Videnskaben har i dag fået pålagt sig en position, den ikke er rede til at varetage.
En position, den aldrig bliver klar til at forvalte.
Videnskabelige resultater bliver i dag brugt som en altoverskyggende sandhedseliksir i både den akademiske og offentlige debat.
At videnskabelige resultater ikke er lig med universelle sandheder burde være eklatant for enhver forsker. Men hvis forskeren ikke engang forstår sit epistemologiske grundlag, hvem gør så?
Denne arrogance og naivitet overfor videnskabelige resultater er til skade for den akademiske forståelse, den offentlige debat og de politiske beslutninger.
Videnskaben er en dynamisk proces
Forstå mig ret, videnskaben og forskningen er vigtig. Den har bragt os langt og vil fortsat bringe os videre længere, end vi overhovedet kan forestille.
Men netop i denne sætning foreligger nøglen til hele problemet.
Videnskaben vil bringe os længere, end vi overhovedet kan forestille os!
Der vil komme opfindelser, teorier og resultater, der vil fordre videnskabelige revolutioner og ændre vores verdenssyn. Om og om igen. Vi kan derfor forvente, at dagens vidensgrundlag kan ændre sig i morgen.
Men den herskende rovdrift af videnskabelige resultater som værende endegyldige sandheder er historieløst, naivt og kontraproduktivt.
Der skal ikke læses mange historiebøger for at forstå, at videnskaben er en dynamisk proces.
Det er naivt at tro, at vi i dag har fundet frem til sandheden
Den græske astronom, Eratosthenes, opdagede, at Jorden var rund, men først langt senere flyttede Kopernikus Jorden væk fra universets centrum.
Der skulle igen gå tid, før Newton fremlagde sin gravitationsteori etc. Det er derfor historieløst og naivt at tro på, at vi netop i dag har fundet frem til sandheden.
Derimod er processen mod en dybere forståelse det centrale i den moderne videnskabsteori, hvadenten man er realist af den analytiske skole eller idealist med kontinentalfilosofiske rødder.
Dette sandhedsparadoks er kontraproduktivt for den videre forskning og samfundsudvikling, som den internationalt anerkendte DNA-forsker Eske Willerslev og forfatter Kristian Leth argumenterer for i deres nyudgivet bog 'Historien om det hele'.
Det er hæmmende for efterprøvningen af eksisterende resultater, men også for er den generelle videnskabelige nysgerrighed, hvor forskeren skal være den utrættelige flanør i de uoplyste marker.
På disse jagtmarker findes de kuhnianske, trojanske heste, der vender alting på hovedet; men hvem tør ride ud i det ukendte for at udfordre en universel sandhed?
Det vigtige er, at vi tager mindre fejl i dag, end vi gjorde i går
Videnskaberne er, ligesom det samfund de selv opererer i, en konstant dynamisk kraft.
Som en hermeneutisk spiral bringer dialogen på tværs af teorierne og resultaterne konstant videnskaben fremad.
Vi får ikke blotlagt en endegyldig sandhed, men vi kommer tættere på den. Eller rettere sagt, vi får en stadig større forståelse, der giver mere robuste forklaringer på den verden, vi lever i.
I denne videnskabelige udviklingsproces kæmper teorierne for at blive de herskende. Hvis en teori kan forklare ligeså meget som en konkurrerende og lidt til, vil den vinde terræn. Indtil denne en dag vil blive skubbet af podiet af en mere 'produktiv' teori.
Det vigtige er, at vi tager mindre fejl i dag, end vi gjorde i går. At Jorden er flad er forkert. At Jorden er rund er også forkert, men dog mindre forkert.
Videnskab er ikke lig med sandheden
Vi kan endskønt ikke undslippe sandheden så let. At argumentere for, at der ikke findes en sandhed, er i sig selv sand, men også mere sand end den omvendte argumentation, at der findes sandhed.
Vi vil derfor heller ikke kunne leve uden sandheden som koncept, da alle argumenter og handlinger ville udhules og gøres meningsløse.
Med denne erkendelse skal de politiske beslutninger, truffet på grundlag af videnskaben, også forstås. Vi må agere ud fra de herskende videnskabelige resultater, men uden at negligere værdier, der ikke bunder i videnskabelige argumentationer.
Erkendelsen af, at videnskab ikke er lig med sandheden, skal derfor ikke betyde, at videnskabelige resultater skal udelades. Snarere tværtimod, da denne erkendelse, vil betyde en større forståelse for resultaternes applikationsmuligheder og begrænsninger.
The times are a-changing
Lad os håbe, at vores efterkommere vil have et væld af altmodische teorier fra vores tid til at more sig over, ligesom vi i dag gnægger over fortidens forældede videnskabelige teorier.
Ved at erkende, at vi konstant befinder os på en videnskabelig asymptotisk kurve, der per definition fortsat vil tilnærme sig, men aldrig være sammenfaldende med sandheden, vil vi fremme den videnskabelige udvikling og i bedre og bredere omfang kunne inkorporere denne viden i vores samfundspolitiske beslutninger.
… For the times they are a-changing.
