Der findes få situationer, hvor menneskets sociale evner bliver testet så nådesløst som ved et bord til forældrekomsammen på børnenes skole. Altså de arrangementer uden børn.
Ikke fordi nogen vil én noget ondt. Tværtimod. Det hele er arrangeret af en lille gruppe superenergiske forældre – festudvalget – med de bedste intentioner. Nogen har hængt lyskæder op i et forsøg på at få klasselokalet til at føles mindre som et klasselokale. På bordene står skåle med billige chips og rødvin på karton fra Rema 1000.
Man sætter sig ved siden af mennesker, man teknisk set burde kende, men som man alligevel ikke rigtigt kender.
Man smiler hurtigt og siger noget om, hvor hyggeligt der er pyntet op. Den anden smiler tilbage.
Så følger de spørgsmål, vi alle kender; spørgsmål, der sjældent er forkerte, men heller ikke hjælper os ret langt.
»Hvem er det nu, du er far til?«
»Jeg er faktisk kæreste med Karoline.«
»Ah, selvfølgelig.«
Men selvfølgelig hvad? For hvem er Karoline? Den tomme stol ved siden af? Mor til hvilket barn? Man kan mærke hjernen bladre febrilsk gennem et indre arkiv over ansigter og Aula-tråde om madpakker, fødselsdagsinvitationer og lus.
»Hvad er det nu, du arbejder med?« hører man sig selv spørge.
Og allerede mens ordene forlader munden, fortryder man. Var det virkelig det bedste, jeg kunne finde på? Er det her mit bidrag til den her relation?
Der er ikke noget galt med spørgsmålene. De er små broer over en social kløft, vi endnu ikke kender dybden af. Problemet er, at de ofte er for spinkle. Man svarer høfligt, spørger tilbage, griner lidt det rigtige sted. Og så står man dér igen. På hver sin side – med chipsene fra Rema 1000 imellem sig.
Jeg begynder her, fordi situationen er genkendelig for de fleste af os. Viljen til kontakt er der. Høfligheden er der. Alligevel kan det være svært at få samtalen til at bære.
Men nogle gange sker der noget, der på få sekunder får samtalen til at lykkes, uden at nogen behøver at anstrenge sig helt så meget.
Det er dét, dette essay handler om. Og det er samlerne, der har ledt mig på sporet.
\ Serie: Fredagsessays
Artiklen er en del af serien Fredagsessays, hvor vi inviterer forskere til at fortælle om deres forskning i et nyt format. Emnet har været frit, men der har været krav til værktøjerne.
De er blevet opfordret til at bruge narrative virkemidler: Forskerne eller deres informanter er hovedpersonerne, de reflekterer over en udvikling, de har gennemgået – én, vi andre potentielt kan spejle os i. Og de zoomer ind på scener og skriver til sanserne.
Ambitionen er at tilbyde en personlig fortælling med en videnskabelig overbygning, som i bedste fald efterlader dig opløftet – og måske endda med inspiration til at gøre noget anderledes i din hverdag.
Serien udkommer fem fredage over sommeren.
Vi har brug for noget at pege på
Jeg har længe været optaget af, hvorfor mennesker samler. Som hjerneforsker er det nærliggende at starte med at vende blikket mod hjernens belønningssystem. Mod dopaminen, forventningen, jagten og det lille sug i maven, der opstår, når vi finder noget, vi ikke vidste, vi ledte efter.
Og forklaringen er ikke forkert. Der er en særlig tilfredsstillelse ved jagten. I det sjældne objekt. I fornemmelsen af, at en brik falder på plads.
Men jo mere jeg har beskæftiget mig med samlere, desto mere er jeg begyndt at tvivle på, om jagten alene kan forklare det. Samleren er ikke bare et menneske med en interesse for ting: frimærker, mønter, vinylplader, Pokémon-kort eller Star Wars-figurer.
Igen og igen har jeg observeret, at bevægelsen ikke stopper ved samleobjektet. Den fortsætter videre mod andre mennesker.
En samling kan være ’et fælles tredje’
I dansk pædagogisk tænkning forbindes begrebet ’et fælles tredje’ især med filosoffen Michael Husen. Hans pointe er, at mennesker kan mødes om noget uden for deres direkte relation: en opgave, en aktivitet, et projekt, en ting.
Det er paradokset: Noget, der står mellem os, kan bringe os tættere på hinanden.
Social kontakt er langt mere kompliceret, end vi ofte indrømmer. At tale med et andet menneske kræver ikke bare ord, men også en løbende aflæsning af ansigt, tonefald, pauser, ironi, status, kropssprog og intentioner.
Vi registrerer lynhurtigt – og ofte uden at vi lægger mærke til det – om den anden keder sig, om vi fylder for meget, om en joke landede forkert, eller om tavsheden er behagelig eller truende.
Hjernen lægger mærke til det hele. Den arbejder i baggrunden.
For nogle mennesker føles dette arbejde let og næsten umærkeligt. For andre er det udmattende. Men selv for de mest socialt kompetente blandt os kan direkte kontakt være intens. Ansigt til ansigt er krævende. Side om side er ofte lettere.
Udviklingspsykologer taler om fælles opmærksomhed. Det er den situation, hvor to mennesker ikke bare ser på det samme, men ved, at de ser på det samme sammen. Det lyder banalt, men det er en grundsten i menneskelig social adfærd.
Det er derfor, samtalen med min teenagedatter bliver bedre i bilen end ved spisebordet. Derfor kan min søn fortælle om sin dag i skolen, mens vi bygger Lego, men ikke når jeg spørger ham direkte, hvordan dagen har været. Derfor kan en gåtur med en god ven åbne en samtale, som ellers ville gå i stå. Når vi retter opmærksomheden mod noget fælles, bliver relationen mindre nøgen. Det fælles tredje aflaster os.
Og samleren har, helt uden at vide det, forstået dette.
Pelargonien, som blev til en dør
Erkendelsen kom imidlertid først sådan rigtigt til mig en forårsdag, hvor jeg lavede research til min bog om samlere. Jeg var taget til plantebyttedag på det lokale bibliotek. I den lille gårdhave bag bygningen var der sat borde op.
På bordene stod små glas, mælkekartoner, yoghurtbægre og lerpotter. Ud af dem stak grønne vækster i alle stadier af overlevelse. Nogle var frodige og selvsikre. Andre hang lidt med bladene, som om de allerede havde fortrudt deres medvirken i arrangementet.
Ved hver plante sad en lille seddel: ’Pilea’, ’Pelargonie’, ’Aloe’, ’Monstera’.
Folk gik langs bordene med den særlige langsomhed, man ser hos mennesker, der leder efter noget uden helt at vide hvad. De løftede potter, læste sedlerne og spurgte forsigtigt.
En yngre kvinde rakte ud efter en pelargonie i et lille farvestrålende yoghurtbæger.
»Tag den bare,« sagde den ældre kvinde på den anden side af bordet.
»Nej, nej, det var bare fordi min mor havde sådan nogle i hele udestuen,« svarede den yngre kvinde. Om vinteren stod de i vindueskarmen på barndomsværelset – for pelargonier skal ind, når frosten kommer. Hun havde egentlig altid syntes, at de lugtede lidt mærkeligt, men nu savnede hun lugten.
Den ældre kvinde nikkede. Hendes mor havde også haft pelargonier. Hun kunne genkende det med lugten, men som barn havde hun elsket at sidde og pille de tørre blomsterhoveder af.
Noget var sket lige netop der. Ikke noget dramatisk, men lige nok. De talte om planten. Men ikke kun om planten.
Pelargonien var blevet en dør.
Korte møder kan løfte humøret
Det er sådan, samlinger kan virke.
De skaber kontakt uden at kræve bekendelse. Ingen af de to mennesker behøvede at begynde med sætningen: Jeg savner min mor. Eller: Jeg længes efter min barndoms tryghed. De kunne begynde med en plante.
Vi undervurderer ofte de små former for kontakt.
Vi leder efter de store samtaler og de afgørende øjeblikke. Men fællesskab består også af mindre ting: et nik, en byttehandel, et godt råd, en fælles latter over en vissen plante, et smil fra en fremmed, der genkender en følelse.
Socialpsykologer har vist, at det ikke kun er de nære relationer, der betyder noget for vores følelse af at høre til. Også de svage bånd – de korte møder med bekendte, fremmede og mennesker i periferien af vores liv – kan løfte humøret og styrke følelsen af at høre til. Det er måske derfor, den lille samtale over pelargonien ikke er så lille, som den ser ud.
Der findes ikke forskning, der viser, at samlere som gruppe er mindre ensomme.
Til gengæld peger solid forskning på, at hobbyer – og fællesskaberne omkring dem – kan styrke trivsel, livstilfredshed og social støtte.
At give noget videre
Vi er børn af samlere, sankere, ting-findere, gemmere og byttere.
Længe før biblioteker, auktionshuse og onlinefora overlevede mennesker ved at lægge mærke til verden, huske dens mønstre og dele viden. At samle var ikke bare en tilbøjelighed. Det var en menneskelig nødvendighed.
Det moderne samlerfællesskab er naturligvis noget andet end en gruppe stenaldermennesker omkring et bål.
Men mekanismen er den samme.
Også i dag kan viden, opmærksomhed og udveksling skabe tilhørsforhold. Den, der kan se forskel på to næsten identiske skins i et computerspil eller to skruer til en Puch Maxi fra 1983, kan besidde en viden, der er værdiløs ét sted og uvurderlig et andet.
Uden for fællesskabet kan den slags viden virke sær.
Inden for fællesskabet kan den give glæde og sin egen form for status. Her begynder samlerens belønning at ændre karakter. Den ligger ikke kun i fundet, men også i det kredsløb, der opstår omkring fundet.
Man finder noget. Genkender det. Vurderer det. Tager det med hjem og placerer det i en sammenhæng.
Men ofte stopper processen ikke der. Man viser det frem, fortæller historien, spørger nogen til råds, bytter, sælger eller giver videre. Man oplever glæden ved, at et andet menneske forstår, hvorfor netop denne lille ting betyder noget.
Det giver også neurobiologisk mening.
Hjernens belønningssystem reagerer ikke kun på mad, sex, penge eller sjældne fund. Det reagerer også på social anerkendelse: på at blive set, få en plads og mærke, at et andet menneske forstår, hvad vi forsøger at vise.
Derfor kan samlerens glæde ikke reduceres til objektet alene. Den ligger i hele kredsløbet: jagten, fundet, fortællingen, delingen og det lille nik fra den anden, der siger: Jeg kan godt se det.
Uanset om samlingen står i et glasskab, ligger i et album, findes på en server eller i et digitalt spilunivers, er funktionen den samme: Den giver os noget at pege på.
Vi samler os
Måske er det derfor, at samlerfællesskaber kan være så stærke. Ikke fordi de fritager os for det sociale, men fordi de giver det sociale en form.
Man behøver ikke at begynde med at være interessant, velformuleret eller charmerende. Man kan begynde med at vide noget. Vise noget. Spørge om noget. Række noget frem.
Det vigtige er ikke, om tingen er fysisk eller digital, dyr eller værdiløs.
Det vigtige er, at vi kan vende os mod den sammen.
Og så er vi tilbage ved vores forældrekomsammen i begyndelsen.
For måske er det netop det, der mangler dér. Ikke velvilje. Ikke høflighed. Ikke flere spørgsmål om arbejde, børn eller hus. Men noget at rette blikket imod sammen. Noget tredje.
Det mærkelige er, at vi godt ved, hvad der skal til, når samtalen pludselig lykkes.
Det sker, når netop noget tredje viser sig. Når nogen nævner en fodboldklub, et computerspil, en svampetur, et bilmærke, en hunderace eller et sted i Italien. Pludselig kan vi vende os mod noget fælles.
Samtalen ændrer karakter. Kroppen slapper af. Blikket behøver ikke hele tiden at finde den andens blik. Man kan tale side om side, ikke kun ansigt til ansigt. Det er ikke længere nødvendigt at begynde med sig selv.
Man kan begynde med en ting.
Jeg troede længe, at samlere først og fremmest var optaget af ting.
Nu tror jeg snarere, at mange samlere har forstået noget, vi andre ofte glemmer: at mennesker ikke altid mødes bedst ved at se hinanden direkte i øjnene. Nogle gange mødes vi bedst ved at se i samme retning.
Mod noget, der kan virke ubetydeligt for alle andre, men som for de indviede rummer en hel verden.
Og måske er det netop dér, fællesskabet begynder.
Ikke i den perfekte samtale, men i det øjeblik, hvor to mennesker ser på det samme og opdager, at de ikke længere står helt alene med det, de ser.
