Chamilla tvivlede på, om fysik var noget for hende. I dag indgår hendes arbejde i international forskning

Chamilla Terp havde knap afleveret sin bachelor, før hendes navn for første gang dukkede op i et internationalt tidsskrift.

I dag indgår hendes arbejde i den internationale forskning og har været med til at nuancere forskernes forståelse af universets barndom.

Men hvis man forestiller sig en klassisk fysiker-spire, der blev født med en stjernekikkert under armen, er Chamilla det stik modsatte.

For bag succesen gemmer sig en historie om tvivl, usikkerhed, og om at finde sin egen vej i et fag, der til tider stadig hænger fast i gamle stereotyper.

Den atypiske ‘fysiknørd’

På Niels Bohr Institutet i København tager Chamilla imod Videnskab.dks journalist med et varmt smil. Her, i den nye del af instituttet på Jagtvej, har hun sin daglige gang.

Mens hun fortæller pligtskyldigt om instituttets bygninger, går vi forbi fælleskøkkener med kaffetrængende studerende og grupperum, hvor dæmpede samtaler strømmer ud.

Vi ender på et lille kontor, hvor der hænger store plakater af fjerne galakser og glitrende stjerner på væggene. Kontoret hører til The Cosmic Dawn Center, som Chamilla er tilknyttet.

Et center, hvor der forskes i, hvordan og hvornår de første galakser, stjerner og sorte huller blev dannet. Og et sted, hvor man forestiller sig, at man som ung studerende lander med en stor portion målrettethed og mange lange timer med næsen begravet i fysikbøger.

Men spørger man Chamilla, havde hun egentlig aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle sidde her - med to videnskabelige artikler bag sig og en ph.d.-ansøgning liggende som et ufærdigt dokument på computeren.

Selvom hun altid har været glad for naturfag, beskriver Chamilla sig selv som alt andet end den klassiske ‘fysiknørd’. Hun var ikke typen, der byggede robotter som barn, eller som tog på fysikcamp i sommerferien.

Alligevel trak fysikken i hende fra en helt ung alder. Ikke tal og formler, men trangen til at forstå, hvordan verden hænger sammen.

»Jeg var barnet, der konstant spurgte: 'Hvorfor skinner solen?' Og når svaret lød: ‘Fordi den er en stjerne’, kom det næste straks: 'Men hvorfor skinner stjerner så?'«

Da de voksne omkring hende løb tør for svar, besluttede Chamilla sig for at tage sagen i egen hånd, og søgte ind på fysikuddannelsen på Københavns Universitet.

»Alt omkring os kan på en eller anden måde beskrives og forklares ved hjælp af fysik,« siger Chamilla, der er vokset op på landet mellem Skælskør og Næstved.

I dag læser hun en kandidat i astrofysik, og hendes passion for at forstå universet supplerer hun med arbejdet som formidler på Planetarium i København. Her viser hun rummet frem for besøgende i alle aldre.

»Jeg elsker at se folks øjne lyse op, når det går op for dem, hvor sejt rummet egentlig er.« Man fornemmer hendes stolthed over at være netop dén person, der får lov til at vække andres fascination.

Samtidig nyder hun at kunne udfordre folks forestillinger om, hvad en ‘rigtig’ fysiker er, og håber, at hun kan være et forbillede for de unge, der besøger Planetarium.

»Nogle gange kommer der gymnasiepiger hen til mig og siger, at det er rart at se en fysiker, der ligner dem. Det betyder virkelig meget for mig.«

Bachelorprojektet, der blev til et rigtigt forskningspaper

En anden ting af stor betydning skete for nylig:

Chamillas bachelorprojekt startede som alle andres. Som et sidste krav på vejen til bachelorgraden.

Men næsten med det samme blev det tydeligt for Chamilla og hendes vejleder, Kasper Heintz, som er adjunkt på Niels Bohr Institutet, at projektet kunne noget særligt. En ellers velkendt analyse gav nogle overraskende klare resultater, som ingen af dem havde ventet.

Derfor valgte de at lave studieprojektet til en videnskabelig artikel, som blev publiceret i det anerkendte tidsskrift Astronomy & Astrophysics - en bedrift, der er usædvanlig for en bachelorstuderende.

Chamilla havde ikke bare afleveret et projekt, hun havde fået sin forskning ud i verden.

Kort tid efter begyndte internationale forskere at læse hendes arbejde. Flere har siden bygget videre på resultaterne og brugt dem som afsæt for nye studier og hypoteser om det tidlige univers.

»Det var helt vildt og også lidt skørt! Jeg havde ikke regnet med, at nogen uden for universitetet ville læse det overhovedet,« siger hun og griner lidt, som om hun stadig knap kan tro det.

Projektet blev startskuddet til noget større.

Chamilla er nu medforfatter på et nyt, omfattende studie, publiceret i Nature Astronomy, hvor hun sammen med forskere som Albert Sneppen og Kasper Heintz undersøger, hvordan de største strukturer i universet bliver til.

Hendes forskerkarriere har taget fart tidligere og hurtigere, end hun nogensinde havde forestillet sig. Men Chamilla skal være den første til at punktere forestillingen om, at det skyldes medfødt talent.

»Jeg vil ikke være med til at reproducere forestillingen om, at man skal være født genial for at høre til i naturfagene,« siger Chamilla.

»Jeg er ikke en eller anden crazy forskertype.«

Tværtimod har hun aldrig været den klogeste på sin årgang. Forståelsen er kommet langsommere, siger hun, og har krævet flere omgange. Det, der har båret hende frem, er ikke genialitet, men hårdt arbejde.

Tvivl og usikkerhed

Bag succeshistorien ligger der også perioder med tvivl og usikkerhed.

Chamilla fortæller åbent om, at hun på studiet har følt sig bagud i forhold til sine medstuderende. At hun nogle gange har tænkt, at de andre forstod ting hurtigere, eller at fysik måske ikke var det rigtige for hende.

»Jeg dumpede elektromagnetisme på bacheloren, og det fik mig til at tvivle på, om jeg var god nok.«

I dag er hun blevet bedre til at hvile i sig selv, og hun virker rolig, når hun taler om de udfordringer, hun har haft. Hun har lært, at alle lærer forskelligt, og at det ikke handler om at være hurtigst eller smartest i lokalet, men om vedholdenhed og lysten til at forstå.

»Hvis man har interessen og er villig til at bruge den tid, man har brug for, så kan man sagtens klare det.«

»Det handler om at finde sit eget tempo og stole på, at man når målet - på sin måde.«

»Jeg forestillede mig akavede fyre i ecco-sandaler«

Da Chamilla begyndte på fysikstudiet, havde hun forestillet sig et hold fyldt med stereotyper. Hun griner lidt, mens hun fortæller det, og man kan næsten se det for sig:

»Jeg forestillede mig antisociale, akavede fyre i Ecco-sandaler, der sad alene i et hjørne.«

Hun husker, at hun var nervøs for, om hun overhovedet ville passe ind, og om hun ville få nogle studiekammerater. Men den forestilling blev hurtigt gjort til skamme.

Studiet viste sig at være langt mere mangfoldigt.

Alligevel var én ting tydelig fra begyndelsen: kønsfordelingen.

»På min årgang startede vi måske med at være 20 procent kvinder. Men jo længere man kommer, jo færre er der,« siger Chamilla.

Hun har også oplevet at få bemærkninger som: »Det er jo bare, fordi du er kvinde«, når hun har haft succes.

Den slags kommentarer kunne tidligere rykke ved hendes selvtillid, men med støtte fra studiekammerater og vejledere har hun lært at lade dem glide af.

»Man bliver stærkere af det.«

»Og det gør mig mere beslutsom på at vise, at man kan høre til, uanset hvem man er,« siger hun med en fast stemme.

Ambitioner og forskningens realiteter

Chamilla drømmer om en ph.d. og måske en karriere som forsker. Hun vil gerne fortsætte med at udforske universets store mysterier. Selvom vejen dertil, forestiller hun sig, ikke sker uden bump:

»Spidse albuer, konkurrence, flytninger - det er en del af pakken. Og man skal ville det. Ikke for titlernes skyld, men fordi man virkelig elsker forskningen.«

Hendes blik vandrer hen over kontoret.

»Så længe nysgerrigheden er der, og jeg føler, at jeg lærer noget og kan bidrage, så fortsætter jeg,« siger hun med et roligt smil.