Når far eller mor forsøger selvmord eller gennemfører den tragiske handling, er der en øget risiko for, at deres barn selv vil forsøge eller begå selvmord som ung eller voksen - også kaldet selvmordsadfærd.

For at være helt præcis er risikoen tre gange højere end hos mennesker, der ikke har den familiebaggrund. Det viser et nyt dansk studie.

»Det er en markant øget risiko, som vi skal være meget opmærksomme på. Heldigvis er det sådan, at de fleste børn af forældre med selvmordsadfærd ikke vil kopiere handlingerne, men der er en betragteligt højere risiko i deres gruppe,« lyder det fra Anne Ranning, som er forskningsadjunkt ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP) og Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Hun forsker i selvmordsadfærd og er hovedforfatter bag det nye studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Lancet Psychiatry. Studiet er blandt de første og den hidtil mest omfattende undersøgelse af selvmordets arvelighed fra forælder til barn i en dansk kontekst. 

Den triste tendens om selvmordets arv går igen i lignende tidligere danske forskningsprojekter. Det giver klar anledning til at fokusere på at støtte hele familien efter en forælders selvmordsforsøg eller -død for at forebygge mistrivsel hos børnene, mener forskerne bag det nye studie.

Har undersøgt næsten hele Danmarks befolkning

At tegne et realistisk billede af selvmords arvelighed kræver en stor gruppe mennesker. En rigtig stor gruppe mennesker.

Derfor har forskerne udtrukket data fra knap 4,5 millioner danskere og fulgt deres adfærd via nationale registre såsom landspatientregistret fra 1980 til 2016. Her viste det sig, at 3,4 procent har en forælder, der har forsøgt selvmord, og 0,7 procent har mistet en forælder til selvmord.  

Det anseelige datagrundlag er en af årsagerne til, at resultaterne er meget troværdige, lyder det fra Erik Christiansen, der forsker i psykiatrisk epidemiologi. Han har læst og vurderet det nye studie for Videnskab.dk's hjerneprojekt Brainstorm.

»Det er vigtigt at undersøge mange mennesker, når man forsker i selvmordsadfærd, for selvmord er en sjælden hændelse. Selvmordsforsøg er lidt mere udbredte, men stadig sjældne, så du skal undersøge en stor gruppe, før du har tilstrækkelig statistisk styrke til at vise en tendens,« siger Erik Christiansen, som er forskningsleder ved Center for Selvmordsforskning.

Erik Christiansen har selv undersøgt risikofaktorer i selvmordsforsøg, og inden for hans forskningsfelt er det velkendt, at selvmord kan klynge sig sammen i familier. Men at overførslen fra forælder til barn er så relativt hyppig, og at forskerne har dokumenteret det med så stor en datamængde - det er nyt, lyder det.

Slår fast, at unge børn er særligt sårbare

Fordi forskerne har brugt så meget data, har de også kunnet generere et detaljeret billede af, hvilke børn der kan være i særligt øget risiko for at ‘arve’ deres forældres selvmordsadfærd.

»At børn af forældre med selvmordsadfærd er i tre gange øget risiko for at udvikle en lignende adfærd, er det overordnede resultat. Vi har også fundet ud af, at hvis forældrene har psykiske lidelser, et lavt uddannelsesniveau, er arbejdsløse eller er skilt, er risikoen større for barnet,« fortæller Anne Ranning. 

Det er dog altid faktorer, der handler om barnet selv, der øger risikoen mest for, at det udvikler selvmordsadfærd. Fra andre studier ved man for eksempel, at psykisk sygdom hos barnet altid er mest udslagsgivende.

I det nye studie har forskerne dertil fundet en anden statistisk signifikant faktor, der er meget betydningsfuld:

Jo yngre barnet er, når forældre forsøger eller gør en ende på deres liv, des mere stiger risikoen for, at adfærden går i ‘arv’. Et mønster, der også er blevet fundet i andre forskningsresultater. Mens tidligere studier har haft for få deltagere til at udelukke, at mønstret skyldes en tilfældighed, slår det nye studie fast, at yngre børn er mest udsatte. 

Det skal dog understreges, at der ikke er en enkeltstående risikofaktor, der besegler barnets skæbne. 

De forskellige faktorer øger risikoen hver især, men er tit til stede samtidig, så en sneboldeffekt af uheldige sammenfald bringer barnet i øget risiko for selvmordsadfærd, fortæller Anne Ranning. 

»Desuden er det vigtigt at sige, at der er en masse ting, der kan beskytte mod den tredobbelte risiko. For eksempel at forældrene fungerer godt og har et godt forhold til hinanden - at der er nogle omstændigheder omkring barnet, der støtter dets udvikling,« fortsætter hun.

Teori: Forældres selvmord påvirker børn på en overraskende måde

Det er kommet lidt bag på Anne Ranning og hendes kollegaer, at de yngste børn er i størst risiko for at gentage forældrens adfærd.

»Folk plejer tit at sige ‘gudskelov, hun eller han er så lille’, når forældre til små børn tager deres eget liv, for så kan børnene ikke forstå, hvor tragisk det er. Man skulle tro, at et barn på for eksempel 14, der forstår situationen, vil blive mere påvirket, og at et mindre barn er mere beskyttet, men vi finder præcis det omvendte,« siger Anne Ranning.

Forskernes mulige forklaring på mønstret er, at det ikke kun er forældrenes selvmordsadfærd, der gør børnene mere tilbøjelige til at begå selvmord senere i livet. Det er også de omstændigheder, der knytter sig til forældrenes tragiske handling.

Når en forælder forsøger eller begår selvmord er det meget ofte et tegn på, at familien er belastet på mange fronter. For eksempel har den selvmordstruede mor eller far ofte en psykisk lidelse, der presser familien, så der ikke er så stort overskud til at tage sig af barnet. 

Det kan påvirke især et lille barns udvikling:

»Hjernen er i en meget hurtig og afgørende udvikling, når man bliver født, og udviklingen af følelsessystemet er tæt knyttet til barnets omsorgspersoner. Derfor kan man eksempelvis forestille sig, at hvis barnet ikke lærer at regulere følelser og få basal tryghed, fordi omsorgspersonen ikke har det godt, så påvirker det barnets udvikling og gør individet mere sårbart, også på længere sigt,« forklarer Anne Ranning.

Det er altså primært den manglende omsorg på det mest afgørende tidspunkt i barnets udvikling, der er bestemmende for, om barnet senere bliver selvmordstruet, lyder teorien.

Kun få forældre begår selvmord, når de har små børn

Selvom det nye studie slår fast, at især børn, der er helt små, når en forælder forsøger selvmord, er i risiko for at vokse op og blive selvmordstruede, er der en ting, der er vigtig at huske: 

Meget få forældre tager deres eget liv, når de har et lille barn. 

»En af de stærkeste beskyttende faktorer, når det gælder selvmord, er at have et ungt barn. Så skal der rigtig meget til, før forældrene tager deres eget liv. Den statistiske sandsynlighed falder, når barnet bliver ældre,« siger Erik Christiansen. 

Det står klar, når man ser studiets faktiske tal. I studiets data indgår kun 19 børn, der har begået selvmord efter at deres forældre tog deres eget liv, mens børnene var helt små. Med andre ord er det meget sjældent at ende i den situation, at ens forælder begår selvmord, mens man er helt lille. 

Opfordrer til øget fokus på hele familien

Ikke desto mindre viser studiet en markant øget tendens til at blive selvmordstruet, når en af ens forældre har været det. 

Derfor skal de nye resultater ud og arbejde i psykiatrien og på behandlingscentre landet over. Det er Anne Ranning og Erik Christiansen enige om.

»Jeg synes helt sikkert, at man skal bruge det her resultat. Når psykiatere og psykologer står med et barn, der har en psykisk lidelse, og man finder ud af, at der også er selvmordsadfærd i familien, er det klart, at den røde lampe skal begynde at lyse,« siger Erik Christiansen.

»Selvmord er ligesom ringe i vandet. Det påvirker mange, og det er et kæmpe tab for familien og samfundet. De fleste, der har overlevet, er glade for, at det ikke blev deres endeligt, så derfor er der al mulig grund til at nedbringe antallet, og her tænker jeg, at det 2-generationelle perspektiv er vigtigt at have med,« lyder det. 

Hvis du selv kæmper med selvmordstanker, selvskade eller har brug for at tale med en udefrakommende om det, der er svært, kan du ringe til Livslinjen på telefon 70 20 12 01 eller skrive til Livslinjens netrådgivning.

Du kan også bruge Livslinjens chatrådgivning.