Fynboer finder valkyrieansigt i mulden

Et par dage før nytår udnyttede de fynske amatørarkæologer Jacob Sietam, Michael Nielsen, Jan Hein og Morten Skovsby en kort tøvejrsperiode til at 'se' på en pløjemark nær Hårby på Sydfyn.

Det blev nybegynderen Morten, der fik en forsinket julegave den dag, da et godt signal hylede i metaldetektorens høretelefoner.

Den halvfrosne jord blev vendt, og et lille ansigt kiggede op på finderen.

Jordklumpen blev bragt hjem til nænsom optøning, og efter utålmodig venten kunne dens indhold blotlægges: en lille naturalistisk kvindefigur.

Figuren er helt enestående

Figuren er helt bogstaveligt enestående og altså uden direkte paralleller.

Den er støbt i sølv og forestiller en stående, bevæbnet kvinde. Højden er blot 3,4 centimeter og vægten 13,4 gram.

Den er overbrudt, måske lidt under knæhøjde, selvom dette udtryk er lidt misvisende, da figuren ikke har haft ben. Underkroppen er nemlig dækket af en kjole, og figuren er hul nedadtil og danner en 1 centimeter dyb dølle med ovalt tværsnit. Denne har kunnet omslutte et ca. 0,5×0,4 centimeter stort emne.

Eftersom det nederste af kjolen mangler, er det uklart, om figurens underparti virkelig har været beregnet til at omslutte noget – f.eks. en spinkel stav – eller om figuren har haft plan underkant, således at den kunne stå.

Tydelige markeringer og detaljer

Ansigtet har en markeret, kraftig hage og en kort, let åben mund.

Næsen er bred, tydeligt markeret og kan følges opad og udefter omkring de udsparede øjne, som er let fremstående og mandelformede.

Ørerne er markerede, ganske store og vistnok begge med angivelse af hullet i øretragten.

Håret er redt stramt tilbage med en tydelig midterskilning; præcis midt på baghovedet er håret samlet i en stram knude, der genkendes fra flere kvindebilleder på guldgubber, bl.a. fra Lundeborg på Sydøstfyn, samt på gotlandske billedsten.

Under knuden fortsætter håret i en lang hestehale hele vejen ned ad ryggen til underkroppen, hvor den er afsluttet. Mellem nakken og hestehalen er et cirkulært, ca. 2 millimeter stort tværgående hul.

Ornamenter, mønstre og seler

Kvinden er fladbarmet og klædt i noget, der ved første øjekast ligner en selekjole med tydelig V-udskæring i halsen.

Armene er bare og har altså ikke har været dragtdækkede.

På brystet og ned på underlivet er dragten glat, mens der på underkroppens forside er lodrette riller for at illustrere plissering eller folder.

Dragtens bagside samt sider har et geometrisk mønster.

På den nederste del kan skelnes flere fireløkkede sløjfer, hvori er indskrevet en ring. Det er en ornamenttype, som i en lidt anden udformning genfindes på et rundt pragtspænde af guld fra Hornelund ved Varde (se Skalk 2005:4).

Mønstringen kan følges helt op på den øverste del af ryggen og videre ud på 'selerne'. Mærkeligt nok er der hverken dragtspænder eller afslutning markeret på disse seler eller stropper.

Genkendelige markeringer og mønstre

Figurens venstre arm er kun delvist synlig, idet størsteparten er skjult og beskyttet af et skjold, der holdes foran venstre hofte og ind foran underlivet.

Skjoldet er cirkulært og let hvælvet med tydeligt markeret halvkugleformet skjoldbule.

Ud fra skjoldbulens midte stråler fire dobbeltbuer. Tilsvarende mønstre ses på de skjolde, som bæres af nogle af de valkyriefigurer, der afbildes på smykker fra vikingetiden.

Dette motiv kendes også fra skjoldformede amuletter og ikke mindst fra gotlandske billedsten fra tiden omkring 700. Skjoldet er ikke forgyldt, og dets sølvblanke flade har således dannet kontrast til kvindens gyldne hud og hår, samt til den sorte dragtdekoration.

Sværdet har formentlig været tveægget

Højre arm, som bærer en glat ring om håndleddet, er bøjet 90 grader og knuger fast om et kort sværd, hvis od sidder fast på øverste del af højre kind.

Sværdklingen er delvis borteroderet, men det fornemmes dog, at den er tveægget.

Sværdgrebets detaljer er markeret; således ses både over- og underhjaltet, og fæsteknappen er angivet med en D-formet fure.

Forsiden af figuren, ansigtet og håret viser spor af forgyldning.

Skjoldet har sort nielloindlægning (dvs. sølvsulfid benyttet til indlægning). Det samme er tilfældet med ornamentikken på kjolens bagstykke og på sværdet. Den sorte niello har således været med til at fremhæve detaljer på figuren, således at vigtige træk har fremstået ekstra tydelige.

Tre mulige funktioner

Figurens praktiske funktion er ikke helt entydig, og det skyldes især, at den nederste del mangler.

Kjoledragtens afslutning som en dølle og manglen på ben kan antyde, at den måske har fungeret som afslutning på en lille stav. Staven kan have tjent som et værdighedssymbol – men det er nok at tage munden for fuld at påstå, at figuren har prydet en sådan stav, som vølverne (spåkvinderne) ifølge sagateksterne brugte ved udøvelsen af deres ritualer.

En tolkning som hængesmykke er en anden mulighed, eftersom lignende hængesmykker – men todimensionelle – allerede kendes. Slidspor i hullet under hårpisken vender imidlertid nedefter, hvilket kan betyde, at der har hængt noget ned fra hullet.

Det fører til den tredje mulighed, at figuren har udgjort den øverste del af en stor dragtnål, vel af bronze, hvortil en ring har været fastgjort: en stor ringnål.

Svær tidsplacering

Hårbyfigurens datering er ikke helt indlysende, for den rummer træk, der både peger bagud og fremefter i tid.

Hårknudefrisuren genkendes fra guldgubber og billedsten, der dateres til tiden omkring 700 eller endda lidt tidligere, mens våbenudstyret mangler detaljer, der tillader en helt præcis datering.

Fremstillingsteknikken giver måske det bedste holdepunkt. Anvendelsen af massivt sølv er sjælden i yngre germansk jernalder, men hyppig i vikingetiden, hvor bl.a. arabiske sølvmønter og frankiske våbenbeslag blev brugt ved den lokale smykkeproduktion.

Anvendelsen af både forgyldning og niello på støbte sølvgenstande, så de fremstod flerfarvede, ses da heller ikke sjældent i vikingetiden. Her blev teknikken anvendt på våbenbeslag, trefligede dragtspænder og hængesmykker.

En tidsfæstelse omkring 800 – altså tidlig vikingetid – må derfor foretrækkes.

Kvinden var en valkyrie

Det indlysende spørgsmål er nu: Hvem er den lille sølvpige? Kan der gives et begrundet bud?

For en gangs skyld er svaret ikke så vanskeligt, for en kvinde bevæbnet med skjold og sværd ved vikingetidens begyndelse kan næsten kun være en afbildning af en valkyrie.

Valkyrierne var krigsgudens tjenestepiger, og Odins møer havde travlt.

I krigstid skulle de, ridende over himlen og gerne i flok, dirigere slagets gang og kåre valen, dvs. udpege dem, som skulle falde på slagmarken. Herefter ledte valkyrierne de faldne fra valpladsen til Odins kæmpehal.

I Valhal skulle krigerne opholde sig indtil verdens ende, hvor Odin havde brug for deres opbakning i asagudernes skæbnekamp mod jætterne ved Ragnarok. For at mildne ventetiden i Valhal var det hér valkyriernes vigtigste opgave at sørge for rigelig mjød i alles drikkehorn.

Snorre Sturluson omtaler ikke mindre end 29 navngivne valkyrier.

Første dragtspænde fundet i 1989

Kvinder, som frembyder drikkehorn eller bægre, er et velkendt motiv (se Skalk 1986:6), og til trods for, at disse kvinder ikke bærer våben, opfattes de gerne som valkyrier.

Blandt de mange detektorfund, som i de seneste tre årtier har beriget vores museer, fremkom i 1989 det første dragtspænde med en hjelmklædt, skjoldbærende kvinde i lang kjole, der byder et drikkehorn frem som velkomst til en ridende kvinde (med tydeligt angivet hårknude), bevæbnet med lanse og sværd.

Siden er samme valkyriemotiv fundet flere steder, herunder i Hedeby og i England.

Scenen kunne åbenbart uden vanskelighed aflæses og genkendes i samtiden.

Håret som tegn på status

Valkyrierne var unge og ugifte piger, og som det tydeligt ses på gengivelserne, var hårets længde og opsætning vigtige tegn på deres køn og stand.

På de små og lidt ældre guldgubber, hvoraf nogle synes at gengive brudepar, har man ud over dragtdetaljer (se Skalk 1999:4) også gjort meget ud af at gengive de giftefærdige kvinders fine frisure – sandsynligvis fordi det allerede i jernalderen var en fast skik, at gifte kvinder efter brylluppet tildækkede deres hår.

Uopløselige knuder som tegn

Hårbyfigurens kunstner har gjort sig umage med at gengive den ærmeløse kjoles mønstring.

På begge sider af ryggen er der med niello tegnet fire løkkeknuder, som er nært beslægtede med de såkaldte Sankt Hans-kors (se Skalk 2005:4).

Lignende uopløselige knudemotiver optræder ofte i den sene jernalderkunst, og i selskab med valkyrier optræder de i stort tal på billedtæpperne i Oseberg-skibsgraven.

På kjolen af et formodet valkyriesmykke fra Tissø finder vi en stor treleddet knude (en triquetra), og det er interessant, at begge typer af løkkeknuder på norsk kaldes for en valknut, en valknude.

Sådanne løkkeknuder dukker op i ældre germansk jernalder, dvs. netop når vi på guldbrakteaterne finder de ældste nogenlunde sikre gengivelser af aseguderne Odin, Tyr, Loke og Balder.

Sandsynligvis har valknuderne i yngre jernalder og vikingetid fungeret som guddommelige værnetegn – Odinsymboler om man vil. Her ligger uden tvivl et emne til videre studier.

Kulturlag rundt om grubehuse

Valkyrien kommer fra en lokalitet, der har været kendt i årtier.

I markens afgrøder viste der sig et område med ovale forhøjninger, der på luftfotografier var så tydelige, at der ikke var tvivl om, at de afspejlede nedgravede hytter, såkaldte grubehuse.

En prøvegravning, som Odense Bys Museer foretog i 2000, viste, at der omkring grubehusene er et sort kulturlag over mere end 2000 m².

Dette indtil 45 cm tykke affaldslag rummede masser af skørbrændte sten, vel fra intensive håndværksaktiviteter på stedet.

I laget var også enkelte slagger og metalsager, men det er især i pløjejorden over kulturlaget, at de flittige afsøgninger har givet resultater. Her er der fundet i snesevis af metalgenstande, hvoraf mange er specielle: arabiske sølvmønter, sølvbarrer, en guldstang samt adskillige dragtspænder, af hvilke et skibsformet må betragtes som det fornemste.

Kulturlaget repræsenterer, sammen med smelteklumper, slagger, barrer, vægtlodder og udtjente smykker, et værkstedsområde fra yngre germansk jernalder, vikingetid og den tidligste middelalder.

På grund af de fine fund er det ikke utænkeligt, at området hørte til en stormandsgård; den er imidlertid ikke fundet og ligger måske under den nuværende landsby.

Heldigvis endte den ikke i smeltdiglen

Måske ejede en af denne gårds kvindelige beboere den fine sølvfigur, hvis tiltænkte skæbne det måske var at ende i smeltediglen.

Med nutidens øjne var det et stort held, at det ikke skete, og endnu mere utroligt at den blev fundet.

Ellers havde valkyrien jo fået samme triste skæbne som H.C. Andersens tinsoldat. Den endte som en uformelig smelteklump, og dén tanke ville næsten ikke være til at bære.