Nyere udgravninger blotlægger et forhold mellem vikingerne og deres heste, der går langt dybere end blot et arbejdsdyr og dens ejer eller et transportmiddel og dets gods.
Nyere udgravninger blotlægger et forhold mellem vikingerne og deres heste, der går langt dybere end blot et arbejdsdyr og dens ejer eller et transportmiddel og dets gods.
Er dit kæledyr en del af familien? Det er der faktisk ikke noget nyt i. Arkæologisk evidens peger på, at vikingerne havde stor respekt for og et nærmest intimt bånd med deres dyr, som de tog med sig på deres rejser.
Tidligere på året blev der for første gang fundet videnskabelig evidens, der peger på, at vikingerne allerede i det 9. århundrede tog heste, hunde og andre dyr med sig over Nordsøen.
Den fremherskende antagelse har været, at driftige vikingehære skaffede sig heste (sammen med andre genstande) i forbindelse med plyndringstogter på de britiske øer. Men de nye fund tyder på, at vores hidtidige forståelse af forholdet mellem vikingetidens mennesker og deres dyr har været meget underdrevet.
Men hvorfor har vi egentlig undervurderet det så voldsomt?
Langt de fleste mennesker – skandinaver og andre – der levede i vikingetiden, var jo afhængige af landbruget for at overleve. Med det i mente kan det være svært at forstå, hvorfor det har taget så lang tid for forskerne at indse, at disse mennesker og dyr havde dybe, komplekse, følelsesmæssige og gensidigt berigende relationer.
I tidligere samfund forholdt man sig anderledes til mennesker, dyr og genstande. Man kunne eje visse mennesker, endda betragte dem som objekter og værdsætte dem langt mindre end visse dyr.
I vores forskning bruger vi både arkæologi og tekster til at vise, at visse heste i samfund som eksempelvis vikingetidens Skandinavien og Island blev set som 'mennesker'; i besiddelse af egenvilje og handlekraft, og som individer, der fortjente at blive behandlet med forsigtighed og respekt.
Heste blev i vikingetiden anset for at være det, man på engelsk kalder 'liminal beings' - en kategori af væsner, der blev anset som værende i stand til at krydse fysiske og konceptuelle grænser, forcere mange forskellige terræner og endda bevæge sig mellem verdener. De havde også kosmologisk betydning.
Norrøn poesi skildrer guden Odin, der rider til dødsriget på sin ottebenede hingst Sleipner. En nyligt fundet brakteat (en lille, rund, tynd guldplade forsynet med en øsken, så den kan bæres som vedhæng i en snor eller kæde) med en runeindskrift fra Danmark peger også på en sammenhæng mellem Odin (eller i hvert fald en person, der identificerer sig som 'Odins mand') og en hest så langt tilbage som i begyndelsen af det 5. århundrede efter vores tidsregning.
Historisk set er hestekroppe i vikingetidens begravelser blevet tolket som enten et symbol for rejsen til efterlivet, en del af de afdødes ejendele i efterlivet eller slet og ret som statussymboler.
Men disse fortolkninger overser noget afgørende – båndet mellem hest og rytter. Hesten har nemlig et særligt forhold til rytteren, da begge skal lære at arbejde sammen med hinanden.
I nordisk poesi (en del med forbindelse til vikingetiden) var heste en afgørende del af krigeridentiteten. Se bare de episke langdigte om heltene Helgi og Sigurd Fafnersbane, der skildrer helte og heste som næsten uadskillelige - for eksempel bliver Grane, som er dragedræberen Sigurds hest, afbildet som i dyb sorg over Sigurds død.
Beviser for nære bånd mellem mennesker og heste er fundet i grave over hele Nordeuropa, fra de store skibsbegravelser i Ladby og Gokstad, til det 10. århundredes Danmark og de mere beskedne menneske-heste-begravelser i vikingetidens Island.
Men hestene blev ikke kun begravet med mænd. I den spektakulære 'Vølvens grav' ved Trekroner-Grydehøj på Sjælland blev en kvinde begravet med en hest placeret langs sin venstre side. Hesten blev delvist lagt ind over kvinden.
Noget ved relationen mellem dette menneske og denne hest må altså have betydet, at et så intimt arrangement var passende.
Kvinden menes at have været en rituel specialist, muligvis en troldkvinde (eller vølve), begravet med en kobberstang med jernspids og en række andre genstande, herunder nogle knive, en spand og en lille trækasse.
En stor flad sten, en hund lagt på højre side i en bagudvendt og vredet positur, fåreknogler samt nogle jernnåle (måske til fastgørelse af bagage til en sadel) og en hundekæde fuldendte graven.
Ved Løve i Vestfold, Norge, er en hest igen lagt ved siden af en kvinde i en grav fra det 10. århundrede. Ligesom kvinden på Trekroner-Grydehøj var hun formentlig rituel specialist (se topbilledet).
Men kvinden var ikke den eneste, der blev begravet med redskaberne fra sit virke.
En jernring (en metalring med mindre ringe fastgjort til den) blev lagt på brystet af hesten, der ligger begravet ved siden af hende. Når de er fastgjort til vognseler eller trenser, vil metalringene klirre, og det menes, at det kan have spillet en rolle i vikingetidens ritualer.
Blev disse kvinder begravet med lige disse heste, fordi de havde et særligt forhold? Eller fordi de var vølver? Eller indebar det at være vølve en tæt relation til disse dyr?
Vi mener, at hestene ser ud til at have været afgørende deltagere i begravelsens processer og praksis.
Forskning viser, at der var en lang række fordele forbundet med forholdet til heste, især for unge mennesker.
Det er også interessant, at der er en gentagen insisteren i norrøn poesi og middelalderlige sagaer på, at unge mænd skal dyrke hestepleje og -træning. Heste betragtes som partnere i landbruget og ofte endda familiemedlemmer i disse tekster.
Sagaen Bjarnar Saga Hítdœlakappa fra det 13. århundrede skildrer endda en kvinde, der ser ud til at have gavn af en middelalderlig form for hesteterapi, og som finder lindring af sin lidelse ved at sidde på sin hest, mens den føres rundt på en mark:
I en tid med miljømæssige omvæltninger kan vi ved at se mod fortiden forstå den relation, mennesker har haft med dyr, hvilket kan inspirere til forskellige tilgange til nutiden og fremtiden.
For nylig vandt Maori-aktivister i New Zealand en sejr, da en flod blev anerkendt af parlamentetsom en 'juridisk person' med rettigheder, så historiske paralleller, som vikingerne og deres heste, kan tilskynde os alle til at fortsætte med at presse på for et mere ansvarligt forhold til den ikke-menneskelige verden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Bliv klar til solformørkelsen 12. august. Vind to par solformørkelsesbriller ved at abonnere på Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev. Vi trækker lod blandt alle nyhedsbrevsmodtagere i juli.
