Brugte man doping i antikken?

En højdespringer, en vægtløfter, en sprinter, en gymnast, en hammerkaster, en cykelrytter, en løber, en judo-kæmper og en kapgænger.

Under de Olympiske Lege i London er foreløbigt ni atleter blevet sendt hjem før tid på grund af doping. Den helt store dopingskandale er udeblevet, men alligevel vidner sagerne om, at de ulovlige præparater stadig florerer i professionel sport.

Men hvornår blev doping egentlig en del af sportens verden, vil en læser gerne vide.

»Jeg har hørt, at brugen af doping går rigtig langt tilbage, måske helt tilbage til de Olympiske Lege i antikken. Er det rigtigt, og i så fald, hvad dopede man sig med?« spørger Mikkel Riis.

Vi bærer faklen videre til Birte Poulsen, der er lektor i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet og medforfatter til bogen Den Græske Olympiade.

Myter om øgler, testikler og magi

Om antikkens ypperste atleter dopede sig, har længe været diskuteret. Både alkohol, urteudtræk og svampe nævnes som mulige dopingpræparater. Myterne er mange: Atleterne spiste øglekød tilberedt på en særlig måde, slugte rå dyretestikler og drak magiske trylledrikke.

Men i bund og grund ved vi ikke særligt meget om det, fordi kilder fra dengang ikke omtaler det, siger Birte Poulsen.

»Vi har ikke belæg for at sige, at sportsfolk dopede sig i den forstand, at det fik dem til at vinde. Men de har givetvis indtaget specielle ting, fordi de troede, at det ville få dem til at vinde,« siger hun.

Dengang havde sportsfolk ikke mulighed for at efterprøve stoffers gavnlige og præstationsfremmende virkninger. Derfor var der heller ikke noget grundlag for at kalde noget doping, selvom de muligvis har indtaget alverdens ting.

En del af de præparater, vi i dag kalder doping, stammer fra Sydamerika eller er kunstigt frembragt, så de græske atleter havde ganske enkelt ikke adgang til den slags.

Doping: Fokus på kosten

Der findes dog enkelte beretninger om at atleter, der har vundet efter at have indtaget en særlig kost.

»Ifølge den antikke lægeforfatter Galen, der skrev om de Olympiske Lege, vandt en spartaner i 200 meter-løb, efter han havde levet på en diæt af figner,« siger Birte Poulsen.

I de senere antikke Olympiske Lege voksede begivenheden i både tilskuer- og deltagerantal, og der blev skabt bedre forhold for atleterne. De fik eksempelvis tilknyttet en kok, så de kunne følge en diæt, der var tilrettelagt for dem eller formodedes at give dem ekstra kræfter.

Man ved, der foregik snyd

Det er altså usikkert, om atleterne dopede sig. Men man ved, at der har foregået snyd af den ene eller anden art under de Olympiske Lege i antikken.

Det vidner en række statuer – såkaldte Zanes – rejst til ære for Zeus om. Baserne står der stadigvæk, og de kendes blandt andet også fra den antikke forfatter Pausanias, der rejste rundt i Grækenland i andet århundrede e.v.t.

»Hvis en atlet blev taget i at snyde, så skulle vedkommende for egne penge rejse en statue af Zeus eller flere uden for det hellige område, hvor legene blev afholdt. Den skulle stå og vidne om, at vedkommende havde snydt,« siger Birte Poulsen.

Snyd var den ultimative skam

Hvis man vandt i en disciplin, fik man kun en olivenkrans. Men når man så vendte hjem til sin bystat, blev man overdænget med hyldest og hæder – og penge. Bystaterne var stolte over at have en olympisk vinder, så de fik statuer opført efter sig eller de fik større pengebeløb; 500 drakmer eller lignende.

Hvis man blev taget i at snyde medførte det til gengæld fratagelse af den hæder, ære og formue, atleter blev tildelt af deres bystat. Enkelte blev endda også forvist fra deres by.

Snyd kunne for eksempel være, at man betalte andre atleter for at tabe. Eller man stillede op for en anden bystat, end den man var født i. Det blev betragtet som den værste form for snyd – en betragtning, professionelle klubfodboldspillere nok ikke deler i dag.

Det at vinde var lig med den ypperste ære og rigdom, mens det at blive taget i snyd var forbundet med den største tænkelige skam.

Moderne doping opstod i det 20. århundrede

Ifølge Ask Vest Christiansen, der forsker i doping ved Sektion for Idræt på Aarhus Universitet, er der to svar på, hvornår doping opstod.

»Det ene svar, er at man har forsøgt at indtage præstationsfremmende stoffer siden antikken. Det andet er, at det opstod i 1960’erne, hvor det blev ulovligt,« siger han.

Han forklarer, at det er svært at tale om doping som begreb, før den tid hvor man begyndte at teste for det og dermed gjorde det ulovligt.

De tidligste beretninger om forsøg med doping i moderne tid lyder som en farlig leg med døden. For eksempel indtog cykelryttere, svømmere og boksere stoffer som alkohol, stryknin, kokain og heroin.

»Amfetamin blev opfundet i 1920’erne, og det blev gjort ulovligt i 1960’erne, efter nogle cykelrytteres indtag af stoffet var begyndt at give bekymrede miner,« fortæller Ask Vest Christiansen.

Siden udviklede man stofferne dianabol – et anabolt steroid – i 1950’erne, bloddoping i 1970’erne, væksthormon i 1985 og EPO i 1987, som sammen med amfetamin udgør de fem store dopingpræparater og metoder.

Doping er altså absolut ikke noget nyt. Så længe der har været en lyst til at vinde, har der også været en vilje til at snyde.

Vi takker Birte Poulsen og Ask Vest Christiansen for deres svar og Mikkel Riis for hans spørgsmål. Vi kvitterer med en fin, pillegrå Videnskab.dk-t-shirt.

Hvis du også vil have fingrene i sådan én, skal du sende dit spørgsmål til Spørg Videnskaben til redaktionen@videnskab.dk.