Elever vil betyde noget for deres lærere

Forestil dig en time i folkeskolen, hvor en dreng har svært ved en matematikopgave. Læreren Liv (Navnene i denne artikel er ændret for at sikre anonymitet) spørger, om nogle i klassen kan hjælpe, og mange melder sig til at vise deres metode på tavlen. Bagefter fortæller drengen, hvor glad han er for, at Liv vil være sikker på, at han forstår faget, og at hun lader klassekammeraterne hjælpe, så han bliver bedre til det.

Forestil dig så en anden time, hvor læreren Ea fortæller en pige, at hendes boganmeldelse er røvdårlig! Da pigen senere skal arbejde i gruppe, siger hun: »Jeg kan ikke koncentrere mig, når Ea er så fucking irriterende.«

Rystende ord

De situationer har fundet sted, mens jeg har fulgt undervisningen i 5.-7. kl. i forbindelse med min ph.d. om lærer-elev-relationer.

Ingen skolelærere underviser ud i den blå luft, så lærer-elev-relationen er et uomgængeligt vilkår. Men hvad er det, der fylder relationen med tillid, respekt og glæde, sådan at eleverne har mod på og lyst til at engagere sig i undervisningen, og hvad får omvendt relationen til at bryde sammen? Det har jeg interviewet 50 af eleverne om, og én ting går igen hos dem alle: Eleverne ønsker at opleve, at de har en betydning for deres lærer.

Dette stemmer overens med international forskning*, der har vist, at elever, der siger »My teacher likes me« er langt de mest motiverede. Det er ikke »jeg kan lide min lærer.« Elever ønsker en grundlæggende oplevelse af, at deres lærer kan lide dem - at de har en betydning for deres lærer - og den oplevelse tilvejebringes på mange forskellige måder.

På baggrund af de elev-interviews, jeg har foretaget, har jeg foreløbigt fundet 11 temaer, som er centrale, når en lærer skal give sine elever oplevelsen af, at de har betydning for ham eller hende. De 11 temaer vil jeg i det følgende folde ud vha. nogle af elevernes ord, der er vigtige og indimellem rystende. Rækkefølgen af temaerne er tilfældig.

1. Vis faget er vigtigt.

Eleverne i en 5. kl. er meget glade for en lærer, og en pige fortæller: »Hun spørger ind, 'har I forstået det?' i stedet for Ea, som bare siger 'du skal bare skrive ordet', og så går hun bare, så man ikke kan nå at spørge hende.«

En dreng i 5. fortæller om deres klasselærer: »Hun er en lærer med meget humor og humør. Der er ikke så mange lærere på skolen, der har sådan noget. De fleste lærere er mugne. Når man arbejder, er de bare sådan ligeglade, og tænker, 'hvornår er det færdigt'.«

Tre piger I 7. klasse har oplevet en lærers respons på uro I klassen: »Jeg er ligeglad, jeg får alligevel min løn.« Det virker meget demotiverende på eleverne, når læreren ikke udviser et fagligt engagement, da dette engagement viser, at det er relevant for eleverne at investere energi i faget. En pige i 6. fortæller, at undervisningen er interessant, når lærerne underviser »som om det er vigtigt, og som om de gerne vil lœre os det.«

2. Bebrejd ikke

En del elever beder ikke læreren om hjælp, fordi de så mødes med bebrejdelser. En pige i 7. fortæller: »Hvis vi ikke kan finde ud af noget, så kommer hun og siger: 'Hvorfor har I ikke lavet noget', 'man skulle tro, I gik i 4. kl.', eller 'jamen jeg har forklaret det her ti gange' Det gider man ikke høre på, og så ender det altid med, at man kigger på den ene, kigger på den anden, der er ingen af os, der forstår det, og vi ender med at holde vores kæft.«

Elever i en 5. kl. er bange for, at læreren bliver sur, hvis de spørger om noget, de ikke har forstået, og en pige siger: »Når jeg ikke forstår noget, så håber jeg altid, der er nogen, der rækker fingeren op og siger 'jeg forstår det ikke'.«

3. Hav positive forventninger

Det er dokumenteret, at læreres forventninger til elever kan blive selvopfyldende profetier, så det er meget vigtigt at have positive forventninger til enhver elev. En pige i 7. beskriver oplevelsen af at mærke en lærers negative forventning: »Jeg vil gerne have, der kommer en ny klasselœrer ind, som kan se mig meget bedre. Fordi at - ja, jeg har lavet ballade og pjækket, men jeg kan også godt forandre mig. Men det er det, hun ikke tror, jeg kan.«

Læreres positive forventninger udmønter sig ofte i ros og anerkendelse, og den gode effekt ses tydeligt hos en pige i 5.: »Når læreren er glad og roser, så siger vi til os selv 'vi har fået ros, vi er rigtig dygtige, så lad os vise at vi er dygtige i virkeligheden. Så har man rigtig meget lyst til at lave videre.«

4. Vær troværdig

Overensstemmelse mellem ord og handlinger øger lærerens troværdighed. En dreng i 5. fortæller: »Der er tit nogle, der glemmer deres bøger, og så siger vores lærer: 'Hvis I nu har alle jeres bøger med den næste dag, så får I lov at se en film'. Og hvis det ikke er alle, der har dem med, så gør hun det alligevel. Så tænker man: 'Nå, så behøver jeg jo slet ikke at gøre det'." En anden dreng fortæller om sin lærer: »Hun er ligesom min far. Vi kalder min far "Tommy tomme trusler". Fordi han bliver ved med at komme med trusler, men de sker aldrig.«

Det er svært, for eleverne at opleve, at de har en betydning for deres lærer, hvis der sjældent følges op på noget lovet, da det tolkes som et tegn på ligegyldighed.

5. Gør undervisningen sjov

»Det er, når det er sjovt, at man glemmer at larme.« Det siger en pige i 5., og næsten alle elever betoner vigtigheden af, at læreren gør undervisningen sjov. Det handler ikke nødvendigvis om at ryste op med den ene joke efter den anden. En dreng I 6. siger: »Vores historielærer fortæller det med spænding, og hun er meget glad og sjov - når hun forklarer et eller andet, så bevæger hun hænderne og ansigtet. Hvis hun skal forklare om for eksempel vikinger, så gør hun det samme som dem, og får os til at grine.«

En anden dreng i 6. laver en direkte kobling fra glæde til trivsel: »Lærere skal gøre det så sjovt som muligt i timen. For at børnene skal have det godt.«

En pige i 5. fortæller om en matematiklærer fra de mindre klasser, og vi ser i citatet sammenhængen mellem glæde og fagligt engagement: »Matematik med hende var ikke bare 'I skal lave det der, og I skal lave det her'. Vi fik også lov til lave matematik med Lego. Man havde rigtig lyst til at lave matematik, for det var en rigtig sjov måde.«

Konsekvensen af kedelig undervisning er tydelig, når en pige i 5. fortæller: »Når det er kedeligt, så har jeg min koncentration på noget helt andet. For så lukker man ligesom lidt ned, langsomt. Hvis det er kedeligt, så er det dér, man ikke bliver glad for faget, og så lukker man sig selv ude fra det. Siger 'jeg hader det her fag', og gider slet ikke noget.«

6. Lad alle bidrage

En dreng i 5. giver en interessant forklaring på, hvorfor han taler i timen uden at have fået lov: »Jeg prøver at lade være med at larme, men i Eas timer, så tager hun mig jo ikke særligt meget, og så vil jeg jo gerne også komme med et svar og vise så'n, at jeg også godt kan det her. Og så siger jeg det bare, og så bliver hun vildt sur på mig.«

Nogle elever fortæller, hvor vigtigt det er, at læreren sørger for, at alle i klassen bidrager, fordi de derved lærer mere; »Hvis jeg var lærer, ville jeg også tage dem, der bare sidder der. Dem ville jeg også tage, sådan at de også hører med og også er med i samtalen. Så det ikke bare er de kloge, der bare rækker hånden op og bliver taget hele tiden. Så de andre bare sidder der og ikke lærer noget.«

7. Vej dine ord på en guldvægt

»Man kan ikke have to timer, og så kun få lov til at sige to ord«. Citatet af en dreng i 5. viser, hvor vigtigt det er, at læreren skaber plads til elevernes ord. En pige i 5. fortæller: »Hvis vi taler om vinkelsum, kan man sige 'ej, den skal være 180 grader, hvis det er en trekant'. Så siger Liv ikke surt 'ej, hånden op', så siger hun 'ja, det er rigtigt fint', fordi hun er glad for, at vi ved det.«

Der skal være plads til elevernes ord både i forbindelse med undervisningen, men også ved konflikter, hvor nogle elever oplever, at deres lærer ikke vil lytte til dem: En dreng i 6. fortæller: »Hvis jeg nu for eksempel får skældud af Ann, kan jeg ikke få lov at forklare, hvad der er sket. Hun råber kun: 'Ti stille, nu er det mig der taler'. Man får nerver på. Lærerne skal jo høre, hvad eleverne siger, ellers er det bare 'dig, dig – I er skyldige'. Det kan man jo ikke. Måske har den ene slet ikke været med i det. Så får jeg slet ikke lyst til at lave noget.«

8. Vis menneskelig opmærksomhed

Alle elever, jeg har interviewet, er optaget af, at læreren viser menneskelig interesse, og det har en stor betydning for, hvor motiverede de er for undervisningen. En pige i 6. siger: »Når læreren viser interesse for en, så får man det ikke sådan 'Nå, man er bare en elev'. Så viser hun, at hun ligesom bekymrer sig for mig, og om jeg lærer noget.«

Små ting kan gøre en stor forskel. En pige i 5 siger: »Liv siger 'god weekend', det er rigtig dejligt. Ea siger bare 'hej hej'«.

En klasselærers manglende interesse havde gjort et så stort indtryk på en dreng i 6., at han begyndte at græde under interviewet, mens han fortalte: »I 3. kl. havde min mor kræft, og i stedet for at sige til mig 'det skal nok gå', så råbte Ann bare mere af mig.« Jeg spurgte i interviewet, om han ikke sagde: 'Jamen Ann, jeg har det virkelig dårligt?' »Nej. Hvis jeg sagde noget til hende, så blev hun jo sur. Så sagde hun bare 'hvad fanden er det, du siger'. Hun bandede også i klassen. For eksempel havde en dreng ikke lavet sine lektier, så tog hun sine nøgler og kastede dem ned i bordet og råbte 'hvad fuck er det, du har gang i'? Men hun må jo ikke bande som lærer i skolen!«

Alle elever værdsætter højt, når læreren taler med dem om andre ting end kun det faglige. Det kan ikke undre, for mennesker er ikke hjerner på en pind. Jo mere interesse fra lærernes side, jo større ører hos eleverne. Som en dreng i 5. siger: »Hvis jeg var lærer, så havde jeg nok brugt nogle af de første timer på, at være rigtig sød overfor eleverne. Så ville jeg blive gode venner med dem. Og så ville de så'n høre efter i timerne.«

9. Skæld mindre ud

En pige i 5. opsummerer den generelle effekt af skældud: "Jeg var så optaget af, at min lærer skældte ud, så jeg slet ikke lærte noget". Skældud opleves dybt ubehageligt, også af de elever, der ikke selv bliver skældt ud. Mange elever bliver utrygge, har svært ved at koncentrere sig og tør ikke bede om hjælp.

En pige i 7. klasse fortæller: »Altså selvom jeg ikke bliver skældt ud, så får man sådan lidt et chok indeni, fordi man kan se, hvor meget eleven har det dårligt. Så får man det også selv dårligt. Og jeg får også kvalme af det. Selvfølgelig siger jeg det ikke til læreren, for så går hun amok på mig.«

Eleverne ønsker, at læreren sætter tydelige grænser. Det afgørende er, at læreren kan styre sit temperament. Ellers bliver mange elever utrygge og tør fx ikke bede om hjælp. Problemet med lærerens vrede er også, at eleverne oplever den varer ved og går udover hele klassen. En pige i 5. siger: »Når lærerne er sure, og en anden elev siger noget til dem, så har de stadigvæk vreden inde i deres hjerte, og så råber de også af den anden person. Jeg synes, det skal være sådan, at hvis de nu råber af en, så skal de tænke på, de andre ikke har lavet noget. Så skal de tale stille og roligt og finde roen igen.«

Flere elever foreslår alternativer til skældud, for eksempel: »Læreren kunne gå hen og snakke med en om, hvorfor man er på den måde. Om man trœnger til et eller andet, en pause eller noget at drikke,« siger en pige i 6. En dreng i 5. fortæller: »Når læreren taler meget stille og roligt, så føler man det også anderledes, så tænker man 'ej, nu skal jeg også gøre det bedre'. Ved meget skældud er det bare 'fuck', og man vil holde sig for ørerne.«

En pige I 7. siger det meget enkelt: »Jo mere lœrerne respekterer børnene, jo mere respekterer de også læreren. Jo mere læreren råber, jo flere dumme ting gør eleven.«

En dreng i 5. klasse reflekterer: »Det ville være godt, hvis alle lærere havde en uddannelse med at hjælpe børn. Alle lærere kunne få den uddannelse, at hvis en af deres elever havde problemer, så kunne de hjælpe en, i stedet for at råbe en i hovedet. Sys gider at hjælpe en, hun gider at høre efter, hvad børnene siger. Hun skælder aldrig ud, og tager en med i et hjørne og står og råber af en.«

10. Smil og ros

»Når en lærer smiler, tænker man bare inde i sig selv 'yes, jeg håber, det bliver en god dag'«, siger en dreng i 5. Eleverne er helt utroligt følsomme overfor lærerens humør, og rosende ord og smil påvirker elevernes humør, arbejdsindsats og selvværd i en meget positiv retning. Fire drenge i 5. svarer på, hvordan de får det, når deres lærer roser dem:

»Jeg får sommerfugle i maven.«
»Så siger det bare (han holder hånden ved hjertet) dak-dak dak-dak.«
»Så får man selvtillid.«
»Så er jeg glad, så kan jeg koncentrere mig i lang tid.«

En pige i 6. svarer på spørgsmålet om, hvordan man får det, når læreren roser: »Man bliver varm om hjertet«, og en dreng fortsætter: »Ja, varm og tryg.«

11. Vær sensitiv for elevens behov

Mange elever pointerer, hvor dejligt det er, når en lærer kan aflæse deres behov, og fornemme hvad der er brug for, for at alle trives. Læreren har magten i et rum og ansvaret for op til 28 børns trivsel. Den magt skal i den grad bruges nænsomt og kan handle om noget så banalt som at kunne mærke, hvornår der er brug for en pause, da det kan være afgørende for elernes velbefindende og dermed også deres indlæring.

En pige i 5. er ked af, at en lærer er stoppet: »Jeg har rigtig meget lyst til at få hende tilbage igen. Hun kan føle, hvordan børnene har det. Hun kan føle os, når vi er trætte, hun kan føle os, når vi har brug for pause, hun kan føle os, når vi har brug for hjælp. Jeg ved ikke hvordan - hun kan bare se det på os.«

I 6. klasse er alle meget glade for en bestemt lærer, og en pige fortæller hvorfor: »Hun gør det godt. For eksempel når vi er trœtte, så kan hun se på os, at vi er trœtte, så får vi lov til at holde en lille pause eller sådan noget.«

Lyt til børnene og lærerne!

Når eleverne ikke oplever at have en betydning for deres lærer, er en negativ effekt tydelig. Eleven respekterer ikke læreren, er ikke motiveret for undervisningen, forstyrrer, arbejder ikke koncentreret og beder ikke om hjælp.

Elevernes betragtninger viser, at det på læreruddannelsen ikke kan understreges nok, hvor vigtigt det er, at man som lærer er opmærksom på, hvor meget en positiv lærer-elev-relation betyder, og at der systematisk arbejdes på at udvikle de studerendes relationskompetence. Og i lærernes hverdag kan det ikke vægtes nok, at der skal være tid til, fokus på og mulighed for at vise eleverne, at man vil dem det bedste, fordi de har en betydning for en som lærer.

Det er den billigste intervention, vi overhovedet kan foretage – smilet, et klap på skulderen, påskønnelsen, interesserede spørgsmål m.m. gør nemlig en kæmpe forskel for elevernes trivsel og faglige udvikling.

Men det forudsætter en hverdag i skolen, hvor læreren kan bevare overblikket og overskuddet. Ifølge de lærere, jeg har fulgt og interviewet, kan det ikke lade sig gøre, hvis man fx har en klasse, hvor 8 elever har diagnoser. Og det besværliggøres af fysiske rammer med for lidt plads, og når man oplever meget kontrol oppefra i form af nye typer elevplaner og nationale test. På den måde risikerer vi, at engagementet og de gode lærere presses ud af folkeskolen.

Dette indlæg er bragt i en kortere version i form af en kronik i fagbladet Folkeskolen og på folkeskolen.dk