Kræftforsker på Københavns Universitet Janine Erler har for anden gang fået trukket et studie tilbage i Nature. Flere forskere undrer sig over Natures beslutning. En konflikt med Janine Erlers eksmand kan have spillet en afgørende rolle.
Professor og kræftforsker Janine Erler har gang i en på alle måder succesfuld forskerkarriere.
Hun modtog blandt andet Lundbeckfondens prestigefulde Yngre Forskerpris i 2017 med ordene, at hun var »en af den slags forskere, der nærmest kan det hele«. I dag leder hun sin egen forskningsgruppe - Erler Group - på Københavns Universitet.
Men »topforskeren«, som hun ofte er blevet kaldt, er nu blevet viklet ind i en række sager, som de fleste forskere for enhver pris ønsker at undgå.
I april 2023 annoncerede det prestigefyldte tidsskrift Nature, at redaktionen havde valgt at tilbagetrække et studie, som Janine Erler var ledende forsker på.
Tilbagetrækningen er den anden på bare tre år for Janine Erler.
I 2020 blev endnu et studie i Nature, som Janine Erler var førsteforfatter på, trukket tilbage grundet »afvigelser« i billedmaterialet. Dengang skete det på forskernes egen opfordring.
Derudover blev to studier (1, 2), som professoren ligeledes var ledende forsker på, påtvunget rettelser - såkaldt ‘corrections’ - i 2019.
Janine Erler er medlem af Videnskabernes Selskab og modtog Lundbeckfondens prestigefulde Yngre Forskerpris i 2017 med ordene, at hun var »en af den slags forskere, der nærmest kan det hele«.
Hun er blevet kaldt »topforsker« af Lundbeckfonden, Innovationsfonden og i Uniavisen.
Janine Erler er tysk-amerikaner, og hun har blandt andet forsket på Stanford University, hvor hun var postdoc fra 2004-2008.
Det var på Stanford University, at hun i et studie fra 2006 gjorde en stor opdagelse om LOX-enzymets rolle ved spredning af kræft.
Studiet blev publiceret i Nature, men blev trukket tilbage i 2020 på forskernes egen opfordring.
Hun har tidligere stiftet og ledet virksomheden LOXiPharm, der arbejdede på en kræftbehandling gennem LOX-enzymet. I dag er hun ejer og leder af virksomheden Loxigen.
En tilbagetrækning af en forskningsartikel er bestemt ikke hverdagskost, påpeger Jesper Wiborg Schneider, professor på Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet.
Fra 2002 til 2021 er i alt 66 forskningsartikler med mindst én forfatter fra en dansk institution blevet trukket tilbage ifølge en søgning, som professoren har lavet på databasen Web of Science. Altså sker det blot tre gange om året.
»Nu skal vi huske på, at der kan være flere grunde til at noget bliver tilbagetrukket, og vi kan jo alle lave fejl,« siger Jesper Wiborg Schneider til Videnskab.dk.
»Men det er da interessant, at Janine Erler nu har to studier på denne meget, meget eksklusive liste,« tilføjer han.
Den danske professor Peter Hokland er redaktør på det engelske tidsskrift British Journal of Haematology, som bringer forskning i blodsygdomme. Han fortæller til Videnskab.dk, at han gennem sine over 13 år som redaktør »kun har været involveret i én tilbagetrækning«.
Peter Hokland, der også er professor i blodsygdomme på Aarhus Universitet, påpeger dog, at årsagen til, at artikler trækkes tilbage, kan skyldes alt fra simple fejl eller sjusk til decideret fusk og snyderi.
I Janine Erlers tilfælde er omfanget af fejlene netop til diskussion.
Især Natures seneste tilbagetrækning skaber undren hos en række forskere, som Videnskab.dk har fået til at kaste et blik på sagen. De fleste forskere har dog kun villet tale med Videnskab.dk om sagen udenfor citat, da de ikke vil blandes ind i en sag, som de anser for at være meget betændt.
Betændt, fordi en påstået interessekonflikt med Janine Erlers eksmand, Rune Linding, ifølge Janine Erlers forskergruppe spiller en afgørende rolle i den seneste tilbagetrækning fra Nature.
Rune Linding er tidligere professor på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet og medforfatter på det netop tilbagetrukne studie i Nature.
Ægteparret blev skilt i maj 2016. Mediet Retraction Watch har tidligere berettet om, at skilsmissen indebar en kamp om forældremyndighed.
Rune Linding har som den eneste af i alt 15 medforfattere til studiet erklæret sig enig i Natures beslutning om at trække studiet tilbage.
De resterende 14 forskere bag studiet modsatte sig tilbagetrækning, da de »mener, at resultaterne stadig er gyldige«. Ifølge dem kunne sagen nemlig løses med en »en simpel rettelse af teksten, som oprindeligt blev foreslået og aftalt med Nature«. Det skriver de 14 forskere i en fælles udtalelse om sagen.
Rune Linding, der nu forsker ved Humboldt-Universität zu Berlin, afviser denne udlægning af sagen.
Mere om det lidt senere. For hvad handler sagen overhovedet om?
Forskningsartiklen, der i april blev trukket tilbage af Nature, blev udgivet i maj 2015, hvor Videnskab.dk også skrev om den.
I studiet var Janine Erler og forskergruppen gennem forsøg i mus kommet på sporet af, hvordan en alvorlig brystkræfttype kaldet ‘østrogenreceptor negativ’ spreder sig til knoglerne.
Forskerne fandt, at det føromtalte LOX-enzym, som Janine Erler har forsket i fra 2006 til 2015, spiller en afgørende rolle i spredningen af den type brystkræft. Ved at bremse enzymets effekt kan man forlænge patienternes liv, indikerede studiet.
Grunden til, at studiet nu er trukket tilbage er ifølge Nature, at data i to af studiets figurer var »upålidelige«. Det drejer sig om figur 1d og 4a, der kan findes i studiets supplerende data:
Figurerne viser to bånd af antistoffer. Et fra LOX-enzymet og et fra proteinet beta-actin, der er brugt som et reference-antistof. Prøverne er en slags kontrol, der er lavet for at se, hvordan antistofferne fra enzymet og proteinet reagerer på forskellige kræftceller.
Fejlen består helt kort fortalt i, at forskerne har beskrevet de forskellige prøver på en forkert måde. Dermed har de præsenteret data forkert.
På baggrund af fejlen blev forskerne i 2018 af Nature bedt om at genskabe data fra de pågældende antistoffer.
Men forskerne kunne ikke genskabe de præcis samme antistof-data, fordi de - 4 år efter, at de oprindelige forsøg var lavet - ikke havde mere af den oprindelige antistof-prøve.
Derfor er studiet nu trukket tilbage.
Spørgsmålet er så, hvor stor fejlen med antistofferne og den sproglige svipser egentlig er, og om det er nok til at trække studiet tilbage.
Det er der delte meninger om.
»Det er for mig at se en meget speget affære, som er næsten umulig at gennemskue for en udenforstående,« lyder det fra professor og tidsskriftsredaktør Peter Hokland.
»At tidsskriftets redaktion ser fejlen som så alvorlig, at de på egen foranledning har trukket arbejdet, er overraskende for mig,« tilføjer professoren, der ser forskningen som værende »meget biologisk relevant«.
Professor og kræftforsker Ulrik Lassen, der har arbejdet tæt sammen med Janine Erler siden 2016, »synes ikke, at Nature havde behøvet at trække artiklen tilbage«.
»Jeg synes, at det er en mindre detalje, som man sagtens kunne gøre rede for på en anden måde. Så det er på ingen måde rimeligt eller videnskabeligt begrundet,« siger Ulrik Lassen, der er tilknyttet Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk:
»For mig at se lugter det langt væk af, at tilbagetrækningen er sket på grund af en familiær konflikt. Men jeg kan godt forstå, at Nature sidder et helt andet sted og ikke har samme fokus på den konflikt. Nature tænker på deres renomme.«
»Men jeg synes, at det er dybt urimeligt, at de har taget den beslutning. Jeg har ingen betænkelighed ved artiklen. Jeg mener, at det er forskning på den allerstørste hylde,« siger Ulrik Lassen, der også er cheflæge på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling.
Fem forskere indenfor samme fagområde som Janine Erler har endvidere fortalt til Videnskab.dk, at de også undrer sig over det videnskabelige grundlag for tilbagetrækningen. De har dog ikke villet udtale sig til citat.
Forskerne fremhæver, at det er helt almindeligt, at forskere - flere år efter at de har foretaget et forsøg - ikke vil have de samme antistofprøver til rådighed. Hvis man genskaber et forsøg med andre antistoffer, er det derfor almindeligt, at resultaterne vil variere en smule.
Derudover, påpeger de, at Janine Erler og forskergruppens resultater er valideret af en række andre forsøg i studiet.
Videnskab.dk har spurgt Janine Erler, hvordan hun forholder sig til Natures beslutning. Hun har sendt følgende citat til Videnskab.dk:
»Ifølge min opfattelse, og ifølge de 4 institutioner, der var involveret i det oprindelige arbejde, samt 14 ud af de 15 forfattere, burde spørgsmålet vedrørende Nature-artiklen fra 2015 være blevet håndteret med en simpel korrektion.«
»Det er dybt smertefuldt, at dette vigtige arbejde er blevet tilbagekaldt baseret på i bund og grund en stavefejl i to supplerende figurtekster. Videnskaben er solid, og jeg har til enhver tid handlet med fuld integritet. Alt det arbejde, jeg udfører, har til formål at finde løsninger, der vil forbedre liv. Det er det, der motiverer mig,« skriver hun.
Derudover vil Janine Erler ikke udtale sig om sagen. Hun henviser i stedet til sin chef på Københavns Universitets Biotech Research & Innovation Centre (BRIC), Anders H. Lund, for yderligere kommentarer.
Anders H. Lund er administrerende direktør på BRIC, hvor Janine Erler er ansat. Han vil ikke blande sig i, hvorvidt det er en rigtig eller forkert beslutning, at Nature har trukket studiet tilbage.
Men han fortæller, at han »ikke har oplevet andre tilfælde, der minder om sagen her«:
»Men vi har heller ikke mange tilbagetrækninger. Jeg kender ikke til andre tilbagetrækninger fra de knapt 20 år, jeg har været på BRIC. Det er generelt meget ualmindeligt,« siger Anders H. Lund til Videnskab.dk.
Derudover henviser Janine Erler til den fælles erklæring fra de 14 forskere, som du kan læse i sin helhed i faktaboksen her:
»The University of Sheffield, Institute of Cancer Research, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har uafhængigt vurderet beviserne vedrørende »problemet«, der oprindeligt blev rejst på PubPeer vedrørende to udvidede Western blots i figuren, hvor billedteksterne ikke tydeligt angav, at beta-actin-blotsene var prøveforarbejdningskontroller.
Vores fælles vurdering er, at der ikke er tilstrækkelig videnskabelig begrundelse for en tilbagekaldelse. I stedet skulle en simpel tekstkorrektion, som oprindeligt blev foreslået og aftalt med Nature, have været tilladt for at opdatere de oprindelige billedtekster.
Vi mener, at der er en væsentlig interessekonflikt, der har påvirket denne sag betydeligt. Alle undtagen én af forfatterne accepterede denne tidligere godkendte korrektion, og alle forfatterne, med undtagelse af den uenige forfatter, var imod tilbagekaldelsen.
Vi står ved gyldigheden af resultaterne og støtter de 14 forfattere, der er imod tilbagekaldelsen.«
Den israelske professor Gera Neufeld, der netop forsker i LOX-enzymets rolle i kræftforskningen, mener dog ikke, at det vigtigt, hvor stor eller lille fejlen er:
»Efter min mening er det ikke vigtigt, om de fundne problemer var relativt ubetydelige eller ej. Videnskab er baseret på tillid og på fælles værdier, hvoraf den vigtigste er, at resultaterne er hellige og ikke må indeholde fejl,« skriver professoren, der forsker ved Technion - Israel Institute of Technology - i en mail til Videnskab.dk.
Medforfatter til studiet og Janine Erlers eksmand, Rune Linding, holder også fast i, at en tilbagetrækning er det rigtige valg.
Rune Linding har valgt at give en fælles udtalelse sammen med biologen James Longden, der i en årrække var lektor under Rune Linding på Københavns Universitet. Her samarbejdede James Longden også med Janine Erler. Rune Linding beskriver James Longden som »en ven og uafhængig videnskabelig rådgiver«:
»Vi tror ikke, at dette (fejlen, red.) skete med den hensigt at bedrage, men det krævede en korrektion. Desværre var Dr. Erler ikke i stand til at reproducere disse data,« skriver de to om tilbagetrækningen til Videnskab.dk.
De »fuldt ud støtter beslutningen om at trække studiet tilbage«, fordi antistofferne ikke kunne genskabes, skriver de. Læs deres fulde svar i faktaboksen her:
»LOX rapporteres normalt at være et ~50 kDa proenzme med en 32 kDa aktiv form. Vi har altid fundet det mærkeligt, at de data, der blev præsenteret i denne artikel, gav et bånd på ~70 kDa, men vi tilskrev det blot tvetydigheden ved immunoblotting.
Det antistof, der oprindeligt blev brugt, var ikke længere tilgængeligt, så vi forsøgte at gentage analysen korrekt ved hjælp af et anti-LOX-antistof fra Cell Signaling Technology (CST Inc., et amerikansk firma), som gav markant forskellige bånd.
Vi konkluderede derfor, at de oprindelige data var genereret med forkerte reagenser og ikke var reproducerbare, og at konklusionerne i den oprindelige artikel derfor også var forkerte.
I 2018 blev vi informeret af Dr. Erler om, at hun var i gang med at korrigere undersøgelsen.
I de 5 år, der fulgte, blev vi kun sporadisk informeret om Dr. Erlers fremskridt i forsøget på at rette op på undersøgelsen. I sidste ende ser det ud til, at Nature-redaktørerne og det involverede internationale review-panel besluttede, at det var umuligt, og besluttede at trække undersøgelsen tilbage.
Det betyder ikke, at alle data i denne artikel er forkerte, men det betyder, at de konklusioner, der drages, kan være forkerte eller i det mindste ikke dokumenterede.
Dette er helt ærligt videnskabens ABC:
For eksempel er de proteomics-data, der blev genereret til denne artikel i vores laboratorium med massespektrometri, ikke påvirket af antistofproblemet, fordi LOX-antistoffet ikke blev brugt i disse eksperimenter.
Det er også vigtigt at bemærke, at fordi undersøgelsen blev offentliggjort i Nature, et af verdens mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter, er den underlagt tidsskriftets meget klare regler for tilbagetrækninger.
På den baggrund, og som forskere, der altid har forfulgt videnskab med den største integritet og sandhedssøgen som et grundlæggende princip, støtter vi fuldt ud beslutningen om at trække undersøgelsen tilbage.«
Hele miseren om det tilbagetrukne studie, har også en historie, der går forud for Natures tilbagetrækning i 2023.
Studiet blev nemlig allerede behandlet af danske instanser for en håndfuld år tilbage. Her det blevet afgjort, at Janine Erler ikke har handlet ‘videnskabeligt uredeligt’. Til gengæld er det blevet bestemt, at hun har udført ‘tvivlsom forskningspraksis’.
Forklaring følger her:
Allerede i september 2018 modtog Københavns Universitet en klage over fire studier, som Janine Erler var ledende forsker på. Herunder det nu tilbagetrukne Nature-studie, der blev beskyldt for ‘forfalskning’ - altså for at have ændret på data.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU) tog derfor sagen op og skrev i en afgørelse fra februar 2020, som Videnskab.dk har læst, at Janine Erler »ikke har handlet videnskabeligt uredeligt«.
Læs mere om den afgørelse i faktaboksen.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har 14. februar 2020 annonceret en afgørelse i sagen, hvor de finder, at Janine Erler »ikke har handlet videnskabeligt uredeligt«.
Til gengæld fremgår det, at forskningen »fremstår misvisende« i tre ud af de fire studier, som Nævnet for Videnskabelig Uredelighed behandlede. Herunder studiet, der netop er trukket tilbage af Nature.
Nævnet konkluderer dog, at de misvisende dele »kun har haft ringe betydning for rapporteringen af forskningen«.
Desuden bemærker Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, at »der ikke er grundlag for at fastslå, at anmeldte (Janine Erler, red.) i nogle af tilfældene har handlet med forsæt eller groft uagtsomt«.
Afgørelsen kommer blandt andet på baggrund af en ekspertvurdering, som nævnet har hentet ind til at vurdere sagen. Ekspertvurderingen kommer fra professor i biomedicin på Aarhus Universitet Helle Prætorius Øhrwald ifølge en aktindsigt, som Videnskab.dk har fået.
I Helle Prætorius Øhrwald eksperterklæring angående klagen mod Nature-studiet fremgår det blandt andet:
»Problemet er, at sådan som figuren er sat op, vil man som læser formode, at data repræsenterer en loading kontrol, i stedet for en sampling kontrol. Dette mangler at blive deklareret og vil derfor have betydning for, hvor stor vægtning man som læser vil lægge på fundet. Der er efterfølgende kørt forsøg med korrekt loading kontrol, som er vedlagt sagen.«
Videnskab.dk har spurgt Helle Prætorius Øhrwald, hvordan hun forholder sig til, at studiet nu er trukket tilbage. Hun henviser til, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed skal komme med en fælles udtalelse om dette. Videnskab.dk mangler stadig at få svar fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed angående dette.
Med afgørelsen fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kunne det umiddelbart lyde, som om Janine Erler klarede frisag allerede i 2020.
Men Jesper Wiborg Schneider, der forsker i videnskabelige praksisser, påpeger, at afgørelsen ikke er lig med en frikendelse af væsentlige fejl og mangler i forskningen.
»Det er en juridisk vurdering,« siger Jesper Wiborg Schneider med henvisning til ‘Lov om videnskabelig uredelighed’, der blev indført i 2017.
I Danmark dækker uredelig forskning over fabrikation, forfalskning eller plagiat gjort med forsæt eller groft uagtsomt i forbindelse med et videnskabeligt dokument.
Kendes en forsker skyldig i videnskabelig uredelighed, specielt fabrikation eller forfalskning, så er det en dom, der »uden tvivl vil have alvorlige konsekvenser for ens videre karriere«, vurderer Jesper Wiborg Schneider.
Hvor ualmindeligt er det, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed frikender et studie, som så alligevel bliver trukket tilbage af tidsskriftet?
»De to ting har ikke noget med hinanden at gøre.«
»Der er forskellige interesser på spil. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed giver en juridisk vurdering. Sådan som jeg læser afgørelsen fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, så er der en sag, men de finder det ikke sandsynliggjort, at der er foretaget en forfalskning.«
»Et tidsskrift kan trække et studie tilbage af mange forskellige grunde,« siger Jesper Wiborg Schneider.
I laget under ‘videnskabelige uredelighed’ kan man som forsker findes skyldig i ‘tvivlsom forskningspraksis’.
‘Videnskabelig uredelighed’ dækker over, at en forsker enten har fabrikeret (opfundet data ud af den blå luft), forfalsket (ændret på eksisterende data) eller plagieret materiale.
At handle videnskabeligt uredeligt er ulovligt i Danmark. Det står i ‘Lov om videnskabelig uredelighed’, der blev indført i 2017.
Sager om videnskabelige uredelighed undersøges i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, der hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Mens sager om tvivlsom forskningspraksis behandles i universitets praksisudvalg.
‘Tvivlsom forskningspraksis’ er ikke ulovligt, men det anses for etisk og moralsk forkert eller slet og ret som dårlig forskning.
En kendelse for tvivlsom forskningspraksis kan derfor være svær at vurdere.
»Problemet ved tvivlsom forskningspraksis er, at det vurderes forskelligt fra universitet til universitet. Der er ikke en lovgivning eller en fælles national linje - som med uredelighed - for hvornår noget er tvivlsom forskningspraksis,« forklarer Jesper Wiborg Schneider.
»Tvivlsom forskningspraksis er en gråzone. Hvor nogle vil sige, at ‘nej det er ikke tvivlsomt’, vil andre måske sige, at det er det. Det betyder, at jeg kan få en over snuden for en fejl på Aarhus Universitet, som jeg ikke nødvendigvis ville få stor ballade for på Københavns Universitet,« tilføjer han.
Én udbredt tvivlsom praksis er at skrive en forsker med som medforfatter på et studie, som ikke har bidraget til studiet. Men der findes mange typer af tvivlsomme forskningspraksis, hvor nogle er værre end andre.
Når en sag afvises i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed sendes den nemlig tilbage til praksisudvalget på det pågældende universitet, der afgør, om der er tale om tvivlsom forskningspraksis.
I dette tilfælde fandt Københavns Universitets praksisudvalg, at Janine Erler »havde udvist tvivlsom forskningspraksis«. Det skriver KU’s praksisudvalg i en udtalelse 15. juni 2020.
En sag om tvivlsom forskningspraksis kan både være i den bløde og den hårde ende (se faktaboksen foroven). Så hvor slem er sagen her?
»Jeg vil mene, at det ikke er en kendelse i den bløde ende,« siger Jesper Wiborg Schneider.
Jesper Wiborg Schneider finder »ingen formildende ord« i praksisudvalgets dom af Janine Erlers artikel. Han hæfter sig blandt andet ved, at udvalget skriver, at det er en »ikke-triviel sag om misledende præsentation af data«.
Før en sag overhovedet kan ende på bordet hos Nævnet for Videnskabelig Uredelighed og senere i et praksisudvalg, skal der have været en klager, der har anmeldt sagen.
En opsigtsvækkende detalje i sagen om Janine Erler er, at det er den tyske professor Edda Klipp, der har klaget til Københavns Universitet. Det viser en aktindsigt, som Videnskab.dk har fået.
Edda Klipp er ifølge Videnskab.dk’s oplysninger gift med Rune Linding. Derudover er de to i dag kollegaer på Humboldt-Universität zu Berlin, hvor Edda Klipp forsker i teoretisk biofysik.
Rune Linding forklarede til Videnskab.dk, inden Videnskab.dk fik aktindsigt i sagen, at han ikke ved, hvordan sagen endte på Nævnet for Videnskabelig Uredeligheds bord.
»Problemerne med denne artikel er sandsynligvis ikke uredelighed, så vi ved heller ikke, hvorfor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed blev involveret,« skrev han i en mail sammen med James Longden.
Ved I, hvorfor Nature tog sagen om studiet op? Samme spørgsmål angående Nævnet for Videnskabelig Uredelighed; ved I, hvorfor nævnet tog sagen op?
»Nej, vi ved ikke, hvem der først rejste spørgsmålet om en korrektion med Nature. En kommentar, der beskriver problemet, opstod på PubPeer i marts 2018.
Som nævnt ovenfor er problemerne med denne artikel sandsynligvis ikke uredelighed, så vi ved heller ikke, hvorfor Nævnet for Videnskabelig Uredelighed blev involveret.
Der var dog et andet problem. I 2015 rejste en japansk gruppe meget alvorlige tvivl om en del af konklusionerne i artiklen (oprindeligt indgav de en skriftlig klage til Nature, men offentliggjorde senere klagen andre steder). Medforfatterne blev ikke informeret om dette problem før maj 2016, flere måneder efter at der var blevet sendt et svar til tidsskriftet.
Ifølge Natures politik er det et krav, at korresponderende forfattere informerer og indhenter samtykke fra alle medforfattere, når der svares på en formel kommentar til en offentliggørelse.
Jeg klagede (skriftligt) over dette til tidsskriftet og KU’s rektor, Henrik C. Wegener, torsdag den 13. september 2018. Senere blev vi informeret af KU's rektorat, at KU efter en intern undersøgelse havde henvist sagen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.«
Videnskab.dk har siden da - efter vi har fået indsigt i sagen - spurgt Rune Linding, om det virkeligt kan være rigtigt, at han ikke kendte til klagen fra sin nuværende kone.
Han oplyser, at han ikke vil gå ind i private forhold. Du kan læse hans svar i faktaboksen:
»Prof. Klipp er DFG Liaison officer på Humboldt og flerårigt medlem af universitets praksisudvalg; i overensstemmelse med sine forpligtigelser videresendte hun bekymringer modtaget fra flere tredjeparter vedrørende Prof. Erler’s arbejde generelt, altså ikke specifikt om denne publikation, til KU Rektor Henrik C. Wegener.
De efterfølgende publicerede Editorial Expression of Concerns samt Erratums (jf. PubPeer oversigt) beviser gyldigheden af disse tredjeparters bekymringer. Med hensyn til 2015 Nature-artiklen, konkluderede Praksisudvalget på KU at Prof. Erler har »udøvet tvivlsom forskningspraksis«, og at dette ikke skyldes forfalskning. Vi er helt enige i udvalgets konklusioner vedrørende denne artikel. Som medforfatter har jeg ingen interesse i at få min egen artikel trukket tilbage.«
Videnskab.dk har spurgt Edda Klipp, hvorfor hun i sin tid sendte en klage til Københavns Universitet, og om hun anerkender, at der er en interessekonflikt i hendes ageren med henvisning til det personlige sammenfald.
Edda Klipp skriver i en mail til Videnskab.dk, at hun ikke kan nå at svare på spørgsmålene inden denne artikels deadline.
Dermed er vi fremme ved Janine Erler og forskergruppens påstand om, at en »stor interessekonflikt« har haft indvirkning på Natures tilbagetrækning af det nye studie.
En påstand, som Anders H. Lund uddyber:
»Man kan jo observere, at der er en oplagt interessekonflikt.«
»Hvis man læser tilbagetræknings-notatet fra Nature, kan der ikke være tvivl om dette. De universiteter, hvor forfatterne er ansat, har skrevet et brev til Nature, der gjorde opmærksom på interessekonflikten.«
»Der var tidligere forsøg på at løse dette på en anden måde end tilbagetrækning. Gennem rettelser og så videre. Som jeg forstår sagen, accepterede Rune Linding ikke disse forslag,« fortsætter Anders H. Lund.
Rune Linding afviser denne udlægning overfor Videnskab.dk
»Nej, det er ikke sandt. Da professor Erler første gang informerede mig om ønsket om at forsøge at ‘korrigere’ publikationen, gjorde jeg ingen indvendinger mod dette. Jeg blev først informeret i år om, at redaktionen nu havde besluttet at trække artiklen tilbage.«
Hvordan forholder du dig til den påståede store interessekonflikt? Kan du afvise, at den har nogen betydning for din ageren i sagen?
»Hvis dataene i artiklen kunne replikeres, ville der være blevet offentliggjort en rettelse. Så for os ser dette ud til at være tilsløring. Måske har professor Lund følt behov for at gøre dette, fordi professor Erler har haft en række andre problemer med tilbagetrækninger og redaktionelle udtryk for bekymringer i den seneste tid,« lyder det fra Rune Linding.
Anders H. Lund holder fast i sit svar:
»Man kan kigge på selve tilbagetræknings-notatet,« gentager han.
»Alle modsatte sig tilbagetrækningen på nær ham. Jeg ved ikke, hvad han baserer sine kommentarer på,« siger Anders H. Lund.
Bekymrer det dig ikke som direktør for BRIC og chef for Janine Erler, at hun nu har fået trukket to studier tilbage og ligeledes fået rettelser på to forskningsartikler?
»Selvfølgelig bekymrer det mig.«
»Det bliver taget alvorligt og bedømt af de udvalg, som står for det, og som fungerer uden for BRIC. Der hvor jeg har en rolle, er hvis Nævnet for Videnskabelig Uredelighed vender tilbage til mig med en afgørelse om, at der har været videnskabelig uredelighed. Men inden da skal jeg beskytte mine medarbejdere og kollegaer mod, hvad der kan være uretfærdige anklager.«
»Det er meget ualmindeligt at have så mange sager. Men det også generelt en ualmindelig sag - blandt andet på grund af interessekonflikterne«.
Anders H. Lund. minder samtidig om, at han ikke ser sig selv som uvildig i sagen, da Rune Linding tidligere har ført en retssag mod BRIC, hvor Anders H. Lund er direktør. Anklagerne er i dag trukket tilbage. Sagen kan du læse mere om i en artikel på Weekendavisen fra december 2017.
Rune Linding og James Longden har spillet en rolle i sagen, der i 2020 førte til, at Janine Erler og hendes forskergruppe - på egen opfordring - måtte trække deres første studie tilbage i Nature. Det er dokumenteret af mediet Retraction Watch.
Dengang blev studiet, der oprindeligt blev publiceret i Nature i 2006, trukket tilbage grundet »afvigelser« i billedmaterialet.
Retraction Watch dækkede sagen tæt og kunne blandt andet berette om en ekspert, der fandt »betydelige bekymringer om de offentliggjorte billeder« i studiet.
Retraction Watch skrev også i en artikel fra marts 2018, at James Longden havde fortalt mediet, at han af egen lomme havde betalt »cirka 150 euro for en billedanalyse af forskningsartiklen fra 2006, efter at han blev bekymret over hendes arbejde.«
Retraction Watch beretter også om, at de blev kontaktet af Rune Linding, der delte nogle bekymringer og en uafhængig analyse af studiet.
Sagen førte som bekendt til, at Janine Erler og hendes forskergruppe selv trak studiet tilbage.
Med de mange modstridende forklaringer, er det stadig uklart, hvad der har ført til tilbagetrækningen i Nature.
Jesper Wiborg Schneider nævner dog, at et højtprofileret tidsskrift som Nature meget nødigt trækker studier i tidsskriftet tilbage:
»For mig er det virkeligt interessant, hvorfor Nature i sidste ende har valgt at trække studiet tilbage. Det er usædvanligt,« siger Jesper Wiborg Schneider, der understreger, at han ikke har den faglige indsigt til at vurdere, hvorfor det er sket.
»Man skal ikke underkende, at Nature har store økonomiske interesser. Det er grunden til, at tidsskriftet sjældent vil trække deres studier tilbage, men at alle gerne vil publicere i dem. Så det er meget sjældent, at et tidsskrift som Nature selv trækker noget tilbage.«
»Jeg har svært ved at se, at tidsskriftet vælger at trække studiet tilbage, hvis der er tale om småting. Det må betyde, at Nature ser med større alvor på problemerne i artiklen måske koblet med noget andet, end forfatterne bag mener.«
Professor og tidsskriftsredaktør Peter Hokland, der tidligere i artiklen har kaldt Natures beslutning for »overraskende« og »næsten umulig at gennemskue«, tilføjer også, »at der næppe er røg, uden at der er brand«.
»Det videnskabelige miljø er fyldt af fejder, hvor der ofte ikke bruges stuerene metoder til at nedgøre andre. At forfatterlisten her omfatter en eksmand, som ydermere er den eneste af de mange forfattere, som har accepteret tilbagetrækningen, er også tankevækkende.«
»Men når denne frem og tilbage skal vægtes, vil jeg lægge alt andet til side og forholde mig til, at tidsskriftet Nature har fundet det nødvendigt at trække denne artikel. Det gør man ikke, medmindre der er alvorlig tvivl om den,« fortæller han til Videnskab.dk.
Professor og overlæge Ulrik Lassen, der har arbejdet tæt med Janine Erler, fremhæver, at Nature er »skrappere« end andre tidsskrifter:
»Jeg tror, at når man har et tidsskrift med den impact, så kører de med livrem og seler. Så de vil ikke risikere noget. Men når 14 ud af 15 synes, at det ikke skal trækkes tilbage, så overrasker det mig, at det ender sådan alligevel.«
»Men Nature er et tidsskrift, som er skrappere end andre tidsskrifter. Hvor nogle tidsskrifter simpelthen publicerer hvad som helst. Så det er klart, at Nature har svært ved ikke at reagere på kritikken,« siger han.
Ligger fejlen ikke hos Nature, hvis de trækker noget tilbage, som der ikke er videnskabeligt grundlag for at trække?
»Jeg tror ikke, at man kan forlange, at de kan gennemskue, hvad det her handler om. Det kan alle andre nok gennemskue. Jeg synes, at det er ærgerligt, at den er trukket tilbage. Jeg mener, at det er en fejl, men man kan nok ikke klandre Nature, fordi de sidder det sted, hvor de gør.«
»Jeg synes, at det er vigtigt, når man omtaler sagen, at man er opmærksom på, at det er noget helt andet, det handler om. Det handler ikke om videnskab. Det er en personlig jagt.«
Videnskab.dk har stillet Nature en række spørgsmål i forbindelse med artiklen. Vi har blandt andet spurgt
Nature har givet følgende svar til Videnskab.dk:
»Når der rejses tvivl om en artikel, vi har udgivet, undersøger vi det nøje og følger en fastlagt proces, som inkluderer at konsultere forfatterne og søge råd fra eksperter. Til enhver tid er vi styret af behovet for at opretholde nøjagtigheden af den videnskabelige dokumentation.«
»Efter afslutningen af denne proces kom redaktørerne i dette tilfælde frem til den konklusion, at tilbagetrækning af denne artikel var den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde.«
Derudover henviser Nature til tilbagetrækningsnotatet.
Spørgsmålet er i sidste ende, om hele sagen betyder noget for afgørende fund, som Janine Erler og forskningsgruppen i sin tid gjorde i det nu tilbagetrukne studie:
At LOX-enzymet spiller en rolle for kræftcellers evne til at sprede sig til knoglerne.
Intet peger i retning af, at dette fund ikke holder. Flere forskere har nemlig gjort lignende fund siden.
Rune Linding og James Longden noterer også, at »ikke alle data i denne artikel er forkerte, men det betyder, at de konklusioner, der drages, kan være forkerte eller i det mindste ikke dokumenterede.«
Ifølge professor og kræftforsker Ulrik Lassen står fundet også stadig »fuldstændig« til troende.
Få en ugentlig dosis sund viden om kost, motion, sygdomme, behandlinger og kroppens mysterier.
