Sensommeren 1853 i København. En norsk læge står ved siden af en dødssyg kolerapatient på koleralazarettet på Sankt Annæ Plads i København.
\ Historien kort
- Verdens måske ældste kolerainficerede afføringsprøve kan give ny viden om koleraepidemien, der hærgede København i 1800-tallet.
- Lektor Peter Kjær Mackie Jensen vil sammenholde studier af datidens København med nutidens slumkvarterer i Bangladesh, der to gange årligt plages af kolera.
- Meget tyder på, at forurenet drikkevand ikke er koleraens vigtigste smittevej, og forskning, blandt andet i den københavnske afføringsprøve, kan medvirke til, at man bruger ressourcerne bedre i kampen mod kolera i katastrofeområder.
Patienten har det seneste døgn haft mange liter hvidlig afføring til at løbe ud af tarmen.
Den norske læge er af en eller anden grund i København - måske for at hjælpe til under den dødelige koleraepidemi, som bryder ud i juni 1853. Den smitter mere end 7.000 mennesker hen over sommeren, hvoraf 4.700 dør, og epidemien ender således med at koste 10 procent af den københavnske befolkning livet.
Lægen hælder nødtørftigt en lille smule af det hvidlige koleratarmvand fra den afkræftede patient i en kolbelignende flaske.
»Tarmexcretion fr. en patient i utbildad Cholera Oktob; 1853,« skriver han på etiketten og stiller flasken til side i et skab på lazarettet.
\ Læs mere
160 år senere i København
Peter Kjær Mackie Jensen læner sig frem. Han retter på de runde briller, blinker en gang og læser for tredje gang teksten på etiketten på den kolbelignende og helt forsejlede glasflaske, som står beskyttet i en glaskasse foran ham.
»Jeg var til seminar på Medicinsk Museion, og stolene var simpelthen så hårde, at jeg havde fået virkelig ondt i bagdelen af at sidde der. Så jeg var gået en tur rundt i museet. Og så fik jeg øje på denne her flaske,« fortæller Peter Kjær Mackie Jensen, som er lektor på Copenhagen Center for Disaster Research (COPE) på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet (KU).
Flasken fra 1853 indeholder verdens måske ældste eksisterende koleraafføringsprøve. En prøve som muligvis kan give os ny viden om kolerabakterien og koleras smitteveje.
Gammelt tarmvand kan give ny viden
\ Med kolera kan du skide dig ihjel på et døgn
Kolera skyldes en bakterie, der hedder vibrio cholera. Får man en tilstrækkeligt stor mængde af denne bakterie ind i tarmsystemet, vil den begynde at formere sig og danne en gift, som får cellerne i tarmvæggen til at udskille enorme mængder væske.
Du kan således have 12-13 liter afføring i døgnet med kolera.
Den store mængde afføring skyldes en blanding af væske og celler fra tarmen, som både ligner og hedder 'risvand'.
Får du ingen behandling, dør du inden for kort tid af væskemangel. Til gengæld er kolera ret nem at behandle. Du skal bare have den samme mængde væske ind, som ryger ud - tilsat salt og sukker.
Problemet er, at man ikke er i stand til at drikke så meget væske. Derfor kræver kurering af kolera, at man kommer til et hospital, hvor man kan få væske intravenøst, altså direkte i en vene, eksempelvis en blodåre.
En idé begynder at tage form i Peter Kjær Mackie Jensens bevidsthed. Han vil have fingrene i tarmvandet i den gamle flaske.
Tilbage på sit kontor på Center for Katastrofeforskning på KU begynder han, sammen med kollegaen Lone Simonsen, som er gæsteprofessor i historisk epidemiologi på afdeling for global sundhed, Ph.d.-studerende Matthew Phelps og samlingsleder Ion Meyer fra Museion, at undersøge muligheden for at åbne flasken.
»Vi ved, at patienten var hårdt angrebet af kolera, men vi ved også, at han eller hun overlevede. Nu har vi fået lov til at åbne dette internationale klenodie, så vi kan undersøge indholdet. Måske er kolerabakterierne stadig levende. Det ville jo være helt vildt. Det ville kunne give os helt ny viden om koleraens udvikling,« siger Peter Kjær Mackie Jensen.
En bedre forståelse af kolerabakterien og koleras spredning i 1853 kan måske hjælpe os til bedre at standse epidemier i katastrofeområder i dag.
Derfor er forskerne lige nu i gang med at ansøge forskellige fonde om økonomisk støtte, der vil gøre det muligt at åbne flasken – det er nemlig ikke lige til at få hul på en mere end 160 år gammel forsejlet flaske. Det kan du læse mere om i faktaboksen 'Svært at åbne en 164 år gammel flaske'.
Gylden bakteriegrænseværdi for diarre
\ Svært at åbne en 164 år gammel flaske
Forskere fra Niels Bohr Instituttet er lige nu ved at regne på, hvordan man bedst borer hul i sådan en flaske uden at ødelægge den.
»Vi kan jo faktisk ikke vide, om den eksploderer, når vi begynder at pille ved den. Måske er der sket en gæring, som har skabt et kæmpe overtryk. Så vi risikerer at stå dækket i kolerainficeret lort,« siger Peter Kjær Mackie Jensen.
Videnskab.dk håber at få lov at være med ved åbningen.
Peter Kjær Mackie Jensens forskning har på den ene eller anden måde altid koncentreret sig om afføring, epidemier og smitteveje.
Året er 1997. Det er 144 år efter koleraepidemien i København, og Peter Kjær Mackie Jensen sidder i en fattig pakistansk landsby og studerer endnu en vandprøve fra den lokale brønd. Han har besluttet, at han med sin ph.d. vil finde bakteriegrænseværdien for, hvornår børn får diarre.
Med andre ord: hvor meget bakterieforurenet vand et lille barn kan tåle, før tarmsystemet kollapser i afføring.
»Det lykkedes ikke. Om de fik diarre, hang tilsyneladende mere sammen med, om de havde nok vand til at drikke og til rengøring og ikke så meget, hvor forurenet vandet var,« fortæller han.
Han formåede altså ikke at opfylde formålet med sin ph.d. Tilgengæld blev hans interesse for bakteriers smitteveje i katastrofe- og fattige områder vækket.
\ Læs mere
Rådgiver om hygiejne efter tsunami
Peter Kjær Mackie Jensen laver post.doc. om komposteringstoiletter i Vietnam og bor nogle år i Sri Lanka. Da tsunamien rammer Sydøstasien i 2004, bliver han sammen med mange tusinde andre vesterlændinge sendt til katastrofeområdet for at rådgive.
Han kom til Banda Aceh i Bangladesh for at rådgive om hygiejne.
»Men det var uklart, hvem jeg præcist skulle rådgive om hvad,« fortæller han.
Han mødte den danske Beredskabsstyrelse, som havde et hospital med stort set ingen patienter, så der kunne han sove på deres opvågningsafdeling,«
Peter Kjær Mackie Jensen holder dog nogle møder med Verdenssundhedsorganisationen WHO. De vil hælde klor i drikkevandet i den halvdel af Banda Aceh by, som stadig er tilbage efter tsunamien.
Klor dræber bakterier, så for at forhindre spredning af epidemier som for eksempel kolera, har man vedtaget at klorere vandet.
Uenighed om klor i drikkevand
Ud fra sin forskning og samtaler med den lokale befolkning i Banda Aceh, ved Peter Kjær Mackie, at langt de fleste koger vandet, inden de drikker det.
»Vi sidder og holder et møde, hvor jeg fortæller dem, at det vil være spild af ressourcer at hælde klor i vandet. Så det bliver besluttet at droppe det,« siger han.
I det samme bliver døren nærmest sparket op. Ind kommer en flok solbrilleklædte, uniformerede mænd fra det amerikanske Center for Disease Control (CDC), som også er i Banda Aceh for at rådgive.
»Vi har besluttet ikke at klorere vandet,« siger mødelederen fra WHO.
»What incompetent fool suggested that?« lyder svaret fra CDC.
Folk vælger flodvand over smagen af klor
Peter Kjær Mackie Jensen bliver smidt ud fra mødet med en lang svada om kolera, tyfus og smitteveje.
»Så sad jeg igen på Beredskabsstyrelsens hospitals tomme opvågningsafdeling. Der sad jeg vel en uges tid og tænkte mig godt om,« fortæller han.
Imens sørger CDC for at hælde klor i stort set alt drikkevand i Banda Aceh. Klor giver vandet en grim smag, som gør, at folk holder op med at drikke det og i stedet henter beskidt drikkevand fra floden.
De koger stadig vandet, så ifølge Peter Kjær Mackie Jensen, var der ikke flere, som blev syge på grund af flodvandet. Men deres dagligdag blev mere besværlig, fordi de skulle til floden og hente vandet.
Efter oplevelserne i Banda Ache bliver Peter Kjær Mackie Jensens interesse for epidemier og katastrofeområder kun større. Han tager hjem til KU og starter uddannelsen Master of Disaster Management, en uddannelse i hvordan man håndterer katastrofer, herunder vigtigheden af lokalt kendskab, når man vil forhindre epidemier.
Måske er drikkevand ikke problemet
I en årrække bruger Peter Kjær Mackie Jensen størstedelen af sin arbejdstid på at udvikle og afholde kurser for universitetsstuderende på Afdeling for Global Sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab.
Ph.d.-afhandlingen fra Pakistan om diarrebakteriers smitteveje bliver dog ved med at ligge i baghovedet.
I 2013, 160 år efter den norske læge hældte koleratarmvandet på flaske, får han penge fra DANIDA til at forske i kolera i Bangladesh. KU begynder et samarbejde med to universiteter i Bangladesh og med International Center for Diarrhoea Research.
Nu skal koleraens smitteveje kortlægges på ny.
Forurenet drikkevand er altid blevet set som hovedårsagen til spredning af kolera. Den idé stammer helt tilbage fra 1854, hvor den britiske læge John Snow angiveligt standsede koleraepidemien i London ved at tage håndtaget af en vandpumpe i byen.
Derfor har man i katastrofeområder stort fokus på at sikre helt rent drikkevand til befolkningen.
Men måske er det i virkeligheden spild af ressourcer at have så stort fokus på drikkevandet. På samme måde som ph.d.-afhandlingen i Pakistan tyder Peter Kjær Mackie Jensens foreløbige forskning i Bangladesh på, at drikkevand ikke er den vigtigste kilde til kolerasmitte.
Kolera har været i Bangladesh i 5.000 år
\ Kolera opstår ikke ud af det blå
Ifølge WHO er der hvert år 1,3 til 4 millioner koleratilfælde, hvoraf 21.000 til 143.000 dør af koleraen.
Kolera opstår ikke af sig selv, men kræver at kolerasmitten kommer ind i området. I Haiti, hvor kolera spredte sig efter jordskælvet i 2010, kom den for eksempel ind via FN.
»Man hører ofte om det her med, at lig og afføring har forurenet drikkevandet i et katastrofeområde, og derfor er der udbrudt kolera. Men for at der skal komme en koleraepidemi, så skal ligene eller dem, der har skidt i vandet, være smittet med kolera. Hvis jeg for eksempel dør, og falder i en brønd, så vil jeg ikke sprede kolera til dem, der drikker vandet, for jeg har ikke kolera,« siger Peter Kjær Mackie Jensen.
To gange om året udbryder kolera i hovedstaden Dhaka. Før og efter monsunen.
Teorien er, at vandet med kolerabakterier fra Den Bengalske Bugt, som den nu lavvandede Ganges-flod udmunder i, strømmer op i floden og ind i hovedstaden før monsunen.
Og efter monsunen er det teorien, at floderne oversvømmer brøndene med drikkevand og forurener dem med kolera.
»Kolerabakterien bor i den Bengalske bugt. Her ligger den og hygger sig hele året, og to gange om året kommer den altså op og skaber en koleraepidemi. Spørgsmålet er bare, om folk får den ind, fordi de drikker vandet, eller om andre smitteveje måske er vigtigere,« siger Peter Kjær Mackie Jensen.
I forsøg med vand fra Ganges har forskerne fra Københavns Universitet og Universitetet i Bangladesh vist, at i den periode, hvor vandet med kolerabakterierne løber ind i floderne fra Den Bengalske Bugt, er det for salt til, at folk vil drikke det.
\ Læs mere
Kolerabakterie sidder i fisk
I efteråret 2013 har Peter Kjær Mackie Jensen været på fisketur i Øresund med sine to sønner på 6 og 10 år. De har fanget 80 sild, som selvfølgelig alle sammen er blevet transporteret hjem i køkkenet, og nu skal tilberedes.
Drengene hælder sildene ud i en bunke på køkkenbordet og begynder sammen med deres far at skylle sildene og skrabe skel af. Efter ganske kort tid er køkkenet stort set dækket af skel og fiskeslim fra de 80 sild.
»Min kone kommer ud i køkkenet og står helt stille og kigger et øjeblik. Så vender hun sig bare om og går uden at sige noget,« fortæller Peter Kjær Mackie Jensen.
Da sildene er renset, og drengene er smuttet ind for at lege, går Peter Kjær Mackie Jensen i gang med at gøre rent i køkkenet.
»Der kom jeg til at tænke på fiskeslim i et køkken med meget lidt vand i en slumbolig i Dhaka. Og på hvor ideelt et levested for kolerabakterier sådan noget fiskeslim egentlig er,« fortæller han.
Bakterier kan godt lide et fugtigt, lunt og salt miljø.
Som at smøre salmonellakylling ud i køkkenet
Tilbage i Bangladesh går han og hans lokale ph.d.-studerende i gang med at undersøge fiskene. Det viser sig, at Bangladesh’ nationalfisk 'hilsa' faktisk trækker op i Ganges fra den Bengalske Bugt to gange om året før og efter monsunen.
Forskerne undersøger fiskene og finder masser af kolerabakterier på dem.
»På samme måde som salmonellabakterier, dør kolerabakterien, når den bliver varmet op til 100 grader. Folk koger stort set al deres mad i Bangladesh, også fisk. Så problemet er ikke den fisk, de spiser. Problemet er slim og skel i køkkenet, som ikke bliver fjernet, og som forurener tallerkner og glas,« siger Peter Kjær Mackie Jensen.
Diarre? Ring straks på koleramobilen
Desværre var der ingen koleraepidemi, da Peter Kjær Mackie Jensen var i Bangladesh og lave undersøgelser sidst. Derfor var det et dårligt tidspunkt at lede efter kolerabakterier i fiskeslimen i slumkøkkenerne.
Nu har i alt 400 husholdninger i Dhakas slumkvarterer fået en mobiltelefon, som de skal bruge til at ringe op til hans lokale forskerassistenter, hvis de får diarre.
»Så drøner de af sted på deres knallerter, ud og laver test af hele folks husholdning, ikke mindst køkkenet, for at finde ud af hvor kolerabakterierne sidder,« forklarer Peter Kjær Mackie Jensen.
De foreløbige resultater peger på samme måde som ph.d.-afhandlingen i retning af, at spredning af diarresygdomme som kolera ikke primært hænger sammen med dårlig vandkvalitet og bakterier i drikkevandet. Dårlig hygiejne og for lidt vand spiller muligvis en meget større rolle.
\ Læs mere
København var også slum i 1853
På mange måder minder slumområderne i Bangladesh, hvor Peter Kjær Mackie Jensen og hans forskerkollegaer jagter koleraens smitteveje i dag, om 1800-tallets København, hvor den dødssyge kolerapatient i 1853 leverede verdens nu ældste koleraafføringsprøve.
Overbefolkning, fattigdom, dårlig hygiejne og manglende kloakering er vigtige fællesnævnere og ideelle betingelser for spredning af kolera.
Derfor er der nu koblet en historiestuderende, Mads Linnet Perner, på koleraforskningsprojektet. Han har blandt andet lavet et kort over spredningen af kolera i København i 1853 og på det kort indtegnet vandforsyningsvejene.
»Der er ikke noget, der tyder på, at smitten spredte sig med drikkevandet dengang heller,« siger Peter Kjær Mackie Jensen om kortet.
\ Læs mere
Alt for mange skulle have skidt i Emdrup Sø
Drikkevandet kom ind i København fra Søerne, som var en del af Københavns forsvarsanlæg, og fra Emdrup sø, hvor det blev ledt ind i byen via lange rør af udhulede egetræer.
»Der er altså ret meget vand i de søer, så det er virkelig mange mennesker med kolera, som skal have skidt i dem, for at koncentrationen af kolerabakterier skal være blevet stor nok til at gøre folk syge,« påpeger Peter Kjær Mackie Jensen.
Han håber, at hans forskning i datidens København og nutidens Dhaka kan give os ny viden om koleras smitteveje, så man ikke mindst i katastrofeområder kan bruge ressourcerne mere hensigtsmæssigt, når man vil hjælpe ofrene.
Måske er det for eksempel vigtigere at sikre nok vand frem for helt rent vand i et katastrofeområde.
\ Hvem var personen bag tarmvandet?
Forskerne fra Copenhagen Center for Disaster Research og Museion har etableret samarbejde med flere andre institutter på Københavns Universitet i forberedelserne til åbningen af koleraflasken.
Geogenetik og Retsgenetik skal undersøge DNA i tarmvandet. Historiestuderende Mads Linnet Perner har faktisk via datidens registre fundet frem til 20 personer, som kan være den kolerapatient, der leverede det velbevarede tarmvand.
Måske kan DNA-analyser afgøre præcist, hvem han eller hun var. Så vil Peter Kjær Mackie Jensen forsøge at finde efterkommerne til en af Danmarks sidste kolerapatienter. Bare for sjov.
Andre forskere fra Panum skal undersøge, om koleraen kan genoplives, og om man kan identificere, hvordan en tarmflora fra 1853 så ud.
De vil også undersøge, om der er parasitter og i givet fald hvilke, samt undersøge for enzymer med mere.
Kort sagt en total kortlægning af tarmfloraen i gamle dage.
