De fleste af os kan virkelig, virkelig ikke lide inflation.
På nuværende tidspunkt, hvor den årlige inflation i USA stadig er over fem procent, betragter én ud af fem amerikanere det som landets største problem.
Det varsler problemer for demokraterne ved det såkaldte midtvejsvalg i november.
Inflation er også den største bekymring for vælgere i resten af verden. Eksempelvis forlangte de britiske vælgere, at regeringen taklede inflationen, før de begyndte at tænke på at give skattelettelser til de rigeste briter (som regeringen ellers havde planer om).
Prisstigninger fører til utilfredshed
Fra det arabiske forår til de seneste uroligheder i Kasakhstan – prisstigninger fører ofte til utilfredshed i befolkningen.
Frygten for priserne har endda sit helt eget navn - timofobi - og dét skorter det ikke på i Europa i øjeblikket. Efteråret havde knap gjort sit indtog, før 70.000 demonstranter samledes i Prag for at protestere mod energistigninger, og de gav EU og Nato skylden.
Antieuropæisk populisme har sejret ved parlamentsvalget i Italien, hvor den yderste højrefløj ofte brugte energikrisen til at slå en klo i det etablerede samfundssystem.
Men denne utilfredshed bunder til dels i misforståelser. Folk har en tendens til at opfatte inflationen som højere, end den rent faktisk er, hvilket øger risikoen for civil uro.
Økonomisk forskning indikerer, at denne misforståelse især er udbredt, når priserne på hverdagsvarer stiger rigtig hurtigt, som de gør i dag. Så hvad er forklaringen, og hvad kan vi gøre ved det?
Inflation er blusset op igen
I løbet af COVID-19 nedlukningerne i 2020-21 faldt forbruget drastisk. Priserne stagnerede og faldt endda i nogle lande. Men efter at det værste var overstået, vendte forbruget ufortrødent tilbage, hvilket skabte varemangel.
Sammen med de enorme beløb udbetalt som forskellige hjælpepakker i adskillige lande for at støtte indbyggere og virksomheder og effekten af Ukraine-krigen på energiforsyningen er det grunden til, at inflationen igen blusser op for første gang i årtier.
Økonomer undersøger stadig, om denne stigning fortsætter, men ingen forventer, at den vil slå rekorder. Selvom det uden tvivl skader indbyggerne, er konkurser almindeligvis usandsynlige. Så hvorfor er så mange så bekymrede?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Sådan måles inflation
Det er vigtigt at tage højde for, hvordan økonomerne måler inflation.
De sætter en pris på den typiske varekurv, som en almindelig husstand køber i løbet af et år, og så sammenligner de den med det foregående år.
En del varer dukker langt oftere op end andre: For eksempel køber en husholdning typisk mange æg hvert år og knap så mange biler.
Men hvis en person køber en bil til en værdi af 100.000 kroner hvert tiende år, tildeler økonomer en tiendedel af det udlæg til den årlige indkøbskurv - med andre ord 10.000 kroner.
Dagligvarer har langt mindre effekt på inflationen
Så på trods af at dagligvarer optræder i større mængder i den årlige kurv, har de langt mindre effekt på inflationen.
Måske køber vi en liter mælk til en værdi af 12 kroner hver anden dag, men det tæller for mindre end eksempelvis en mobiltelefon til en værdi af 10.000 kroner hvert andet år: 2.190 kroner for mælken mod 5.000 kroner for telefonen.
Af denne grund bekymrer økonomer (og centralbanker) sig mindre om prisen på varer som mælk, benzin eller tomater end om store anskaffelser. Og stigninger i priserne på hverdagsting opvejes ofte af fald i prisen på ting som fjernsyn eller computere.
Forbrugerne er forudindtagede
Men når den almindelige forbruger ser priserne på dagligdagsvarer stige, går de ud fra, at det repræsenterer en generel stigning i leveomkostningerne.
Da euroen for eksempel blev indført, havde sælgerne en tendens til at runde prisen op, når de beregnede fra den gamle valuta. Forbrugerne så mælken stige fra for eksempel 0,90 euro til 1 euro, og det føltes, som om inflationen var 11 procent.
Men mange overså det faktum, at tv-apparater kun steg fra eksempelvis 499,50 euro til 500 euro, hvilket blot var en stigning på 0,1 procent. I modsætning til hvad forbrugerne troede, forblev den samlede inflation i euroområdet lav.
Usædvanligt eksperiment
For at se, om denne teori ville holde stik ved rigtig forskning, designede og udførte to kolleger og jeg et nyt usædvanligt eksperiment for et par år siden.
Vi inviterede 186 deltagere til et computerlaboratorium, gav dem et budget, og bad dem købe en kurv med virtuelle varer over en række imaginære år. Vi spurgte dem derefter, hvad inflationsraten var, og belønnede dem i rigtige amerikanske dollar i forhold til nøjagtigheden af deres skøn.
Vores deltagere var i det store hele gode til at estimere. Men i setup, hvor de ofte skulle købe billige varer, og priserne steg hurtigt, overvurderede de den samlede inflation markant. På samme måde, da priserne på disse varer faldt, underestimerede de signifikant.
Det viste endegyldigt, at forudindtagethed forbundet med hyppige køb fører til en forkert opfattelse af inflationen.
Hvad betyder det i dag?
Hvordan hænger det sammen med, hvad der sker i dag, hvor priserne virkelig er steget voldsomt? Det samme gælder næsten med sikkerhed i dag, for hyppigt indkøbte varer er steget særligt hurtigt.
Tag en dagligvare som en kop kaffe. I EU steg prisen på kaffe mere end 15 procent i 2022 frem til august, mælk med mere end 20 procent og sukker med mere end 30 procent - altsammen mere end det samlede inflationsniveau på ni procent.
Det er ens over hele linjen. Energipriserne i Eurozonen steg 30 procent i september i det seneste år, og fødevarer, alkohol og tobak med mere end 10 procent.
I mellemtiden steg tjenesteydelser og ikke-energimæssige industrivarer kun omkring fem procent.
Det er med til at forklare det store pres for lønstigninger og strejkevarsler, selvom varer, der stiger hurtigst i pris, ofte er en relativt lille del af forbrugernes budget.
Selv for de fattigste husholdninger, hvor inflation er et større problem, udgør energiregningen kun omkring 15 procent af deres samlede udgifter.
Store konsekvenser for regeringens popularitet
Sådanne misforståelser kan have store konsekvenser for en regerings popularitet.
Det er ikke underligt, at landene reagerer med dyre og muligvis skadelige subsidier, som måske stadig ikke er tilstrækkelige. Populistiske ledere, der er blevet valgt ved at appellere til vælgernes bias mere end fornuften, vil sandsynligvis være særligt sårbare.
Fejlopfattelsen af inflationen lægger også yderligere pres på centralbankerne for at hæve renten i forøget på at tackle inflationen.
Men en forhøjelse af renten kun hjælpe på inflation drevet af efterspørgslen (statstilskud og hjælpepakker) og ikke udbudssiden (global logistik, Rusland), så det er svært at vide, hvor effektivt det vil være.
Mere skade end gavn
Fordi rentestigning påvirker prisen på realkreditlån og andre udlån, kan det gøre mere skade end gavn.
Alt dette understreger behovet for, at befolkningen bliver bedre til at forstå inflation.
Det er klart, at medierne spiller en vigtig rolle, selvom det er dybt rodfæstede bias som vil være svære at ændre på kort sigt.
Truslen om civil uro vil derfor sandsynligvis hænge over den nordlige halvkugle i de kommende måneder, selvom sådanne protester ikke er helt baseret på virkeligheden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
