Den ufortalte historie om en CIA- og Stasi-dobbeltagent, der blev droppet efter 22 års tjeneste

Jeg var nøgen, fæstnet til en hård stol med håndjern. Tre eller fire store, stærke mænd i uniform står rundt om mig, én af dem bag mig med en knippel ... »Sie sind ein Verräter! [De er forræder!],« snerrer de.

M, dobbeltgent

Sådan fortæller dobbeltagent 'M', der på vegne af den hollandske efterretningstjeneste og CIA infilterede det østtyske Stasi i 22 år.

I begyndelsen af 1985 så det ud til, at Stasi muligvis havde afsløret hans bedrag - hans sande loyalitet, der lå hos Vesten. Han var i Østberlin, da mændene vækkede M omkring klokken fire om morgen.

I pyjamas blev han ført fra det safe house, hvor han opholdt sig, til udredningssessioner med sine Stasi-kontakter, til en varevogn med mørke vinduer, der under bevæbnet bevogtning transporterede ham til et fængsel.

De fortalte ham, at han var i et 'Untersuchungshaftanstalt' (forvarende arresthus) kaldet Berlin-Hohenschönhausen, et berygtet sted under Den Kolde Krig, kontrolleret af DDR's ministerium for statssikkerhed (Stasi). M blev tvunget til at gennemgå en nedværdigende og yderst smertefuld kropsvisitation, inden han – stadig uden en trevl på kroppen – blev ført til et afhøringsrum.

Hans fangevogtere forsøgte at intimidere ham ved at hælde spande med koldt vand ud over ham indtil om eftermiddagen.

De hånede ham konstant og sagde ting som: 'Du forrådte marxismen-leninismen', og 'Du er CIA-agent'. Alligevel sagde M, at han følte sig mærkeligt beroliget, fordi beskyldningerne ikke var specifikke. De var beregnet til at provokere ham.

Med andre ord lod forhørslederne til at mangle beviser.

Svært at afdække den fulde sandhed

Vi interviewede M indgående mellem 2019 og 2021 om hans karriere som spion under Den Kolde Krig.

Han fortalte os om sit liv som 'dobbeltagent', og hvordan han til sidst blev ladt i stikken af de overmagter, han havde tjent.

Vi tjekkede og krydsrefererede hans beretning, og vores forskning er blevet peer-reviewed og publiceret i International Journal of Intelligence and Counterintelligence.

Men det er svært at afdække den fulde sandhed, når det kommer til spionagens hemmelighedsfulde verden, så vi har forsøgt at fremhæve de områder, som er umulige at verificere.

Det er vigtigt at understrege, hvor sjældent det er, at en tidligere efterretningstjeneste-agent åbner op og fortæller om deres oplevelser. M gav os et helt unikt indblik i tre forskellige efterretningstjenesters hemmelige virke. Han talte om problemer, han ikke engang havde fortalt sin kone om.

Fremragende skalkeskjul for hemmeligt arbejde

M's spionkarriere begyndte i anden halvdel af 1960'erne, da den hollandske efterretnings- og sikkerhedstjeneste, BVD (Binnenlandse Veiligheidsdienst) – forløberen for det nuværende AIVD (Algemene Inlichtingen- en Veiligheidsdienst) – rekrutterede ham.

Han arbejdede for en hollandsk multinational virksomhed, som vi har lovet ikke at nævne.

Hans karriere var et fremragende skalkeskjul for hans hemmelige arbejde, da det indebar en masse internationale rejser.

M arbejdede for den hollandske tjeneste i mange år og efterfølgende for CIA. Amerikanerne var ivrige efter at bruge ham, da de fandt ud af, at han også var blevet rekrutteret af Stasi's udenlandske efterretningsarm - den berømte Hauptverwaltung A (Hovedforvaltningen for Overvågning), kendt under dets akronym, HVA.

I løbet af en periode på mere end 20 år - fra slutningen af 1960'erne til slutningen af Den Kolde Krig - betragtede Stasi's udenlandske efterretningsarm M som deres agent, og han gav østtyskerne information - meget af det erhvervet gennem den multinationale virksomhed, han arbejdede for.

Men i hele den tid lå hans primære loyalitet hos den hollandske tjeneste og CIA.

Set fra østtyskernes perspektiv var M virkelig en forræder. Efter at have set de beviser, han gav os, mener vi, at hans beretning om at arbejde mod Stasi er troværdig.

Forræderi?

M's motiv for at dele sin historie stammer fra hans ønske om at lære mere om visse episoder fra hans spionkarriere.

Han ønsker især at finde ud af, hvorfor hans østtyske kontakter, som han havde formået at bedrage så succesfuldt i så mange år, pludselig så ud til at vende sig mod ham i midten af 1980'erne.

Det viste sig, at det ydmygende forhør i virkeligheden var en falsk arrestation ledet af Stasi-officerer for at teste hans evner. Men episoden plantede et frø af tvivl i M's sind om, hvorvidt Stasi havde lugtet lunten. Et frø, der ville vokse med årene til at blive en besættelse. Han fortsatte med at tro, at han var blevet forrådt.

Ifølge M var det kun 'forræderi' inden for CIA, der kunne være forklaringen - at en muldvarp inden for den amerikanske efterretningstjeneste havde forrådt ham som dobbeltagent til KGB, Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste og hemmelige politi. Under Den Kolde Krig arbejdede KGB naturligvis meget tæt sammen med Stasi.

Ved flere lejligheder diskuterede M muligheden for, at en person som Aldrich Ames, en berygtet KGB-muldvarp i CIA mellem 1985 og 1994, var ansvarlig for at forråde ham.

I alle vores seks interviews lagde M vægt på det særlige ved hans forhold til de tre forskellige tjenester, han beskæftigede sig med. Han kendte sine to mangeårige Stasi-kontakter som Wolfgang og Heinz.

M’s møder med dem fandt ofte sted i Østberlin og nogle gange andre steder i østblokken, som Bulgarien eller Jugoslavien, og M kunne let foretage sådanne ture bag jerntæppet uden at vække mistanke.

Muldvarpen i CIA

I 1985 var M en rutineret dobbeltagent og kom tilsyneladende meget godt ud af det med sine Stasi-kontakter, Wolfgang og Heinz. Intet havde derfor forberedt ham på afhøringen i Hohenschönhausen-fængslet.

Mens M ivrigt talte om den begejstring og desillusion, han følte som et resultat af sin spionkarriere, var han i starten tilbageholdende over for at tale om denne traumatiserende 'arrestepisode'.

Til sidst fortalte han os dog om den i mange detaljer - noget, han aldrig havde gjort før, heller ikke til sin hustru gennem mange år.

Det var tidligt forår og ret koldt. Deres opførsel var mildest talt hårdhændet. Efter man bliver anholdt, bliver man undersøgt. Man bliver beordret til at klæde sig helt af. Alle kropsåbninger bliver inspiceret ret groft. De smed mig i en fængselscelle, og efter et stykke tid tog de mig ud igen. Nøgen gennem gangene på vej til afhøringslokalet. Gangene var oplyst. Og hvis nogen kom gående fra den modsatte retning, presser de mit ansigt mod væggen... Det var mildt sagt overvældende.

M, dobbeltagent

Han tilføjede: »Man bliver fuldstændig demoraliseret. Man kan ikke gøre noget, og man er fuldstændig magtesløs. De stjæler så at sige, din identitet og fjerner enhvert fnug af menneskelighed.«

Mentalt reciterede han mantraet: 'Bliv ved med at benægte, du skal ikke give efter. Bliv ved med at insistere på, at du som udlænding dedikerede dig til den gode sag, til socialismen...'

Hvorfor Stasi udsatte M for et så hårdt og skræmmende forhør har været noget af en gåde. Var der mistanke fra HVA's side, baseret på et tip fra en KGB-muldvarp i CIA?

Eller var det bare en måde for østtyskerne at teste hans mentale robusthed for at tjekke, om de kunne regne med ham i en stresset situation?

I de senere år stillede han sig selv disse spørgsmål gentagne gange. Muligheden for forræderi fra CIA blev en besættelse.

Uanset hvad endte afhøringen pludseligt og bizart. Wolfgang og Heinz kom uventet ind i lokalet og nærmede sig ham på den mest hjertelige måde: 'Tillykke! Du bestod testen, du er nu én af os!'

M blev løsnet fra sin stol, fik sit tøj tilbage og blev ført til et andet lokale for at friske op. Han blev derefter ført til et andet safe house, hvor han fik en pris: Den Nationale Folkehærs Fortjenstmedalje (Verdienstmedaille der Nationalen Volksarmee).

Manden uden ansigt

Ingen ringere end HVA's legendariske chef Markus Wolf (som blev kaldt 'Manden uden ansigt', fordi han i årevis havde sørget for ikke at blive fotograferet) overrakte ham officielt medaljen.

Markus Wolf ankom med eskorte til det pågældende safe house i en Volvo, som var højtstående embedsmænds foretrukne bil i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

'Vi gav hinanden hånden,' fortalte M os. 'Jeg opfattede ham som en meget venlig, fredsommelig mand... På et tidspunkt fortalte han mig: 'Du gjorde et vigtigt stykke arbejde for os', men han gik ikke i detaljer.'

Da M nævnte sin tidligere ubehagelige oplevelse i fængslet, afbrød Wolf ham ved at sige: 'Det taler vi ikke om'.

Mødet med Wolf varede omkring en time. En mærkelig detalje er, at Wolf tilsyneladende puttede jordbærsyltetøj i sin te. Som ung mand i nazitiden havde Wolf levet i eksil i Rusland, hvor det er almindelig kutyme.

Den falske anholdelse og mødet med Markus Wolf var foruroligende for M, hvilket han ofte sagde under vores interviews. Dagen har tydeligvis gjort et dybt indtryk på ham:

Jeg var mentalt sat ud af balance, jeg kunne ikke rumme det. Selvom medaljen fra HVA-chefen smigrede mit ego, bidrog den også til blandede følelser. Jeg var jo dobbeltagent, jeg var også forræder

M, dobbeltagent

»Jeg var soldat i Den Kolde Krig«

Vores forskning fokuserer på forholdet mellem efterretningstjenester og deres agenter – og i særdeleshed hvordan tegn på taknemmelighed og tillid påvirker dette forhold.

Historien om M er oplysende, fordi den giver mulighed for sammenligninger mellem tre forskellige hemmelige efterretningstjenesters adfærd over for den samme agent.

Vi ser de forskellige grader af taknemmelighed og anerkendelse, som den hollandske efterretnings- og sikkerhedstjeneste, CIA og Stasi viste i forhold til M's arbejde, lige fra personlig opmærksomhed og verbale udtryk for taknemmelighed til materielle gaver.

Det er klart, at M følte et stærkt ideologisk engagement i Vesten og ikke havde moralske betænkeligheder ved at forråde Stasi. Som han udtrykte det: 'Jeg betragtede ikke mig selv som én, der bedragede andre. Jeg var soldat i Den Kolde Krig.'

CIA instruerede M i teknikker, som amerikanerne brugte til at rekruttere KGB-efterretningsofficerer, som måske kendte noget til infiltration i det amerikanske efterretningssamfund. Denne operation startede i 1987, midt i undersøgelser af '1985-tabene', som dækkede over den bølge af arrestationer blandt deres agenter i USSR, som både FBI og CIA havde lidt under.

Potentielle henvendelser fra KGB-officerer blev forudgået af psykologiske vurderinger, der kunne vurdere deres vilje til at samarbejde.

Knyttede sig til to agenter

M fik til opgave af CIA at analysere sine østtyske kontakters adfærd ved hjælp af disse teknikker.

Operationen, som fik kodenavnet RACKETEER af CIA, brugte Personality Assessment System designet af agenturets tidligere stjernepsykolog John Gittinger.

CIA instruerede M i at observere Wolfgang og Heinz' adfærd, fordi Stasi og KGB samarbejdede tæt.

Paradoksalt nok knyttede M sig mest til disse to agenter, som han bedragede.

Deres møder fandt altid sted bag jerntæppet, og de to østtyskere viste ved adskillige lejligheder deres påskønnelse af M's arbejde. Når de ikke aflagde rapport, drak de georgisk cognac med ham, dækkede hans udgifter uden at beklage sig, tog ham med på dagsture og gode middage på restauranter samt på besøg på natklubber i Østberlin og andre steder.

»Vi besøgte natklubber eller et museum i Leipzig, vi tog på ture... I Budapest besøgte vi de der spabade på [Margaret Island].«

M har gode minder fra den tid, han tilbragte med sine to Stasi-kammerater, som tiltalte ham med det uformelle, tyske 'du':

De var gode til at give gaver. Jeg havde engang købt en meget fin eventyrbog til mig selv i Danmark, og noget senere gav de mig en lignende bog i gave. Jeg modtog medaljer fra dem, hvorimod BVD aldrig gav mig en medalje eller et andet tegn på anerkendelse, ikke engang en kuglepen. Ved et andet møde med Wolfgang og Heinz i Østen modtog jeg en masse gaver, fordi jeg var blevet gift seks måneder tidligere [i 1970].

M, dobbeltagent

Altid på vagt

Én af de bryllupsgaver, Stasi gav ham, var en udsøgt bøhmisk krystalvase. De tog endda M med i legetøjsbutikker, hvor han - på deres bekostning – kunne pleje sin store interesse i modeltog.

Men med BVD var det anderledes. År senere, da M fik adgang til sin BVD-sag, fandt han ud af, at besluttede, at M ikke ville få en særlig bryllupsgave, fordi han havde erklæret for mange udgifter.

Ved et møde i Østberlin kort efter hans bryllup blev M spurgt af Wolfgang og Heinz, om han ville sætte pris på en Frauenbesuch (en kvindelig gæst) på en bestemt aften. Det overraskede ham.

'Jeg tror, at HVA ønskede at finde ud af: 'Hvor langt vil denne agent gå? Hvad accepterer han? Hvor ærlig er han?’ Desuden ville jeg have sat mig selv i en sårbar position over for østtyskerne ved at sige ja'.

Med andre ord skulle M altid være på vagt i sin omgang med Stasi, selv med sine 'venner' Wolfgang og Heinz.

Nye publikationer om Stasi og HVA begyndte at udkomme i stort antal efter DDR's sammenbrud. Med disse nye ressourcer lykkedes det M at spore de fulde navne på de personer, som, han mener, var hans kontakter, Wolfgang Koch og Heinz Nötzelmann.

Wolfgang og Heinz’ fulde navne optræder også i publikationer fra Stasi-arkiverne i Berlin, og en mand, der menes at være Wolfgang Koch, optræder endda på et fotografi i en bog om Stasis historie. Dog var M's forsøg på at kontakte dem var forgæves.

Rekrutteret af 'Herr Gerber'

Vi var i stand til at bekræfte nogle, men ikke alle, M's påstande om hans spionkarriere ved hjælp af dokumenter fra hans personlige filer.

M har flittigt dokumenteret alt, hvad der skete med ham, inklusive korrespondance, en del af det ret nyligt, med de tre tjenester. Han har også den medalje, han officielt modtog fra Stasi. Derudover ansøgte vi om aktindsigt i M's sag hos AIVD, men vores anmodning blev afvist flere gange.

M var fra en arbejderfamilie. Efter at have afsluttet sin ungdomsuddannelse i Holland tilbragte han et år på en high school i USA, hvilket viste sig at være en skelsættende oplevelse.

Efter sin uddannelse som ingeniør aftjente han sin værnepligt i den hollandske hær og begyndte sin karriere hos den føromtalte store multinationale virksomhed. På det tidspunkt var han allerede blevet fortrolig med spionage-virksomhed, herunder dens grundlæggende teknikker, under sin værnepligt.

I løbet af sin karriere i flere europæiske, afrikanske og asiatiske lande fik M mange internationale kontakter og var i stand til let at skaffe oplysninger, der var af interesse for efterretningstjenesterne.

Oprindeligt pålagde den hollandske efterretnings- og sikkerhedstjeneste ham at infiltrere lokale ekstremistiske organisationer, både på højre- og venstrefløjen, som var en del af internationale netværk. Men i 1981 overgav de ham til CIA, fordi hans spionageaktiviteter var blevet for internationale for den hollandske sikkerhedstjenestes behov.

I vinteren 1967-68, under et praktikophold i Israel, som var en del af hans studier, henvendte en noget ældre tysktalende herre sig til M. Han præsenterede sig som 'Gerber' og inviterede M på middag.

Gerber viste en stor interesse for M's baggrund, herunder det år, Mhavde tilbragt på en amerikansk high school, men også – hvilket er et ret usædvanligt emne for en tilfældig samtale blandt fremmede - den israelske udvikling af atomkraft i Negev-ørkenen.

På et senere tidspunkt, i Vesttyskland, gennem en fremmed, der henvendte sig til M på gaden, sendte 'Herr Gerber' Men hilsen og bad om et møde i Østberlin.

Blev dobbeltagent

M's hollandske kontakter fortolkede denne tilgang som et rekrutteringsforsøg fra Stasi, hvilket var korrekt. De opfordrede ham til at reagere positivt.

Han blev dobbeltagent og ved at udgive sig for at være Stasi-agent, ville M skaffe værdifulde oplysninger om sine Stasi-kontakters personligheder til den hollandske efterretnings- og sikkerhedstjeneste.

Han indsamlede også information om, hvilken type kortbølgeradiomodtagere, kommunikationsudstyr og koder, østtyskerne brugte, samt den form for efterretninger, de ønskede, at han skulle erhverve sig i de mange forskellige lande, hvor han var udstationeret.

M forklarede sine Stasi-kontakter sin velvilje i forhold til at arbejde for dem som en konsekvens af de mangler, han så i den vestlige kapitalisme, især de mange former for social og racemæssig uretfærdighed, han personligt havde observeret.

\ Læs mere

30 år efter Berlinmurens fald: Forsker fortæller om de spøgelsesagtige Stasi-fotos

Fuldstændig udmattet

Da M blev forlovet med sin kommende kone, betroede han under en fortrolig middag på en restaurant, at han arbejdede som agent mod Stasi.

M's kone kendte ikke detaljerne omkring hans spionage-arbejde, men hun var bevidst om de mange ture, han foretog bag jerntæppet for at møde sine Stasi-kontakter.

Faktisk fortalte hun os, at hun kunne se, at M altid var fuldstændig udmattet, når han kom hjem fra disse møder, efter at have tilbragt flere dage i selskab med Wolfgang og Heinz.

Han skulle konstant være opmærksom på hver eneste detalje, uanset hvor lille den end var, og sørge for, at han ikke forrådte sig selv som en dobbeltagent ved en skødesløs bemærkning eller gestus.

Ved nogle få lejligheder spillede hans kone endda en operationel rolle. Flere gange efter M's hjemkomst fra østblokken var det hende, der foretog et telefonopkald for at sende en forudaftalt kodet besked til CIA, som fortalte, at M var kommet sikkert tilbage.

Tillid og taknemmelighed

Vores forskning har fundet, at agenter og dobbeltagenter ønsker et forhold til deres kontakter, der involverer tillid og taknemmelighed, og ikke bare et forhold baseret på økonomisk kompensation.

Det ønske kan forklares med det ofte fjendtlige miljø, en agent opererer i, som involverer mistillid, frygt, fare og social isolation.

Men pludselig, i 1988, blev M’'s forhold til Wolfgang og Heinz køligere. Når han aflagde rapport til CIA havde M givet udførlige beskrivelser af begges personligheder - og nævnt Wolfgangs brune øjne som en slående fysisk egenskab.

Under et efterfølgende møde, sagde Wolfgang ud af det blå: 'Du kan ikke lide brune øjne, vel?'

M var chokeret. Hans chok var endnu større, fordi Wolfgang sagde det på engelsk, i den præcise formulering M havde brugt i sin CIA-debriefing. M fortalte os, at han knap formåede at kontrollere sine følelser:

Jeg kunne ikke længere stole på nogen... Jeg var nødt til konstant at være opmærksom og på vagt... At være sådan over så lang tid kræver meget udholdenhed... Der er påskønnelse, tillid, men du bliver også forladt... Du er en brik i noget ubestemmeligt – en enhed, som du ikke kan trænge ind i. Nej, de henvender sig til dig... Du er værdsat for din indsats, men [efterretningstjenesterne] forbliver en mørk sky, som du ikke kan trænge ind i.

M, dobbeltagent

Denne episode indledte en periode, hvor både Wolfgang og Heinz blev mere distancerede. Mændenes tilknytning og fejring var forbi, og deres kropssprog havde ændret sig.

M blev ved med at spekulere på, om han havde lavet en fejl, eller, igen, om en CIA-muldvarp havde afsløret ham.

Endelig, i begyndelsen af 1990 - mindre end et år efter Berlinmurens fald - aflyste HVA brat et møde, og det var enden på hans karriere som dobbeltagent. Intet skuddrama, ingen bombeeksplosion, intet Stasi-fangehul. Det var ikke som i filmene.

Et møde blev simpelthen aflyst, og døren til hans spionkarriere smækkede i. Afslutningen på venskabet med hans østtyske kontakter og 'usikkerheden og truslen', som det genererede, med M's ord, havde en betydelig indflydelse på hans velbefindende.

Det bidrog efter hans opfattelse til hans efterfølgende depression og nervøse sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne, som han ville modtage psykiatrisk behandling for.

'Du har ingen kolleger i spionverden,' som han udtrykte det.

Du er helt overladt til dig selv. [Adskillelsen fra mine kontakter] var virkelig et vendepunkt. Indtil da var jeg engageret i alle former for geopolitiske udviklinger, jeg var inde over dem alle. Jeg havde interessante kontakter. Og så pludselig sluttede det hele, og jeg sad derhjemme. Det var et chok.

M, dobbeltagent

Nyder spændingen

M's historie er overbevisende, selvom ikke alle detaljer kan verificeres, som det ofte er tilfældet i efterretningshistorien. Den eksisterende litteratur om efterretningshistorie giver os mulighed for at bekræfte dele af M’s historie eller vurdere sandsynligheden for visse episoder ved at sammenligne dem med andre kendte sager.

Og mange detaljer i M's historie om modus operandi af de tre tjenester, han beskæftigede sig med, kan bekræftes fra andre kilder.

Vigtigst af alt viser den seneste korrespondance mellem M og den hollandske AIVD om adgang til hans sagsakter, at han havde været deres agent.

M modtog også materiale vedrørende hans sag, der overlevede ødelæggelsen af HVA-arkiverne i 1989-90, gennem den administrerende tyske regeringsmyndighed i Berlin. Han lod os se og kontrollere alle disse dokumenter. De beviser, at han også havde været Stasi-agent.

\ Læs mere

’De andres liv’ – en historie om overvågning i 80’ernes DDR, der trækker tråde til nutiden

Nød sin rolle bag kulisserne

Stasi forsynede M med hollandske, amerikanske, schweiziske, britiske og vesttyske pas, der gjorde det muligt for ham at rejse ubemærket under forskellige navne, især når han var på vej til et møde med sine Stasi-kontakter.

Han kommunikerede også med dem gennem såkaldte dead drops (forudaftalte sider, hvor begge parter kunne efterlade beskeder, penge eller dokumentation) og skriftlige eller mundtlige beskeder.

M modtog beskeder fra Stasi gennem kortbølge-radiotransmissioner i kode fra en såkaldt nummerstation i DDR. Disse beskeder bestod af tal, der blev læst monotont i henhold til en på forhånd aftalt transmissionsplan.

Nogle gange udvekslede M også meddelelser og materiale, østtyskerne var interesserede i, ved hjælp af flygtige møder i hotellobbyer med østtyske diplomater. Sådanne møder kaldes 'børstepas' i spion-tale.

M nød tydeligt den rolle, han spillede bag kulisserne i løbet af Den Kolde Krig, og spændingen, der fulgte med - et almindeligt fænomen i efterretningsverdenen.

Det er dog også klart, at traumatiske minder fra den periode fortsat er en betydelig belastning for ham. Hans store interesse for spioner, agenter og forræderi er slående. Hans tidligere CIA-kontakt (som M har genoptaget kontakten med inden for de seneste par år) rådede ham i en e-mail: 'Glem det, mand, lad det ligge'.

Men det hjalp tydeligvis ikke.

Svigtet efter alle årene

Traumatiske minder, der kommer tilbage for at hjemsøge folk mange år senere, er et almindeligt fænomen for krigsveteraner. M føler, at CIA svigtede ham efter Den Kolde Krig, da han ikke længere var til gavn for dem. Han føler, at BVD gjorde det samme, da de overgav ham til CIA i 1981 og frasagde sig ethvert yderligere ansvar over for ham.

Da M i midten af 2010'erne endelig fik adgang til sin BVD-fil, måtte han hverken lave notater eller kopiere.

Til sin forbløffelse stødte han på et dokument, han helt havde glemt, som han selv havde underskrevet. Det vedrørte hans overførsel til CIA i 1981. Den fastslog, at BVD fra da af ikke længere ville bære noget ansvar for ham.

Han fortalte os: 'BVD svigtede mig fuldstændig... efter alle de år, jeg havde sat mit liv på spil...' Men dokumentet kom til at spille en rolle i hans forhold til den hollandske efterretnings- og sikkerhedstjeneste, også efter hans spionkarriere var afsluttet.

Akutte følelsesmæssige problemer

I 2016 blev M's følelsesmæssige problemer akutte, og han tilbragte en nat på en skadestue på hospitalet. Denne episode faldt sammen med, at han henvendte sig til AIVD for at få adgang til sine journaler.

Han bad om deres hjælp til at få behandling fra et bureau 'med erfaring i at behandle de følelsesmæssige byrder fra et langt virke som dobbeltagent'.

Efter ni dage modtog han et svar fra AIVD's juridiske afdeling (som vi har set), der sagde, at 'i ministerierne for indenrigsanliggender og/eller forsvar er der ingen faciliteter til den psykologiske hjælp, du anmodede om. Jeg råder dig til at kontakte din praktiserende læge, så han/hun kan sætte dig i kontakt med en almindelig behandler'.

Denne mangel på samarbejde fra AIVD's side forstærkede M's følelse af bitterhed. Han fortalte os:

I den verden svigter de dig bare. Det er ikke sådan, de bør behandle folk, der har arbejdet for dem i så mange år. Jeg gik jo bag jerntæppet for dem ved mange lejligheder.

M, dobbeltagent

Til sidst lykkedes det med lidt held at finde hjælp på en institution, der specialiserer sig i behandling af krigsveteraner. Denne behandling er stadig i gang.

Det var uden tvivl også hans bitterhed, der gjorde ham ivrig efter at dele sin fascinerende livshistorie med os.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Berlinmurens historie er stadig relevant i dag 30 år efter dens fald

\ Læs mere

Hvordan forsker man i spionage?

\ Læs mere

Forsker i spionage: »Et efterretningsmæssigt masseødelæggelsesvåben har ramt Rusland«