Store arealer på Nordfyn er igennem årene ved digebygning og afvanding blevet omdannet fra hav til agerjord, og et af disse er området Fogense Enge lige vest for Bogense.
En dag i begyndelsen af 1940’erne stødte en arbejdsmand ved gravning af en drænkanal på en benspids, der var så usædvanlig, at han tog den med hjem.
Et årti senere var den i 1954 havnet hos hans svigersøn, der blev nysgerrig efter at vide, hvad det var for noget. Måske den lærerstuderende nevø Erling Klüwer kunne svare på det? Ikke rigtig, men han kunne da udfærdige en tegning af den.
Herefter blev benspidsen glemt, lige indtil den unge lærerstuderende, nu pensionist, et halvt århundrede senere kom i tanker om det ornamenterede benstykke.
Tegningen blev fundet frem af gemmerne og vist til en museumsmand, og så kom der skred i sagen. Fundet, som i mellemtiden var havnet hos lærerens kusine, Jytte Jespersen, kunne endelig afslutte sin rejse fra drængrøft til museum, hvortil genstanden blev indleveret som danefæ i 2008.
Har næppe fungeret som våben
Sydskandinaviens kalkrige jord har givet mange fund af dekorerede bengenstande fra jægerstenalderen, og som hovedsageligt tilhører varmetiden efter istiden, det såkaldt postglaciale eller mesolitiske afsnit, som er inddelt i Maglemosetid, Kongemosetid og Ertebølletid.
Det præcise fundsted for det 33 centimeter lange benstykke fra Fogense Enge er ukendt, men antageligt stammer det fra en gammel søaflejring under områdets overfladelag af strandsand.
Stykket er skåret af en mellemfodsknogle fra et stort dyr, sandsynligvis en elg. Der er ingen regulær spids, og stykket har næppe fungeret som våben (projektil). Snarere er der tale om en genstand til personlig brug eller en magisk rekvisit.
Tværsnittet er trekantet, og den 1,2 centimeter brede ’bugside’ er ornamenteret med tværgående bælter af tætstillede, parallelle zigzaglinjer, hvoraf de fem forløber vinkelret på længdeaksen, mens det sjette har et mere skråt forløb.
Stavens to andre sider er lidt smallere og er dekoreret med hver sin længdegående vinkelrække af dobbeltstreger, som støder sammen langs ’rygkanten’ og danner et 18,8 centimeter langt zigzag- eller rombebånd. Derfor blev staven altid omtalt som ’hugormen’ i finderens hjem.
Ældre end først antaget
I ornamentikken sidder stadig rester af den kalkholdige aflejring (søkalk), hvori stykket har ligget, og ved den ene ende ses små klatter af sort klæbemasse (beg), som kan stamme fra en oprindelig skæftning.
Benstaven blev i første omgang bedømt til at stamme fra Maglemosekulturen, men en kulstof 14-datering viste overraskende, at stykket er betydeligt ældre: cirka 10.767 til 10.615 f.Kr.
Dateringen falder inden for Brommekulturens slutfase i begyndelsen af klimaperioden Yngre Dryas. Tidspunktet svarer nøje til kulstof 14-dateringen af et stykke elgtak fra Rusinowo i det nordlige Polen, som er ornamenteret med tilsvarende tværbælter af tætstillede, indskårne zigzaglinjer.
Enemarkehovedet er det smukkeste
Et af de smukkeste eksempler på plastisk kunst fra Nordeuropas stenalder er det fine elghoved af rav, som blev fundet i 1952 ved Egemarke i Nordvestsjælland. Også dette bærer tværbælter med zigzagornamentik.
Findestedet blev dengang ikke geologisk undersøgt, og der har alene været typologiske overvejelser bag den hidtidige placering af elghovedet i Maglemosekulturen.
Egemarkehovedet er tydeligvis brækket af en større ravfigur, og såvel på brudfladen som i borehullerne ved halsen ses rester af sort klæbemasse, som antyder, at man har repareret stykket ved at surre hovedet fast til kroppen igen.
Bør omdateres
I sin helhed har Egemarkefiguren formodentlig lignet en ravfigur, hvis brudstykker i 1994 til 2004 udgravedes på Federmesser-bopladsen Weitsche i Lüchow-Dannenberg, som ligger i det østlige Niedersachsen nær en biflod til Elben.
Parallellerne mellem de to ravfigurer taler nu, sammen med de nye dateringer af zigzagbælteornamentikken fra Fogense Enge og Rusinowo, stærkt for en omdatering af Egemarke-figuren til senistiden, og her snarest til klimaperioden Allerødtid, hvor elsdyret erstattede rensdyret som det dominerende vildt.
Elgen fra Egemarke må i dag anses for Skandinaviens ældste plastiske kunstværk, og sammen med de tre kunstgenstande fra Weitsche, Rusinowo og Fogense Enge repræsenterer dyrefiguren en særegen ’Allerød-gruppe’ inden for senistidskunsten knyttet til de jægerfolk fra Federmesser- og Brommekulturerne, som befolkede de fremvoksende skove, og som havde elsdyr placeret centralt i deres verdensbillede.
Er Fogense Enge-stykket en hugorm?
Fogense Enge-stykket er jo tydeligvis ikke et elsdyr. Men er det en hugorm, som den jo unægteligt ligner? Vi kan jo ikke vide det, men for taler dels den zigzagstribe på oversiden, som de to dobbeltstregede, indridsede ornamentbånd skaber, dels den aflange form i kombination med zigzagstriben.
Imod taler undersidens ornamentik, der nok er stribet, som man ser det på en hugorm, men ikke fladedækkende, som den burde være for at leve op til detaljeringsniveauet på oversiden. Dog er det svært ikke at komme til at tænke på en hugorm, når man står med det unikke stykke i hånden.
Symbolmæssigt vil en hugormetolkning ikke være helt hen i vejret. Historisk set er denne Skandinaviens eneste giftslange godt repræsenteret i sagn, myter, overtro og fortællinger i al almindelighed.
Slanger, og det gjaldt både snoge og hugorme, repræsenterede en særlig magi, så man kan ikke bare gå ud fra, at et slangelignende motiv er en hugorm.
Snogens rolle som et dyr med særlige evner er veldokumenteret i bronzealderen, måske også som udsmykninger på tidens metaller og helleristninger, dog uden zigzagstriber.
Senere bliver afbildninger og plastiske fremstillinger af slanger, snoge og hugorme, mere almindelige, og fra historisk tid kendes der talrige beretninger af mere eller mindre fantasirig karakter tilknyttet hugormen som et dyr med sine helt egne egenskaber.
Hugormen var den første slange efter istiden
Hvordan forholder det sig så med hugormens optræden i den danske natur? Eksperten på området, Hans Viborg Kristensen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus, oplyser, at af de fire slangearter, der har levet herhjemme siden seneste istid, var hugormen den først indvandrende, mens de tre snoge, snogen, glatsnogen og æskulapsnogen, ikke havde helt så travlt med at komme nordpå.
Hugormen kan klare det køligste klima af de fire, og det er i dag den eneste slange, der lever nord for polarcirklen. Det er således meget muligt, at hugormen indvandrede ret hurtigt efter den seneste istids ophør.
Benspidsen ligner en hugorm
Hugormeknogler fra denne periode er fundet i Tyskland, Polen og England. De er ikke præcist daterede, men er dog fundet i sammenhænge, der tillader en datering ret hurtigt efter seneste istid.
Hans Viborg Kristensen konkluderer derfor, at »benspidsen ligner ganske rigtigt en hugorm meget godt, så dateringen stemmer sandsynligvis godt overens med de første hugorme i Danmark«.
Om de sene brommejægere opfattede hugormen som et magisk dyr og tog den til sig som et sådant, ved vi ikke.
Slanger plejer at være hurtige dyr, som man skal være heldig for at få et glimt af.
Men til trods for, at ’hugormen’ fra Fogense Enge var mere end tres år om at bevæge sig fra fundsted til museum, var virkelighedens hugorm øjensynligt hurtigere end andre slangearter til at indtage sin plads i danmarks- og naturhistorien.
