Få historikernes svar: Var Hitler socialist?

Forfærdelige forbrydelser er blevet begået i nazismens navn.

Med Adolf Hitler i spidsen indledte de tyske nazister en af verdens værste krige, og de stod bag den grusomme forfølgelse og udryddelse af millioner af mennesker, der ikke passede ind i deres racistiske forestilling om et fællesskab for ‘racerene’ tyskere.

Deres ideologi kaldes nationalsocialisme (nazisme), men er den så beslægtet med socialisme?

Var Hitler og de andre nazister i virkeligheden socialister?

Nej og nej, svarer de to historikere, Videnskab.dk har talt med, til begge spørgsmål.

»Nationalsocialismen er en ideologi, der ligger solidt placeret på den yderste højrefløj,« siger den ene, lektor i historie ved RUC, Claus Bundgård Christensen.

Samme placering får ideologien af lektor i tysk og vesteuropæisk samtidshistorie, Karl Christian Lammers, fra Københavns Universitet.

Nazistpartiet var helt i begyndelsen blandt andet inspireret af elementer fra socialismen, men da Hitler og nazisterne overtager magten i Tyskland i 1933, er racelæren og målet om et Tyskland kun for tyskere det centrale og overskyggende element, lyder deres begrundelse.

Nazismen mangler det internationale blik

Et vigtigt element i socialisme er, at den er international og vil organisere arbejdere på tværs af landegrænser.

Socialister mener, at arbejdere i alle lande er underlagt ens vilkår. Derfor skal proletariatet, det vil sige den lave socialklasse, der ikke ejer noget, forene sig og skabe et internationalt klasseløst samfund.

»Målet for nazisterne var derimod et nationalt racemæssigt fællesskab, altså fællesskabet i nationen. Nationalsocialisterne vil jo ikke blande sig med andre, og de afviser, at der er noget, der går på tværs af nationerne,« siger Karl Christian Lammers.

Med en tyk streg under det nationale element i nazismen har den altså ikke meget med socialisme at gøre.

Andre kerneelementer i nazismen er ultranationalisme og førerdyrkelse. Desuden, forklarer Karl Christian Lammers, er nazismen anti-liberal og i det hele taget anti-demokratisk.

Nazisterne gik ind for brugen af vold, det nazistiske militærkorps, stormtropperne, blev sat ind mod politiske modstandere, og nazismen så stort på borgerlige-liberale rettigheder i samfundet.

Socialistiske elementer i nazismen

Begge historikere kan dog pege på årsager til, at man kan foranlediges til at tro, at der er en sammenhæng med socialisme.

»Alene det, at det hedder nationalsocialisme. Det kan være nærliggende at tænke, at det er en afart af den venstreorienterede socialisme,« siger Claus Bundgård Christensen.

Fejlslutningen om, at nationalsocialismen skulle udspringe af socialismen, kan også skyldes, at elementer i ideologien virker socialistisk inspireret, medgiver de.

»Men det er ikke så mærkeligt, at nationalsocialisterne blev inspireret af socialismen, for Hitler gør sig ikke nogen selvstændige tanker i udviklingen af ideologien. Han orienterer sig bredt, læser også kommunistiske og socialdemokratiske skrifter og lader sig inspirere,« siger Claus Bundgård Christensen.

Karl Christian Lammers kalder nazismen for »et sammensurium af ideologiske momenter«:

»Du kan sikkert finde nogle nazister, der kan placeres på venstrefløjen,« siger han og forklarer:

»Nogle af nationalsocialisternes socialpolitiske tiltag kom først og fremmest arbejderklassen til gavn, eksempelvis forbedringer af arbejdsmiljøet i virksomheder, oprettelsen af et kooperativ, der sørgede for, at tyske arbejdere kunne komme billigt på ferierejser, og så var det faktisk nazisterne, der i 1934 indførte 1. maj (Arbejdernes Internationale Kampdag, red.) som fridag i Tyskland,« siger Karl Christian Lammers.

Karl Christian Lammers afviser ikke, at Hitler i sin egen selvopfattelse har været socialist, idet han ledte et nationalsocialistisk arbejderparti. Men »socialisme har ikke indgået som en stor del af ideologien, og det afgørende er nazisternes mål: et racemæssigt funderet samfund, hvor der kun er plads til ‘den tyske race’,« siger han.

»Det, man skal være klar over, når man fremfører den urigtige påstand, at nazisme er en form for socialisme, er, at det jo er en anti-socialistisk ideologi. Hitler nedkæmpede socialdemokrater, han nedkæmpede fagforeningerne og fik kommunister fængslet. Han smadrede den tyske venstrefløj, og det var et mål for nazisterne fra starten af,« siger Claus Bundgård Christensen.

Arbejderpartiets 25 programpunkter

Det er også denne forestilling om et såkaldt racerent samfund, der fylder mest i de 25 programpunkter, der skulle danne grundlag for nazisternes parti, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP).

Partiprogrammet bliver nogle gange trukket frem som et argument for, at grundlaget for nationalsocialismen skulle være socialistisk.

Blandt andet handler et af punkterne om nationalisering af virksomheder, altså den praksis, at staten overtager ejendomsretten til virksomheder, der tidligere har været ejet af private.

Nationalisering af virksomheder forbindes traditionelt med socialisme. I det tidligere Sovjetunionen blev størstedelen af erhvervslivet også nationaliseret.

»Nogle af punkterne kan tolkes som overtagelse af produktionsmidler, der er karakteristisk for socialisme, men det vigtigste i de 25 punkter er at udelukke alle, der ikke er tyskere, fra det fremtidige Tyskland,« siger Karl Christian Lammers.

Claus Bundgård Christensen mener heller ikke, at programpunkterne kommer i nærheden af at være et socialistisk manifest.

»De her programpunkter bliver i øvrigt aldrig særligt vigtige for nazisterne. Det var noget, man skulle have, men Hitler var meget ‘ad hoc-orienteret’, og han tilpassede ideologien efter, hvad han havde brug for,« siger han og fortsætter:

»Han troede ideologisk på sagen, men var han nødt til at orientere sig mod den bedre del af borgerskabet frem for arbejderklassen, så gjorde han det.«

Men nazistpartiet var jo et arbejderparti?

Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) var, som det fremgår af navnet, et arbejderparti. Det skyldes, at partiet oprindeligt blev dannet af en gruppe af såkaldte sudetertyskere - tysksindede arbejdere - der levede og arbejdede i Bøhmen (i det nuværende Tjekkiet), forklarer Karl Christian Lammers. I begyndelsen af 1900-tallet organiserede de sig i et tysk arbejderparti.

Da de tysksindede arbejdere ikke ville ikke organisere sig med tjekkiske arbejdere i området, kaldte de partiet for Deutsche Arbeiterpartei (DAP).

I 1919 blev Hitler medlem af partiet. Senere skiftede det navn til NSDAP, og det blev begyndelsen på nationalsocialismen.

»Men ved skiftet havde partiet ikke længere meget med de oprindelige bøhmere at gøre. Til gengæld ville man gerne have de tyske arbejdere og middelstanden med på idéen, og med et ‘arbejderparti’ i ryggen kunne Hitler skaffe masseopbakning og indflydelse,« siger Karl Christian Lammers.

Der var en ‘venstrefløj’ i Nazistpartiet, men Hitler udslettede den

I begyndelsen fandtes der en venstrefløj i nazistpartiet, der gik ind for mere socialistiske idéer, fortæller Karl Christian Lammers.

Både han og Claus Bundgård Christensen nævner brødrene Otto og Gregor Strasser, der begge var en slags venstreorienterede nazister.

På den såkaldte ‘Strasser-fløj’ ønskede man revolution, omfordeling af goder og bedre vilkår for arbejderklassen, fortæller Claus Bundgård Christensen. Men hele fløjen bliver nedkæmpet og kvalt af Hitler.

»De bliver sat ud af spillet i midten af 1920’erne og mister indflydelse før magtovertagelsen. Den ene bror bliver myrdet, og den anden går i eksil,« siger Karl Christian Lammers og tilføjer:

»Joseph Goebbels tilhører også oprindeligt venstrefløjsgrupperingen, men han skifter side i midten af 1920’erne og bakker op om Hitler. Han ender med at blive propagandaminister og den tredje højest rangerende i det nazistiske hierarki efter den beslutning.«

Revolutionære, men ikke socialister

Nogle nazister har altså betragtet sig selv som socialister, men det har ikke været på en traditionelt venstreorienteret måde, forklarer Claus Bundgård Christensen, der for nyligt har udgivet en bog om den danske ‘venstre-nazist’ Wilfred Petersen.

Wilfred Petersen stiftede eksempelvis 'Dansk Socialistisk Parti', der var et nazistisk parti, og kaldte sig altså gladeligt socialist. Men han var det ikke på en hverken socialdemokratisk eller kommunistisk måde, forklarer Claus Bundgård Christensen.

»Hvis man havde spurgt nazisterne dengang, om de var venstreorienterede, havde de nok sagt, at de var revolutionære. Dog helt uden det internationale blik, socialister har,« siger han.

Uden det internationale perspektiv er det, der står tilbage, et nationalistisk fællesskab baseret på 'racerenhed'.

Det overskygger eventuelle socialistiske ideer, der kan have været der helt i begyndelsen - før Hitler og nazisterne satte deres aftryk på historien.