Artiklen her er fra 2012. Diego Armando Maradona døde 25. november 2020.
I Sydamerika er fodbold noget langt mere end 'bare' en holdsport.
I Argentina - landet, der har fostret både Maradona og Messi - taler man om 'La Nustra', vores spil, og 'Lo Criollo' - en slags gadedrengestil, hvor det ikke kun handler om løb og spark, men om at bruge sin fantasi og sine visioner til at narre modstanderen.
Og den virkelige criollo indebærer vildskab og galskab.
Et eksempel på, hvor dybt følelserne stikker i sydamerikanernes fodboldsjæl, var Abdón Porte, den 37-årige anfører for Club Nacional de Football, der sent om natten i begyndelsen af marts 1918 gik ind i midtercirklen på klubbens stadion Estadio Gran Parque Central, greb pistolen og skød sig selv i hjertet. I lommen lå en forklaring.
Den tidligere landsholdsspiller kunne ikke forestille sig et liv uden sejrene, de perfekte afleveringer, arbejdsraseriet og målene. Derfor afsluttede han karrieren og livet, hvor han altid havde levet det: På stadion. I midtercirklen.
Historiens største: Diego Armando Maradona eller Lionel Messi?
Den polske antropolog Bartlomiej Brach fra universitetet i Warszawa fortæller historien om Abdón Porte i undersøgelsen 'Who is Lionel Messi? A comparative study of Diego Maradona and Lionel Messi', som er publiceret i International Journal of Cultural Studies. Målet er at understrege, hvor dybt fodbold sidder i den sydamerikanske sjæl.
Bartlomiej Brach forsøger at besvare det evigtgyldige spørgsmål om, hvorvidt Diego Armando Maradona eller Lionel Messi er historiens største argentinske fodboldspiller og dermed - måske på nær brasilianske Pelé - verdens bedste gennem historien.
Messi har netop slået rekorden for flest mål scoret i et kalenderår. Han har vundet alt, hvad der kan vindes som stjernen på det måske bedste Barcelona-hold nogensinde.
Maradonas klubkarriere var langt mere ujævn, men han formåede at føre den italienske provinsklub Napoli til både det italienske mesterskab og UEFA-Cuppen. Og han var manden bag Argentinas verdensmesterskab i 1986 og bragte også Argentina i finalen fire år senere.
\ Blå bog
Lionel Andrés Messi Cuntittini er født 24. juni 1987 i Rosario, Argentina. Kåret til verdens bedste fodboldspiller seks gange. Ingen har scoret flere mål end Messi for det argentinske landshold og for klubben Barcelona, hvor han blandt andet har vundet adskillige spanske mesterskaber og Champions League-trofæer.
Diego Armando Maradona kom til verden 30. oktober 1960 i et slumkvarter i Buenos Aires. Han førte det argentinske landshold til sejr ved verdensmesterskaberne i 1986 og vandt det italienske mesterskab med Napoli to gange - en klub, der hverken før eller siden har vundet mesterskabet. Efter sin aktive karriere var han blandt andet fodboldtræner. Han døde 60 år gammel 25. november 2020.
Opdateret 26. november 2020.
Lo Criollo: Vildskabens spil
Den særlige argentinske spillestil kaldes Lo Criollo, og den bygger på den enkelte spillers grænseløse visioner, fantasi og evne til at narre modstanderen.
»Spillestilen er en serie af falske intentioner. Sejren bliver ikke nået gennem dominans, men ved at narre modstanderen,« skriver Bartlomiej Brach.
Lo Criollo har et specifikt oprindelsessted, det blev skabt i provinsen El Potrero – et ingenmandsland, der hverken hører til i det urbane rum eller på pampaen. I fodboldsammenhæng er det en tilstand, hvor spilleren hverken er barn eller voksen, men midt imellem. Tilstanden kaldes liminal (se forklaring i boksen under artiklen).
Den britiske antropolog Victor Turner beskrev begrebet som:
»Liminalitet er på den anden side af samfundets grænser, der hvor fællesskabet ikke eksisterer. Der kan man ændre sin personlighed eller få tildelt magt til at fuldføre sin rolle. Uanset hvad, er liminaliteten fuld af uregerlige kræfter. Begrænsninger, forpligtelser, familie og forhold er suspenderet, og i deres sted er vanvid, lighed, omvendt autoritet og solidaritet.«
Maradona: Den mytologiske fodboldspiller
Den fysiske manifestation af Lo Criollo-stilen er Diego Armando Maradona, drengen med de særlige evner fra Villa Fiorito-slumkvarteret i udkanten af Buenos Aires.
»Diego Armando Maradona er den mytiske, endog historiske, kulmination på en ide om fodbold,« skriver den argentinske antropolog Eduardo Archetti, der var pioner inden for den antropologiske tilgang til sport.
Maradona blev alt det, som journalisten Borocotó drømte om, da han forsøgte at bruge spillestilen Lo Criollo til at samle nationen.
Men kan Messi leve op til det, spørger Bartlomiej Brach.
Svært at afgøre, hvem der er bedst
Der er ingen tvivl om, at Messi stadig virker som en dreng. Både hans spillestil, der kan minde om det spil, der bliver spillet i baggårde og på villaveje, og hans person, som har bevaret det ungdommelige, det drengede.
Det er også vanskeligt at diskutere, om det er Maradona eller Messi, der besidder den bedste teknik, det bedste overblik og den største fantasi.
Begge har scoret mål, der vil blive stående i historien. Hvem husker ikke Maradonas fabelagtige kasse mod England under VM i Mexico i 1986? Eller Lionels Messis næsten tro kopi i en spansk kamp i 2008?
Kaos-knægten og mors dreng
Men det tredje element, som hører til Lo Criollo-spiller, er kaos. Spilleren kommer fra potreroen, der hvor samfundet ikke regerer, hvor forpligtelser ikke findes, hvor end ikke socialiseringen og ensretningen kan nå ud. Der, hvor viljen bestemmer, og hvor instinktet er herre.
Alt det lever Maradona til fulde op til. I hvert hjørne af hans karriere eksisterer en vildskab, som kun er få spillere forundt. Udvisningen ved VM i 1982, da han i frustration over af blive slagtet en gang for mange sparkede ud efter en modstander.
Årene i Napoli med mafia, coke og utroskab. De mange comebacks. Dopingdommene. Overvægten. Venskabet med Cubas Castro. Den konstante malstrøm af kaos.
Messi derimod er en sød mors dreng. En svigermors lidt kedelige drøm for en datter uden oprør.
»På den ene side hører han til potreroen, når man ser på hans fysik og spillestil, men han er ikke en ægte pibe (ung criollo-spiller, red.), for han har aldrig frigjort sig selv. Han fremprovokerer hverken kaos på banen eller i tilværelsen. Selv om Maradonas opførsel kan være svær at forstå for europæere, er hans livsstil en af grundene til, at argentinerne elsker ham. Jo mere ballade, han skaber, desto mere bliver han manifestationen af pibe. Derfor kan Messi aldrig blive den nye Maradona,« skriver Bartlomiej Brach.
Spillestilen er den nationale identitet
Bartlomiej Brachs pointe er, at mytologien om fodboldspillere ikke blot bliver skabt på banen, men også i samtiden og i samfundet.
Og ikke mindst skabes den af spillernes personligheder. I Argentina bliver mytologien om fodboldspillere skabt af langt mere end mesterskaber og statistik - den skal findes dybt i landets historie.
Frem til 1816 var Argentina underlagt Spanien. I de følgende år løsrev Paraguay, Uruguay og Bolivia sig fra nationen. Fra 1880 til 1912 fandt en massiv indvandring sted fra især Spanien og Italien, men også England. I dag stammer 90 procent af befolkningen fra indvandrere.
l 1913 vandt klubben Racing Club det nationale mesterskab som det første hold helt uden britiske spillere. Det skyldtes spillestilen Lo Criollo, der i modsætningen til briternes kick and rush byggede på den enkelte spillers grænseløse visioner, fantasi og evne til at narre modstanderen.
La Nuestra - den rigtige måde at spille fodbold på
I 1920’erne begyndte journalisten Ricardo Lorenzo, der blev kaldt Borocotó, at bruge fodbold som middel til at skabe en national identitet i den splittede smeltedigel, nationen var. Han opfandt begrebet 'La Nuestra - vores måde at spille fodbold på', og i 20’erne havde både landsholdet og klubben Boca Juniors stor succes. Landsholdet nåede finalen ved OL i 1928 og verdensmesterskabet i 1930, men tabte begge kampe til nabolandet Uruguay.
Da General Juan Peron kom til magten efter 2. Verdenskrig, fortsatte han med at bruge fodbold som national identitetsskaber, og da landet blev demokratiseret i 1983, blev de fattige landsbydrenge, der blev store europæiske stjerner, selve symbolet på folkets magt.
\ Liminalt
Begrebet liminalt blev første gang brugt af den franske antropolog Arnold Van Gennep til at beskrive tilstanden midt i et overgangsrite, hvor personen for eksempel hverken er barn eller voksen, men midt imellem.
Den argentinske antropolog Eduardo P. Archetti, der var pioner inden for den antropologiske tilgang til sport, og som i øvrigt var leder af antropologisk institut ved universitetet i Oslo ved sin død i 2005, mente, at potrero som et liminalt sted betyder, at det er knyttet til barndommen.
Derfor bliver den mytologiske spiller, den fuldendte criollo-spiller, nødt til at være ung – en såkaldt pibe – et barn der spiller i potrero. De to begreber, potrero og pibe, er uløseligt forbundet og kan ikke eksistere adskilt. De er et samlet koncept, skriver Bartlomiej Brach.
