Den er en af de vigtigste bevægelser i kampen for et klimavenligt landbrug. Og du har aldrig hørt om den

Hvad tænker du på, når du hører ordet landbrug?

Du tænker måske på store marker med én afgrøde og meget lidt biodiversitet i kanterne. Du tænker muligvis også på pesticider og vandmiljøet i vores fjorde og åer. Og måske tænker du også, opgivende, at det virker umuligt at finde en balance mellem klima, miljø og landbrug.

Men hvad hvis jeg fortalte dig, at der faktisk er en global bevægelse, som allerede praktiserer og kæmper for et landbrug, som både kan brødføde verden og passe på klimaet?

Et landbrug, hvor gårdene gror mere end én afgrøde og derfor både kan brødføde deres lokalområde og er bedre sikrede overfor klimaforandringernes luner.

Et landbrug, der ikke bruger pesticider og giver plads til biodiversitet. Et landbrug, hvor der er flere små landbrug, og som derfor skaber flere jobs på landet.

Og et landbrug, som sørger for at flere får adgang til jorden, og at der er en mere demokratisk kontrol med madproduktionen.

Det er, hvad en af verdens største sociale bevægelser kæmper for.

Hvordan det hele startede

La Vía Campesina, som betyder ’bondens vej’, på spansk, er en social bevægelse som består af primært bønder, fiskere, oprindelige folk, landløse arbejdere og migrant arbejdere, som blandt andet kæmper for det, der går under betegnelsen 'madsuverænitet'. Hvad det betyder, vender jeg tilbage til om lidt.

Bevægelsen blev skabt i 1993 af bønder fra Latinamerika, Centralamerika, Nordamerika, Caribien og Europa som reaktion på, at madvarer blev en del af det globale marked igennem GATT, som i dag hedder WTO. Denne ændring bragte bønder på tværs af grænser sammen, da det ville påvirke deres levebrød.

I dag er La Vía Campesina til stede på alle 7 kontinenter og består af 182 medlemsorganisationer i 80 lande med omkring 200 millioner individuelle medlemmer. Det er altså en bevægelse af bevægelser.

Hovedsædet roterer mellem kontinenterne og er lige nu i Europa (Frankrig). Der afholdes regelmæssigt regionale konferencer og en international konference hvert fjerde år.

La Vía Campesina bruger flere forskellige strategier til at nå deres mål: De laver rapporter og lobbyarbejde, de laver protester og aktioner, de laver undervisning og folkeoplysning, og de praktiserer det landbrug, de drømmer om.

De er, hvad vi kalder en 'prefigurativ' bevægelse, som betyder, at de skaber den fremtid, de drømmer om i dag (læs mere her, her og her.)

Bevægelsen har også skabt begrebet madsuverænitet, som er blevet en paraply for flere bevægelser på tværs af kloden, og som jeg beskriver i det følgende.

Madsuverænitet

I 1996 præsenterede La Vía Campesina på et topmøde i FN begrebet madsuverænitet som modsvar til begrebet madsikkerhed.

Madsikkerhed fokuserer udelukkende på, at folk får kalorier nok uden tanke på, hvilken mad det er, eller hvor maden kommer fra. Madsuverænitet har fokus på, at hele madproduktionen er bæredygtig og demokratisk. Mad skal ikke blot være en vare, men en rettighed.

Madsuverænitet defineres i Nyéléni Deklarationen fra 2007 som »[…]et folks ret til sund og kulturel passende mad, som produceres gennem miljømæssigt og kulturelt forsvarlige metoder, og retten til selv at definere deres madsystemer. Det sætter behovene og ønskerne for dem, der producerer, distribuerer og spiser maden i centrum af madsystemet og lovgivningen, i stedet for at prioritere markedet og virksomheder.«

Siden 1996 har Bolivia, Nepal og Ecuador skrevet madsuverænitet ind i deres forfatning, mens Brasilien, den Dominikanske Republik, Indonesien, Nicaragua, og Venezuela har skrevet det ind i deres lovgivning.

Det er også et begreb som fylder meget i forskningen, og det diskuteres heftigt om begrebet, som er født blandt aktivister, udvandes og fortyndes, når det skrives ind i lovgivningen.

Alligevel blev det generelt anset som en stor sejr for bevægelserne, da retten til madsuverænitet blev skrevet ind i UNDROP (United Nations Declaration on the Rights of Peasants and Other People Working in Rural Areas) og vedtaget i FN’s generalforsamling i 2018.

La Vía Campesina og andre madsuverænitetsbevægelser havde arbejdet for denne deklaration i 17 år. I 2023 kom endnu en sejr da FN’s Menneskerettighedsråd stemte for at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på implementeringen af UNDROP.

Plads til og behov for intern kritik

Madsuverænitet handler om kaste et holistisk blik på landbrugets mange udfordringer, og La Vía Campesina har da heller ikke én enkelt mærkesag.

De kæmper for eksempel både for kvinder og unges ret og adgang til jord, for at der er plads til LBGTQ+ personer i landbruget, for migrantarbejderes rettigheder og for at international lov respekteres fra Palæstina til den Demokratiske Republik Congo. For madsuverænitet kræver både, at vi respekterer jordens grænser, og at vi respekterer menneskers rettigheder.

Men La Vía Campesina har ikke altid haft fokus på alle disse områder. Bevægelsen udvikler sine kampagner gennem intern diskussion og kritik.

For eksempel havde bevægelsen ikke meget fokus på kvinders rettigheder i begyndelsen. Men flere og flere kvinder gik sammen for at diskutere de problemer, de mødte i hverdagen - det skete særligt, da La Vía Campesina startede en kampagne for retten til frø, som stadig kører.

Traditionelt har kvinder været dem, som passer på frøene, og mange kvinder i bevægelsen følte, det var hyklerisk at ære kvinders rolle i forbindelse med frø uden at nævne den vold og diskrimination, som mange kvinder møder i landbruget på verdensplan. Så de krævede handling.

Det blev i 2008 til Maputo-deklarationen, som blev vedtaget under den 5. internationale konference, hvor La Vía Campesina annoncerede sin første kampagne mod kønsbaseret vold.

Hvorfor skal du kende dem?

Som forskere bør vi både forske i det, der skaber klimaproblemerne, og forske i de løsninger, som allerede skabes ude i virkeligheden. At skabe forandring handler nemlig ofte om, at vi skal kunne forestille os, hvordan forandringen vil se ud.

Derfor skal du kende La Vía Campesina. Det kan give dig nye billeder på nethinden og forhåbentlig give dig håb. Håb om, at vi i disse skræmmende tider faktisk kan arbejde sammen og udvise solidaritet på tværs af grænser. Det giver også håb om, at et andet landbrug er muligt.

Vi har en tendens til at overse klimaaktivisme i det globale syd fordi det jo 'bare' handler om overlevelse. La Vía Campesina minder os om, at overlevelse og udvikling også er et politisk spørgsmål.

Medlemmerne af La Vía Campesina kæmper for at overleve klimaforandringerne. Og de kæmper for, at måden, vi overlever dem på, er med til at skabe et samfund, som passer bedre på mennesker og miljø.

Herhjemme kan vi til gengæld godt glemme, at der også her findes landbrug i lille skala, som passer på vores jord, selvom al opmærksomheden og støtten går til det industrielle landbrug.

La Vía Campesina minder os om, at vi ikke modløst skal vente på, at nogen opfinder nye løsninger. Mange af dem er her allerede, også i det globale nord.

Bare se mod Frie Bønder – Levende Land, som er medlem La Vía Campesina, eller Levende Hav eller Andelsgaardene, hvis du vil have inspiration og håb.

Jeg håber i hvert fald at jeg har givet dig endnu flere ting at tænke på, når du hører ordet landbrug.

Min forskning var en del af mit ph.d.-projekt på Faculty of Political and Social Sciences, Scuola Normale Superiore. Det var et Participatory Action Research samarbejde med Kenyan Peasants League, som er medlem af La Vía Campesina.