Videnskabsteori er en filosofisk diciplin, der handler om at studere videnskabernes metoder, normer og baggrund.
Det vil sige, at videnskabsteorien for eksempel kigger på, hvornår en teori kan siges at være bevist, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Videnskabsteorien ser også på, om videnskaben udvikler sig hen imod en større sandhed om naturen, eller om mennesket i virkeligheden selv 'opfinder' teorierne.
Karl R. Popper
De største og mest kendte videnskabsteoretikere er fra 1900-tallet.
I begyndelse af det århundrede mente teoretikerne, at alle videnskabelige teorier skulle kunne bevises (verificeres), ellers kunne man ganske enkelt ikke betegne det som videnskab. Den gruppe teoretikere kalder vi for logiske positivister.
Omkring 1960 træder Karl R. Popper ind på banen.
Han mente ikke, man nogensinde kunne bevise en teori. I stedet kunne man modbevise den (falsificere den). Derfor kan videnskaben aldrig finde endegyldige sandheder om naturen, men i takt med at en teori modstår mange forsøg på at blive modbevist, bliver den stærk. Den videnskabsteoretiske retning kalder vi for kritisk rationalisme.
\ TEMA: Videnskabsteori
Læs meget mere om teorierne om videnskaben i vores tema: Videnskabsteori
Indtil da havde alle videnskabsteoretikere, inklusiv Popper, taget det for givet, at videnskaben skridt for skridt bliver klogere og klogere.
Thomas Kuhn
Men det billede ændrer Thomas Kuhn kort tid efter.
Han mente nemlig, at videnskaben udvikler sig i paradigmer eller i revolutioner.
En sådan videnskabelig revolution ændrer hele vores verdensbillede, men ikke fordi det gamle paradigme bliver modbevist, eller det nye bliver bevist. I stedet er det et helt sammensurium af forhold ved både det gamle og det nye, der udløser omvæltningen.
Som eksempel bruger han blandt andet overgangen fra Newtons mekaniske fysik til relativitetsteori og kvantefysik i starten af 1900-tallet. I det gamle paradigme var alt i naturen forudbestemt af naturlovene, i det nye er det et spørgsmål om sandsynligheder og tilfældigheder.
Er videnskaben virkelig?
Efter Kuhns paradigmeteori begyndte nogle teoretikere at stille spørgsmålstegn ved, om videnskaben overhovedet kan sige noget rigtigt om naturen.
De kaldes relativisterne. Og de begyndte at betvivle, at videnskaben overhovedet kan komme frem med objektive sandheder.
De mest radikale af den gren af videnskabsteorien går under betegnelsen socialkonstruktivisterne.
De mener faktisk ikke, at naturvidenskab er afgørende forskelligt fra fiktionslitteratur, fordi videnskabens erkendelser er konstrueret af mennesker. For dem er videnskabelige teorier 'opfindelser' og ikke 'opdagelser'.
Videnskabshistorie og videnskabssociologi
Udover videnskabsteori er der også andre retninger, der kigger på alt det, der findes rundt om selve de videnskabelige resultater.
Videnskabshistorien undersøger for eksempel, hvordan videnskaben har udviklet sig fra oldtiden og til i dag. Den ser blandt på videnskaben i det antikke Grækenland, i Middelalderen, i Renæssancen, i Oplysningstiden og i dag.
Videnskabssociologi handler om at finde ud af, hvordan videnskabsmænd interagerer og arbejder som mennesker. Den ser på, hvilke sociale mekanismer der påvirker videnskaben. Nogle videnskabssociologer mener ligefrem, at al videnskabelig erkendelse er socialt betinget.
I 1990'erne udviklede det sig til en 'krig' mellem specielt naturvidenskabsmænd og videnskabssociologerne om, hvorvidt naturvidenskab er uafhængig af menneskelig påvirkning.
To amerikanske forskere - biologen Paul R. Gross og matematikeren Norman Levitt - udgav i 1994 bogen Higher Superstition: The Academic Left and its Quarrels with Science' . Den var ment som en advarsel mod, hvad de opfattede som nogle intellektuelles flugt fra rationalitet og videnskab.
Det blev startskuddet til en debat, der fik tilnavnet 'Science Wars', og som især tiltrak offentlighedens interesse, da den amerikanske fysiker Alan Soka i 1996 fik optaget en artikel i det ansete amerikanske sociologitidsskrift Social Text.
Men artiklen, der havde titlen Transgressing the boundaries: Toward a transformative hermeneutics of quantum gravity, var et fupnummer.
Sokal havde som parodi på svært tilgængelige, jargonfyldte og citattunge postmodernistiske artikler samlet en række meningsløse citater om fysik og matematik fra en håndfuld fremtrædende franske filosoffer og intellektuelle, bl.a. Jacques Derrida, Jacques Lacan og Bruno Latour.
Da han afslørede fupnummeret, udbrød en heftig diskussion, der bredte sig til avisernes forsider, om videnskabelig redelighed, intellektuel ærlighed, og i hvilken grad naturvidenskaben kan hævde at beskrive en omverden, der eksisterer uafhængigt af menneskeskabte begreber.
Der er ikke opstået større enighed mellem de to sider i debatten, men den har for mange belyst vigtigheden af, at videnskabsfolk ikke udelukkende skal begrave sig i arbejdet for en snæver fagkreds, men også søge en dialog med andre videnskabsgrene og med den bredere offentlighed.
