Som borgere følger vi samtidens store politiske diskussioner om, hvordan vi indretter fremtidens velfærdsstat. Af og til deltager vi også aktivt i dem.
I traditionelle medier eller på sociale medier. I kantinen med kolleger eller over sofabordet med familien. Eller i omklædningsrummet efter badminton. Om energi og klima. Eller om flygtninge. Arbejdsløshed og uddannelse. Medielicensen og DR eller overenskomster og den danske model.
Under overfladen på sådanne diskussioner hviler en mere grundlæggende uenighed. For nedenunder diskussionerne strømmer forskellige former for velfærdsmoral. Det vil sige forskellige forståelser af, hvad god velfærd egentlig er for en størrelse, og hvordan vi overhovedet skal se på os borgere, der bebor velfærdssamfundet.
Det er ikke et spørgsmål om holdninger. Ej heller om ideologi.
Det handler – mere grundlæggende – om forskellige grundlagsforståelser af velfærdsstaten og dens borgere. Det er forståelser, der aktiveres og bliver synlige som argumenter i diskussioner imellem helt almindelige borgere.
\ Historien kort
- Hvilke værdier bygger vi vores argumenter på, når vi diskuterer velfærd? Effektivitet, solidaritet, individualisme eller noget helt fjerde?
- Nyt dansk studie har kortlagt de fire moralske sprog, vi bruger i velfærdsdiskussioner.
- Forsøget antyder, at vi uafhængigt af politisk obvervans lægger stor vægt på effektivitet, optimering og afkast.
I et studie, der netop er udgivet i et international tidsskrift, forsøger jeg at blive klogere på sådanne former for velfærdsmoral.
Jeg undersøger i artiklen en række demokratiske forsøg, som jeg har gennemført sammen med kolleger i Danmark samt i fire øvrige europæiske lande – England, Tyskland, Norge og Slovenien.
Velfærdsstaten til debat
I hvert land samlede vi mellem 35 og 40 borgere, der på papiret spænder over en del af de samfundsgrupper, som kendetegner den brede befolkning: Der var mænd og kvinder, venstreorienterede og højreorienterede, unge, midaldrende og ældre, langtuddannede og ufaglærte og højindkomster og arbejdsløse.
I to hele dage lod vi de udvalgte borgere diskutere velfærdsstaten og dens udfordringer åbent, under det samlende spørgsmål, ‘hvordan skaber vi bedst fremtidens velfærdsstat?’
Borgerne diskuterede mest i mindre grupper, hvor de skulle forsøge at blive enige om forslag til at forbedre velfærdsstaten.
Undervejs blev de også samlet i plenum, hvor de skulle forsøge at overbevise de andre deltagere om, at deres forslag var fornuftige.
Det var dermed et set-up, hvor deltagerne blev opfordret til at tænke på det fælles bedste, og hvor deres argumenter konstant blev mødt af modargumenter og uddybende spørgsmål, der pressede dem til at retfærdiggøre deres standpunkter.
Det er, med andre ord, et set-up, som genererer enorme mængder af sætninger, der starter med »det synes jeg, fordi…«
Før og efter de demokratiske forsøg interviewede vi borgerne enkeltvist, og efterfølgende har vi afholdt opfølgende fokusgruppeinterviews med yderligere i alt cirka 250 borgere i de fem lande.
I analysen har jeg i særlig grad dykket ned i materialet fra det danske demokratiske forsøg.
Jeg har systematisk klassificeret alle argumenter fra de mange timers samtaler mellem borgere for at blive klogere på de moralske sprog, borgerne i forsøget betjener sig af, når de sondrer imellem god og dårlig velfærd.
35 borgere er få. Hovedformålet med analysen har derfor selvsagt ikke været at konkludere noget bredt om, hvor udbredte de forskellige moralske sprog om velfærd er, men – først og fremmest – at begribe dem, skille dem ad og forstå, hvordan de fungerer i praksis.
\ Læs mere
Fire moralske sprog om velfærd
For det første viser analysen, at når man dykker et par spadestik ned i de meget forskellige samtaler, er de gennemgående præget af ikke bare én, men af fire ganske forskellige moralske sprog om velfærd.
Uagtet om de på overfladen handler om skattetryk, folkeskoler, flygtninge eller uddannelse.
Det vil sige fire forskellige ideer om, hvad god velfærd overhovedet er og fire forskellige måder at tale om borgerne i et velfærdssamfund på. De fire moralske sprog om velfærd kan fortælle os en hel del om de forskellige forståelser af, hvad velfærd er, der er med til at forme samtidens store offentlige diskussioner.
\ Læs mere
Effektivitet eller fællesskab?
Det første moralske sprog er effektivitetssproget. Her tænkes velfærdsstaten som et stort maskineri, der bidrager til samfundets samlede produktivitet. Velfærdsstaten er, som én formulerer det, »infrastrukturen, der gør, at vi som samfund kan være produktive«:
Den lapper os sammen når vi er syge og uproduktive, gør os arbejdsklare når vi er arbejdsløse og passer på vores børn og vores ældre, mens vi »får hjulene til at køre rundt.«
Om reformer er gode eller dårlige gøres her til et spørgsmål om, hvorvidt ’de virker’ – det vil sige, om de har en målbar effekt. Gode argumenter påviser, at forandringer skaber vækst, øget arbejdsudbud, arbejdspladser eller konkurrencefordele.
Det næste moralske sprog kan forstås som fællesskabssproget, hvor velfærd er et spørgsmål om solidaritet. Her er velfærd tæt knyttet til tanker om ’et inkluderende fællesskab’, et kollektiv af mennesker som vi alle er medlemmer af, alene fordi vi er borgere.
Som en deltager formulerer det, er det »ikke bare et spørgsmål om, hvem de svage er, eller hvor meget de skal have, men om et større fællesskab.«
At være en god borger i et velfærdssamfund handler her dybest set om at være menneske på en særlig måde, hvor man sætter sine egne særinteresser i parentes og stræber efter først og fremmest at tænke på fællesskabet.
Paternalistisk velfærd versus markedsmoralisten
Det tredje velfærdssprog er familiesproget. Her omtales velfærd konsekvent som noget, de stærke giver til de mindre stærke. Det er til for ‘de syge’, ‘de svage’ og ‘de gamle’ – dem, der skal ‘beskyttes’, ‘hjælpes’ og ‘reddes’.
Modsat fællesskabssproget italesættes velfærd her konsekvent, som noget ‘vi’ giver til ‘de andre’ – velfærd forstås som noget, der flyder i en filantropisk relation imellem en godgørende giver og en trængende modtager.
Familiemoralisten provokeres typisk af de, der gerne vil have hjælp, men som ikke udviser taknemmelighed. God velfærd bliver derfor paternalistisk: Folkeskolen må disciplinere, jobcenteret må kontrollere og indvandrere må mødes med en fair og fast hånd.
Det fjerde og sidste sprog, deltagerne benytter sig af, er markedssproget. Markedsmoralisten vurderer velfærd på skalaer, der måler graden af individuel ansvarlighed: Jo mere et givent tiltag fremmer den individuelle ansvarlighed, desto bedre er det.
Her skal det kunne betale sig at arbejde og være rentabelt at spare op til alderdommen, og den helt store trussel er, at velfærden bliver så omfattende, at den hæmmer den individuelle ansvarlighed.
\ Læs mere
Sådan taler de fire sprog om arbejdsløshed
De fire forskellige moralske sprog leder til forskellige måder at italesætte og bedømme velfærdsstaten og dens borgere. Et godt eksempel er fra diskussioner om arbejdsløshed.
Her benytter deltagerne nogle gange effektivitetens moralske sprog, når de for eksempel understreger, at det er væsentligt, om reformer på området virker, og om vi får nok for de penge, vi investerer i jobcentrene, mens andre benytter sig af fællesskabssproget og har solidaritet som den vigtigste moralske målestok.
Spørgsmålet bliver da eksempelvis, om nylige reformer på området er usolidariske.
Andre taler om arbejdsløshed ved hjælp af det opdragende familiære sprog: Her sondres grundlæggende imellem ’de’, der får penge fra fællesskabet og ’vi’, der giver. Ofte understreges det, at dem, der modtager hjælp bør opføre sig ordentligt – de skal ikke ’pisse på den hånd, som fodrer dem’, og de skal aktivt søge job og deltage i aktivering.
Mens endnu andre italesætter arbejdsløshed med markedssprogets moralske logik og fokuserer på spørgsmålet om personlig ansvarlighed – for eksempel ved at understrege at økonomiske incitamenter er vigtige. og at ’det skal kunne betale sig at arbejde’.
De fire sprog fletter sig ind og ud af hinanden og tilbyder løbende deltagerne fire muligheder for at argumentere for deres synspunkter: Man kan enten hævde, at noget er effektivt, solidarisk, opdragende eller fremmende for den personlige ansvarlighed. Uagtet om man diskuterer folkeskole, flygtninge eller finansiering.
\ Læs mere
Har effektivitetens moral sejret?
Et interessant fund fra studiet er, at effektivitetssproget indtager en særligt fremtrædende plads i det danske forsøg. Dels bruges effektivitetssproget argumenter, helt simpelt, flere gange end argumenterne fra de øvrige sprog (172 argumenter versus henholdsvis 107, 87 og 83) – og det står mere fremtrædende i det danske forsøg end i forsøgene fra de fire andre lande.
Dels benyttes effektivitetssproget i højere grad end de andre sprog uafhængigt af borgerens politiske observans.
Når samtalerne spidser til, griber selv meget venstreorienterede deltagere hjemmevant om effektivitetens sprog for at retfærdiggøre deres synspunkter og overbevise de øvrige deltagere om, at de har ret. Argumentet imod kontanthjælpsloftet bliver da ikke, at det marginaliserer og stigmatiserer borgere, men at det ikke skaber det arbejdsudbud, som politikerne har lovet.
Tilsvarende handler det slående argument for at tage imod flere flygtninge og indvandrere så ikke om næstekærlighed, men om at vi har brug for flere menneskelige ressourcer for at sikre samfundsøkonomien på langt sigt.
Og skal man argumentere for borgerløn, fremhæves det som en iværksætterydelse, der kan skabe samfundsmæssig vækst igennem øget innovation – frem for som en socialt retfærdig indsats for de ’reformramte’ nær samfundets bund.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Den moralske sprog, man aktiverer for at retfærdiggøre sine synspunkter, argumenterer ikke for solidaritet, men for effektivitet – og taler om gode eller dårlige ’investeringer’, ’pay-offs’, ’bundlinjer’ og om hvorvidt noget ’virker’ eller ej.
Et sindbillede på en tid
Pointen er ikke, at danskerne er blevet højreorienterede eller vilde med konkurrencestaten. Man kan jo godt benytte effektivitetens moral til at hævde, at konkurrencestaten i virkeligheden er ineffektiv.
Hvis forsøget indikerer noget generelt, er det måske snarere, at vores moralske sprog om velfærd økonomificeres: At de målestokke, vi bevidst eller ubevidst har accepteret at trække på, når vi taler om, hvad der er ønskeligt for velfærdsstaten, fødes af en logik, der sætter effektivitet, optimering og afkast som normative ledestjerner for det fælles bedste.
Måske et sindbillede på en tid, hvor politikere i faste vendinger taler om konkurrencestaten, arbejdsudbud og nødvendighedens politik. Hvor arbejdslivets værdi for mange opgøres i måltal. Og hvor det sociale liv, ifølge fremtrædende sociologer, i stigende grad kvantificeres og kommercialiseres.
