Unikt fund: Tøj fra jernalderen dukket op i Norges is

De norske fjelde er populære udflugtsmål. Vandrere og jægere har hver deres ruter, men i de seneste år har også arkæologer sluttet sig til og udført tilbagevendende, systematiske undersøgelser.

Baggrunden er dyster.

Hvor den globale opvarmning i nogle kredse er et emne, som der sættes spørgsmålstegn ved, er der på kanten af snegrænsen ikke så meget at være i tvivl om. Stort set hvert år frilægges der ved isafsmeltning områder, som ikke har været isfrie siden middelalderen, jernalderen og endda længere tilbage.

Ötzi, den såkaldte ismand fra grænseområdet mellem Italien og Østrig, er blevet meget berømt, men antallet af mindre spektakulære fund af f.eks. træ og læder er meget stort, og disse materialer bevares kun i ganske kort tid, efter at isen har sluppet sit tag.

Derfor gælder det om at være aktiv og opmærksom for at sikre dette helt usædvanlige kildemateriale, som dukker frem for øjnene af os.

Tunika med hestegødning dukkede frem under isen

I august 2011 var en gruppe arkæologer i gang med at afsøge fjeldområder nær gletsjeren Lendbreen i Oppland i Norge. I en højde af omkring 1900 m over havets overflade opdagede de et sammenkrøllet stykke tøj i en lille lavning i det ubevoksede nedskridningsmateriale (ur) ved den øvre side af et isdækket område, som tydeligvis var tøet for nylig.

Tøjklumpen, som ved opdagelsen målte 58×29 cm, forekom at være krøllet tilfældigt sammen og ikke bevidst foldet. Det havde tydeligvis været tæt på hestegødning.Der fandtes ikke andre genstande i de nærmeste omgivelser, så indtil videre må klædet ses som et isoleret fund.

Området har været brug til jagt helt frem mod vor tid. Våben, jagt- og teltudstyr, hestegødning og personligt udstyr samt tøjrester fra forskellige tider er blandt de ting, som nu dukker frem af den afsmeltende is.

Efter hjemtagningen blev tøjet foldet forsigtigt ud, og det viste sig at være en komplet og velbevaret kjortel (tunika), som i nogen grad er blevet bleget af sol og vind. En kulstof-14 datering viste, at ulden stammer fra mellem 230 og 390 e.Kr., svarende til yngre romersk jernalder.

Der er kun fundet ganske få tilsvarende i hele Europa fra denne tid, så derfor er det nye fund af meget stor betydning – ikke blot for studiet af dragt og klædefremstilling, men også for forståelsen af dragten som et spejl af samspillet mellem Romerriget og Nordeuropa.

Fine fibre gjorde klædet blødt

Uldfibrene er velbevarede og viser, at der er brugt to forskellige stykker klæde ved syningen af tunikaen. Uldfibrene viser, at begge var fremstillet af uld fra får, som fældede deres uld hvert år og altså ikke blev klippet.

Fibrene i trådene er gennemgående usædvanligt tynde, hvilket skyldes en omhyggelig sortering af ulden, før spindingen fandt sted. Enkelte længere og lidt tykkere fibre gjorde antagelig spindingen lettere.

De fine fibre bevirkede, at klædet blev blødt og af høj kvalitet. Den vigtigste trådkvalitetsforskel optræder mellem trenden og islætten i hovedstykket: Trenden består af fin hvid uld med tykkere brune og sorte fibre. Islætten består af skiftevis lyse og mørke tråde. Den lyse islæt har ingen grove fibre, mens den mørke består af grovere uld.

Der er næppe tvivl om, at ulden i begge tilfælde var omhyggeligt udvalgt. Og at såvel kvalitet som den naturgivne farve blev taget i betragtning.

Hovedstykket af tunikaen er vævet i såkaldt krystalkiper. Kiper er en type vævning, hvor der opstår et diagonalt mønster i stoffet, og krystalkiper er en særlig variant, hvor dette med jævne mellemrum er vendt, således at der fremkommer en rombisk rudemønstring i det vævede stof. Mønstringen ses dog bedst, når stoffet er helt tørt.

Stoffet ser plettet ud, men det skyldes forskellig solpåvirkning og er ikke noget oprindeligt. Derimod har det haft et marmoreret udseende som følge af skiftevis brug af lyst og mørkt islætsgarn.

Ærmerne stammer fra et andet stykke vævet stof, men væveteknikken er i princippet den samme, krystalkiper, skønt i en lidt anden udførelse. På indersiden af den langsgående sidesøm i kropsdelens venstre side (se bogstav A på tegningen) er der et brikvævet bånd, som er vævet med fire brikker, vævet af lysbrunt og mørkbrunt garn. Det er en teknik, som er almindelig ved borter i denne del af jernalderen.

Simpelt snit til en slank mand

Tunikaen er meget enkel i snittet. Højden er 92 cm, brystvidden er omkring 1,08 m, som efter moderne erfaringer ville passe en slank mand på 170-176 cm’s højde. Der er både brugs- og trækspor flere steder, især omkring ærmeåbningerne, ved hoften og på bagsiden. Ved halsåbningen, som er bådformet, (B) er der opstået skader.

Ærmeåbningerne er buede og forsynet med en 10 mm bred, dobbelt kantning (C). Ærmerne er syet til hovedstykket med garn af en anden kvalitet. Begge ærmer er delvis afrevne og måler nu 20-26 cm fra skulderen.

Tunikaens nedre kant er lige og sømmet (E). Sømmen er slidt flere steder, hvilket dog ikke gælder selve stoffets kant. Tunikaen er repareret med to lapper. En firkantet lap (nr. 1 på tegningen) består af det samme stof som hovedstykket, og lappen er syet på fra indersiden (H).

En noget større lap (2) består af samme stof som ærmerne og er sat på fra indersiden. Denne anden lap er fæstnet med det samme garn som ærmerne, hvorfor denne anden reparation nok er sket samtidig med ærmetilføjelsen.

Klædefund er sjældne og spektakulære

Tunikaen har ingen knapper eller andre lukkemidler, den blev simpelt hen trukket over hovedet ligesom en sweater. Antagelig blev den båret sammen med lange gamacher eller bukser, og fodtøj, formentlig af læder. Det er sandsynligt, at tunikaen oprindelig var ærmeløs, og at ærmerne blev tilføjet på et senere tidspunkt.

Komplette dragter er en stor sjældenhed i arkæologien, undtagen i sure, vanddrukne, frosne eller knastørre omgivelser. De danske bronzealderdragter fra egekistegravene, moseligene fra Nordvesteuropa, frosne grave i Altai- og Andesbjergene samt Mellemøstens ørkener er kendte eksempler.

Fundene er ofte temmelig spektakulære, men de er sjældne, og der skal også held til at dragterne både bliver opdaget, dokumenteret og taget hånd om på en forsvarlig måde.

Både hvad angår snittet, vævningen og alderen er Thorsbjerg-tunikaen den nærmeste parallel. Denne blev fundet ved udgravningen af et berømt våbenofferfund i Sydslesvig i 1858-61 og er ligeledes syet af krystalkiper-vævet stof. Hovedstykket er dog syet af to stykker og ikke af ét som i det nye norske fund.

På grund af det tidlige udgravningstidspunkt kan det ikke afgøres, hvilken af Thorsbjergs række af våbennedlægninger fra 100- og 200-årene, tunikaen har hørt til. Susan Möller-Wiering, som for nylig har undersøgt alle våbenofferfundenes dragtdele (vel at mærke før det norske fund kom for dagens lys) hælder dog til den første halvdel af 200-årene som det mest sandsynlige tidspunkt for Thorsbjerg-tunikaen. Dermed er to fund altså stort set samtidige.

Var stoffet en norsk variant af en standardiseret klædetype?

Flere andre tunikaer kendes, således fra Reepsholt, Marx-Etzel og Obenaltendorf, hvoraf de to sidste er uden ærmer. Alle tre er vævet i andre teknikker, men stammer alle fra de første fire århundreder efter vores tidsregning. Alle fundsteder ligger i Nordvesttyskland, mellem Rhinen og Elben – altså i det germanske område.

Den anvendte væveteknik, krystalkiper, er hyppig i tidens skandinaviske grave og i våbenofferfundene Thorsbjerg og Illerup. Klædetypen er også hyppig i en lang række romerske byer og kasteller (hvor den begynder lidt tidligere end i Skandinavien) i både Nordvesteuropa og i Mellemøsten.

Lendbreen-stykkets krystalkiper er lidt uregelmæssig, hvilket også er typisk for Illerup-fundets tekstiler. Eftersom den besejrede hærs udstyr i Illerup af forskellige årsager netop menes at stamme fra Norge, er dette forhold tankevækkende. Samme uregelmæssighed ses nemlig også i tekstiler fra et antal samtidige norske gravfund.

Var den uregelmæssige krystalkiper en særlig norsk variant af en i øvrigt standardiseret kvalitetsklædetype, som både anvendtes af romerne og uden for Romerrigets grænser?

Hvem mon ejede tunikaen?

Ligheden mellem tunikaerne fra Lendbreen og Thorsbjerg er overraskende. Thorsbjerg-dragten repræsenterer sandsynligvis en højtstående officer, den norske kjortel en jævn fjeldjæger.

Den væsentligste forskel mellem de to tunikaer er sliddet og lapperne på den norske. Og dog ville den stadig kunne bruges, hvis man havde villet det. Den kunne også have gjort gavn ved lapning af andet tøj. Måske var rensdyrjagt forbeholdt medlemmer af samfundets førende lag, som blot trak i gammelt tøj til fjeldturenes strabadser?

Tunikaen kan også have skiftet ejer fra en højtstående person til en laverestående. Der åbner sig kort sagt en vifte af problemer og muligheder.

I skrivende stund kommer vi imidlertid nok ikke besvarelsen af disse spørgsmål nærmere. Men et halvt hundrede andre tøjstykker fra de norske arkæologers fjeldvandringer venter på at blive analyseret, og flere kan utvivlsomt forventes at dukke op ved den fortsatte isafsmeltning.

Ötzi var ikke alene om at færdes i de ugæstmilde højder i oldtiden. Så komplette og fine stykker som Lendbreen-tunikaen kan man dog ikke forvente at falde over hver gang, men også mindre – endog ganske små brudstykker – kan rumme værdifulde oplysninger.

De norske fjeldfund bliver uden tvivl et meget lovende arbejdsfelt for dragtforskere fremover.