Nouakchott er en af Afrikas hurtigst voksende hovedstæder. Med VR forsøger vi at vise, hvad det gør ved mennesker at leve i en by, der forandrer sig fra dag til dag.
\ Automatisk oplæsning
Nouakchott er en af Afrikas hurtigst voksende hovedstæder. Med VR forsøger vi at vise, hvad det gør ved mennesker at leve i en by, der forandrer sig fra dag til dag.
Vinden løfter sandet i udkanten af byen Nouakchott. Hassan sidder foran sit lille telt og peger ud over landskabet.
For få år siden var der kun sand og enkelte telte og træhuse her. I dag ligger der en moské, en skole, små butikker og gader, som endnu ikke findes på noget kort. Overalt skyder nye huse frem.
Hassan voksede op i ørkenen og levede som nomade. Nu bor han her i byen og arbejder som vagt for en rig mand, der er ved at opføre et stort hus i beton.
»Byen vokser hele tiden,« siger han. »Om et år vil dette kvarter også være helt bygget til.«
Hvad gør det ved mennesker at leve i en by, der konstant ændrer form?
Dét spørgsmål har jeg arbejdet med gennem mere end ti års antropologisk forskning i Nouakchott, hovedstaden i Mauretanien, og en af de byer i Afrika, der vokser hurtigst.
Det er nu blevet til en VR-oplevelse for lokale i Nouakchott og til en udstilling under CPH:DOX.
Nouakchott blev anlagt af franske koloniale planlæggere i årene op mod uafhængigheden fra Frankrig i 1960.
Dengang boede der omkring 500 mennesker. I dag bor der næsten to millioner mennesker i byen, mange af dem tidligere nomader og deres efterkommere.
Forandringen er sket på få generationer. Den slags tempo bliver stadig mere almindeligt globalt.
I dag bor over halvdelen af verdens befolkning i byer, og FN forventer, at tallet stiger til omkring 68 procent i 2050.
I mange afrikanske byer sker udviklingen langt hurtigere end i Europa. Her kan hele bydele opstå på få år.
Urbanisering i Afrika er en af de største samfundsforandringer i vores tid. I 1950 boede omkring 27 millioner mennesker i Afrikas byer.
I dag er tallet over 600 millioner, og inden 2050 forventes næsten en milliard flere at flytte til byerne. Til den tid vil hvert fjerde menneske på jorden være afrikansk.
Men urbanisering handler ikke kun om statistik, bygninger, veje og infrastruktur. Den handler også om, hvordan mennesker oplever deres liv.
I Nouakchott møder man mange mennesker, der stadig bevæger sig mellem forskellige livsformer. Nogle har slægtninge, der fortsat lever nomadisk i ørkenen, mens andre forsøger at skabe en permanent tilværelse i byen.
I byens yderområder vokser nye kvarterer ofte frem spontant. Migranter slår sig ned, bygger midlertidige boliger og udvider dem gradvist.
Det betyder, at byen konstant ændrer form. For mange beboere kan det skabe en følelse af fremmedgørelse.
Man ved måske ikke, om kvarteret stadig eksisterer om fem eller ti år. Man har måske ingen officiel adresse.
Og de fællesskaber, man tidligere havde i nomadesamfundet, er pludselig spredt i en stor og uoverskuelig by.
Mit forskningsprojekt undersøger livet i de områder i Nouakchotts hurtigt voksende udkant, hvor mange tidligere nomader og migranter fra landområderne slår sig ned.
Her lever især unge mennesker, hvoraf mange rejser mellem by og land, tager midlertidige jobs eller transporterer varer gennem uformelle netværk.
Men selvom de er i bevægelse, oplever mange også en form for fastlåsthed: Arbejdet er usikkert, og mulighederne for at forbedre sin livssituation er begrænsede.
I mere end tyve år har jeg besøgt Mauretanien, hvor jeg har bedrevet antropologisk forskning – såkaldt deltagerobservation og interviews – blandt lokale i både ørken og by.
Under mit ph.d.-feltarbejde i 2009-2012 fulgte jeg eksempelvis igennem flere år en gruppe unge mænd, der arbejdede som vandtransportører på æselkærrer. De kaldte deres arbejde tcheb-tchib – et lokalt udtryk for at navigere gennem uformelle økonomier og muligheder.
For dem handlede byen ikke kun om arbejde, men også om drømme. De havde forestillinger om et bedre liv, inspireret af sociale medier, film og musik.
Men samtidig oplevede de, at mulighederne i Nouakchott ofte var begrænsede.
Min forskning viser, at netop det paradoks – mellem håb og usikkerhed – præger mange unges liv på byens periferi. Samtidig opstår nogle af de mest kreative løsninger netop her.
Når infrastrukturen er mangelfuld, finder mennesker nye måder at få byen til at fungere på: gennem uformelle transportsystemer, lokale netværk og improviserede markeder.
På den måde er byens periferi ikke kun et sted for dem, der lever på kanten af samfundet. Det er også et sted, hvor nye former for byliv opstår.
Mange af de mænd, jeg mødte under mit ph.d.-feltarbejde, har nu skiftet æselkærre ud med en bil og lever som taxa-chauffører.
Den yngre generation, der kommer ind fra ørkenen, har overtaget æselkærren og sparer langsomt op til en bil.
For at formidle disse erfaringer begyndte jeg og mine lokale samarbejdspartnere i Mauretanien at arbejde med virtual reality.
Projektet ’Tales of a Nomadic City’ kombinerer antropologisk forskning, historiske fotos- og film samt lyd- og videooptagelser i en VR-oplevelse, hvor man træder ind i fortællingen om Hassan, du hørte om i indledningen.
Oplevelsen er først og fremmest skabt til lokale borgere, men bliver også vist på CPH:DOX. Det kan du læse mere om i boksen herunder.
VR-oplevelsen 'Tales of a Nomadic City' kan opleves i forbindelse med CPH:DOX – Copenhagen International Documentary Film Festival, hvor den vises hos CAFx - Copenhagen Architecture Forum.
Udstillingen er åben i perioden 16. marts til 17. april. Der er gratis adgang alle hverdage mellem 10 og 16.
VR kan noget, som tekst og fotografi har svært ved. Man kan placere publikum midt i byen. Man kan høre vinden i sandet, sanse hverdagslivet, se kvarterer vokse frem og opleve sammensmeltningen af ørkenens nomadiske landskab og den nye by.
Da Hassan selv prøvede en prototype af VR-oplevelsen i november 2025, smilede han forundret og fortalte, hvordan han følte, at han var vidne til sin egen livshistorie.
Det var første gang, han prøvede VR-teknologi, og han glædede sig til at vise den til sin familie og venner og se, om de genkender deres egen historie i fortællingen.
Når vi viser VR-oplevelsen til lokale borgere, ser mennesker deres egen by repræsenteret på nye måder, og der opstår ofte nye samtaler på tværs af generationer om historie, identitet og fremtid.
På den måde bliver forskningen ikke kun en analyse af byen og en forestilling for et publikum i Danmark – det bliver også et rum for refleksion blandt dem, det hele handler om.
Nouakchott er på mange måder en ekstrem case. Men netop derfor kan byen lære os noget vigtigt om urbanisering.
Når en by vokser meget hurtigt, bliver det tydeligt, at byudvikling handler meget om tempo.
Hvis forandringer sker for hurtigt, kan mennesker have svært ved at skabe stabilitet i deres liv. Sociale relationer og følelsen af tilhørsforhold kan blive udfordret.
Det rejser også spørgsmål om demokrati og planlægning. Hvordan inddrager man borgere i beslutninger om byudvikling, hvis byen konstant ændrer form?
Måske kan vores VR-oplevelse, der anvendes i lokale skoler, bidrage til dette?
Selv i danske byer kan den hast, byer udvikler sig med, skabe lignende udfordringer – om end i mindre skala.
Når nye kvarterer opstår hurtigt, eller når gamle områder forandres, kan beboere opleve, at deres by ændrer karakter uden deres indflydelse.
Nouakchott viser, hvad der sker, når sådanne processer accelererer. Byen er stadig i gang med at finde sin form.
Og måske er det netop i sådanne steder – hvor fremtiden endnu ikke er fastlagt – at vi tydeligst kan se, hvordan mennesker forsøger at skabe mening i en verden i hastig forandring.
Som Hassan sagde til mig:
»Jeg ved ikke, hvordan Nouakchott vil udvikle sig i fremtiden. Jeg håber bare, at mine børn vil få et bedre forhold til byen, end jeg har haft. Fremtiden tilhører dem.«
• I 1950 boede under 30 millioner mennesker i Afrikas byer.
• I dag er tallet over 600 millioner.
• Frem mod 2050 forventes Afrikas byer at vokse med næsten en milliard mennesker.
• Mange af de nye byboere er unge og bor i hurtigt voksende perifere kvarterer.
