Imitation spiller en stor rolle i menneskets indlæring. Vi kan lære nye færdigheder ved at iagttage andre – lige fra at lære at binde snørebånd og spille tennis til at fiske og jage i den frie natur.
Gennem hele den menneskelige historie har evnen til at lære gennem imitation hjulpet os til at overleve og trives.
Samtidigt lader det til, at imitation også er med til at knytte os til hinanden.
Imitation har en overraskende effekt på det sociale samspil
Vi har en tendens til at kunne lide dem, der imiterer os, og ubevidst imiterer vi selv de mennesker, vi godt kan lide.
Flere studier tyder på, at det kan have en overraskende effekt på vores sociale samspil.
Vores tiltro til en helt fremmed person stiger, hvis vi bliver imiteret. Imitation kan få os til at donere mere til velgørende formål, og give flere drikkepenge på restauranten.
På overfladen virker det let at imitere andre. Små børn kan lære en bestemt leg ved at iagttage deres jævnaldrende.
Voksne kan med lethed imitere den måde, de lokale gestikulerer, når de er i udlandet.
LÆS OGSÅ: Fysisk aktivitet gavner helbred og indlæring hos børn og unge
Imitation er en sofistikeret kognitiv handling
Men letheden, hvormed vi imiterer hinanden, skjuler den kompleksitet, der er involveret i at 'oversætte' og afkode de handlinger, vi ser, til noget, vi selv kan gøre.
Gennem hele den menneskelige historie har evnen til at lære gennem imitation hjulpet os til at overleve og trives.
(Foto: Shutterstock)
Forestil dig, hvilken udfordring det er at imitere en anden persons ansigtsudstyk, når vi skal gengælde et smil.
For at viderekommunikere den rigtige besked, skal vi matche et ansigtsudtryk, der bliver 'set-men-ikke-følt' (deres smil) med en tilsvarende handling, der bliver 'følt-men-ikke-set' (vores smil).
En forkert 'oversættelse' – hvis vi for eksempel gengælder et smil med en alvorlig mine – kan have utilsigtede og uønskede sociale konsekvenser.
Derfor anser forskerne evnen til at imitere for en sofistikeret kognitiv handling, og i mange år troede de, at denne evne var unik for mennesker og andre store aber.
LÆS OGSÅ: Eventyr og fortællinger påvirker børns indlæring og verdensbillede
Selv nyfødte imiterer
Så hvor stammer evnen til at efterligne fra?
De hæderkronede udviklingspsykologer Andrew Meltzoff og M. Keith Moore udførte i 1970'erne og 80'erne en række indflydelsesrige eksperimenter, hvor de præsenterede nyfødte spædbørn (enkelte var kun et par timer gamle) for modeller af voksne, der rakte tunge og lavede andre ansigtsudtryk.
Forskerne registrerede, hvor ofte babyerne efterlignede handlingerne.
Det lod til, at spædbørnene producerede flere af en særlig gestus, hvis den matchede den, som modellen udførte; nærmest som om babyerne imiterede det, de så.
LÆS OGSÅ: Babyer har bevidsthed som voksne
Fordi nyfødte børn ikke har kendskab til, hvordan deres ansigtsudtryk ser ud, antød disse fund en bemærkelsesværdig mulighed: Det er muligt, at vi er født med et instinktivt neuralt kredsløb, der gør os i stand til at omsætte de handlinger, vi ser, til de motoriske ordrer, vi har brug for for at replikere dem.
Naturlig selektion har måske endda fasttømret imitationen i vores gener.
Tog forskningsverden med storm
Man har siden forsøgt lignede eksperimenter med andre primater.
Rapporteringer om neonatal imitation tog forskningsverden med storm og fik kæmpe mediedækning. Men udover spændingsmomentet gav resultaterne også anledning til stor kontrovers.
I flere årtier har skeptikerne argumenteret for, at studierne kun har bevist én enkelt ting med sikkerhed: Spædbørn stikker tungen ud ad munden mere hyppigt, når en voksen samtidigt stikker tungen ud ad munden.
Men spædbørnene stikker også tungen ud ad munden, når de er begejstrede og optaget af noget, det kan være musik, berøring eller farverige ting og sager.
Og det betyder, at denne adfærd er notorisk svær at fortolke.
At lære at imitere
For nylig beskrev et studie i Current Biology af psykologen Janine Oostenbroek og hendes kollegaer den hidtil mest rigoristiske og systematiske test af nyfødte spædbørns evne til at imitere andre.
Deres resultater leverer afgørende evidens, der afviser, at nyfødte spædbørn er født med evnen til at imitere andre.
Forskerne eksponerede 106 spædbørn, der alle var under en uge gamle, for en lang række ansigtsudtryk lavet af voksne, som for eksempel åben mund, glad, ked af det eller løftet pegefinger.
Forskerne fandt ikke evidens på, at spædbørnene producerede handlinger, der matchede i større udstrækning, end de producerede handlinger, der ikke matchede.
Og igen stak spædbørnene tungen ud ad munden, når den voksne gjorde det, men de gjorde det i lige så stor udstrækning, som når de iagttog et ansigt med munden åben eller et sørgeligt ansigtsudtryk, hvilket kaster lys over, hvor let det er at fejlfortolke denne adfærd som imitation.
LÆS OGSÅ: Babyer lærer vuggeviser allerede i mors mave
Evnen til at imitere er ikke medfødt
Det lader nemlig til, at evnen til at imitere ikke er medfødt, men at den i stedet er en tillært evne.
Og det er muligt, at vores forældre lærer os at imitere andre, længe før vi første gang støder på et spejl.
Selv om spædbørn måske ikke imiterer deres omsorgspersoner, så imiterer omsorgspersonerne ofte spædbørnene. Denne adfærd er så intuitiv og naturlig, at de voksne slet ikke er klar over, at de gør det.
Disse episoder af korreleret ‘gør’ og ‘iagttage’ – hvor spædbørnene ser andre udføre de samme handlinger, som de selv udfører – kan hjælpe dem med at forstå de handlinger, der skal til for at imitere andre.
LÆS OGSÅ: Babyer er kvikkere, end vi tror
Sociale ritualer bekræfter den imiterende adfærd
Senere i livet forstærker og bekræfter mange af vores sociale ritualer den imiterende adfærd yderligere – som når vi for eksempel danser, udøver holdsport eller spiser sammen.
Det leverer en yderligere oplevelse af at udføre en bestemt handling, som vi så ser udøvet af andre.
Det lader til, at efterligningen er et produkt af vores fælles samspil. Det betyder måske også, at andre arter under de rigtige sociale omstændigheder kan tilegne sig evnen til imitation.
LÆS OGSÅ: Spædbørn opdager, når mor og far er uvenner
Eksperimenter udført af Michael Tomasello i starten af 1990'erne leverede forbløffende opbakning til denne teori. Tomasello observerede nemlig, at chimpanser, der voksede op i naturen, ikke var i stand til at imitere andre, i modsætning til chimpanser, der er blevet opflasket af mennesker, og som godt kunne.
Mange arter kan lære at imitere
Kontrollerede eksperimenter bekræfter, at adskillige andre arter – heriblandt hunde – også kan lære at imitere, hvis de lever i miljøer, der er rige på regelmæssig, overensstemmende menneskelig feedback.
Opdagelsen af, at en vigtig menneskelig egenskab ikke er genetisk bestemt, bør ikke give anledning til bekymring. I stedet peger Oostenbroek og hendes kollegaers nye fund på, at kulturelle påvirkninger kan forme vores psykologi.
Mange af de evner, der definerer os, ligger ikke gemt i vores DNA, men har i stedet deres udspring i samfundet omkring os.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
