Hvad er postmodernisme?

Engang i 1950'erne brugte sociologen Charles Wright Mills ordet 'Post-modern' ved en forelæsning på Handelshøjskolen i København. Det var nok første gang, det blev brugt i Danmark, og begrebet gjorde oprør mod modernisme og totaliteten.

Charles Wright Mills’ forelæsninger indgik i hans bog The Sociological Imagination (1959), hvor den postmoderne epoke var den fjerde tidsalder. Litteraturkritikeren Irving Howe (1920‑1993) brugte ordet samme år. Han tilhørte ligesom Mills 'the New Left', og han var ansat på samme universitet som Mills, nemlig Columbia i New York.

Han skrev om postmoderne litteratur, også i 1959. De to var nu ikke de første til at bruge ordet i USA. Det var faktisk digteren Charles Olson (1910‑1970), der ofte brugte det i 1950’erne. I 1960 dukkede det op hos Harvard-professoren Harry Levin (1912‑1994) i artiklen »What was Modernism?« Vi lever i den postmoderne periode, sagde han.

Levin havde fået ordet fra den britiske historiker Arnold J. Toynbee (1889‑1975), der skrev et kæmpeværk om verdenshistorien. Han brugte ordet om tiden op til 1. Verdenskrig, som han kaldte en postmoderne krig.

Langt senere blev man opmærksom på, at ordet postmodernisme (postmodernismo) også havde været brugt allerede i 1934 (samme år som Toynbee) af den spanske forfatter Federico de Onís (1885‑1966). Han var professor i spansk og også på Columbia University.

For ham var postmodernisme et konservativt element i modernismen og en modsætning til ultramodernismen. Der gik tid, før ordet kom i omløb og blev brugt – og inden det blev endda meget populært.

Postmodernismen i Quebec

I 1979 skete der noget omvæltende. Da fik ordet en ny betydning, og i løbet af 1980’erne bredte det sig over hele verden, skønt det havde en lidt speciel oprindelse. Det fik nu en betydning, som de fleste nok kender lidt til. Nemlig noget med, at der ikke findes store fortællinger længere, men kun små.

Hvor kom den ide så fra? Den franske filosof Jean-François Lyotard (1924‑1998) var af provinsregeringen i Quebec, Canada, blevet bedt om at udfærdige en rapport om fremtidens videnskab og uddannelse. I Quebec var der netop blevet valgt en nationalistisk regering. Om den ny regering fik brug for rapporten er nok tvivlsomt, idet den satte spørgsmålstegn ved både det nationale og frigørelsen.

På det tidspunkt blev der i Quebec indført love om kun at bruge det franske sprog. Det gjorde, at Quebec blev indgangsportal til Amerika for mange af de franske filosoffer, som man kan betegne som postmodernister, skønt det var et ord, de ikke selv brugte.

Lyotard udsendte sin rapport, der kom til at hedde La condition postmoderne. 'Condition' (lod) er et kendt ord på fransk, men det får en lidt anden klang på andre sprog. Den engelske oversætter oversatte direkte til The Postmodern Condition, men på dansk forsvandt ordet, og bogen kom til at hedde Viden og det postmoderne samfund.

Lyotard havde i USA nogle år tidligere mødt litteraturkritikeren Ihab Hassan (f. 1925), som i 1971 havde udgivet bogen The Dismemberment of Orpheus: Toward a Postmodern Literature, der indeholdt en lang liste over forskellene mellem modernisme og postmodernisme.

Samfundet og sprogets samtid

For Lyotard var det postmoderne det post-industrielle samfunds overbygning. I dette samfund var viden blevet den vigtigste økonomiske faktor. Viden overskred nationalstatens grænser, men den havde også mistet sin legitimitet. Videnskab kunne ikke begrundes, fordi der ikke var en fortælling, der kunne begrunde den, idet videnskaben selv havde undermineret fortællingerne eller myten.

Samfundet var for Lyotard nærmest at sammenligne med sproget: Det var et væv af sprogspil og tekster, der ikke kunne sammenfattes under ét. Totaliteten var fjenden. Lyotard sammenlignede samfundet med en by uden grænser: Der er den gamle by, der er forstæder, forretningsgader osv.

Videnskaben, og Lyotard mente naturvidenskaben, var kun én blandt mange fortællinger, og den kunne ikke gøre krav på sandheden. Det postmoderne var ikke for Lyotard en ny epoke, der efterfølger den moderne. Undertiden legede han med den tanke, at det postmoderne kommer før det moderne, hvad forstavelsen post jo gør.

Han kunne også sige, at essayet var postmoderne, mens fragmentet var moderne. Det er igen fra Lyotard, at man har fået skræmmebilledet af postmodernismen: Alle fortællinger er lige gyldige. Der findes ikke en metafortælling. Lyotard vendte sig ikke kun mod den store nationale fortælling om frigørelse, men også mod marxismen.

Postmodernismen blev det middel, der blev brugt til at fjerne Marx fra universiteterne. Postmodernismen blev også mulighedsbetingelsen for en omfattende rationalitetskritik. Postmodernismen nåede også Danmark. Det er lidt uklart hvornår.

Postmodernismen når til Danmark

Man kan sige allerede i 1960, hvor Erik Thygesen (1941‑1999) brugte ordet i tidsskriftet ta’. Thygesen var kender af de amerikanske beat-digtere og dermed af Charles Olson, der brugte ordet. På Aarhus Universitet praktiserede semiotikeren Per Aage Brandt (f. 1944) postmoderne tænkning med inspiration fra fransk tænkning.

I 1986 skrev litteraturhistorikeren Morten Kyndrup (f. 1952) den første større introduktion til fænomenet, og han videreudviklede postmoderne teorier i bogen Framing and Fiction fra 1992. Jean-François Lyotard var en periode gæsteprofessor på Center for Kulturforskning ved Aarhus Universitet.

I 1987 kom en antologi udsendt af Det Humanistiske Fakultet. Den hed Grænser for rationalitet, og den indeholdt adskillige diskussioner af det postmoderne netop forstået som rationalitetskritik.

I 1986 skrev to stud.mag’er i dansk – Frederik Stjernfelt (f. 1957) og Poul Erik Tøjner (f. 1959) en kronik i Information, hvori de erklærede, at 'Frigørelsen er død'. Det var under det motto, at de introducerede postmodernismen med stor inspiration fra Lyotard.

De to skrev bogen Billedstorm om de unge vilde malere, der blev betegnet som postmoderne. På samme tid blev Det Kongelige Danske Kunstakademi et sted, hvorfra der udgik postmoderne værker og tekster. De dyrkede især Lyotard, men også Jean Baudrillard (1929‑2007) og Michel Serres (f. 1930).

Førstnævnte var nok den mest radikale postmodernist. Den norske forfatter Kjartan Fløgstad (f. 1944) skrev en af de få nordiske, postmoderne romaner, Det 7. klima (1986), der bl.a. byggede på Baudrillards tanker. Det er dog uklart, om romanen var postmoderne, eller om den var en kritik af postmodernismen.

Vi har i Danmark postmoderne arkitekter, malere og billedhuggere. I 1985 erklærede komponisten Karl Aage Rasmussen (f. 1947) modernismen for død og postmodernismen for levende. Johan Fjord Jensen (1928‑2005), der var professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, skrev bogen Det tredje: Den postmoderne udfordring (1987), hvori han bl.a. kaldte forfatteren Hans-Jørgen Nielsen (1941‑1991) for den første danske postmodernist.

Fjord Jensen satte lighedstegn mellem Nielsens attituderelativisme og postmodernismen.

Det slår ikke igennem i norden

I det store og hele må man nok alligevel sige, at postmodernismen ikke rigtig slog an i Norden. Der findes antologier med postmoderne amerikansk prosa og poesi, men man kunne ikke lave en antologi med postmoderne dansk, norsk eller svensk.

Det er vel ganske betegnende, hvad digteren Piet Hein (1905‑1996) engang skal have sagt, at den eneste postmodernist, han kendte, var en modernist, der var ansat i postvæsenet. Uden for Danmark blev postmodernismebegrebet eller det postmoderne udvidet ganske betragteligt, også i tid. Friedrich Nietzsche (1844‑1900) og Martin Heidegger (1889‑1976) blev læst som postmoderne forfattere.

Der var også en italiensk postmodernisme, der blev praktiseret af semiotikeren og romanforfatteren Umberto Eco (f.1932). Hans bestsellerroman Rosens navn fra 1980 er en typisk postmoderne roman. Kritikken var nu også begyndt at sætte ind: Marxismen tog til genmæle.

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (f. 1929) betegnede postmodernismen som neokonservativ og så ligheder med systemteorien og den neokonservative sociolog Niklas Luhmann (1927‑1998). Kontroversen mellem disse to i 1970’erne var et eksempel på konflikten mellem modernister og postmodernister, idet Habermas lagde vægt på, at det moderne var et projekt, der slet ikke var fuldendt, men som skulle fortsætte i justeret form.

Slut i litteratur, men hvad med samfundet?

Man begyndte også at sige, at forskellen mellem modernisme og postmodernisme var en ny version af forskellen mellem realisme og nominalisme. I dag synes postmodernismen at være et for længst overstået stadium, hvad litteratur angår, men ordet bruges tilsyneladende ubesværet og beskrivende inden for bl.a. politologien.

Den amerikanske politolog Ronald Inglehart (f. 1934) argumenter for, at vi i den vestlige verden orienterer os efter postmaterielle værdier. Han er også manden bag store værdiundersøgelser. Hans fremtidsvision er, at vi alle i hele verden uvægerligt bevæger os i retning af, hvad han kalder postmoderne værdier som tolerance, mere demokrati og færre socialistiske stater.

Robert Cooper (f. 1947), der har med EU’s udenrigspolitik at gøre, kalder EU et postmoderne imperium, og han har skrevet en bog om den postmoderne stat. I USA findes et stort netværk af tænkere og teologer, der er ved at skabe en postmoderne kirke.

Og der er en meget levende russisk postmodernisme, hvor begrebet mere eller mindre betegner det postsovjetiske samfund. Man har således set visse ligheder mellem politikeren Mikhail Gorbatjovs (f. 1931) perestrojka, der jo betyder rekonstruktion, og filosoffen Jacques Derridas (1930‑2004) dekonstruktion.

En klar kritik af modernismen

I en bog om russisk postmodernisme er der til slut en liste over, hvem der er hvem i russisk postmodernisme. Listen løber over 30 sider. Hvis man vil vide, hvad modernisme er negativt forstået, skal man læse postmodernistiske tænkere.

Postmodernisme beskrives næsten altid i modsætning til modernisme. Den var en kritik af netop modernismen. Modernisme var fjenden. Modernister lavede skyskrabere, mens postmodernisterne lagde dem ned. Modernismen var fjende af populærkulturen eller lavkulturen.

Postmodernismen ophævede forskellen mellem høj og lav. Den blandede pop og seriøs kunst. Derfor kunne den sagtens rehabilitere fortællingen, det figurative maleri og melodier. Den tog massekulturens kitsch til sig.

Fortællingens eller det narratives tilbagevenden gjorde, at ord som 'fiktion' og 'fabulering' oftest blev brugt om litteratur. Litteraturen skulle være selvbevidst om sin fiktive status for at vise, at samfundet også var en fiktion, en konstruktion.

Morten Kyndrup beskrev i Framing and Fiction, hvordan modernistisk kunst kan beskrives med en arkitektonisk metafor: 'demolition'. Det betyder at rive (et hus) ned. Det betyder endvidere: »fjernelse af aura, nedbrydning og en underliggørelse«. Så fortsætter han i et afsnit, der hedder 'Efter modernismen' med at sige, at denne nedbrydning og konstante jagt efter at sige noget nyt ikke kunne forsætte i det uendelige.

Postmodernismen var altså erfaringen af, at man ikke kunne sige noget nyt eller originalt, ligesom man ikke kunne blive ved med at rive ned, for der var ikke noget at rive ned længere.

Det er umuligt at være kreativ

Postmodernistisk set kan man hverken være kreativ eller innovativ. Derfor blev 'intertekstualitet' et meget brugt begreb. Det betyder ikke indflydelse eller inspiration, men kun at en tekst er lavet af andre tekster og ikke af en kreativ forfatter, der har fundet på noget.

Der er to anskuelige måder at beskrive forskellen mellem modernisme og postmodernisme på. Den ene stammer fra Niall Lucys Postmodern Literary Theory (1997) og den anden fra Jennifer Ashtons From Modernism to Postmodernism (2006). Lucy siger, at postmodernismen er nyromantik eller en fortsættelse af romantikken, som modernismen jo var et opgør med.

Vi kan enten tænke på litteratur som skabt af et geni, eller at forfattere selv er skabt af kræfter, som de ikke kan kontrollere. I den første opfattelse er et værk udtryk for forfatterens intentioner, følelser og sproglige formåen. I den postmoderne opfattelse er forfatteren selv et subjekt, der er produceret af noget andet, ganske som litteraturen er.

Hvem 'skaber' så litteratur? Det gør enten det ubevidste eller sproget, idet også det ubevidste er et sprog. Det er sproget, der taler. I postmoderne teori er forfatteren ganske enkelt død, forstået på den måde at han eller hun ikke er producent, men produceret.

De to ismer blandes

Jennifer Ashton har en lidt anden tilgang. Hendes emne er amerikansk lyrik. Hun går imod en ny tendens til at nedbryde forskellen mellem modernisme og postmodernisme. Den var engang fundamental, men i dag er den irrelevant, siger en del. Den gør, at det ikke længere er muligt at skelne mellem ærkemodernisten T.S. Eliot (1888‑1965) og den postmoderne Wallace Stevens (1879‑1955) eller de postmoderne sprogdigtere i USA (the language poets). Udviklingen har gjort, at man lavede læsninger, der gjorde T.S. Eliot til postmodernist. De to ismer blandes.

Ashton forsvarer forskellen. Modernistisk lyrik ser bort fra læser eller modtagelse. Et værk er blot et objekt i verden. Et værk er autonomt. Et værk kan aldrig være et 'åbent værk', og det kan aldrig opfordre til deltagelse. Det har en bestemt mening.

Postmoderne værker er åbne værker, og de eksisterer kun i samarbejde med læseren, der er medskaber. Postmoderne værker har mange meninger, der ikke kan bestemmes. Denne måde at beskrive kunst på er efterhånden blevet ganske udbredt.

Ordet postmoderne bruges i samfundsvidenskaberne, men har ellers været voldsomt kritiseret de seneste årtier. Det er blevet identificeret med nihilisme og relativisme, som om det ikke var noget, der hørte det moderne til. Det er blevet afløst af noget, der hedder 'late modernism', der er en art modernismens tilbagevenden og en genopdagelse af den tidlige modernismes forbindelser med mysticisme og det esoteriske.

Den er blevet angrebet af de nye dominerende tænkemåder, der er tilpasset det nye universitets ide: Det er tænkemåder som naturalisme, kognitivisme, darwinisme og nypositivisme.