefinitionen.

Hvad betyder det helt konkret for Danmarks ansvar i Gaza?

Der er en »alvorlig risiko« for folkedrab

Danmark har pligt til at handle, hvis der eksisterer en »alvorlig risiko« for folkedrab i Gaza, og det er der meget, der taler for i den aktuelle situation.

Det følger ikke mindst af ICJ’s vurderinger i forbindelse med udstedelsen af tre ordrer om midlertidige foranstaltninger i foråret 2024 sammenholdt med Israels konkrete fremfærd.

En fremfærd, som har ført til et meget højt antal dræbte palæstinensere, et Gaza i ruiner, samt en massiv og langvarig humanitær krise, hvor både børn og voksne dør af sult og relaterede sygdomme.

Disse forhold skal desuden ses i lyset af, at ledende israelske politikere taler åbent om etnisk udrensning af palæstinenserne fra Gaza, og at blandt andet anerkendte internationale og israelske ngo’er vurderer, at der er tale om folkedrab.

Samlet set eksisterer der en »alvorlig risiko« for folkedrab i Gaza. Stater kan ikke længere rimeligvis hævde, at de ikke kender til den risiko.

Dermed har de en retlig forpligtelse til at »anvende alle rimelige midler«, der står til rådighed for den enkelte stat, til at forhindre det mulige folkedrab.

Hvilke stater er forpligtet til »forhindre folkedrab«?

Forpligtelsen til at forhindre folkedrab påhviler som udgangspunkt alle stater, fordi reglen i Folkedrabskonventionens artikel 1 i dag er udtryk for en retssædvane.

Men ICJ fremhævede i Bosnien mod Serbien-dommen, at der er forskel på, hvornår forskellige stater har opfyldt deres forpligtelse til at forhindre folkedrab afhængig af deres »evne til effektivt at påvirke handlinger begået af personer, der sandsynligvis vil begå eller allerede begår folkedrab.« (præmis 430)

Evnen til at påvirke situationen afhænger blandt andet af den geografiske afstand og styrken af de forbindelser, herunder politiske, der er mellem staten og de centrale aktører.

Med andre ord har Israels nærmeste allierede og naboer en større forpligtelse end eksempelvis Nicaragua.

I Bosnien mod Serbien-dommen fandt ICJ, at Serbien havde forsømt sin forpligtelse til at forhindre folkedrabet (Srebrenica-massakren), da Serbien:

»… i sammenligning med alle andre stater, der er parter til Folkedrabskonventionen, havde enestående mulighed for at øve indflydelse på de bosniske serbere, der planlagde og gennemførte folkedrabet i Srebrenica, på grund af styrken af de politiske, militære og finansielle forbindelser.« (præmis 434)

Overføres denne logik på Israel-Gaza, har USA størst kapacitet til at påvirke Israel, jævnfør de stærke politiske og militære bånd imellem de to lande. Dermed har de også størst forpligtelse til at handle.

Det betyder dog ikke, at lande som Danmark, Norge, Sverige, England, Tyskland med flere ikke har en forpligtelse til at forsøge at stoppe det mulige folkedrab.

Hvad skal staterne konkret gøre for at »forhindre folkedrab«?

En stat kan godt opfylde sin forpligtelse til at forsøge at forhindre folkedrab uden at lykkes med det.

Som ICJ udtrykker det, er der tale om en »adfærdsforpligtelse« og ikke en »resultatforpligtelse«.

Staterne skal dog »anvende alle rimelige midler, der står til deres rådighed, for så vidt muligt at forhindre folkedrab.«

Staten vil kunne drages til ansvar for at bryde denne forpligtelse, hvis den »… åbenlyst undlod at træffe alle foranstaltninger til at forhindre folkedrab, som lå inden for dens magt, og som kunne have bidraget til at forhindre folkedrabet.« (Bosnien mod Serbien-dommen, præmis 430).

I det specifikke tilfælde fandt ICJ, at Serbien var ansvarlig, idet de serbiske ledere – som tætte allierede med stor påvirkningskraft i forhold til gerningspersonerne – ikke havde foretaget sig noget som helst for at forhindre folkedrabet i Srebrenica (præmis 438).

Det er dog ud fra domstolens præmisser hverken nødvendigt, at der skal være en så tæt forbindelse, som tilfældet var her, eller at man reelt intet skal have gjort for at forhindre folkedrab.

Stater vil også kunne pålægges ansvar under mindre graverende omstændigheder.

Hvor den præcise grænse går, er dog fortsat uafklaret, men vi vil formentlig blive klogere, når ICJ afsiger dom i Nicaragua mod Tyskland-sagen (se faktaboks).

Uklare forpligtelser

Danmark og andre landes forpligtelser er ikke kun dækket af Folkedrabskonventionen.

Ved alvorlige brud på fundamentale folkeretlige regler siger artikel 41, stk. 2, i Statsansvarsreglerne, at stater er forpligtede til ikke at »anerkende situationen« og til »ikke at medvirke til at opretholde den.«

Der er tale om såkaldte jus cogens-regler, som er fundamentale folkeretlige regler, der ikke kan fraviges.

Det er almindeligt anerkendt, at eksempelvis grundreglerne inden for den humanitære folkeret (også kaldet krigens love) og forpligtelsen til at forhindre folkedrab har jus cogens-status.

Men hvad det helt konkret betyder og stiller af krav til stater som Danmark, Tyskland og USA, er der fortsat tvivl om (selvom ICJ har henvist til reglen i mange afgørelser, også i relation til Palæstina. Se eksempelvis Wall-udtalelsen, 2004, paragraf 159, og udtalelsen om Israels politikker og praksisser i de besatte palæstinensiske områder, 2024, paragraf 279)

Underskriverne af Geneve-konventionerne forpligter sig også til at sikre andre staters og ikke-statslige aktørers respekt for den humanitære folkeret (læs mere her: Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).

Det gælder særligt stater, der indgår i tæt samarbejde med en part i en konflikt. Men igen mangler vi en afklaring af, hvad forpligtelsen præcis består i.

Våbeneksport er et oplagt sted at starte

De folkeretlige regler om våbeneksport er måske de mest håndgribelige, når det kommer til partnerstaters folkeretlige ansvar.

Efter FN’s Våbenhandelstraktat skal afsenderstaten for eksempel nægte våbeneksport, hvis der er »overvejende risiko« for, at modtageren i det konkrete tilfælde vil anvende våbnene til alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret eller internationale menneskerettigheder.

Lignende EU-regler bestemmer, at hvis der eksisterer en »klar risiko« for, at eksporteret materiel kan blive brugt til sådanne overtrædelser, skal eksporttilladelse nægtes.

Hvis man til trods for en alvorlig risiko for folkedrab bliver ved med at eksportere våben til den pågældende stat, er det nærliggende, at der – også – vil være tale om en krænkelse af forpligtelsen til at forhindre folkedrab.

Summa summarum: At Danmark og andre lande har et folkeretligt ansvar for at forsøge at forhindre Israels mulige folkedrab er klart. Hvad vi helt konkret skal gøre, er derimod mere usikkert. Men Danmarks fortsatte indirekte våbeneksport til Israel i regi af F-35-programmet forekommer som et oplagt sted at starte.