Er vores køn formet af biologi eller kultur?

Når der ikke er tale om biologisk køn (engelsk ‘sex’), tales der om psykologisk identitet (engelsk ‘gender’), hvor ‘gender’ peger på, at der ikke er noget naturligt sammenfald mellem det biologiske køn og den forestilling, man gør sig om sin kønsidentitet.

Man kan føle sig som en mand i en kvindekrop eller som kvinde i en mandekrop eller mene, at man er hverken-eller.

En variation over denne skelnen mellem biologisk essens og psykologisk identitet fik hos filosoffen Simone de Beauvoir (1908-1986) sit klassiske udtryk: »Kvinde er man ikke født som, det bliver man.«

Og denne ‘bliven’ var – for filosoffen Judith Butler (f. 1956) – dels historisk variabel, dels en sproglig handling, der danner selve forestillingen om kønsidentitet.

Indre eller ydre? Er kønnet en indre, medfødt, biologisk essens med dertil hørende psykologiske fremtrædelsesformer, eller er dets oprindelse ydre i form af kulturen, det sociale, historien og sproget, altså noget, der allerede findes ved ens fødsel, og som man har at indordne sig efter?

Kønsforskellen er blevet repræsenteret som symmetriske poler

Biologister kritiserer kulturalister for at ignorere kropsligheden og for ikke at ville vide af, hvorledes neurobiologiske, fysiologiske forskelle og især forskellige funktioner i forhold til yngelpleje altid har forårsaget de to køns forskellige former for adfærd.

Kulturalisterne kritiserer til gengæld biologisterne for at tro, at biologien er en naturtilstand, uafhængigt af kultur og historie.

Kønnet er snarere en historisk og kulturelt variabel konstruktion. Der er tale om en tilskrivning af betydning. Det er en tildelt position eller en kønsrolle, hvilket vil sige, at kønnet ikke er givet ved fødslen som en biologisk arv eller en funktion.

Uanset om man er fortaler for kønsforskellen som biologisk, universel essens eller som kulturel, historisk konstruktion, er kønsforskellen blevet repræsenteret, ikke som en forskel, men som en opposition, som symmetriske poler, der tiltrækker hinanden.

Kvinden komplementerer manden – ikke omvendt

Det komplementære forhold består imidlertid ikke af ligeværdige modpoler, men af hierarkiserede modsætninger, hvor mandligheden udgør den positive pol, og kvindeligheden repræsenterer den negative eller manglen på det positivt givne.

Manden repræsenterer på én gang det positive og det neutrale, så egentlig er der kun ét køn, for kvinden er en mangelfuld mand. Manden kan tænkes uden kvinden, mens kvinden ikke kan tænkes uden manden.

Kvinden komplementerer manden – ikke omvendt. Så snart man definerer, hvad det vil sige at være en kvinde, konstituerer man en opposition – til manden.

Kvinden bliver dermed det andet køn: at have og at mangle, aktiv og passiv, kultur og natur, rationel og irrationel, fornuft og følelse, det almene og det partikulære, det offentlige og det private, det rene og det urene, ånd og krop, så forskellige som dag og nat.

En variation over denne tænkning i komplementære forhold er ideen om, at vi 
alle er placeret et variabelt sted på en androgyn, éndimensionel akse med en Rambo-lignende arketype for enden af den ene akse og en Marilyn Monroe-lignende arketype for enden af den anden.

Vi skulle så alle være mere eller mindre mandhaftige eller kvindagtige. Modsætningen er installeret i det enkelte individ, da man kan have både mandlige og kvindelige karakteregenskaber eller personlighedstræk i vekslende blandingsforhold.

Kønsforskellen har ikke nogen bestemt betydning

Den egentlige konflikt i tænkningen af kønnet i 1900-tallet er imidlertid ikke mellem biologister og kulturalister, men mellem på den ene side biologismen og kulturalismens ide om, at kønnet har en betydning og på den anden side den psykoanalytiske bestræbelse på at overvinde en skematik, hvor kønnene repræsenteres som symmetriske, komplementære poler.

Psykoanalytikeren Jacques Lacans (1901-1981) tese er ganske vist i lighed med kulturalister og historicister, at kønsforskellens oprindelse er ydre, idet den er konstitueret i kraft af en formel, universel, symbolsk patriarkalsk lov og orden, som til alle tider har presset forskelle ned i et system af modsætningsforhold.

Men pointen er, at kønsforskellen ikke har nogen bestemt betydning. Der er ganske enkelt ikke noget seksuelt forhold, for i et forhold findes der modsætninger, der kan passe som fod i hose, og hvor sentimental snak om kvinden som almenbegreb er gangbar. Kvinden eksisterer ikke.

Freuds definition var simpel: Penis eller ej

Det betyder imidlertid ikke, at kønsforskellen er uvæsentlig, tværtimod. Kønsforskellen er i psykoanalysen ikke én forskel blandt andre – den er forskellen.

At lære at skelne mellem kønnene er at lære at skelne, for det er det samme som at underkaste sig den symbolske, kulturelle lov og orden overhovedet.

Kønsforskellen opdages. Det er ikke en viden, man bærer med sig fra fødslen a la et instinkt. Og opdagelsen gøres ikke godvilligt, men kræver trusler: truslen om ‘kastration’, der betyder, at man bliver forment adgang til nydelse, hvilket er selve kulturens byrde. Det er den pris, mennesker altid har betalt for ikke at være dyr.

Psykoanalysens fader Sigmund Freuds (1856-1939) definition på kønsforskellen var simpel, for ikke at sige vulgær: Har man en penis, eller har man ikke. Freud sagde ikke, hvad kvinden er, men hvad hun mangler.

Kvinden er også her en mangelfuld mand. Freud sagde ikke, at forskellen består i enten at have en penis eller at have en klitoris, kønslæber og vagina. Det ville ellers give rigtig god heteroseksuel og behagelig ligeværdig mening. Hvorfor ikke den ellers så fredsommelige ide om, at de to køn har noget, som de gensidigt længes efter at få, at de to køn er hinandens ‘bedre halvdele’?

Den kropslige kønsforskel er imidlertid en perciperet forskel, hvilket vil sige, at man ikke ser, ‘hvad der er’, men at man ser en mangel. Der findes for Freud »ingen psykisk repræsentation af den anatomiske kønsforskel«.

Når kvinden ses og ser sig selv som kastreret, vil det sige, at man ser en inkarneret mangel på kulturelt værdsatte kvaliteter.

Det ubevidstes og drifternes subjekt trækker spørgsmålet om kønnet med sig

Men ligger Freud og psykoanalysen så ikke blot i forlængelse af traditionen for at bestemme kvinden som en mangelfuld mand?

Så enkelt er det ikke. Ved slutningen af 1800-tallet var ideen om det bevidste, erkendende og rationelle subjekt ikke længere enerådende, men måtte give plads for det ubevidste subjekt, drifternes og begærets subjekt.

Og det var samtidig med, at kønnet blev påtrængende i kunsten (ikke mindst i litteraturen), i videnskaberne (seksualvidenskaberne med deres særlige interesse for perversionerne) og i politikken (kvinderetsforkæmperne).

Sammenfaldet vidner om en begivenhed i tænkningen, hvor subjektet som det ubevidstes og drifternes subjekt trækker spørgsmålet om kønnet med sig.

Kønnet bliver en udfordrende filosofisk ide

Og kønnet gør forskellen.

Kønnet er med psykoanalysen ikke længere blot et perspektiv, der kompletterer det partikulære mandlige perspektiv, der ellers har poseret som alment, men er det, der forhindrer os i at tale alment om mennesket som bevidsthedens, erkendelsens og rationalitetens subjekt, forbilledligt repræsenteret ved den hvide, vesterlandske, heteroseksuelle middelklassemand.

Hvor irrationaliteten, ufornuften, dumheden, det følelsesstyrede, det dyrisk kropslige og uciviliserede hidtil var projiceret over på kvinder, blev disse træk nu trukket ind i centrum af, hvad et subjekt er.

Kønsforskellen blev selve det, der viser, at mennesket ikke er ét, men ‘spaltet’. Andetheden kunne nu ikke længere bringes i forvaring hos kvinder.

Når tænkning af kønnet anfægter selve grundlaget for, hvorledes subjektet kan tænkes, bliver kønnet en udfordrende filosofisk ide, idet man ikke længere kan tale om mennesket i al abstrakt, kønsneutral almenhed.

Hvori består den lille forskel?

Hvis man ikke kan sige noget positivt og væsentligt om, hvad det vil sige at være kvinde, kan man så i det mindste sige noget om, hvori mandligheden består?

Lacan kunne ikke som Freud skelne kønnene i forhold til spørgsmålet om at være eller ikke at være kastreret, da alle er underkastet den symbolske lov og orden.

For at kunne tale om en forskel mellem mand og kvinde, som ikke nødvendigvis bliver til et modsætningsforhold og kvinden til en mangelfuld mand, hentede Lacan hjælp i logikken:

»Alle (mænd) er kastrerede«, og »Der eksisterer ikke nogen (kvinde), der ikke er kastreret«.

Tilsyneladende siges det samme på to måder. To negationer er lig en positiv påstand ifølge klassisk logik, så hvori består den lille forskel?

Når drenge bliver til mænd, er det ikke på grund af kvinder

Den universelle påstand (om at alle mænd er kastrerede) forudsætter tanken om en kastrator, en undtagelse. Undtagelsen er lovgiveren, (ur)faderen, Gudfader den almægtige, den, der ikke er mærket af nogen mangel og har nedfældet loven.

Så der, hvor der er et forhold mellem at have og at mangle, er ikke mellem mænd og kvinder, men mellem manden og faderens position, undtagelsen fra reglen om, at alle er kastrerede, for denne lovgiver formodes at være alvidende, almægtig og at have ubegrænset adgang til nydelse.

Med andre ord: Når drenge bliver til mænd, er det ikke i kraft af kvinder, men i kraft af fædre, i kraft af fantasien om eller den faktisk truende, voldelige fader, også kaldet ‘den Anden’ eller ‘Loven’.

Mænd behøver ikke kvinder for at være eller blive til mænd, men de behøver ideen om fædre, ideen om en stærk han, som de kan underkaste sig, så de kan danne kulturelle fællesskaber med andre mænd i en fælles identifikation med den store (ofte døde) mand.

Der er ikke noget bestemt, der gør kvinder til kvinder

Kulturelle fællesskaber dannes mellem mænd i forhold til ideen om den exceptionelle mand: fædre, mestre og Gud. Kvinder var før kvinderetsbevægelsernes opkomst i slutningen af 1800-tallet udelukket fra det offentlige fællesskab.

Kultur er med antropologen Lévi-Strauss’ (1908-2009) formulering »udveksling af kvinder mellem mænd«.

Når kvinder er et objekt, der udveksles mellem mænd, skabes der bånd mellem mænd – ikke mellem mænd og kvinder. Derfor har det historisk set krævet politisk kamp og politiske beslutninger, for at kvinder kunne accepteres som netop ligemænd i offentlige institutioner.

Men hvad vil det sige at være en kvinde?

Hvor mandens position er at repræsentere det almene og have et forhold til faderens position, gælder det for kvinden, at hun har et forhold til det, at »det ikke gælder for alle at være kastreret«.

Hvori består den lille forskel? Hvorfor er kvinder ikke også bare et spørgsmål om forholdet til fædre?

Forskellen, den reelle, udgør det, man ikke må ifølge logikken, nemlig at negere alkvantoren.

Man må ikke sige: »Det gælder ikke for alle kvinder …«, for så kan man jo altid komme og sige hvad som helst om kvinders væsen i én dårlig uendelighed. Et universale, et almenbegreb, her kvinden, kan og må ikke bestemmes ved, hvad det ikke er.

Hvorfor så alligevel hævde dette imod enhver logik?

Fordi der ikke er noget bestemt, der gør kvinder til kvinder, en kvalitet, en substans, en positiv størrelse, et urkvindeligt væsen, et »Alle kvinder er …« Der er kun ren negativitet, noget, der ikke passer, noget upassende, der unddrager sig modsætningsforhold som aktiv-passiv, kulturnatur, ånd og krop.

Der er ingen målestok for definitionen kvinde

Det er alt, hvad man kan sige om kvinden, at intet kan siges om hende. Kønnet betyder ikke noget. Kønnet giver ikke mening.

Kønnet som reel forskel unddrager sig dermed også det ellers så tvungne valg mellem biologisk naturlighed og kulturel, historisk konstruktion af betydning.

Kønnet betragtet som forskel frem for som modsætning er et spørgsmål om umulighed i forhold til at blive begrebet af en sådan skematisk modsætningsfuld logik.

Med andre ord: Der findes ikke nogen generel metode eller målestok til at afgøre, om man er en kvinde. Man kan kun være en kvinde, hvis man ikke er en rigtig kvinde.