Danmark har på få år fordoblet antallet af nye ph.d.-forskere. Men mange af dem rejser hjem igen, når de har opnået deres ph.d.-grad, konkluderer Rigsrevisionen i en ny beretning om Folketingets storstilede milliardsatsning på forskning fra 2005 til 2012.
Dermed er der risiko for, at Danmark i stigende grad leverer højtuddannede forskere til udlandet, konkluderer Rigsrevisionen.
»Det kan få den konsekvens, at fordoblingen af ph.d.-optaget ikke i tilstrækkeligt omfang vil bidrage til vækst og velstand i Danmark,« konkluderer rigsrevisor i beretningen om investeringen, der i alt løber op i 4,8 milliarder kroner.


































