Derfor er Danmark verdens mindst korrupte land

Ifølge NGO'en Transparency International er Danmark verdens mindst korrupte land. Men den høje grad af fravær af korruption, som vi kender i Danmark og de øvrige nordiske lande, er en undtagelse på verdensplan.

Korruption er hverdag i langt de fleste lande. Vores mareridt om et korrupt samfund er deres virkelighed.

Det er dog ikke kun slyngelstater, diktaturer, fejlslåede stater, udviklingslande og lignende, der lider under korruption. Korruption er overalt – også i lande, som vi danskere normalt sammenligner os med.

Et EU-finansieret forskningsprojekt har i 2013 offentliggjort en undersøgelse af de 28 medlemslandes korruptionsniveau. Hvis de alle sammen lignede Danmark, ville de tilsammen kunne forøge deres skatteindtægter med 323 milliarder euro om året. Det er det dobbelte af EU's budget for 2013. Det lyder som et voldsomt tal.

Alligevel kan det sagtens blive meget værre. For langt hovedparten af EU's medlemsstater er blandt den mindst korrupte tredjedel af verdens lande.

Kun Bulgarien, Grækenland og Italien er mere korrupte. Om noget en klar indikation af, hvor slemt det står til i resten af verden.

Hvordan defineres korruption?

Men til trods for, at korruption er så udbredt, er det endnu ikke lykkedes os korruptionsforskere at blive enige om en endelig definition på, hvad korruption er.

I Danmark vil de fleste af os sige, at det er korruption, når en kommunaldirektør modtager en rejse fra et rengøringsfirma, som han på kommunens vegne er på vej til at indgå en stor kontrakt med.

Det er kriminelt og kan straffes med fængsel.

Men i for eksempel Nigeria eller Vietnam er der en langt mere flydende grænse for, hvornår noget er bestikkelse, og hvornår lidt smørelse blot er en del af prisen for eksempelvis at få udstedt en tilladelse til at handle med cigaretter eller bygge en bolig.

Lønnen for de offentligt ansatte er lav, og lidt ekstra betaling for en offentlig service er helt normal. Det er det, der får hjulene i samfundet til at rulle, mener mange.

Slår vi op i den danske straffelov, finder vi dog ikke ordet korruption en eneste gang. Det betyder selvfølgelig ikke, at korruption er tilladt for danske borgere. Jurister kalder det bare noget andet. For eksempel bestikkelse, underslæb, mandatsvig, bedrageri eller embedsmisbrug.

Kært barn har mange navne – og hvis det er sandt, er korruption desværre en meget afholdt yngling for mange.

Sverige og New Zealand er blandt verdens mindst korrupte lande

Siden 1990'erne har en række større organisationer som Verdensbanken, OECD, FN og Transparency International alligevel forsøgt at nå frem til en definition.

»Misbrug af betroet magt til privat vinding« er deres fælles bud på, hvad korruption går ud på. Det er bestemt ikke noget dårligt forslag. Men det er alligevel problematisk, at ordet ’misbrug’ ikke er defineret nøjere.

For i nogle af verdens mindst korrupte lande som Sverige og New Zealand opfatter myndighederne næppe misbrug på samme måde som i de mest korrupte stater som Somalia, Afghanistan, Irak og Sudan. Det er altså heller ikke enighed om, hvad misbrug er. Og så er vi jo næsten lige vidt.

Ingen kulturer accepterer korruption

Overraskende nok er det forskerne, der halter bagefter den almindelige befolkning. For selvom det endnu ikke er lykkedes at finde frem til en endelig videnskabelig definition på korruption, har antropologer fundet frem til, at de fleste mennesker på tværs af kulturer hurtigt kan identificere korrupte handlinger.

Indbyggerne i en indisk landsby betragter bestikkelse og embedsmænds eller politikeres berigelse af sig selv som et negativt fænomen af de samme årsager som os i Danmark eller for eksempel Verdensbanken og Transparency International.

På den baggrund kan vi så også konkludere, at årsagen til korruption ikke skyldes, at visse kulturer og befolkningsgrupper accepterer fænomenet.

Andre undersøgelser bekræfter, at selv i et stærkt korrupt samfund som Nigeria tager indbyggerne afstand fra korruption. Men de har som regel bare ikke noget valg. For at overleve må de bruge de samme moralsk fordærvelige metoder som alle de andre.

Målet er Danmark

På verdensplan er det cirka 80 procent af Jordens befolkning, der er påvirket af eller direkte lider under håbløst korrupte offentlige institutioner. Vi ved bare ikke, hvordan vi effektivt kan bekæmpe korruption.

Måske mangler viljen også. Eller det kan være, at problemets omfang blot er så tyngende stort, at det ikke umiddelbart lader sig løse.

Når et helt samfund er inficeret med en korrupt praksis, hvem skal så tage første skridt i at ændre på tilstanden?

I de nordiske lande ville vi sikkert svare, at det skal de politiske ledere naturligvis, men så enkelt er det bare ikke i hovedparten af verden. Det er jo næsten altid dem, der er de største syndere.

I Danmark må vi have gjort noget rigtigt

Internationale korruptionsforskere har på det seneste undersøgt, hvordan et land opnår et så lavt korruptionsniveau som det danske.

Danmark er nærmest blevet et forbillede for, hvordan korruption kan bekæmpes, og for hvordan svage stater omdannes til velfungerende samfund. Det store spørgsmål lyder: Hvordan bliver for eksempel Nigeria, Yemen og Irak til Danmark?

Frem for blot at se på, hvad landene med høje korruptionsniveauer tilsyneladende har gjort forkert, fokuserer forskere i stedet på, hvordan korruption kan begrænses. Målet er 'getting to Denmark'.

I Danmark må vi altså have gjort et eller andet rigtigt; noget særligt, der gør, at vi nu kan sidde og pudse glorien.

Korruption eksisterer naturligvis fortsat i Danmark og vil formentlig altid gøre det, men det bemærkelsesværdige er, at det findes i langt mindre grad end i hovedparten af verdens øvrige lande. Hvordan kan det være?

Det helt korte svar på spørgsmålet er formentlig, at den samfundsmæssige top i Danmark ikke er bundkorrupt, men faktisk har bekæmpet problemet i århundreder.

Faktisk helt tilbage til, da den første enevældige konge kunne sætte sig på den danske trone i 1660 – og måske endda før.

I praksis kunne kongerne naturligvis ikke styre landet i alle detaljer

Så kigger vi tilbage i danmarkshistorien, holder den britiske historiker Lord Actons betragtninger om, at »al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt« nok ikke. For her regerede enevældige konger i mere end to hundrede år, fra 1660 frem til 1849.

Med det enevældige styre blev Danmark et arveligt monarki. Nu var det alene kongen, der sad på al magt og myndighed til at regere landet. Alle beslutninger om krige, beskatning, lovgivning og så videre skulle godkendes af ham.

I praksis kunne kongerne naturligvis ikke personligt styre landet i alle detaljer. De skulle jo også have tid til at gå på jagt og jage damer og dronninger. Derfor uddelegerede de en del af myndigheden til embedsmænd, der så kunne administrere riget på deres vegne.

Det betød, at de danske embedsmænd i årene efter 1660 indgik i et mere og mere klart og professionelt hierarki under kongen. Det monopol på en lang række af statens højeste poster, som adelen tidligere havde haft, blev fjernet. I stedet lagde kongen vægt på embedsmændenes loyalitet og mere generelt deres duelighed og evne til at skrive og regne.

Embedsmændene skulle administrere i kongernes sted

Al forskning viser da også, at der er en klar sammenhæng mellem korruption og den måde, som en stat rekrutterer sine embedsmænd på. Det er for eksempel altafgørende, at embedsmændene alene bliver ansat på deres faglige kvalifikationer.

Så snart deres familiebaggrund eller politiske overbevisning begynder at spille en rolle, har vi korruptionsforskere kunnet måle en højere grad af korruption. For så vil mange af embedsmændene have tendens til at være mere interesserede i at varetage særinteresser end at træffe den bedste beslutning for hele staten.

Det var derfor – også set med vores øjne – et utroligt klogt træk, at de danske konger fastholdt, at embedsmændene blot administrerede i deres sted. De kunne til enhver tid afsættes, hvis de ikke handlede i overensstemmelse med kongens interesser.

Siden 1860 er antallet af korruptionssager i Danmark faktisk forblevet på et lavt og nogenlunde stabilt niveau. Sat på spidsen vil det sige, at vi ligestillingsdanskere anno det 21. århundrede kan takke fortidens enevældige regenter for, at vi i dag lever i et samfund, der ikke tilgodeser særinteresser og slægtsbånd.

Advarselslamperne blinker

Men det hjælper formentlig ikke på et lands korruption i nutiden at sætte en enevældig konge i spidsen af landet. Der er heller ikke nogen grund til at fremprovokere en galoperende inflation, som underminerer borgernes lønninger, ej heller at opsøge to gange altødelæggende bombardementer af hovedstaden, som lord Nelson og co. udsatte København for.

Konger, økonomiske kriser, ødelagte byer og krige er sjældent med til at mindske korruptionen i et land. Alligevel er det disse selvsamme begivenheder, der har gjort Danmark til et af de mindst korrupte lande.

Umiddelbart lidt af et mysterium. For ikke at sige en noget trøstesløs diagnose, hvis det er den eneste vej til et næsten korruptionsfrit samfund.

Men formentlig er der andre muligheder end at gennemleve de sidste par hundrede års blodig og kaotisk danmarkshistorie. Det håber i hvert fald forskere, politikere og ikke mindste alle de mennesker, der dagligt lider under korruptionens ødelæggende indflydelse.

Nogen nem universalløsning findes der dog nok ikke. Vi har langtfra knækket koden og kan ikke bryde ud i vild jubel. For korruption er overalt. Det er ikke bare et fænomen, der engang eksisterede i den danske fortid eller nu kun findes uden for landets grænser.

Nye værdier truer Danmarks fine placering

Blandt de mest magtfulde mennesker vil vi formentlig altid kunne finde korruption. Med sin formulering om, at magt korrumperer, er Lord Acton altså ikke helt galt på den. I de seneste år har for eksempel danske folketingspolitikere og ministre været involveret i en række sager, der – hvis de ikke er udtryk for korruption – bestemt er i et grænsefelt.

Den tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har fået jagt- og golfture betalt af blandt andet Danfoss og Danisco. Det fik han vist ikke, dengang han var kriminalassistent i Odense.

Så til trods for den lange hurra-fortælling om Danmarks fine placering som verdens mindst korrupte land er den hellige grav bestemt ikke vel forvaret.

Meget tyder på, at nye værdier så småt er ved at brede sig. Det er sket i takt med en øget udlicitering af offentlige opgaver til private selskaber, privatisering af offentlige virksomheder som salget energiselskabet Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, uigennemskuelige offentlig-private samarbejder og individuelle bonusordninger for offentligt ansatte.

Det er en glidebane

Denne øgede styring af offentlige institutioner på almindelige markedsvilkår udvisker det skarpe skel mellem statslige og private organisationer, der har været holdt i hævd i den danske forvaltning siden midten af 1800-tallet.

Det er en glidebane. For pludselig er prioriteten ikke nødvendigvis længere borgernes bedste, men et større overskud eller en større lønseddel. Samtidig kan emsige journalister og borgere heller ikke stille samme krav om gennemsigtighed i private virksomheders beslutningsprocesser.

Det giver et uhensigtsmæssigt spillerum for magtfuldkomne politikere og dermed korruption. Meget tyder på, at embedsmændenes dybe faglighed og ærbødige respekt for lovens bogstav, som de enevældige konger møjsommeligt byggede op gennem århundreder, er under pres.

Der er altså opstået revner og sprækker i det gode gamle embedsværk, og den traditionelle rolle som lovens vogter bliver hele tiden udfordret og ændret af politikere og spindoktorer, der vil fremvise hurtige resultater.

Den stærke embedskultur og -moral, der efter alt at dømme har spillet en afgørende rolle i Danmarks kamp mod korruption de seneste århundreder, svækkes mere og mere.

Vi risikerer, at Danmark ikke længere vil være drømmedestinationen for resten af verdens lande og ryger ned ad listen over de mindst korrupte nationer.

Advarselslamperne blinker allerede.