Børnehavepædagogik hviler på tungt naturvidenskabeligt grundlag

Friedrich Fröbel, børnehavepædagogikkens tyske far, var tænker, digter, arkitekt og lærer. Han så børn som smukke blomster i en have, og børnehavelærerinderne som de gartnere, der nænsomt skulle hjælpe dem spire og få dem til at gro og udfolde sig i fuldt flor.

I dansk historie er Friedrich Fröbel altid blevet set som lidt af en romantiker, men nu har forskere opdaget, at den danske småbørnspædagogik i første omgang hvilede på et noget andet syn på den tyske mester.

»Man har hele tiden kendt til Fröbel, men man har også hele tiden læst ham som en del af en romantisk bølge. Det, vi nu har fundet ud af, er, at i første omgang, så blev Fröbels teori introduceret som en naturvidenskabelig udviklingsteori. Det er som evolutionsteoretiker, de første fortolkere importerer ham,« siger Christian Sandbjerg Hansen, ph.d. og adjunkt og ansat på Aarhus Universitet.

Som en del af et stort forskningsprojekt om pædagogprofessionens historie og aktualitet på Aarhus Universitet er Christian Sandbjerg Hansen dykket ned i den tidlige børnehavepædagogik. Christian Sandbjerg Hansen har særligt kigget på de udlægninger af Fröbels tekster, som stammer fra slutningen af 1800-tallet.

Friedrich Fröbel mente, børn er barbariske

Filosoffen, pædagogen og politikeren Herman Trier, der levede fra 1845 til 1925, var en af de vigtige aktører i den første import af Fröbel. Triers standpunkt var, at den romantiske side af Fröbels arbejde var useriøs, og at man i stedet burde betragte hans teorier som en biologisk model over børns udvikling.

Herman Trier befandt sig i kredsen omkring Georg Brandes, den litterære kritiker som startede hele det moderne gennembrud i Danmark, og Trier var meget optaget af de nye tanker om blandt andet videnskab.

»Han så Fröbel som en naturvidenskabsmand, der havde fundet ud af barnenaturens love. Han læste ham i tæt sammenhæng med idéerne hos Darwin, som jo mente, at mennesket nedstammede fra aberne,« fortæller Christian Sandbjerg Hansen.

Det var som bekendt Darwin, der fremlagde evolutionsteorien om, at den menneskelige race har udviklet sig fra at være dyrisk og barbarisk til at blive civiliseret. På samme måde læste Herman Trier Friedrich Fröbels tanker om børn.

Fröbel siger, at man må forvente en hel del uciviliseret adfærd hos børn, når de er små, men at barnet udvikler sig i stadier og vil, ligesom den vestlige civilisation og dens indbyggere, udvikle sig fra primitiv til kultiveret.

Skæld ikke ud på børn – hjælp tilrette

Fröbel var fortaler for, at børn skulle guides tilrette og hjælpes af en civiliseret voksen. Derfor måtte det også være af en uddannet børnehavelærerinde, der kendte til hans teorier, og ikke en upålidelig barnepige eller en gudfrygtig asylmor, der tog sig af børnene.

»Fröbels tanker om, hvor vigtigt det er at støtte børns udvikling blev introduceret som et brud med de traditionelle teorier om børneopdragelse. Særligt med asylernes kristne og meget strenge opdragelse, men også med den måde borgerskabets lod tilfældige barnepiger stå for deres børns udvikling,« forklarer Christian Sandbjerg Hansen.

Fröbels pædagogiske standpunkt var, at man ikke skulle skælde ud på små børn, som blot opførte sig i overensstemmelse med deres natur. Det var de voksne derimod, som måtte indstille sig på en vis portion tålmodighed og vise overbærenhed.

»Tankerne om, at børn skal guides i deres udviklingstrin var et brud med asylernes måde at forstå og behandle børn på. Her herskede en meget religiøs forestilling om, at børn grundlæggende var uden moral, og at moralen skulle ind via en kristen opdragelse,« siger Christian Sandbjerg Hansen.

Stadig rigtig mange tanker om religion hos datidens pædagoger

Men ikke alle er enige i, at man kan kalde Fröbels tanker for et brud med det gamle. Ifølge professor ved Institut for læring og pædagogik på Aarhus Universitet Ning de Coninck-Smith er det skåret for skarpt at kalde Fröbel for en del af det moderne gennembrud.

»Der hersker stadig et meget stærkt religiøst syn hos de folk, der beskæftiger sig med børn omkring år 1900. Det synes jeg, Christian Sandbjerg Hansen undervurderer. Flere af de første ’paidologer’, altså folk med interesse for små børn, trak deres idéer om hele det socialdarwinistiskes aspekt tilbage senere og gik tilbage til mere religiøse tanker igen,« siger Ning de Coninck-Smith.

Mange af tidens ’paidologer’ og lærere befandt sig i et overbevisningsmæssigt dilemma, forklarer hun. På den ene side fandt de tanken om udviklingslæren og -lovene meget sympatisk, men på den anden side kunne de ikke forlige sig med, at mennesket i virkeligheden var som en lille abe.

»Tidens lærere havde simpelthen svært ved at rumme de nye tanker. Den religiøse måde at se tingene på var stadig deres børnelærdom, som ikke lige var til at slippe. Religion blev ved med at være meget centralt og var for eksempel stadig det vigtigste fag i skolen. Derfor er det for skarpt at kalde Fröbel for en del af det moderne gennembrud. Han gav ikke i høj grad nok anledning til, at der faktisk blev brudt med de gamle, religiøse tanker,« mener professor Ning de Coninck-Smith.

Børnehavepædagogik hviler på tung, naturvidenskabelig teori

Om Fröbel var romantiker eller naturalist gør ikke nogen forskel i forhold til den måde, pædagogikken udviklede sig på, eller på den måde den ser ud i dag.

Men hvis Christian Sandbjerg Hansen skal kigge på sine opdagelser med de offentlige og samfundspolitiske briller på, så har det alligevel en betydning, mener han. Ikke mindst for den måde, vi anskuer pædagogernes arbejde i dag på.

»Noget af det, vi har fundet ud af med dette projekt, er, at småbørnspædagogikken i virkeligheden hviler på et virkelig tungt, naturvidenskabeligt og teoretisk grundlag.«

»I den offentlige debat er der tit tale om, at børnehavepædagogikken ikke er videnskabelig, og at pædagoger ikke kan sætte ord på det, de gør. Nu ved vi, at det historisk set er noget sludder. Fröbels tanker om pædagogik er faktisk ret sofistikerede, og de blev endda udfoldet så tidligt som i 1870’erne,« siger Christian Sandbjerg Hansen.