Spoiler alert: Artiklen afslører en del af handlingen i Barbie-filmen.
For nogle er Barbie den ultimative 'girlboss' - glamourøs, succesrig og ejer af sit helt eget DreamHouse.
For andre repræsenterer Barbie en forældet kvinde-stereotype - en 'blond bimbo-pige i en fantasiverden', som Aqua sang i deres hit 'Barbie Girl' fra 1997.
Spørg bare manden med megafonen, der stod uden for pressevisningen af den nye Barbie-film, som jeg deltog i på Leicester Square i London. Han protesterede højlydt over filmen og insisterede på, at Barbie er en dårlig rollemodel og til fare for unge kvinder.
Men Barbie passer perfekt ind i instruktøren Greta Gerwigs repertoire af kvindefokuserede historier, som blandt andet tæller den anmelderroste film 'Lady bird', der blev nomineret til to Oscars (2017), og 'Little Women' (2019), som hun også høstede stor ros for.
Greta Gerwig er en feministisk filmskaber, hvis karakterer er nysgerrige, grænsebrydende og gør oprør mod deres restriktive omstændigheder. Barbie er ingen undtagelse.
Filmen følger Stereotypiske Barbie (Margot Robbie), hvis perfekte liv i Barbieland gradvist falder fra hinanden, fordi de mennesker, der leger med hende i den virkelige verden, er kede af det.
De hvælvede Barbie-fødder i den ikoniske på tå-position bliver flade. Hun får appelsinhud på lårene og bliver plaget af dødstanker.
Med hjælp fra Weird Barbie (Kate McKinnon) – der på komisk vis ser ud, som om et barn ’legede lidt for voldsomt med hende’ - får Stereotypiske Barbie til opgave at komme ind i den virkelige verden for at finde sin menneskefamilie og hjælpe dem med deres problemer.
Barbieland er en feministisk utopi
Filmen åbner med en parodi af den berømte åbningsscene fra Stanley Kubricks monumentale science fiction-værk 'Rumrejsen år 2001' (1968). Verden går af lave, da en kæmpe Barbie-dukke lander i ørkenen som en UFO.
Gennem Helen Mirrens forrygende fortællerstemme bliver vi informeret om, at indbyggerne i denne golde ødemark er en skare små piger, der kun har babydukker at lege med.
Ankomsten af denne nye og spændende dukke åbner de små pigers øjne. De er trætte af at lege 'mor-og-barn' med babydukkerne, som de lynhurtigt skaffer sig af med.
Filmens åbning positionerer Barbieland som en feministisk utopi. I Barbieland kan kvinder alt: Blive præsident, vinde litterære priser og holde fantastiske fester.
Barbie i den virkelige verden
Greta Gerwigs bud på Barbie er betimelig. Min forskning udforsker den nylige feministiske generobring af 'bimbo'-figuren.
På TikTok tilbageerobrer #Bimbo-trendens indholdsskabere det engang nedsættende 'bimbo'-mærkat og æstetik.
I stedet for at forkaste femininitet for at opnå succes i et patriarkalsk samfund, omfavner bimbo-feminismen kvindeligheden, mens den understøtter kvindernes fremgang og udvikling.
Barbie er chokeret over at opdage, at tingene forholder sig helt anderledes i den virkelige verden end i Barbieland. Hun bliver chikaneret, mens hun løber på rulleskøjter, og mandlige bygningsarbejdere pifter og gør seksuelle tilnærmelser.
Konfronteret med objektivering og kritik
Et studie fra 2021 viser, at 4/5 af unge kvinder i Storbritannien er blevet seksuelt chikaneret i det offentlige rum. Men mens Barbie siger, at hun føler sig 'ubehageligt tilpas' i disse situationer, føler Ken (Ryan Gosling) sig 'beundret'.
Da Barbie finder sin menneskefamilie, bliver hun mødt med fjendtlighed fra teenagedatteren Sasha, som hævder, at Barbie ikke er andet end en 'professionel bimbo', hvis perfekte krop og privilegerede livsstil har fået kvinder til at have det dårligt med sig selv i årtier.
Ligesom virkelige kvinder bliver Barbie konfronteret med objektivering og kritik. Filmen kender sit publikum og kommer med smarte og præcise kommentarer om kvinders oplevelser.
Kens rettigheder
I Barbieland er Barbies strandløve-kæreste 'bare Ken'. I den virkelige verden finder han et samfund, hvor mænd bestemmer alt.
Det varer ikke længe, før Kens indtagende uskyld er besudlet af et koncept, der er ukendt, hvor han kommer fra: patriarkatet.
Ken bliver høj af maskulin dominans, og filmen benytter enhver lejlighed til at satirisere over den. Ryan Gosling udmærker sig i disse komedie-øjeblikke.
På et tidspunkt brager Ken ind på et hospital og kræver at blive vist ind i en operationsstue og udføre en operation, på trods af at han ingen kvalifikationer har – ud over at være en mand, selvfølgelig.
Fra højesteret til cheerleading
Tilbage i Barbieland håndhæver Ken sin egen vision om patriarkatet. Hver aften er 'boys night'. Alle de forskellige Barbier eksisterer kun for at blive stirret på, servere øl og pleje mændenes skrøbelige egoer.
Under Kens styre serverer den tidligere kvindelige præsident for Barbieland drinks til macho-fyrene på stranden. Den udelukkende kvindelige højesteret er degraderet til et cheerleading-hold.
I sin bog fra 2020, 'Men Who Hate Women', undersøger grundlæggeren af Everyday Sexism-projektet Laura Bates noget, hun kalder ’manosfæren’. Med andre ord, det radikale kvindehads mange ansigter i det moderne samfund, fra manderettighedsaktivister til incels.
I sin skildring af de forskellige Kens konfronterer Greta Gerwigs film manosfæren direkte. Ligesom de mænd, der er indoktrineret i disse radikale grupper, forledes de forskellige Ken'er til at tro, at deres rettigheder bliver stillet i skyggen af kvindernes.
De tilpasser sig de toksisk maskuline stereotyper for at genvinde en følelse af kontrol.
Stærk, vigtig og gribende
Greta Gerwigs Barbie gør et fantastisk stykke arbejde med at afsløre, hvor skadelig patriarkalsk ideologi er for samfundet.
Selvom filmen naturligvis appellerer til kvinder, er det faktisk mænd, der virkelig bør se den. Barbies pointe er nemlig én, som manden med megafonen på Leicester Square virkelig har brug for at høre: Det er ikke Barbie-dukken, der truer kvinders rettigheder, muligheder og sikkerhed - det er patriarkatet.
Barbie er én af årets mest overraskende og vovede film.
Hvad der kunne have endt som et useriøst, fjollet flop, lykkes med at være stærk, vigtig og gribende filmskabelse – såvel som ualmindelig morsom.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Harriet Fletchers profil (Anglia Ruskin University)
