Kønsforskel: Vikinger foretrak han-heste i graven

Hesten har altid spillet en vigtig rolle i det islandske samfund, og i vikingetiden var det tilsyneladende normalt at slå en hest ihjel for at tage den med i graven.

En del af de gamle hesteknogler fra vikingetiden er fortsat bevarede, og forskere har længe haft mistanke om, at der var en skævvredet kønsfordeling blandt grav-hestene.

Nu har et nyt studie bekræftet mistanken ved hjælp af moderne DNA-teknikker: Forskerne konkluderer, at kun 1 ud af 19 gravheste er hopper, altså hun-heste.

»Det viser meget tydeligt, at der har været en udvælgelse af hanner til vikingernes grav. Og det rejser selvfølgelig spørgsmålet om: hvorfor?,« siger islandske Albína Hulda Pálsdóttir, som er dyrearkæolog og ph.d.-studerende ved Institut for Biovidenskab ved Universitet i Oslo.

Hun er en af forfatterne bag det nye studie, som er et samarbejde mellem forskere fra Island, Norge, Storbritannien og Danmark.

Når Videnskab.dk skriver 'han-heste' frem for 'hingste', skyldes det, at forskerne selv foretrækker ordet han-heste. Ordet hingst betegner nemlig kun en han-hest, som ikke er kastreret. Men forskerne kan ikke vide, om hestene var kastrerede eller ej (en kastreret kaldes en vallak) - derfor foretrækker de brugen af det neutrale ord han-hest.

Hesten med til Valhal?

Overordnet set er der to udbredte teorier om, hvorfor visse vikinger - både i Island, Danmark og andre nordiske lande - tog heste med sig i graven:

• Den ene lyder, at dyrene var et tegn på status, både hos den afdøde og hos de efterladte.
• Den anden forklaring lyder, at de døde fik hestene med sig i graven, fordi man forestillede sig, at de skulle bruge dem i efterlivet.

»De to forskellige forklaringer bliver diskuteret i forskningen, og det er svært at afgøre, om den ene eller den anden teori er rigtig. Eller om det er en kombination af begge dele,« fortæller Anne Pedersen, som er arkæolog på Nationalmuseet og blandt andet har forsket i hesteudstyr i vikingetidens grave.

»Jeg forestiller mig, at man under alle omstændigheder har brugt hesten til at vise familiens status under begravelsen. Men det kan helt klart også have spillet en rolle, at man forestillede sig, at den døde skulle fortsætte en krigertilværelse i Valhalla og havde brug for en hest.«

Hesten som statussymbol

Ifølge den nordiske mytologi var Valhalla sidste stop for afdøde krigere, som var faldet ærefuldt i kamp. Da hestene fra det nye studie blev begravet i 900- og 1000-tallet, var troen på Valhalla, Thor, Odin og de andre nordiske guder fortsat udbredt i både Danmark og Island.

En stor del af vores nuværende viden om nordisk mytologi stammer fra det islandske skrift Yngre Edda, som formentlig blev skrevet af den islandske politiker og historiker Snorri Sturluson omkring år 1220.

»Vi ved fra Snorri Sturluson, at hesten var et statussymbol, og at den spillede en vigtig rolle i nordisk mytologi. Den øverste gud, Odin, red for eksempel på en ottebenet hest,« påpeger Albína Hulda Pálsdóttir.

Mindre brug for han-heste?

Men selvom meget tyder på, at hesten spillede en vigtig kulturel og religiøs rolle i vikingetiden, forklarer det fortsat ikke, hvorfor de islandske vikinger tilsyneladende foretrak at blive begravet med han-heste frem for hopper.

Indtil videre har forskerne imidlertid ingen håndfast forklaring på den tydelige kønsforskel i vikingegravene.

»Ud fra vores undersøgelser kan vi ikke se, om hestene var kastrerede eller ej, men hvis de var kastrerede, kan der være en helt praktisk forklaring, idet man ikke kunne bruge dem som avlsdyr,« siger Albína Hulda Pálsdóttir og tilføjer:

»En anden praktisk forklaring kan være, at man typisk skal bruge flere hopper end hingste til at avle heste. Så man kan måske have valgt hingste til graven, fordi man havde mere brug for hopper til avl.«

Bevidst udvælgelse af hanner

Hun påpeger dog, at der er vigtige fakta, som taler imod, at vikingerne valgte at ofre hingste eller kastrerede han-heste af praktiske og avlsmæssige årsager:

De islandske gravheste er nemlig typisk unge dyr, som potentielt set kunne have gjort gavn blandt de levende i mange år.

»Hvis hestene blev udvalgt af praktiske årsager, hvorfor tog man så ikke de gamle og svage heste? Hvorfor slå unge heste ihjel? Der er formentlig også kulturelle og religiøse hensyn, som har spillet en rolle,« siger hun.

Anne Pedersen fra Nationalmuseet er enig i, at det ser ud til, at der har været en bevidst udvælgelse af han-heste til begravelsen.

»For mig at se er der ingen tvivl om, at hesten generelt var et dyr med en væsentlig betydning for vikingerne. Både praktisk, men også ideologisk og rituelt. Men studiet her vidner om, at hingsten måske var forbundet med en ekstra status eller særlig betydning,« siger Anne Pedersen, som ikke har været en del af det nye studie.

Gravheste i Danmark

I Danmark er der ligeledes gjort en række fund af gravheste fra vikingetiden, men ifølge Anne Pedersen er der ikke blevet foretaget systematiske undersøgelser af hestenes køn.

Det seneste - og ret opsigtsvækkende - danske fund af en gravhest blev gjort i Fregerslev nær Skanderborg. Her er en kriger, som døde omkring år 950, efter alt at dømme blevet begravet sammen med sin hest.

»Vi har fundet fragmenter af en tand fra en hest i graven, og vores analyser tyder på, at hele hesten formentlig har ligget i graven. Men der er kun meget lidt tilbage af hesten, og man kan desværre ikke bestemme dens køn, for der er ikke noget DNA-materiale tilbage i tanden,« fortæller Merethe Schifter Bagge, som er arkæolog hos Museum Skanderborg og står i spidsen for udgravningen.

»Til gengæld er graven meget rig på rideudstyr. Der er både sadel, hovedtøj og seletøj, som er prydet med hundredvis af guld- og sølvbelagte beslag.«

Gravheste sjældne i Danmark

Det fine rideudstyr i Fregerslev vidner ifølge Merethe Schifter Bagge om, at graven formentlig tilhørte en stormand og rytter fra toppen af datidens samfund.

Dermed er Fregerslev-vikingen på linje med andre danske vikinger, som er blevet begravet sammen med heste.

»I Danmark ser det ud til at have været eksklusivt at blive begravet sammen med en hest. Det var formentlig kun meget få mennesker i Danmark, som fik en hest med sig i graven. I de danske fund ser vi typisk også rideudstyr og andre genstande, som er med til at understrege den dødes status og rigdom,« siger Anne Pedersen.

Ud over Fregerslev-graven henviser hun til den berømte vikingegrav Ladby på Fyn, hvor der blev fundet ikke færre end 11 heste og et skib under udgravningerne i 1935. Udover sådanne opsigtsvækkende fund er heste imidlertid en sjældenhed i skandinaviske vikingegrave.

355 hestegrave i Island

I alt er der fundet heste - mere eller mindre bevarede - i 34 vikingegrave i Danmark, inklusive det seneste fund af hestetanden i Fregerslev-graven, oplyser Anne Pedersen.

»Det betyder, at der kun er fundet heste i en meget lille andel af alle de mange vikingegrave, som vi efterhånden kender i Danmark. Man får indtryk af, at det er de allerfærreste, som har haft råd eller status nok til at lægge en hest i graven herhjemme. Men i Island er gravskikken anderledes. Her finder man mange flere heste,« påpeger Anne Pedersen.

Ifølge det nye studie kender man til 355 islandske grave fra vikingetiden, og i 148 af gravene er der fundet rester af en eller flere heste. Dermed er der fundet heste i flere end hver tredje kendte vikingegrav i Island. Det betyder ifølge forskerne, at man formentlig ikke behøvede at tilhøre landets øverste elite for at blive begravet med en hest i Island.

»Vi finder mange heste, men det er kun få af gravene, som er meget rige i en islandsk kontekst. Og sammenlignet med vikingegravene i Danmark og Norge udviser ingen af gravene virkelig stor rigdom,« siger Albína Hulda Pálsdóttir.

Vikinger skabte islandske heste

Forskerne har også fundet hunde i cirka 20 vikingegrave i Island, men ellers er der ifølge Albína Hulda Pálsdóttir ikke fundet andre husdyr i gravene.

»Vi finder for eksempel ingen får i gravene, selvom fårene havde en stor praktisk betydning for vikingerne, fordi de kunne give både uld og kød,« siger hun og påpeger, at de manglende fund af andre husdyr er med til at understrege hestenes særlige status.

I øvrigt er det nye studie en del af et større projekt, som kortlægger oprindelsen af husdyrene i island. Projektet har ifølge Albína Hulda Pálsdóttir vist, at nutidens får og heste i Island nedstammer fra husdyr, som vikingerne medbragte på deres skibe, da de begyndte at bosætte sig på øen i 800-tallet.

Så nej: De islandske vikinger tog ikke alle deres heste med sig i graven. De skabte derimod grundlaget for nutidens islandske hesterace.