Får vi nok forskning ud af ph.d.-uddannede?

Halvanden million kroner.

Så meget koster en ph.d. inden for sundhedsvidenskab rundt regnet i løbet af de tre år, man er ph.d.-studerende.

Alle kan nok blive enige om, at samfundet skal have det bedst mulige afkast. Men i øjeblikket er der faktisk ingen definition af, hvad et forventet afkast er.

Vi har lavet et nyt studie, hvor vi via nationale data fulgte op på antallet af publikationer, som danske sundhedsvidenskabelige ph.d.-kandidater har produceret.

For hvor mange af disse ph.d.'er er egentlig blevet ved med at være ’videnskabeligt aktive’? Eller sagt med andre ord: Hvor meget videnskab får vi for pengene?

Kun hver fjerde sundhedsvidenskabelige ph.d. fortsætter forskningen

Vores studie er blevet til i samarbejde mellem Institut for Informationsstudier ved Københavns Universitet og Herlev Hospital. Studiet er interessant, fordi uddannelses- og forskningsministeriet i februar 2017 fremlagde en rapport om ph.d.-uddannelsens kvalitet og relevans – herunder også en delrapport om den lægevidenskabelige ph.d.-uddannelse.

Rapporterne adresserer ikke det videnskabelige afkast, men kigger bredt på de kompetencer, man får som ph.d.-studerende, samt hvilke kompetencer arbejdsgiverne ønsker.

I vores studie har vi haft fokus på det videnskabelige afkast. Vi har set på alle 532 danske sundhedsvidenskabelige ph.d.'er fra 2005-2006. Og resultaterne viser, at kun knap 26 procent fortsætter med at publicere regelmæssigt og er videnskabeligt aktive efter endt ph.d.

31 procent er helt uden videnskabelige artikler

Definitionen af at være videnskabeligt aktiv satte vi til i gennemsnit to artikler om året, hvilket må kunne forventes af en aktiv forsker inden for sundhedsvidenskaberne (flere detaljer herom om lidt).

Det er vel at mærke nok at være medforfatter på artiklen, hvilket vil sige, at man ikke behøver at være den bærende kraft på det videnskabelige projekt.

Det er oftest førsteforfatteren, der står for at udføre hovedparten af forskningen og sidsteforfatteren, der er organisator og vejleder.

For at sikre at videnskabelige publikationer ikke kom fra den netop forsvarede ph.d., definerede forfatterne en karénsperiode, der løb fire år efter ph.d.-forsvaret.

Studiet opgjorde således ph.d.-kandidaternes publikationer fem til ni år efter, ph.d.-studiet blev afsluttet.

Man skulle i 5-års perioden have publiceret mindst 10 artikler for at være forskningsaktiv. Vi så, at 31 procent af ph.d.-kandidaterne ikke havde publiceret en eneste artikel, mens 43 procent havde publiceret mellem én og ni artikler i den pågældende 5-års periode.

I alt blev der publiceret 4.530 publikationer af de 532 forfattere, og i den opgjorte 5-års periode havde hver af ph.d.-kandidaterne publiceret mellem 0 og 92 artikler.

Dem, der bliver ved med at publicere, bliver forskningsledere

Med en ph.d. inden for sundhedsvidenskab følger også et netværk, som gør, at man kan være med på en artikel tilfældigt med jævne mellemrum. Men før man er aktiv forsker, kræves der ofte en strategi og en forskningsplan med planlagt forskning.

En forskningsplan vil typisk resultere i, at man publicerer to eller flere artikler om året, og det var derfor vi satte overliggeren ved to publicerede artikler i gennemsnit om året.

Man kan måske mene, at det er højt sat. Til gengæld kvalitetsvurderede vi ikke artiklerne, men accepterede alle artikler fra den største af litteraturdatabaserne, PubMed.

Dermed vil andre måske synes, at vi har sat overliggeren lavt i forhold til kvaliteten, idet vi har taget alle typer af publikationer med.

Studiet viser også, at de ph.d.-kandidater, som fortsat publicerer, i tiltagende grad tager en aktiv rolle som forskningsledere. De skifter altså fra at være førsteforfatter til at være sidsteforfatter.

Sidsteforfatteren er ofte den, som er projektejer på forskningsprojekterne, og det passer godt med ph.d.-uddannelsens ambitioner om, at ph.d.-kandidaterne påtager sig rollen som forskningsledere.

Andre former for værdi

For sundhedsfaglige ph.d.'er, som dem vi har undersøgt, og særligt læger, er der mange andre former for afkast af værdi, der leveres efterfølgende.

Ph.d.-uddannelsens metodelære giver indblik og indsigt i en lang række forhold, der gør, at man kan deltage i udarbejdelse af både nationale og lokale retningslinjer for patientbehandling, uddannelse, undervisning, forskning i private virksomheder samt hjælpe klinikere med at forholde sig kritisk til andre forskeres resultater.

Alle disse andre samfundsrelevante afkast fra ph.d.'en, som også hjælper patienter og borgere, kan vi dog ikke måle i vores undersøgelse, fordi vi kun har set på videnskabelig aktivitet i form af publicerede artikler.

Men det er en undersøgelse, som det helt klart vil være relevant at udføre i fremtiden.

Bedre vilkår for ph.d.'er giver bedre afkast

På verdensplan er der stort set ingen viden om det videnskabelige afkast fra ph.d.-kandidater, og det gør det svært at sammenligne vores danske resultater med resultater fra udlandet.

Vi kan derfor ikke sige, om vi gør det bedre eller dårligere end i andre lande.

Vi bør dog som samfund spørge os selv, om vi rekrutterer de rigtige mennesker til ph.d.-uddannelsen, når kun én ud af fire er aktive forskere fem til ni år efter afslutningen af ph.d.'en.

Skyldes ønsket om en ph.d.-uddannelse, at man vil fremme sin egen karriere, eller skyldes det genuin forskningsinteresse?

Men det er også vigtigt, at der rent faktisk er stillinger til de færdiguddannede forskere, og at de kan få stillinger, der gør det muligt at bruge deres forskningskompetencer.

Det er med andre ord vigtigt, at de, der er blevet ph.d.-uddannet, får tilstrækkeligt gode vilkår til, at samfundet kan få et optimalt afkast af ph.d.-uddannelsen.