De ’varme hænder’ siger fra: Vreden over velfærdsstaten har fået en ny form

Både politikere og borgere har det med at blive vrede på staten.

Det gælder i Trumps USA, og det gælder herhjemme, hvor landmænd de seneste par måneder jævnligt erklærer sig vrede på politikerne i forbindelse med forslaget om CO₂-afgifter.

Sådan har det været længe. Borgere har protesteret over statens indblanding i det, de opfattede som deres private forhold, i al fald siden velfærdsstaten for 150 år siden så småt begyndte at vokse frem.

Det gør de stadig.

I et indlæg i Berlingske 18. februar 2024 konstaterede Søren Pind, tidligere justitsminister og nuværende politisk kommentator, simpelthen, at »vi lever i en vred tid«, fordi vores privatsfære konstant krænkes af en alt for emsig stat.

I løbet af det seneste årti er der alligevel sket noget nyt.

Vreden mod velfærdsstaten er begyndt at få nye årsager og bliver udtrykt af nye samfundsgrupper. Ikke mindst af lærere, sygeplejersker og pædagoger. Af velfærdsstatens kernetropper.

Samtidig har vreden, sammen med andre følelser, fået en større plads og mere legitimitet i den offentlige debat.

Det er blevet langt mere acceptabelt ikke bare at blive vred, men også at sige at man er det. Det er blevet normalt at bruge sin vrede som et argument i den politiske debat.

En velfærdsstat, der svigter egne idealer

Den ældre velfærdsvrede handlede om, at staten begik overgreb på borgernes privatliv, at den kunne og gjorde for meget. Den møder man stadig.

Men oftere og oftere udtrykker folk vrede over, at velfærdsstaten kan for lidt. Vreden bunder i en følelse af, at velfærdsstaten har svigtet, at den ikke overholder sin kontrakt med sine borgere.

Et overbebyrdet politi, dårlige normeringer i daginstitutioner og folkeskoler og fortravlet sundhedspersonale er alle eksempler på det.

Som radiovært, forfatter og politisk kommentator Ali Aminali påpeger: »Denne vrede bunder i et håb om, at vores velfærdsstat, vores politiske system, skulle være garant for retfærdighed, sikkerhed og omsorg«.

Det er en vrede, der opstår i øjeblikke, hvor velfærdsstaten ikke lever op til sine egne idealer, ofte fordi man fra politisk hold ikke mener, vi længere har råd til det.

Velfærdsstatens kernetropper er vrede

Interessant nok kommer en sådan vrede ikke bare til udtryk blandt velfærdsstatens brugere, som for eksempel forældre, der protesterer over nedskæringer i folkeskolen.

Den findes også i stigende grad blandt velfærdsstatens såkaldte kernetropper, offentligt ansatte med varme hænder og udstrakt borgerkontakt.

I de seneste ti års politiske kampe om at reformere og slanke velfærdsstaten har lærere, sygeplejersker og socialrådgivere udtrykt, at de er vrede.

Det så man, da regeringen i 2013 greb ind i KL’s lockout af folkeskolelærerne og tvang lærerne tilbage i skolen til nogle arbejdsvilkår, som mange af dem var meget utilfredse med.

I 2021, da regeringen greb ind i sygeplejekonflikten og ophævede et mæglingsforslag til lov, kunne man i fagbladet Sygeplejersken læse, at »vreden syder blandt sygeplejerskerne«.

Og når det kommer til det sociale område, er det efterhånden ikke ukendt, at offentligt ansatte sætter deres job på spil for at afsløre, hvordan økonomisk trængte kommuner ikke længere forvalter efter loven.

»Jeg blev så vred,« som ergoterapeuten Bitten Vivi Jensen forklarede, da hun stod frem from whistleblower i Dagbladet Information og fortalte om et kommunalt system, hvis mål ifølge hende var aldrig at tildele førtidspension, »uanset om folk sad i kørestol, ikke kunne bruge deres arme, var totalt nedslidte, ramt af cancer, sclerose, parkinson, leddegigt, hjerneskade eller demens.«

… og stressede og udbrændte

Som det seneste eksempel viser, handler kernetroppernes vrede ikke bare om egne arbejdsforhold.

Den handler også, som Susanne Ekman har diskuteret i bogen 'Giftig gæld og udpint velfærd' (2021), om et misforhold mellem de ansattes professionelle stolthed og rammerne for deres arbejde.

Og den handler om et misforhold mellem de ansattes forpligtelser, til for eksempel at passe eller uddanne mennesker, og de ressourcer, der er afsat til opgaven.

Ifølge Ekman er de misforhold opstået som følge af de seneste tiårs slankninger og effektiviseringer af den offentlige sektor.

Samtidig er det i stigende grad blevet den enkelte velfærdsansattes ansvar at dække over velfærdsystemets mangler, enten ved på egen hånd at løse de problemer, der opstår, eller ved at skjule deres eksistens for borgerne.

Den situation er uholdbar, mener Ekman. Den fører, mener hun, til stressede og udbrændte medarbejdere på offentlige arbejdspladser. Den ligger også bag meget ny velfærdsvrede.

Velfærdsvrede fylder i skønlitteraturen

Skal man udforske denne vrede nærmere, er ny dansk skønlitteratur, mere præcist forfatteren Katrine Marie Guldager et godt sted at begynde.

Hendes nyeste, anmelderroste og storsælgende romantrilogi handler om midaldrende kvinder, ofte offentligt ansatte fra middelklassen, og beskriver vreden mod velfærdsstaten fra begge sider af skranken.

I ’Birgithe med th’ (2023) er hovedpersonen og fortælleren Birgithe folkeskolelærer.

I ’Endnu en dag i Guds skaberværk’ (2023) møder vi socialrådgiveren Lotte, der blev afskediget, fordi hun talte lidt for højt om sminkede tal i sagsbehandlingen af udsatte børn, og nu er fanget i dagpengesystemet.

Hovedpersonen i ’Jeg hører, hvad du siger’ (2024) er en parterapeut, hvis søn er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

De tre kvinder er del af velfærdssystemet, men de er også vrede over den behandling, systemet giver både dem selv og deres medborgere.

Bøgerne følger deres problematiske møder med foresatte og behandlere. De udpensler velfærdsinstitutioner, skole, socialhjælp, psykiatri, der har overraskende svært ved at leve op til deres formål og synes mere optagede af at simulere velfærd end at yde det til borgerne.

Samtidig giver de rum for deres fortælleres vrede.

Læseren lades ikke i tvivl om, at vreden er velbegrundet. Alligevel er det ofte de tre kvinder, der bliver irettesat af velfærdsstatens repræsentanter, som om det er dem, der er problemet.

Da Birgithe skælder ud på en flok drenge, der overfalder en gadetigger, oplever hun, at en tilkaldt betjent ikke griber ind over for den flygtende drengeflok, men derimod beder hende om at forholde sig i ro:

»Du skal lige samarbejde lidt her, siger han« (s. 29).

Den arbejdsløse Lotte mødes med et affærdigende »Nu skal vi også passe på, at vi ikke ser os selv som ofre, Lotte,« da hun prøver at forklare sin unge sagsbehandler, at hun ikke kan møde op til et meningsløst CV-kursus, fordi hendes ekskæreste er blevet fundet myrdet, og hun nu skal tage sig af sin stedsøn (s. 130).

Vreden kommer til kort

I Guldagers romaner er vreden nemlig ikke kun legitim og egentlig sympatisk, den er også afmægtig – og komisk.

De viser os skikkelser, der stadig bekymrer sig om andre mennesker og gerne vil hjælpe dem.

Deres hovedpersoner er mennesker, der ikke kan finde sig til rette i det opportunistiske menneskesyn, der for politologen Ove Kaj Pedersen er den moderne velfærdsstats, konkurrencestatens, norm.

Men romanerne viser også, hvordan vreden kommer til kort, hvordan den i det store perspektiv ikke forandrer noget.

Og de viser os, hvordan vreden også vokser ud af kvindernes egen fanden-i-voldske trang til at gå linen ud, ja, komme helt ud af de velfærdsrelationer, som er ved at få krammet på dem.

For alle tre romaner gælder det, at vreden både er et sundhedstegn, da der er nok at blive vred over i disse bøgers skildringer af den moderne danske velfærdsstat, og en blindgyde.

Alle tre ender da også med, at deres hovedpersonerne må række ud efter og få hjælp af en anden end dem selv. Tydeligvis er vreden ikke nok.

Ikke forfatterens opgave at komme med løsningerne

Og det er måske romanernes pointe. Den nye velfærdsvrede kan være nok så velbegrundet, men den peger snarere på en afmægtighed end hen mod en politisk løsning.

Katrine Marie Guldager understreger i al fald selv, at hun som forfatter ikke har nogen løsning på de problemer, hendes romaner beskriver.

Godt det samme. Skønlitteraturens rolle i offentligheden er næppe at komme med et ’kvikfiks’ på samtidens problemer, men snarere at beskrive dem mere nuanceret, med flere dimensioner, end det er muligt i den daglige, politiske debat.

Alligevel: Ligger der ikke, mere generelt, en lignende afmagt bag den nye velfærdsvrede?

Følelser fylder mere, men er de også nemmere at affeje?

I det lange perspektiv tyder meget på, at der er sket det, man kunne kalde en ’emotionalisering af samfundsdebatten’.

Følelseshistorikere har kaldt anden halvdel af 1900-tallet for ’terapiens tidsalder’ (se f.eks. her og her).

Det var i de årtier, vi lærte, at det var godt og sundt at sætte ord på vores følelser og at tage dem alvorligt som tegn på vores autentiske selv.

I de seneste tiår er den overbevisning for alvor blevet en norm ikke bare i folks private livsførelse, men også i den politiske debat, et fænomen, som kulturforskeren Henrik Kaare Nielsen har beskrevet i sin bog ’I affekt’ (2021).

Alligevel viser den nye velfærdsvrede sig igen og igen at være magtesløs. Skolereformen blev gennemført som planlagt, sygeplejerskerne fik først honninghjerter, siden en smule mere i løn, men ingen grundlæggende ændringer ud af deres vrede.

De mange afsløringer i kommunernes socialforvaltninger viftes bort som enkeltsager, der ingen betydning har for vores forståelse af velfærdsstaten som sådan.

Noget kunne tyde på, at følelser stadig er nemmere at affærdige end konkrete argumenter, uanset hvor legitime og synlige de er i den offentlige debat.

Denne artikel er skrevet af forskere fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler i 2024. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.