»Jeg sender dig lige artiklen, så du kan tjekke den for faktuelle fejl.«
En meget brugt sætning blandt danske videnskabsjournalister, der hyppigt lader interviewede forskere gennemtrawle hele teksten for fejl, som var det en skolestil.
I den politiske journalistik er den praksis ilde set, og i udlandet føler mange videnskabsjournalister det som et overgreb på deres journalistiske integritet, hvis kilden skal blande sig i deres arbejde.
Af en eller anden grund er det blevet legitimt i dansk videnskabsjournalistik lige at sikre sig rygdækning ved at sende artiklen omkring en eller flere kilder, og af nogle medier opfattes det endda som et kvalitetsstempel.
Gjorde det artiklen bedre?
Da jeg startede ud som videnskabsjournalist, sendte jeg også manuskripter til samtlige kilder. Jeg tænkte, at det var en fin gestus over for forskeren, og så fik jeg sikret mig mod fejl. Hvis læsere brokkede sig, kunne jeg som seriøs videnskabsjournalist henvise til, at artiklen var faktatjekket af fagpersoner.
Da jeg begyndte min ph.d. og læste op på litteraturen om videnskabsjournalistik, begyndte jeg dog at tøve. Gjorde det nu også artiklen bedre? Og gjorde det mig til en bedre videnskabsjournalist?
Helt omvendt blev jeg, da jeg læste et blogindlæg af Natures onlineredaktør Ananyo Bhattacharya. Han mener, det ødelægger journalistens uafhængighed og artiklens troværdighed, hvis kilden får lov at påvirke historien. Han advarer om, at selv hvis journalisten afviser at rette andet end fakta, så efterlader forskerens rettepen spor i sproget til skade for artiklen og læseren.
Han spørger: »Ved at lade kopier cirkulere blandt kilder indrømmer vi så ikke stiltiende, at modsat politisk og økonomisk journalistik, så skal man ikke tage videnskabsjournalistik seriøst?«
Jeg begyndte at forhøre mig hos amerikanske og engelske kollegaer, som jeg ser op til. De afviste kategorisk at udlevere manuskripter til kilder.
De måbende kollegaer
På Science Media Center i London afholder de arrangementer, hvor forskere og journalister mødes. En af arrangørerne fortalte mig, at forskerne ofte efterspørger artiklerne, men at journalisterne altid svarer med et »absolute no go«.
Den legendariske videnskabsjournalistik Tim Radford har fortalt, at han altid giver det samme svar, når hans kilder beder om artiklen:
»Du går vel ind for en fri presse ligesom jeg, og det betyder, at jeg er fri til at lave fejl.«
En tysk kollega så helt forkert på mig, da jeg fortalte om den danske praksis og svarede:
»Okay, det viser hvor store kulturforskelle, der er på videnskabsjournalister.«
Selvfølgelig er der også videnskabsjournalister i USA, England og Tyskland, der lader kilder faktatjekke, men det er min opfattelse, at de er i mindretal.
Korrekthedsparadigmet
Når artiklen sendes til gennemsyn, er det ofte med et ønske om at luge ud i fejl. I Danmark har vi meget høj fokus på, at artiklen skal være korrekt, men idéen om at jo mere korrekt en videnskabsnyhed er, jo større kvalitet, er en fejlslutning.
Som flere teoretikere har påpeget, inklusiv prominente forskere i videnskabskommunikation som Bruce Lewenstein, Chris Dornan og Hans Peter Peters, så er korrekthed et videnskabeligt grundbehov – ikke nødvendigvis et journalistisk.
Hvis man derfor insisterer på at bedømme artiklers kvalitet på deres korrekthed, så går man ind på forskningens arena og væk fra den journalistiske. Forskerne bliver dommerne, der skal afgøre, om en artikel er korrekt og dermed af god kvalitet.
Den tyske professor Hans Peter Peters mener, det handler om kontrollen over kommunikationen. Forskerne vil møve sig ind for at genvinde kontrollet over outputtet, og journalisterne nægter af samme grund.
Altså er kodeordet magt. Journalistens magt og forskerens magt, der helst skal være jævnbyrdige. Den magtbalance forpurres, hvis journalisten kommer krybende som en nervøs og usikker studerende for at få sit arbejde bedømt af en vismand.
Den falske tryghed
Selvfølgelig skal journalistiske artikler være korrekte. Ellers mister de troværdighed. Men er forskerne de bedste til at bedømme den?
Jeg har flere gange prøvet at sende et manuskript til gennemsyn hos alle artiklens kilder og så få rettelser tilbage vidt forskellige steder i teksten. Fagpersonerne var tydeligvis ikke enige om, hvor fejlene var.
Jeg har også prøvet, at en professor sendte teksten tilbage med få kommentarer, mens hans ph.d.-studerende overmalede den med røde streger. Fakta er ikke bare fakta, men ofte ligeså elastisk som resten af teksten. Derfor er det en falsk tryghed at tro, at et gennemsyn hos kilden gør artiklen bedre.
Videnskabsjournalistiske tekster skal efter min mening skabe klarhed, indsigt, overblik og perspektiv. Ingen af de dele får lægfolk typisk opfyldt, hvis de læser en videnskabelig artikel, der ellers strutter af korrekthed.
Som forskeren Sharon L. Dunwoody påpeger, så er der nemlig forskel på faktuel korrekthed og kommunikativ korrekthed. Kommunikativ korrekthed handler om at sikre, at modtageren forstår substansen i videnskabsnyheden, og den form for korrekthed skal journalister stræbe efter og beskytte.
En artikels faktuelle oplysninger kan være skudsikre, men er den kommunikative korrekthed helt skæv, så gror misforståelserne i fuldt flor.
Hold fast i tøjlerne
Den største fare ved at lade forskere granske artiklen før tryk er dog den uheldige alliance mellem forskere og journalister. I Danmark har vi længe ment, at kvaliteten af videnskabsjournalistikken ville blive bedre, hvis forholdet mellem forskere og journalister styrkes. Jeg vil mene, det er lige modsat.
I England diskuterer man netop, hvordan journalisterne kan fortsætte med at holde forskerne ud i strakt arm og forholde sig uvildigt og kritisk til dem i en tid med mastodontiske kommunikationsafdelinger på universiteterne.
I branchen er der derfor en stigende bekymring for, at videnskabsjournalisterne bliver til formidlere frem for journalister. Derfor skal forskeren selvfølgelig ikke inviteres indenfor ved at få lov at rette og kommentere på manuskriptet. Artiklen er journalistens produkt, ikke forskerens.
Lidt drillende kan man jo også indvende, at hvis forskeren er dygtig nok til at formidle sin forskning klart og tydeligt til journalisten, så er der ikke nogen grund til at frygte misforståelser.
Hvor er fejlene?
Siden jeg er stoppet med at sende hele manuskripter til gennemsyn, har jeg hverken fået flere eller færre læserhenvendelser, og aldrig har jeg oplevet, at en forsker har henvendt sig, fordi der var faktuelle fejl eller misforståelser i artiklen. Men jeg er ikke naiv. Der er helt sikkert flere fejl i samtlige af mine artikler. Det er der også i dem, der har været til gennemsyn.
Jeg har til gengæld måttet tage kampen med vrede forskere i røret eller over email før publicering. Forskerne var sure over, at jeg ikke ville sende manuskriptet. En medvirkede i en artikel med fem kilder og insisterede på at se hele teksten, ellers ville hun trække sit bidrag. Så skrev jeg hende ud.
En anden dansk topforsker skældte mig ud over telefonen for at nægte en af hans ansatte at se det færdige manuskript, efter den pågældende havde fået lov at kommentere én gang.
»Du er en dårlig journalist!« lød det flere gange.
Det er uheldigt, at danske forskere er blevet så forvente, og det vidner om, at magtfordelingen er skæv. Forskerne tror, journalisterne er deres talerør, og at de skal med på råd, når deres hjerteblod skal videreformidles.
Tag debatten
Vi må i Danmark få taget en debat om, hvorvidt skikken med at sende manuskripter til gennemsyn skal opretholdes. I så fald må vi finde nogle gode journalistiske argumenter.
Korrektheden må vi dog selv sørge for ligesom alle andre slags journalister. En politisk journalist beder jo ikke en embedsmand i finansministeriet om at læse hans artikel om finansloven igennem.
Forskerne ved noget om forskning, men de ved meget lidt om journalistik, og der er vi nødt til at fortælle dem, at det gør vi, så det skal de slet ikke blande sig i.
Forskningsverdenen er en magtstruktur på lige fod med den politiske og den økonomiske verden, og dem skal vi turde sige nej til.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
