Sønderjyder deltog i massakrer mod civile i Belgien

I 1914 skyllede Første Verdenskrig ind over det europæiske kontinent, og fire års kaos af kugler, blod og skyttegravskrig var begyndt.

På Vestfronten i Belgien var krigens begyndelse særlig blodig for civilbefolkningen, og tyske soldater stod bag en regulær bølge af drab og lemlæstelser af almindelige mennesker.

Et nyt studie viser, at sønderjyder i tysk krigstjeneste også deltog i de voldsomme overgreb, der i eftertiden er blevet kendt som ‘Voldtægten’ eller ‘Overgrebet’ mod Belgien.

»Den tyske hær begik en række krigsforbrydelser mod civilbefolkningen i Belgien. Civile belgiere blev slået ihjel ved massakrer, som også ramte kvinder og børn. Hele landsbyer blev brændt ned,« fortæller lektor og historiker Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet.

Han står bag det nye studie, som omhandler det danske mindretal, der var tvunget til at deltage i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.

»Flere tusinde sønderjyder til stede«

Ifølge det nye studie er det uvist, hvor mange sønderjyder der deltog i overgrebene mod civilbefolkningen i Belgien.

Men studiet påpeger, at »mange individer fra det danske mindretal blev involveret enten som gerningsmænd eller som tilskuere«.

»Der var flere tusinde sønderjyder til stede i Belgien. Deres enheder var placeret centralt de steder, hvor der blev begået overgreb. Man kan ikke sige, hvor mange dansksindede soldater, der konkret deltog i overgrebene, men man kan med sikkerhed slå fast, at de havde kendskab til, at de fandt sted,« fortæller Claus Bundgård Christensen.

Sønderjyder tvunget i krig

Ifølge professor Nils Arne Sørensen er det ikke almindeligt kendt, at dansksindede soldater var en del af forbrydelserne i Belgien.

»Det skyldes nok især, at de dansksprogede slesvigere var en meget lille gruppe i den tyske hær. Det er altså højst i et dansk eller slesvigsk perspektiv, at det er interessant, at der også deltog dansksprogede soldater fra Slesvig i ugerningerne,« siger Nils Arne Sørensen, som er professor ved Institut for Historie på Syddansk Universitet og ikke har været en del af det nye studie.

Mange af soldaterne fra Slesvig var tvunget til at deltage i en krig, som, de ikke følte, var deres, fordi Slesvig - herunder det nuværende Sønderjylland - var kommet på tyske hænder efter Danmarks krigsnederlag i 1864.

Ifølge det nye studie var omkring 26.000 dansksindede soldater nødt til at gøre tjeneste i den tyske hær under Første Verdenskrig, heraf døde cirka 4.100 under krigen.

6.000 civile dræbt

Grusomhederne mod den belgiske civilbefolkning var værst i tiden efter, at den tyske hær krydsede grænsen til Belgien i sommeren 1914.

»Det er veldokumenteret, at cirka 6.000 civile blev dræbt af tyske tropper under fremrykningen i august 1914. Men samtidig peger forskningen på, at der ikke var tale om en overordnet eller bevidst tysk strategi.«

»I meget høj grad kan grusomhederne forklares med, at tyske tropper drog i krig med historier om franske guerillakrigere i den sidste fransk-tyske krig i 1870 og derfor ofte mistænkte civile for det værste,« fortæller professor Nils Arne Sørensen, som forsker i Første Verdenskrig.

'Friendly fire' blandt soldater

Historikere er i dag uenige om, hvad der helt præcist udløste forbrydelserne mod de civile belgiere. Men det ser ud til, at tyske soldater fejlagtigt fik en opfattelse af, at civile belgiere skød imod dem.

»Tyskerne troede, at civile belgiere skød dem, men det har efterfølgende vist sig, at det i mange tilfælde var tyske soldater, som uforvarende skød på hinanden - det man kalder ‘friendly fire’. Men rygterne om, at belgiske civile skød mod tyske soldater, førte til en meget hårdhændet og grusom behandling af civilbefolkningen,« fortæller historiker og forskningsleder ved Rigsarkivet Hans Schultz Hansen.

Historiske tekster brændt

Et af de kendte angreb mod civilbefolkningen skete i den belgiske by Leuven 25. august 1914.

Tyske tropper nedbrændte familiers hjem og skød flere end 200 civile borgere. Byens universitetsbibliotek med omkring 300.000 middelaldertekster blev også overhældt med brændstof og brændt ned.

»Biblioteket blev brændt ned som straf mod belgierne, fordi tyske soldater troede, at belgiske civile havde angrebet dem,« siger Claus Bundgård Christensen.

Danskere i Leuven

I sit studie har han blandt andet dokumenteret, at flere danskere var til stede ved angrebet på Leuven. Disse dansksindede soldater gjorde tjeneste i Reserveregiment 86 under 18. Division i den tyske hær, og de var blevet sendt til Leuven i august 1914.

»Pludselig udbrød der skyderi i byen. Det er fortsat uvist, hvem der igangsatte kampene, men resultatet blev en bølge af vold og ødelæggelse. En af soldaterne, som var involveret, var Iver Clausen, der gjorde tjeneste i divisionsstaben.«

»I sine erindringer påstår han, at soldaterne blev beskudt fra kældre og tage. Indbyggerne i de bygninger, hvorfra soldaterne antog, at de blev beskudt, blev slæbt ud på gaden og dræbt, herunder kvinder og børn,« lyder det i det nye studie.

Studiet nævner også et andet eksempel på en dansksindet soldat, Jørgen Christensen, som i sine erindringer ikke vil gå i detaljer med sine oplevelser i Leuven, men blot nævner, at »en forfærdelig strafhandling« blev begået i byen.

Mistillid mod civile

Det nye studie bygger på en gennemgang af flere end 9.000 breve skrevet på dansk af soldater, som var udsendt i tysk krigstjeneste. Dagbøger, dokumenter og erindringer skrevet af soldaterne indgår også som kildemateriale.

De dansksindede soldaters dagbøger vidner i høj grad om rygter og mistillid mod de belgiske civile - i hvert fald i begyndelsen af krigen.

»Inden de rykkede ind på belgisk jord, var soldaterne gentagne gange blevet informeret om påståede angreb fra civile. Et eksempel kan ses i en dagbog skrevet af Hans Holt fra Regiment 84, som skrev, at den civile befolkning havde dræbt 70 sovende soldater,« lyder det i studiet.

'Svin' er en del af krig

Når soldaterne skriver om overgreb mod civile i deres dagbøger, breve og erindringer, bruger de ifølge Claus Bundgård Christensen ikke deres danske identitet til at distancere sig fra de tyske troppers overgreb mod civile.

Derimod bliver overgrebene typisk beskrevet i »undskyldende termer som et aspekt, der tilhører de grimme sider af krig,« lyder Christensens analyse.

Ifølge Nils Arne Sørensen findes der da også talrige andre eksempler i verdenshistorien på, at »overgreb mod civile omtrent per definition er krigens følgesvend«.

»Det er historien fuld af eksempler på, og i ‘overbegrebet mod Belgien’ indgår også sådanne eksempler, hvor mænd under våben opfører sig som noget, der kun kan kaldes svin,« siger Nils Arne Sørensen.

Krigsforbrydelser i Belgien

Da tyske tropper begik deres overgreb mod civilbefolkningen i 1914, var begrebet ‘krigsforbrydelser’ endnu ikke opfundet. Men både Claus Bundgård Christensen og Nils Arne Sørensen mener, at der var tale om krigsforbrydelser mod de belgiske civile.

»Selve begrebet ‘krigsforbrydelse’ er et af de mange ord, som Første Verdenskrig skabte. Sejrherrerne indskrev i Versailles-traktaten, at den tyske kejser og tysk militær skulle retsforfølges for krigsforbrydelser.«

»Efter sejrherrernes opfattelse var dét, der foregik i Belgien og Nordfrankrig, klart en krigsforbrydelse, og det vil vi også kalde det i dag,« siger Nils Arne Sørensen.

Han tilføjer, at de værste krigsforbrydelser under Første Verdenskrig blev begået af Osmannerriget - et rige med centrum i det nuværende Tyrkiet - hvor mindst en million armenske indbyggere blev dræbt.

Bedre forhold til civile

Den store mistillid og volden mod belgiske civile drev relativt hurtigt over, og det nye studie fortæller, at dansksindede soldater generelt fik et bedre forhold til de belgiske civile i løbet af krigen.

»Allerede i 1914 begynder voldsbølgen i Belgien at dale, og den ebber ud i løbet af 1915. Situationen normaliseres, og de dansksindede soldater begynder at omtale den belgiske civilbefolkning mere positivt end tidligere,« fortæller Claus Bundgård Christensen.

Hans nye studie har ikke som hovedformål at dokumentere dansksindede soldaters deltagelse i forbrydelserne. Derimod analyserer han, hvordan det påvirkede den nationale identitet blandt dansksindede soldater at deltage i krigen på tysk side.

Mindre 'danskhed' i Belgien

Som tidligere beskrevet i en artikel på Videnskab.dk viser studiet, at soldaterne brugte deres danske identitet meget aktivt, når de blev sendt til fronten i Frankrig.

De dansksindede soldater talte ligefrem om at ‘spille danskerkortet’ for at vække franske civiles sympati og få dem til at forstå, at de ‘blot’ var danskere, som var tvunget til at deltage i fjendens hær.

»I Belgien brugte de dansksindede soldater ikke deres danske identitet lige så aktivt som i Frankrig. Det anstrengte forhold til civilbefolkningen betød, at de mere opfattede sig selv som en del af den tyske hær og et tysk fællesskab frem for at fremhæve deres egen danske identitet,« fortæller Claus Bundgård Christensen.

I en kommende artikel på Videnskab.dk kan du læse mere om, hvordan det påvirkede de dansksindede soldater at være sendt i krig på Østfronten - og hvordan soldaterne i høj grad så ned på den russiske civilbefolkning.