Forsker: Flere lande anerkender Palæstina - men symbolske handlinger skaber ikke en stat

Anerkendelsen af en palæstinensisk stat vil sandsynligvis dominere forhandlingerne i FN fra 23. september 2025, når verdens ledere samles til FN's årlige generalforsamling i New York.

Ud af FN's 193 medlemslande har omkring 150 allerede anerkendt Palæstina som stat.

Op til generalforsamlingen har også Australien, Canada og Storbritannien sluttet sig til denne række af lande, og flere lande ventes at følge trop i de kommende dage.

At en række vestlige nationer nu føjer sig til næsten samtlige lande i det globale syd, der længe har anerkendt Palæstina, er en stor diplomatisk sejr for bestræbelserne på at skabe en uafhængig, suveræn og selvstyret palæstinensisk stat.

Omvendt er det et markant diplomatisk nederlag for Israel – ikke mindst, fordi Vesten for blot to år siden stod skulder ved skulder med Israel efter Hamas' angreb 7. oktober.

Som forsker i moderne palæstinensisk historie ved jeg, at dette diplomatiske øjeblik har været årtier undervejs.

Men jeg ved også, at der tidligere har været symbolske diplomatiske gennembrud om en palæstinensisk stat, som endte med at være uden betydning, fordi begivenheder gjorde udsigten til en stat endnu mindre sandsynlig.

Historien bag kampen for en palæstinensisk stat

Kampen for en palæstinensisk stat trækker spor tilbage til mindst 1967.

I løbet af Seksdageskrigen mod en koalition af arabiske lande erobrede Israel - og udvidede det militære greb om - resten af det, der historisk blev kaldt Palæstina: et område, der strækker sig fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest.

Ved krigens afslutning havde Israel tilkæmpet sig kontrol over Vestbredden, det østlige Jerusalem og Gazastriben.

I modsætning til efter krigen i 1948, der førte til Israels uafhængighed, valgte Israel denne gang ikke at give israelsk statsborgerskab til palæstinenserne i de nyligt erobrede områder.

I stedet begyndte den israelske regering at administrere palæstinenserne i de besatte territorier gennem en række militære bestemmelser, som regulerede næsten alle aspekter af palæstinensernes liv, og mange af dem gælder stadig i dag:

• Hvis en palæstinensisk landmand for eksempel vil høste sine oliventræer i nærheden af en jødisk bosættelse på Vestbredden, skal han have tilladelse.
• Hvis en person fra Gaza ønsker at tage arbejde i Israel, kræver det israelsk godkendelse.
• Selv det at bede i en moské eller kirke i Østjerusalem kræver udstedelse af et særligt tilladelsesdokument.

Dette system har fungeret som en konstant påmindelse til palæstinenserne i de besatte områder om, at de ikke havde kontrol over deres eget dagligliv.

Samtidig har de israelske myndigheder forsøgt at undertrykke idéen om en palæstinensisk national identitet gennem tiltag som forbud mod offentligt at vise det palæstinensiske flag.

Sådanne handlinger – og andre udtryk for palæstinensisk nationalfølelse i de besatte områder – kunne straffes med op til 10 års fængsel.

Denne politik flugtede med en opfattelse, som Israels daværende premierminister, Golda Meir, gav udtryk for i 1969: »Der eksisterer ikke et palæstinensisk folk.«

Fremvæksten af palæstinensisk nationalisme

Omtrent samtidigt med Golda Meirs udtalelse begyndte palæstinenserne at organisere sig omkring idéen om en stat.

Selvom tanken var blevet luftet før, blev kravet om status som stat for alvor nedfældet som officiel doktrin i en resolution vedtaget i februar 1969 i Egypten.

Det skete ved en samling i Det Palæstinensiske Nationalråd, den lovgivende forsamling i PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation), der blev dannet i 1964 som palæstinensernes officielle repræsentant i de besatte områder.

Resolutionen krævede en fri, sekulær og demokratisk stat i Palæstina – inklusiv hele staten Israel – hvor muslimer, kristne og jøder skulle have lige rettigheder.

To spor: Diplomat og modstand

Fra det øjeblik fulgte den palæstinensiske kamp mod israelsk besættelse to parallelle spor: diplomatisk pres og væbnet modstand.

Men udviklingen i felten underminerede idéen om en fælles stat for alle, som resolutionen i Kairo ellers havde forestillet sig.

Den uafklarede afslutning på Yom Kippur-krigen i 1973 åbnede for mere diplomati mellem Israel og de arabiske stater.

Egypten og Israel besluttede, at diplomati var vejen til at nå deres mål, hvilket kulminerede i den israelsk-egyptiske fredsaftale, underskrevet i marts 1979. Men aftalen efterlod samtidig palæstinenserne uden samlet arabisk opbakning.

I løbet af 1970’erne blev den israelske besættelse stadigt dybere og mere forankret gennem opførelsen af israelske bosættelser, især på Vestbredden.

PLO svarede i 1974 igen med det, der senere blev kendt som 10-punktsplanen, et program for en midlertidig fase af kampen, hvor de skiftede fokus til at søge oprettelsen af en national myndighed i enhver del af det historiske Palæstina, som kunne blive befriet.

I praksis var det en måde at balancere på: Over for de moderate signalerede PLO, at de indtog en mere gradvis tilgang, mens de samtidig forsikrede fløjen, der modsatte sig fredsforhandlinger med Israel, om, at man ikke helt havde opgivet tanken om at befri hele Palæstina.

Symbolsk milepæl i 1988

I 1988 – et år inde i den første palæstinensiske intifada eller opstand – erklærede PLO ensidigt en palæstinensisk uafhængig stat i områder, der var blevet besat i 1967.

Erklæringen var dog primært symbolsk: Vestbredden, Gaza og Østjerusalem var stadig under besættelse, og PLO befandt sig i eksil i Tunesien.

Alligevel var det en milepæl, som markerede samlingen af palæstinensere i eksil – de fleste med rødder i byer og landsbyer, der nu var en del af staten Israel – og palæstinenserne i de besatte områder.

Selve erklæringen blev skrevet af den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish, der var vokset op i Israel, og den blev fremlagt af PLO-lederen i eksil, Yassir Arafat.

For palæstinenserne var det også et øjeblik fyldt med håb og muligheder. Det, de fleste ønskede, var, at det internationale samfund skulle anerkende dem som et nationalt organ med ret til en plads ved bordet blandt andre stater.

Kompromis og afvisning

Mange palæstinensere så dog erklæringen som et stort kompromis. Vestbredden, Gazastriben og Østjerusalem udgør kun omkring 22 procent af det historiske Palæstina.

Så i praksis betød erklæringen, at palæstinenserne opgav de øvrige 78 procent, som de betragtede som deres land.

Det internationale samfunds reaktion på PLO's uafhængighedserklæring var delt:

Mange tidligere koloniserede lande i det globale syd anerkendte straks Palæstinas uafhængighed. Ved årets udgang havde omkring 78 lande udsendt erklæringer, der anerkendte Palæstina som stat.

Israel afviste det kategorisk. Det samme gjorde USA og de fleste vestlige lande.

Washingtons modstand var så stærk, at USA nægtede Yassir Arafat et visum, så han kunne holde sin planlagte tale i FN's hovedkvarter i New York. Som følge måtte FN's møde i december 1988 flyttes til Genève.

Selvom USA og Israel nægtede at acceptere en palæstinensisk stat, begyndte de dog at anerkende PLO som palæstinensernes repræsentative organ.

Det blev en del af Oslo-processen – et diplomatisk tilløb til varig fred mellem Israel og Palæstina, som mange håbede ville bane vejen for en fremtidig to-stats-løsning.

Selvom en del palæstinensere så Oslo-aftalerne som et diplomatisk gennembrud, var andre mere skeptiske.

Fremtrædende palæstinensere – heriblandt den palæstinensiske digter og forfatter Mahmoud Darwish og den palæstinensisk-amerikanske professor Edward Said – mente, at Oslo var en 'poison pill' eller 'giftpille': en defensiv taktik brugt til at afskrække fjendtlig overtagelse.

Selvom aftalerne blev præsenteret som et skridt mod en tostatsløsning, nævnte de intet om en palæstinensisk stat.

Det eneste, de slog fast, var, at Israel ville anerkende PLO som palæstinensernes repræsentative organ.

I praksis har Oslo-aftalerne ikke ført til status som stat. Tværtimod skabte de et system af splittet selvstyre under det nyoprettede Palæstinensiske Selvstyre, som egentlig var tænkt som midlertidigt, men som i realiteten er blevet permanent.

Det Palæstinensiske Selvstyre fik kun begrænsede beføjelser og blev frataget reel selvstændighed.

Det havde indflydelse på områder som skolevæsen, sundhed og kommunale tjenester, men Israel bevarede kontrollen over palæstinensisk jord, ressourcer, grænser og økonomi. Det gælder stadig i dag.

Fornyet pres for anerkendelse af en palæstinensisk stat

Skuffelsen over Oslo-aftalerne var med til at udløse den anden – og langt mere voldelige – intifada fra 2000 til 2005.

Mahmoud Abbas, der overtog ledelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre efter Yassir Arafat, reagerede ved igen at presse på for international anerkendelse af en palæstinensisk stat.

I 2012 stemte FN's Generalforsamling for at opgradere Palæstinas status fra 'ikke-medlem observatør-enhed' til 'ikke-medlem observatør-stat'.

I teorien betød det, at palæstinenserne fik adgang til internationale organer som Den Internationale Straffedomstol og Den Internationale Domstol.

Men enhver reel ændring af Palæstinas suverænitetsstatus skal gennem FN's Sikkerhedsråd – ikke Generalforsamlingen.

USA modsætter sig fortsat, at palæstinenserne opnår status som stat uafhængigt af Oslo-processen, og så længe USA har vetoret i Sikkerhedsrådet, vil en reelt suveræn palæstinensisk stat være udelukket.

Det gælder, uanset hvad enkelte medlemslande – selv andre medlemmer af Sikkerhedsrådet som Frankrig og Storbritannien – end måtte gøre.

Faktisk peger mange palæstinensere og andre kritikere af status quo på, at vestlige lande bruger spørgsmålet om en palæstinensisk stat til at fralægge sig et langt mere vanskeligt diplomatisk ansvar: At holde Israel ansvarlig for det, som et FN-organ for nylig beskrev som folkedrab i Gaza.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.