Alt for få voksne er ansat i danske børnehaver og vuggestuer, mener forældre og pædagoger, som har stiftet bevægelsen ‘Hvor er der en voksen?’
Flere gange har bevægelsen demonstreret for at få indført en grænse for, hvor mange børn der højst må være per pædagog, og i sommeren 2019 gik SF til valg på at få indført minimumsnormeringer.
Instinktivt er de fleste nok enige med forældrebevægelsen og SF i, at flere voksne vil være godt for de små.
På den anden side: Der er jo så meget, som kan gavne børnene. For eksempel er der forskning, som viser, at det gør en forskel, hvis:
- Pædagogerne er veluddannede og har god kontakt til børnene.
- Vuggestuer og børnehaver har færre børn på hver stue.
- Pædagogerne læser højt og gør en særlig indsats for at stimulere udsatte børns sprog.
- Vuggestuer og børnehaver ansætter flere mandlige pædagoger.
Er minimumsnormeringer vigtigst?
Men pengene vokser ikke på træerne. Der skal prioriteres. Så det svære spørgsmål lyder:
Er skattekronerne bedst brugt på at sætte en nedre grænse for, hvor mange pædagoger der mindst skal være?
»Minimumsnormeringer skader ikke børnene. Det er klart. Men spørgsmålet er, om det er det vigtigste sted at sætte ind, hvis man vil hæve kvaliteten i dagtilbuddene,« siger Rasmus Landersø, der er seniorforsker i Rockwool Fonden.
»Jeg har ikke set undersøgelser, der kan dokumentere, at pengene er bedst brugt på minimumsnormeringer,« fortsætter han.
LÆS OGSÅ: Største studie hidtil: Klassestørrelse har minimal betydning for elevers præstationer
Uklart, hvilket problem man vil løse
Rasmus Landersø forsker i tidlige indsatser, som skal øge chancen for, at børn får samme muligheder i livet, uanset om de kommer fra en ressourcestærk eller en ressourcesvag familie.
Han har ikke forsket i minimumsnormeringer, men han ved noget om, hvad der helt grundlæggende skal til, for at en indsats - det kunne være minimumsnormeringer - virker efter hensigten.
For det første skal man gøre sig klart, hvilket problem indsatsen skal løse:
»Man skal vide, hvad man gerne vil opnå, og hvordan man gør det mest effektivt. I debatten om minimumsnormeringer virker det uklart, hvilket specifikt problem man vil løse,« siger Rasmus Landersø og spørger retorisk:
»Hvor er det helt præcis, skoen trykker? Er det især i ydertimerne, der mangler voksne, eller er det hele dagen? Skal det være uddannet personale, eller er det nok med vikarer? Skal der være minimumsnormeringer i hele landet eller kun i de institutioner, der har problemer? Og hvilke institutioner er det?«
LÆS OGSÅ: Kan indsatser før skolestart bremse den sociale arv?
Hvad bruger pædagogerne tid på?
Og der er andre ubekendte. For eksempel er der ikke ret meget systematisk viden om, hvad de pædagoger, der i dag er ansat i vuggestuer og børnehaver, bruger deres tid på, siger Rasmus Landersø.
»Hver enkelt pædagog har sikkert en fornemmelse af, hvad der går godt i hverdagen, og hvad der kunne forbedres. Men samlet set ved vi ikke, hvor meget tid de reelt bruger sammen med børnene i de forskellige institutioner.«
»Vi ved ikke, om tiden med børnene foregår i stilhed, eller om der er samtaler, ej heller hvordan de pædagogiske aktiviteter foregår, og hvor meget tid personalet bruger på administrative ting,« siger Rasmus Landersø og tilføjer:
»For at hæve kvaliteten i børnehaverne og vuggestuerne på den mest effektive måde, vil det være oplagt at lave en objektiv afdækning af udfordringernes omfang og karakter. Derefter kan man stille spørgsmålet: Løftes dagtilbuddenes kvalitet bedst ved at ansætte flere pædagoger, eller er der en anden indsats, som er bedre egnet?«
Forskningen peger i alle retninger
For at finde den bedst egnede indsats kan man dykke ned i forskningslitteraturen og tjekke, hvad tidligere forskning viser om emnet. Det er dog nemmere sagt end gjort, for forskningen stritter i mange retninger.
»I øjeblikket kan man finde eksempler på studier, der understøtter det synspunkt i debatten, man gerne vil have frem,« siger Nina Thorup Dalgaard, der er forsker på VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
»Nogle studier finder, at normeringer har en stor betydning for kvaliteten i dagtilbuddene. Andre studier viser, at andre faktorer, for eksempel pædagogernes uddannelse, er vigtigere,« fortsætter hun.
LÆS OGSÅ: Forskere: Vuggestue-tvang i 'ghettoer' er et risikablet eksperiment
\ Forskning søger løsninger
Hvad betyder mest for børnene?
Lige siden 1940’erne er der blevet forsket i, hvordan man bedst skaber trivsel og gode udviklingsmuligheder for børn, som i løbet af dagen bliver passet udenfor hjemmet.
Blandt børneforskere er der videnskabelig konsensus om, at antallet af pædagoger, deres uddannelse og børnegruppens størrelse har betydning for, hvordan børnene trives og udvikler sig.
Men hvilken faktor, der betyder mest, og hvor mange voksne, der bør være per barn, er uklart.
»Det er ikke entydigt afklaret, for der findes mange forskellige studier med forskellige outcomes,« siger Nina Thorup Dalgaard.
Forskere skal gå systematisk til værks
Forvirringen er total, fordi det er uklart, hvilke studier der er bedst udført, hvad de samlet set peger i retning af, og hvordan man bør vægte de forskellige studier i forhold til hinanden.
Det skyldes, at ingen har lavet en videnskabelig kvalitetsvurdering af den samlede forskning i, hvilken betydning de forskellige faktorer har for kvaliteten af dagtilbud.
For at kunne vurdere kvaliteten af den samlede forskning kræver det, at uafhængige forskere går systematisk og videnskabeligt til værks:
Først skal de opstille en hypotese. Hypotesen kunne for eksempel være, at der er en sammenhæng mellem normeringer i dagtilbud og børnenes udvikling.
Så skal forskerne metodisk gennemgå alle de studier, der er lavet om emnet, for at finde ud af, hvor stærk evidens der er for, at hypotesen holder.
LÆS OGSÅ: Pædagoger kan gøre vuggestuebørn markant bedre til sprog og matematik
VIVE-forskere er i gang
Nina Thorup Dalgaard og kollegaer fra VIVE er netop i gang med at lave sådan en kvalitetsvurdering - et systematisk review og en såkaldt metaanalyse - af alle de studier, der er publiceret om betydningen af normeringer og gruppestørrelse i dagtilbud.
Arbejdet adskiller sig fra tidligere forskningsoversigter, der er lavet om normeringer i dagtilbud, fordi kvalitetsvurderingen bliver lavet efter principper formuleret af en stor international, videnskabelig sammenslutning kaldet The Campbell Collaboration.
Campbell-organisationen har opstillet en række kriterier for, hvordan forskere objektivt kan vurdere kvaliteten af de studier, der er publiceret indenfor det sociale og økonomiske område.
Formålet er at få ryddet op i forskningen og finde ud af, hvad der samlet set er stærkest evidens for, så politikerne kan træffe beslutninger på et veldokumenteret grundlag.
Svaret lader vente på sig
Svaret på, om der er videnskabeligt belæg for at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, kommer først, når VIVE-forskerne er færdige med deres kvalitetsvurdering af forskningen. Og det kan komme til at tage et godt stykke tid.
»Desværre er det sådan, at der er så omfattende kvalitetssikring, når vi laver et Campbell-review, at der nok går op til tre år, før vi har resultater,« siger Nina Thorup Dalgaard og fortsætter:
»Men det er nødt til at tage så lang tid, for hele pointen er, at vi vil gøre det ordentligt, så vi kommer ud over den forvirring, jeg selv er frustreret over, der er på det her felt.«
Årsagen til, at det tager år at lave et Campbell-review, er, at arbejdet undervejs i processen skal bedømmes af uafhængige forskere fra andre lande.
Alt bliver fagfællebedømt
Indtil videre har Nina Thorup Dalgaard og kollegerne lavet en protokol - en slags opskrift - over, hvordan de vil vurdere den forskning, der er publiceret om normeringer i børnehaver og vuggestuer, samt hvilken type studier de inkluderer i deres analyse.
I øjeblikket bliver protokollen fagfællebedømt af et uafhængig forskerpanel fra Campbell. Først når fagfællebedømmelsen er afsluttet, kan VIVE-forskerne gå i gang med det egentlige arbejde.
Når de om nogle år har resultater, skal de også igennem en fagfællebedømmelse, før de endelig kan offentliggøres.
LÆS OGSÅ: Pædagogiske forskere i protest: Vores børneforskning bliver ikke anerkendt
LÆS OGSÅ: Sociale investeringer bør ses i et livsforløbsperspektiv
