Spektakulær død kriger fundet ved vejkant i Horsens

De sidste rester af et menneskeskelet og et helt intakt lerkar med metal i.

Det var noget af det, der dukkede op, da vi i maj 2024 fandt en helt urørt krigergrav under en genudgravning af Lærkenfeldt-gravene ved Horsens.

Den nye udgravning giver os en masse ny viden om samfundets spidser omkring Horsens i jernalderen.

Alt det fortæller vi meget mere om i denne artikel, men først skal vi lige rejse 100 år tilbage i tiden.

Spektakulære krigergrave

Dengang - i midten af maj måned 1925 - rejste den erfarne arkæolog Carl Neergaard hele vejen fra Nationalmuseet i København til udkanten af den blomstrende jyske industriby Horsens.

Nationalmuseet var nemlig blevet gjort opmærksom på, at der på en mark ved gården Lærkenfeldt lidt nordvest for Horsens var fundet sten og en mængde oldsager, som kunne stamme fra en forhistorisk grav.

Neergaard udgravede nogle af de fineste jernalderfund fra området – blandt andet en rig grav med et romersk glasdrikkehorn og et sjældent pragtbælte.

Året efter vendte han tilbage og undersøgte endnu en grav med et næsten lige så rigt og imponerende gravudstyr.

Gravene kaldes Lærkenfeldt 1 og 2, og er begge særdeles rige krigergrave med våbenudstyr fra første halvdel af 300-tallet e.v.t., det vil sige i midten af yngre romersk jernalder.

At træde i Neergaards fodspor

Vi forestiller os, at inspektør Neergaard var lige så spændte som os, da vi i maj måned 2024 fik muligheden for at træde i hans mudrede fodspor og genudgrave Lærkenfeldt.

Oldtidens grave er nemlig det tætteste, vi arkæologer kan komme på en længst svunden tid, og de gør os nysgerrige på de mennesker, der levede længe før os.

Arkæologiske udgravninger giver altid mulighed for, at vi arkæologer som de første i flere tusinde år får chancen for at se, udgrave og røre genstande fra fortidens mennesker.

Før vi går i dybden med de nye udgravninger, så lad os vende tilbage til Neergaard.

Han blev kaldt til Horsens i 1925, fordi en lokal gårdejer havde fundet nogle forstyrrende sten i forbindelse med pløjningen.

Dem gav han sig til at fjerne. Sammen med stenene fandt gårdejeren flere bronzegenstande, som han mente måtte være forhistoriske.

For 100 år siden regnede det også i maj

Den erfarne feltarkæolog og forsker Neergaard var midt i 50’erne i 1925.

Hans gnidrede håndskrift i Nationalmuseets støvede beretningsarkiv fortæller levende om udgravningen og de mange udfordringer, han stødte på.

Måske regnede det lige så meget i maj 1925, som det gjorde i maj 2024?

Neergaard skriver blandt andet: »[...]da Gravfylden omkring Oldsager og Skelet var så leret, fedtet og våd, at det næsten ikke lod sig fjerne, blev der ikke taget noget Fotografi af graven«.

Det ville vi ønske, at han havde gjort.

Neergaard vendte tilbage året efter, da gårdejeren var stødt på flere sten under pløjning, der viste sig at være fra endnu en jernaldergrav.

Desværre havde gårdejeren endnu engang fjernet alle de sten, der lå oven på graven og havde gravet sig helt ned til gravens bund, hvor han fandt et jernsværd.

Udfordringerne med den lerede, fedtede og våde undergrund var den samme i 1926, og endnu engang var fotografering ikke mulig.

Krigergravenes beskidte hemmeligheder

Vi behøvede kun en kort køretur fra Museum Horsens til Lærkenfeldt i den nordvestlige udkant af Horsens for at træde direkte i Neergaards fodspor.

Vi var blevet advaret på forhånd af Neergaards feltnotater, da vi gik i gang med at genudgrave Lærkenfeldt-gravene.

At undergrunden ved Lærkenfeldt er både leret, fedtet og våd, kan vi nikke genkendende til.

Det afholdt ikke os fra at fotografere undervejs, men vores kamera er også vandtæt. I dag har vi flere hjælpemidler som for eksempel minigraveren, der kan grave meget af den omkringliggende fedtede lerjord væk.

Dermed får vi et bedre arbejdsrum omkring gravene og bedre mulighed for at komme op og ned i de meget dybe grave.

Spor efter Neergaard eller oldgamle krigere?

Et andet must have er presenninger, som hjælper os med at holde de heftige vandmængder og regnskyl væk.

Neergaard har haft lignende hjælpemidler. Vi har fundet en større mængde tekstil i begge grave, som Neergaard sikkert har brugt til at beskytte gravene, ligesom vi bruger presenninger.

Udover de mange praktiske udfordringer med for eksempel den fantastisk fedtede ler og det regnfulde vejr er der en del ekstra udfordringer i forbindelse med en genopgravning.

En stor del af tiden skulle vi tage stilling til, om det, vi fandt, var 100 år gammelt eller 1.700 år gammelt.

En død kriger i vejkanten dukker op

Glæden var stor, da vi fandt en ny urørt grav, som vi straks navngav Lærkenfeldt 3.

På baggrund af de rige fund gjort i Lærkenfeldt 1 og 2 var der naturligvis store forventninger til, hvad denne nye grav kunne indeholde.

Udover en smule skeletrester fra gravens ejer (krigeren), var det første, vi fandt, to lerkar, der ikke var ret godt bevaret.

Mens regnen silede ned over udgravningen, forberedte vi os på, at den nye grav alligevel ikke ville leve op til de andre.

Men da udgravningen af gravbunden fortsatte, dukkede først endnu et kar op i fodenden, som stadig var intakt.

Karret stod med bunden i vejret, og vores pinpointer registrerede, at der er metal gemt inde i karret: Det er taget op i præparat for at blive røntgenfotograferet.

Et præparat er genstande med jord omkring beskyttet af gips og voks, der gør det muligt at fjerne et lille stykke af graven og udgrave det senere med konservatorhjælp under mere kontrollerede forhold end en mudret udgravning.

Vi er så spændte på, hvad der gemmer sig i karret.

Sjældne romerske glas

I gravens hovedende dukkede også pludselig en lille, tynd, buet streg frem i det mudrede ler. Ingen turde sige dét højt, som vi alle tænkte: glas!

Vi gravede forsigtigt længere ned, og hurtigt stod det klart, at der var tale om glas. Den fineste skål, og den var endda næsten hel.

Cirka 20 centimeter fra den lille glasskål var vi heldige igen. Mere glas! Denne gang et højere drikkebæger, der var gået i mange stykker.

Begge glas havde slebne facetter i flere rækker ned langs siderne, og begge har virkelig tynde sider, så der er ingen tvivl om, at det var håndværk af en utrolig god kvalitet.

Et kistelåg med hemmeligheder

I en dansk kontekst er glas en sjældenhed, fordi man for 1.700 år siden ikke havde den teknologiske kunnen til at producere det.

Derfor kan vi også regne ud, at glasset må være importeret fra Romerriget, som var det eneste sted i Europa, hvor man på det tidspunkt fremstillede glas.

Glasskålen fra Lærkenfeldt 3 er stort set identisk med en skål, der blev fundet i Lærkenfeldt 2 (læs mere om fundene i Lærkenfeldt 1 og 2 i boksen under artiklen).

Det fortæller os, at de to skåle er lavet på samme værksted og er blevet importeret samlet. Glassene knytter gravene sammen i tid.

I midterdelen af graven har vi udtaget et større præparat omkring et område med bevaret træ - rester af kistelåget, som reagerede voldsomt på metaldetektoren.

Nu skal vores præparat udgraves af konservatorerne på Moesgaard Museum, men røntgenbilleder af det antyder, at Lærkenfeldt 3 er i samme kaliber som de to gamle grave.

Røntgenbillederne viste dele af et pragtbælte i præparatet. Bæltet ser ud til at have haft et spænde med to torne, runde hængsler i hver side og en del nitter.

Der er fundet lignende bæltedele i våbenofringen i Nydam Mose, hvor store dele af bronzebæltet er belagt med guld og sølv.

Den døde kriger i vejkanten er en fantastisk kilde til ny viden om Horsensegnens jernalderelite.

Det kan betale sig at grave på ny

Vi har store forventninger til præparatet med bronze-pragtbæltet, for der ser ud til at ligge flere andre genstande sammen med bæltet.

Vi glæder os til at arbejde videre med de mange nye fund fra både de gamle Lærkenfeldt-grave og den nye. Den sidste side om Horsens i jernalderen er bestemt ikke skrevet.

Som arkæolog er det en god tanke, at der stadig ligger vigtige oplysninger fra fortiden og venter på arkæologiske udgravninger af vores fælles kulturarv.

De nye udgravninger ved Lærkenfeldt har vist, at det kan betale sig at grave sig ned i gamle udgravninger, fordi vi har nye metoder og vandtætte kameraer, som kan modstå den genstridige østjyske ler.

Det viser vores rejse i Neergaards fodspor, der også understreger, hvor meget dansk arkæologi har udviklet sig på 100 år.

Den døde krigers eftermæle

Det er ikke længere nødvendigt at bede en inspektør fra Nationalmuseet foretage en dagsrejse fra København til Horsens for at redde truet kulturarv, men kulturarven i jorden under vores fødder er stadig den vigtigste ressource til ny viden om oldtidens mennesker.

Derfor skal vi passe godt på den. Den opgave er for længst gået over til de lokale museer.

Den døde kriger i vejkantens eftermæle bliver nok ikke, som de efterladte havde tænkt sig nemlig med en fredelig grav i de østjyske morænebakker.

I stedet ændrer vi krigerens eftermæle til uvurderlig, ny viden kombineret med den viden, som vi allerede havde om Lærkenfeldt 1 og 2.

Nu er vi klar til at lade Lærkenfeldt 3 forøge den samlede viden om yngre jernalders våbenførende elite i et lokalt, et nationalt og et internationalt perspektiv. Se endnu flere af fantastiske billeder for neden:

Museum Horsens har beskrevet gravene i forbindelse med forskningsprojektet og bogen Døden i centrum.