Da Kierkegaard røg i flæsket på Andersen

København i midten af 1800-tallet var langt fra den storby, vi kender i dag. Bag byporte og volde traskede folk rundt. Ustandseligt mødte borgerne velkendte ansigter – på markedspladser og i de små beskidte stræder.

Og ikke mindst på Østergade – den del af vore dages Strøget, der munder ud i Kgs. Nytorv. Det gjaldt også den unge, følsomme digter H.C. Andersen og den noget yngre og temperamentsfulde filosof Søren Kierkegaard.

Skæbnen ville, at de to, der i dag står som to verdensberømte fyrtårne, ragede aldeles uklar med hinanden. Sammenstødet mellem filosoffen og eventyrdigteren er stadig en gåde for mange forskere.

Fejde over anmeldelse

»Det, som satte fejden i gang, var udgivelsen af H.C. Andersens tredje roman ‘Kun en Spillemand’ fra 1837. Kierkegaard, der kendte Andersen fra Studenterforeningen, læste romanen og besluttede at skrive en anmeldelse – en ikke helt almindelig en af slagsen,« siger Johan de Mylius, professor, dr.phil. og leder af H.C. Andersen-Centret ved Syddansk Universitet.

»Hvad der skulle have været en ordinær anmeldelse, udviklede sig til et lille værk i sig selv, Kierkegaards allerførste bogudgivelse. På intet mindre end 90 sider nedsablede den harmdirrende Kierkegaard romanen og fraskrev Andersen ethvert talent som romanforfatter.«

Kierkegaard så Andersen som et uudviklet menneske

Og lad det være sagt med det samme. Kierkegaard gik ikke kun efter en litterær kritik. På de 90 sider, der fik titlen ‘Af en endnu Levendes Papirer’ leverede Kierkegaard det ene personlige angreb efter det andet. For eksempel sammenlignede han Andersen med den blomst, hvor han og hun sidder på samme stængel.

»Med den sammenligning siger Kierkegaard, at Andersen personligt er et uudviklet menneske, som aldrig rigtig er kommet til verden,« siger Johan de Mylius og vender blikket mod Kierkegaards rent litterære angreb.

»Hovedpåstanden er, at Andersen ikke ejer en livsanskuelse. Med det mener Kierkegaard, at Andersen mangler en overordnet gennemtænkning af livet – en mangel, der ifølge Kierkegaard til fulde udstilles i romanen,« forklarer landets førende H.C. Andersen-forsker. Han fremhæver i den sammenhæng noget, Kierkegaard i anden sammenhæng har sagt om Andersen:

‘Andersen kan skrive om Lykkens Galocher, men jeg kan skrive om skoen, der trykker!’

Digterens forskrækkelse over Søren Kierkegaard

For den ambitiøse og fremstormende digter H.C. Andersen kom Søren Kierkegaards angreb som lidt af et chok. For det første fordi de to kendte hinanden i forvejen – fra Studenterforeningen, Musikforeningen og fra kredsen omkring dramatikeren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg (ham med ‘Elverhøi’, red.). For det andet fordi Andersen havde fået det indtryk, at der var en positiv anmeldelse i vente fra den unge daværende stud. theol.

»Andersen blev temmelig rystet over Kierkegaards anmeldelse, der udviklede sig til et helt værk. Men selv om eftertiden har givet Andersen ry for at være et overfølsomt og småhysterisk gemyt, svarede Andersen faktisk elegant igen. Han hævnede sig i flere af sine skrifter, blandt andet i sit skuespil ‘En Comedie i det Grønne’, hvor han gjorde grin med Kierkegaard.

Pludselig interesse for hinanden

Som årene gik, tog forholdet mellem Kierkegaard og Andersen en mærkværdig drejning, som selv i dag – mere end 150 år senere – stadig er en gåde for kendere af de to kombattanter. Filosoffen og digteren begyndte at nærme sig hinanden. De sendte på et tidspunkt hinanden deres nye bøger med både hjertelige og kryptiske dedikationer.

»Der er ingen, der rigtig har kunnet begribe, hvorfor de sendte bøger til hinanden, hvor de efterfølgende takkede hinanden. Faktum er, at Kierkegaard og Andersen har interesseret sig for hinanden. Og at der fra digterens side har været tale om en fascination af fænomenet Kierkegaard, ligger fast. For eksempel havde Andersen på sin Spaniens-rejse i 1862 Kierkegaards yderst vanskelige skrift ‘Begrebet Angest’ med i kufferten. Han diskuterede ivrigt bogens indhold med sin rejsefælle,« fortæller Johan de Mylius.

Slående ligheder mellem Kierkegaard og Andersen

At de to store personligheder fra den danske guldalder skulle få et så specielt forhold – med både kamp og fascination – har måske alligevel en forklaring. For selvom Andersen og Kierkegaard på en række områder, var vidt forskellige, havde de samtidig visse slående ligheder.

»De havde langt mere til fælles, end de ville være ved. De var begge enegængere og meget komplicerede mennesker og yndede at fremstille sig selv som moderne typer, der holdt noget skjult, der angiveligt lå bag det, de skrev – for eksempel lidelsen som et uafrysteligt vilkår,« siger Johan de Mylius og hiver et par tankevækkende citater op af skuffen.

‘Jeg har aldrig været barn’, skriver Kierkegaard et sted. Og fra Andersen har vi et lignende citat, der lyder: “Jeg har aldrig været ung”. Dermed siger de begge, at der er et liv, som ikke er blevet levet.«

Andersens lykkelige udgang

Til trods for at Kierkegaard gav den unge Andersen så store smæk for hans tredje roman, fik bogen stor succes ikke mindst i Tyskland.

»Tyskerne elskede ‘Kun en Spillemand’ og græd snot over den. Og Andersen blev hurtigt en solid succes som romanforfatter – også i Holland, England og Amerika, ja, en af hans romaner kom endda på russisk,« fremhæver Johan de Mylius.