Danmark har Skandinaviens strengeste indvandringspolitik

Danske regeringer har gennem tiden gjort det stadig sværere at få dansk statsborgerskab. At gå fra at være dansk indvandrer til at være dansk statsborger tager i gennemsnit 9 år.

Den forrige socialdemokratiske regering blødte noget op for reglerne, men den nuværende borgerlige regering i Danmark har igen strammet dem yderligere og får nu støtte af Socialdemokraterne.

Man må yde, før man kan nyde. Sådan kan man kort opsummere Danmarks indvandringspolitik.

Ens - og alligevel forskellige

Danmark, Sverige og Norge er lande, der på mange punkter ligner hinanden, men de tre lande har ført en meget forskellig indvandringspolitik. Danskerne har været strenge, svenskerne bløde, og nordmændene har stået midt imellem.

For en samfundsforsker er det meget interessante forskelle.

Flere forskere er godt i gang med at studere spørsmålet, og for nylig præsenterede Per Mouritsen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, sin nye bog 'En plads i verden - det moderne medborgerskab'.

Bogen bliver næppe folkelæsning, men i forrige uge samlede den forskere til et åbent møde på Instituttet for samfundsforskning i Oslo.

Verden ændres dramatisk

»Skal vi først og fremmest tænke på os selv som et norsk eller dansk fællesskab, som vi skal beskytte mod andre? Eller skal vi indtage en liberal holdning og tænke på os selv som verdensborgere, og de andre som mennesker med samme ret til goder - også vores goder - som os?«

Sådan formulerer Per Mouritsen det dilemma, vi står overfor.

Vi lever i en tid, hvor mange oplever, at verden omkring dem ændres dramatisk.

Flygtningekrisen har sat meget på spil, og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske fremover.

Samtidig ændres det, som ofte kaldes tidsånden, hurtigt. Både opinionen, medierne og politikerne har hurtigt bevæget sig fra at være positivt stemt over for flygtninge til ikke længere at vise dem den samme imødekommenhed.

I Norden arbejder vi hårdt

De tre skandinaviske lande - Danmark, Sverige og Norge - deler meget af dét, verden i dag kender som den nordiske velfærdsstat.

Prisen for at være med i de nordiske velfærdsstaters fællesskab er en uskreven, almindeligt anerkendt regel, som siger, at alle skal yde gennem arbejde.

Denne norm har alle vi, som bor her, stort set fået under huden. Men hvad med vores nye landsmænd?

»En stor og dyr offentlig sektor forudsætter, at vi har en stor og veluddannet arbejdsstyrke med en høj arbejdsevne. Den nordiske velfærdsstat er altså nødt til at have dygtige medarbejdere på samme måde som erhvervslivet for at overleve,« siger Per Mouritsen.

Samfundets solidaritet kan svigte

»Problemet, vi står over for nu, er ikke, at det bliver dyrt at give statsborgerskab til flere indvandrere. Vores velfærdsstater er nemlig mere bæredygtige end deres rygte - også dem, der ikke har olie,« hævder Mouritsen og fortsætter:

»Problemet for vores velfærdssamfund er snarere, at vi kan få et stort antal medborgere, som ikke tror på velfærdsstaten. Omvendt kan de allerede eksisterende borgere i de nordiske velfærdsfællesskaber, miste troen på det,« advarer Mouritsen og fortsætter:

»En temmelig stor del af indbyggerne er nemlig kun villige til at være solidariske, hvis de andre også bidrager.«

Viljen til omfordeling kan forsvinde

»Viljen til en omfordeling af penge gennem velfærdsstaten kan forsvinde, hvis tilstrækkelig mange af os, der har boet her fra starten, tror, at et stort antal af vores nye landsmænd ikke bidrager,« forklarer Mouritsen med henvisning til undersøgelser, der bekræfter netop dette.

»De nordiske velfærdsstater er kendetegnede ved, at vi alle har ret til universelle ydelser - sygedagpenge, invaliditetsydelser og pension. Det står i klar kontrast til flere vestlige lande og ikke mindst adskillige ikke-vestlige lande, hvor sådanne ydelser enten er knyttet til et job eller overhovedet ikke findes,« fortæller Mouritsen og uddyber:

»Måske får vi at se, at middelklassen ikke længere vil være med til at støtte op om underklassen i samfundet, hvis underklassen bliver større og fattigere, end den er i dag. Hvis middelklassen ikke selv får tilstrækkelig meget ud af velfærdsstatens institutioner, så bliver den mindre villig til at betale skat.«

Det konservative Danmark

Danmark er et mere konservativt land, end de fleste nordmænd har opfattelsen af.

Dette Danmark befinder sig langt fra de rejsereklamer, som forsøger at lokke nordmændene til at svinge forbi Nyhavns hyggelige restauranter i det liberale København i sommerferien.

»Mange danskere mener, at indvandrerne skal tage traditionelle danske værdier til sig for at få lov at blive danske statsborgere. De behøver ikke nødvendigvis blive kristne, men de bør blive, hvad danskerne kalder, kulturkristne,« forklarer Mouritsen.

Det handler ikke om nationalisme, mener professoren i statkundskab. Det handler mere om alt det indeholdt i det gamle danske begreb 'fædrelandskærlighed'. Der er tale om kærlighed til et fælleskab, som sikrer ens egen ret til velfærd og frihed.

Statsborgerskab er en belønning

I lande som Sverige, Storbritannien og måske også Norge forventer man, at nye statsborgere er velintegrerede efter et stykke tid. I Danmark er statsborgerskabet i stedet en belønning, man først får, når man har bevist, at man er fuldt ud integreret i landet.

»Du skal bevise, at du er en førsteklasses medborger, før du får et dansk pas,« siger Mouritsen.

Med de nuværende krav er der mange indvandrere, der aldrig bliver danske statsborgere.

»Vi forhindrer bevist, at syv procent af befolkningen bliver politiske medborgere,« lyder det fra Mouritsen, som fortsætter:

»Hvis det nærmest bliver umuligt for dem at blive helt danske, kan man forestille sig, at det for mange kan føre til en tilbagetrækning fra det danske samfund. Vi kan risikere at gøre nogle af disse indvandrerne til noget, vi alle frygter - særligt når vi taler om unge mænd af mellemøstlig oprindelse.«

Stor forskel i ventetiden på statsborgerskab

Pieter Bevelander er professor i migrationsforskning ved Malmøs højskole for kultur og samfund. Han er også meget optaget af, hvad der kræves af indvandrere, der ønsker at blive statsborgere i Danmark, Sverige og Norge.

Bevelander mener, at statistikken, som viser. hvor længe man i gennemsnit skal være bosat i et land, før man får statsborgerskab, er en indikation af, hvad de forskellige lande kræver.

Forskellene er nemlig store.

»I den ene ende af skalaen finder vi Schweiz, hvor indvandrerne i gennemsnit er bosiddende i 13 år, før de bliver statsborgere. I den anden ende finder vi Belgien, hvor de i gennemsnit bor i 3 år, før de får statsborgerskab,« fortæller Bevelander.

I Skandinavien er fordelingen: Sverige 5 år, Norge 7 år og Danmark 9 år.

»Hvorfor er Danmark i højere grad en hardliner, når det gælder indvandringspolitikken?« spørger Bevelander. Selv peger han på det højrepopulistiske Dansk Folkepartis påvirkning som en vigtig faktor.

Samtidig spørger han, hvorfor Danmark bliver stadig hårdere over for indvandrerne, når andelen af indvandrere som kommer til Danmark ikke er steget, som den er i Sverige og Norge.

Konflikter i det multikulturelle samfund

I Norge er professor Grete Brochman en af de førende forskere i indvandring.

»I Norge har vi lagt 23 handlingsplaner og sat 672 offentlige tiltag for bedre integrering af indvandrere i gang,« opsummerer forskeren fra Instituttet for sociologi og samfundsgeografi ved universitetet i Oslo.

Alligevel er der stadig mange konflikter i vores multikulturelle samfund.

»Velfærdsstatens opdragerrolle er blevet meget mere vanskelig, end den var før, vi fik et multikulturelt samfund,« påpeger Grete Brochman.

Hun spørger sig selv, hvordan vi få integrationen til at lykkes uden at blive for paternalistiske eller autoritære over for vores nye landsmænd.

»Hvor er balancepunktet mellem på den ene side at presse folk og på den anden side at få dem til selv at gøre det, vi forventer af folk i det arbejdselskende Norden? Hvor meget kan vi tillade os at forme andre menneskers liv?

Også tage hensyn til majoritetsbefolkningen

Grete Brockmann mener, det er vigtigt, at vi også anstrenger os for at forstå, hvordan majoritetsbefolkningen i lande som Norge og Danmark tænker. Hun forklarer:

»Vi er nødt til at forstå folks frygt for forandring, hvis vi vil opnå en forståelse af kræfterne bag den måde, folk reagerer. Uanset om vi kan lide reaktionen eller ej, skal vi prøve at forstå den.«

Ligesom Per Mouritsen advarer Brochmann:

»Hvis majoritetsbefolkningen opfatter det som, at landets grænser er blevet for åbne, kan vi forstyrre forudsætningerne for medborgerligt ansvar.«

Brochmann frygter altså, at velfærdsstaten vil forviltre, hvis majoriteten oplever, at den ikke bliver hørt. Hun er bange for, at stadig flere vil komme til at sige med den kendte tyske tænker og forfatter Hans Magnus Enzenbergers ord: ‘Jeg er ikke en af os’.

»Elefanten i rummet er, om vi har kapacitet til at byde mange nye borgere velkommen. Vi kan diskutere mangt og meget, men i sidste ende handler det om, hvor mange mennesker med lav uddannelse og andre livsanskuelser, som vores små lande i Norden har mulighed for at tage imod.«

»Uden denne debat kan vi ende med politiske reaktioner, de færreste af os ønsker,« slutter Brochmann af med at advare.

© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark