Det er meget sjældent, at vi kan læse om en spions død i medierne, for det er som regel omgærdet af hemmelighedskræmmeri og lukkethed.
Men da en hvid hval, som var mistænkt for at være en russisk spion trænet af den russiske flåde, blev fundet død i norsk farvand i september 2024, skabte det store overskrifter, og hvalen blev lynhurtigt en kendis.
Spionhvalen, som fik kælenavnet Hvaldimir (en sammentrækning af 'hval' og Vladimir Putins fornavn), blev endda officielt obduceret af Fiskeridirektoratet i Norge.
Dyr som spioner og snigmordere
Hvaldimir, som blev 'afsløret' som spion i 2019, føjer sig til en lang række dyr, som efterretningstjenesterne har gjort brug af gennem årene.
Et bemærkelsesværdigt eksempel er et sovjetisk program, der trænede havpattedyr som spioner og snigmordere. Et projekt, der kollapsede i 1991.
Også USA lavede lignende forsøg med dyr. En del går helt tilbage til 1960'erne.
Et af CIA's mere usædvanlige eksperimenter var Operation Acoustic Kitty, hvor tanken var at indoperere en mikrofon og en antenne i en kat og så bruge den til at aflytte potentielt interessante samtaler.
Men testen af den første prototype gik helt galt: Katten gik sine egne veje og blev kørt over af en taxa, så programmet blev hurtigt droppet.
Spionduernes historie
Et mere vellykket eksempel var brugen af spionduer. Med små kameraer monteret på sig kunne duerne komme ind i ellers afspærrede områder og tage billeder uden at vække mistanke, før de igen fandt hjem takket være deres utrolige evne til at finde vej.
\ Læs også
Et CIA-program, der efterfølgende blev en stor succes i løbet af Den Kolde Krig, hentede inspiration fra britiske forsøg under Anden Verdenskrig.
De teknologiske fremskridt gav nye muligheder for at udnytte dyrenes evne til at bevæge sig lydløst og samtidig fjerne deres uforudsigelighed.
Project Aquiline havde til formål at udvikle en fuglelignende drone, der var fuldt udstyret som et traditionelt spionfly – bare mindre og mere fleksibel, så den kunne komme tættere på målet.
Forløbere for moderne droner
Den såkaldte Insektokopter, som skulle være verdens mindste enhed til indsamling af efterretninger, blev udviklet af CIA's Office of research and Development i 1970’erne.
Selvom hverken Aquiline eller Insektokopteren blev taget i fuld brug, regnes de i dag som forløbere for de moderne droner.
Skruer vi tiden frem til 1990’erne, så dukker CIA’s robot-mallefisk, Charlie, op som endnu et eksempel i en længere række af succesfuldt operationelle undervandsdroner – mere effektive og mindre sårbare end den uheldige Hvaldimir.
Sprængfarlige rotter
Men effektivitet handler ikke altid om, hvor godt en spionmetode faktisk virker.
Under Anden Verdenskrig udtænkte briterne en plan om at fylde døde rotter med sprængstof og placere dem i fyrrummene på tyske fabrikker, så de eksploderede, hvis de blev smidt i ovnen.
Planen så i første omgang ud til at være faldet til jorden, da det første parti på omkring 100 døde rotter blev opsnappet af tyskerne.
Men opdagelsen af rotterne – og den store opfindsomhed bag planen – førte til så udbredt panik og paranoia, a »de problemer, det skabte, var en langt større succes … end hvis rotterne rent faktisk var blevet brugt efter hensigten,« som den britiske efterretningstjenestes notater viser.
Forsøg på at skjule udstyr i livløse genstande også været kilde til prekære episoder.
Et eksempel er den britiske militære efterretningstjeneste, MI6, som i Moskva forsøgte at forbedre den klassiske død postkasse-metode til at modtage hemmelige informationer fra spioner i Rusland.
En død postkasse, som også kaldes 'dead drop' eller 'dead letter box', er et fagudtryk fra spionageverden, og et sted som benyttes til hemmelig overlevering af meldinger eller genstande mellem to personer, uden at det bliver nødvendigt for dem at mødes.
I stedet for at efterlade informationer ved en forudbestemt lokation, fandt MI6's svar på figuren Q i James Bond-filmene på, at oplysningerne kunne overføres elektronisk til en modtager skjult i en falsk sten placeret i nærheden af ministeriet – og så downloadet, når en agent senere gik forbi.
Men mange mænd i jakkesæt i en bestemt del af parken førte dog til, at stenen blev opdaget.
Afsløringen af operationen i 2006 var meget pinlig for den britiske regering. At det ikke ligefrem var MI6’s stolteste øjeblik, blev understreget af overskrifter, der gjorde grin med spionstenen i Moskva som 'mere Johnny English (spillet af den britiske 'Mr. Bean'-komiker, Rowan Atkinson, red.) end James Bond'.
En nyttig pose kartoffelchips
Efterretningstjenesterne leder altid efter nye og kreative måder at forbedre deres arbejde, men nogle af de mest succesfulde operationer bygger i virkeligheden på menneskelig improvisation.
Et godt eksempel er den hemmelige evakuering af Oleg Gordijevskij i 1985. Oleg Gordijevskij var tidligere KGB-oberst, som hoppede af til Storbritannien. Han var en af de højest placerede KGB-afhoppere under Den Kolde Krig og en af Vestens mest værdifulde dobbeltagenter for den britiske efterretningstjeneste.
To britiske diplomater og deres koner skulle igennem tre sovjetiske og to finske checkpoints. Da den første vagthund nærmede sig, rakte en af dem en kartoffelchip frem til den snusende schæferhund, som straks mistede interessen for Oleg Gordijevskij, der lå gemt i bagagerummet.
Da en anden hund begyndte at snuse omkring bagagerummet, blev en særdeles opfindsom og effektiv spionteknik taget i brug.
En af diplomatfruerne lagde sin 18 måneder gamle baby op på bilens bagagerum, skiftede bleen – og lod den varme, nyligt fyldte ble dumpe ned på jorden. Det lykkedes fuldstændigt at aflede både hundens og dens førers opmærksomhed.
Disse handlinger var aldrig en del af den oprindelige plan for at få Oleg Gordijevskij ud, men var snarere et instinktivt og genialt påfund fra folk, der var vant til at operere i fjendtlige omgivelser, og som trænede i at narre fjendtlige agenter.
Dyre forskningsbudgetter og ny teknologi kan give fordele i visse situationer, men de mest effektive spionmetoder bygger stadig ofte på at være hurtig på aftrækkeren og have mod til at handle uden tøven.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
