En hel lille dyrepark af ravdyr er blandt perlerne fra dansk jægerstenalder. Figurerne er stilsikkert udført og giver os et glimt af jægernes symbolsprog.
Tidligere fandtes de ved tørvegravning i indlandets moser, men nu er strandene det nye fangstområde, og det næstsidste fund skete i 1991, da en pragtfuld ravbjørn skyllede i land på stranden ved Fanø.
Nyt fund ved Slagelse
Når vintervejret sætter ind, går inkarnerede ravjægere på nattejagt med waders, ketcher og pandelampe. Sammendrevet tang, hvor de store ravstykker gemmer sig, driver gerne i havstokken, og i december sidste år blev endnu et ravdyr fundet.
En aften ved Næsby Strand på Storebæltskysten blev lyset i Torben Toft Heidelbachs lampe reflekteret af en rødgylden genstand i den mørke tangsuppe.
Ketcheren kom i sving, men han troede i første omgang, at byttet var en baby-bidering af plastic.
Det kom dog i lommen, og få timer senere blev et billede rundsendt til andre ravjægere.
Finderen blev snart klar over, at fundet var danefæ af fineste slags. Nationalmuseet blev underrettet, og jeg fik fornøjelsen at hjemtage dyret til videre undersøgelse.
Meget velbevaret
Ofte er stenalderrav mærket af tidens tand, men denne figurs overflade viser, at den indtil for nylig har ligget vådt og iltfrit.
Den rødlige farve er typisk for rav fra moselag, så antagelig lå figuren i en mose, der senere blev havoverskyllet.
Figuren måler 7×4,7 centimeter og er af halvgennemsigtigt, rødgult rav, intensivt tilskrabet, og den oprindelige skorpe er helt fjernet.
Dyrets ryg er svajet med højt løftet bagparti og et lidt lavere skulderparti. Dyrets korte hals afsluttes i et nedadrettet hoved med kort mule.
Panden har fået lidt knubs, der er ingen markering af horn eller gevir, men to spidse, bagudrettede ører. Øjne og næsebor er markeret ved indstik; mund og kæbe er også markeret.
For- og bagben er tilskåret samlet. Benenes ender bøjer ind under dyret og er samlet i en udskåret ’ramme’, parallelt med dyrets buglinje. Her ses rester af to timeglasformede gennemboringer foruden endnu en, som åbenbart er opgivet.
Har angiveligt været brugt som smykke
Ud fra de to huller har rav-skæreren formet rammehullet med en tynd tråd, der har efterladt savspor i ’armhulerne’.
Når en (tør) snor presses mod rav og trækkes hurtigt frem og tilbage, opstår der friktionsvarme, der blødgør ravet, som dermed bliver let at slide bort.
Mellem benene og rammen er en klodset overgang, som måske ikke er bortskrabet, fordi det markante knæk, hvor borehul og savefurer mødes, kan ligne dyrets (højtsiddende) albuer.
Figuren har antagelig hængt i en rem eller et bælte. Eventuelt brugsslid på rammens inderside er dog svært at skelne fra blankhed efter senere sandskuring.
Dyret er dekoreret med tætte vinkellinjer, som stykkerne fra Egemarke og Fogense Enge, der kan minde om pelsbehåring.
Vinkellinjer pryder også højre halsside og ’mankeryggen’ mellem skulder og ører. Tre korte vinkellinjer ses på benrammen, og nederst på venstre bugside løber en række af større vinkler.
Kan ikke kulstof 14-dateres
Rav er mange millioner år gammelt, og ravsmykker kan derfor ikke kulstof 14-dateres. Det nye dyrs aldersbestemmelse må dermed bero på sammenligning med andre fund.
Benrammen genfindes, såvel i form som teknik, på en bopladsfundet, senglacial figur fra Weitsche i det østlige Tyskland.
I samme tidsretning peger også zigzag-motivet, som modsvarer det nydaterede benstykke fra Fogense Enge og ravfiguren fra Egemarke, som fremkom ved dræning af et vandhul med senglaciale aflejringer.
Svært at afgøre arten
Næsby Strand-dyrets art er ikke let at bestemme. En bjørn er det næppe. Figurens spidse ører svarer nøje til dem på elgfiguren fra Weitsche og på en jævngammel dyrefigur (hest eller elg) af ben fra et gravfund ved Bonn Oberkassel nær Köln, som dog mangler den forreste del af hovedet.
Elsdyret var ikke det eneste større dyr i Nordeuropa i Allerødtid. Den irske kæmpehjort havde da sin sidste blomstringstid, og vildheste galopperede formentlig også rundt i området.
Faktisk er hest en ganske relevant mulighed, idet Næsby Strand-dyrets spidse ører også genfindes på en ravfigur fra Dobigniew (Woldenberg) i det nuværende Polen: Figuren havde benramme, var dekoreret med fint indstukne punktlinjer, og skønt hovedet ikke er entydigt, mener de fleste, at det gengiver en hest.
Figurerne fra Næsby Strand og Dobigniew har begge forhøjede skulderpartier, hvilket peger mest mod en elg. Til gengæld mangler de elgens entydige hageskæg, der pryder Weitsche-dyret.
Jeg hælder til, at Næsby Strand-figuren viser et elsdyr, både på grund af kroppens lidt klodsede udtryk og på grund af ornamentikkens lighed med Egemarke-hovedets.
Endelig minder benrammens form om elsdyrets måde at knæle på ved græsning. Uanset dyrets art er der tale om et nyt, herligt ravfund, som vil puste nyt liv i spekulationerne om kunstens formål og udvikling i jægerstenalderen.
