Derfor tvivler nogle mennesker stadig på klimaforandringerne

97 procent af forskerne er enige om, at klimaforandringerne er ægte, og at de er menneskeskabte. Alligevel er mange mennesker stadig skeptiske. Videoen øverst i artiklen undersøger, hvorfor vi bliver ved med at tvivle på klimaforandringerne.

Temperaturen stiger, havene stiger og bliver sure, og dyr uddør. Klimaforandringerne er et alvorligt problem, men alligevel er der mennesker, der fejer det ind under gulvtæppet. Nogle mener, at klimaforandringerne slet ikke findes, andre at de er naturlige, og så er der dem, der mener, de ikke får nogen betydning.

Men hvordan kan det overhovedet være, at nogle problemer får vores opmærksomhed, mens andre ikke gør? Forklaringen ligger gemt i vores hjerner.

Stenalderhjernen er ikke gearet til fremtidens problemer

Mennesket er kommet rigtig langt siden stenalderen, men vores hjerner har ikke ændret sig det store. Derfor reagerer vi bedst på trusler, som vi også kunne relatere til dengang. Det er trusler som:

• Har noget med os selv at gøre
• Påvirker os nu og her
• Skaber pludselige ændringer i vores miljø
• Udmønter sig i uretfærdige hændelser

Klimaforandringerne er til gengæld et problem, hvor den umiddelbare effekt på dig og mig synes at befinde sig ude i fremtiden. Hvis du i stedet forestillede dig en flok druknende hundehvalpe, ville du måske gribe hurtigere ind?

Selvom vores rationelle del af hjernen ved, at der kommer et problem på et tidspunkt, så forstår resten af hjernen ikke alvoren, før det er for sent.

Vi finder på undskyldninger til fremtidsproblemer

Ifølge den amerikanske psykolog Daniel Kahneman er vi mennesker rigtig gode til at finde på undskyldninger for ikke at reagere på trusler, som ligger ude i fremtiden.

En rundspørge, som Yale University står bag, viser, at 65 procent af de adspurgte tror, klimaforandringer vil ramme fremtidige generationer, mens 38 procent tror, at det vil ramme dem selv.

Det kalder Daniel Kahneman for ‘Optimism Bias’. Det er en teori, der handler om, at vi altid tror, problemer vil ramme andre end os selv. Bilulykker sker ikke for os, og den næste orkan rammer et andet sted.

Forskernes usikkerheder gør os usikre

Forskere tager nødvendige forbehold, når de udtaler sig, og når de publicerer deres resultater. Men deres forbehold får også mange mennesker til at tro, de tvivler på deres egne konklusioner – også når det stik modsatte gør sig gældende.

Der er bred enighed om problemet blandt forskerne. Hele 97 procent er enige, men alligevel tror under en fjerdedel af befolkningen i USA på, at der er videnskabelig enighed om klimaforandringerne.

Men når problemerne i fjernsynet handler om terrorister og ikke klimaforandringer, så synes vi, at der skal handles her og nu. Det har muligvis en anden forklaring.

Vi kan kun rumme få problemer ad gangen

Vi bliver bombarderet med alvorlige trusler fra medierne. Krig, sygdomme og naturkatastrofer er hverdagskost. Men vi kan ikke tage alt lige alvorligt.

Ifølge psykologerne Patricia Linville og Gregory Fischer har vi mennesker kun plads til en begrænset mængde bekymringer.

Vi har en såkaldt ‘pool of worry’ og her indgår typisk bekymringer om vores familie, arbejde, penge, helbred og kriminalitet – og der er måske ikke nødvendigvis plads til klimaforandringerne.

Men det er ikke kun vores hjernes kapacitet, der står i vejen for at lade klimaforandringerne komme til. Det kan også være vores sociale omgangskreds.

Vi fokuserer på de samme problemer, som vores venner gør

Ifølge den nu afdøde sociolog Stanley Cohen fra London School of Economics ser vi mennesker verden igennem en ramme. Den kan være defineret af vores politiske holdninger, vores religion, vores økonomiske filosofi eller noget helt fjerde.

Det gør vi ikke kun for bedre at kunne fokusere på det vigtige og ignorere det andet, men også for at vores syn på verden stemmer nogenlunde overens med vores omgangskreds – ellers er der nemlig en risiko for, at vi mister den.

I menneskets spæde start var vores overlevelse afhængig af, om vi var en del af en social gruppe, og derfor er det stadig den dag i dag meget vigtigt for os at bevare denne gruppe.

Så hvis du befinder dig i en gruppe af mennesker, der ikke går op i klimaforandringerne, så er der en risiko for, at du bliver en outsider, hvis du pludselig begynder at prædike om klima. Derfor mente Stanley Cohen, at vi i højere grad er tilbøjelige til at vælge at ignorere problemer, der ikke passer ind i vores omgangskreds.

Klimaforandringerne er altså et abstrakt problem, som ikke bare er svært at løse, men også svære at tage alvorligt lige nu og her.