Når personer med ADHD ender på kant med loven, er det sjældent en ren tilfældighed. Forskere har længe kendt til den statistiske sammenhæng mellem ADHD og kriminalitet, men et nyt, stort studie kaster nu mere lys over forbindelsen.
Forklaringen skal ikke kun findes i opvækst, sociale forhold eller omgangskreds. En stor del af svaret ligger dybere. Helt nede i arvemassen.
Studiet, der er udgivet i tidsskriftet Biological Psychiatry, er et af de største af sin slags. Ved hjælp af detaljeret svensk registerdata har forskerne analyseret oplysninger om over 1,5 millioner personer født mellem 1987 og 2002.
Det særlige er, at forskerne ikke blot har undersøgt personer med ADHD isoleret. De har kortlagt hele familietræer for at se, hvordan risikoen for kriminalitet fordeler sig blandt slægtninge.
\ Sådan gjorde forskerne
Studiet er et såkaldt registerstudie og bygger på anonymiserede oplysninger fra de svenske sundheds- og befolkningsregistre.
Forskerne har analyseret oplysninger om 1,5 millioner svenskere født mellem 1987 og 2002. En person blev registreret med ADHD, hvis vedkommende enten havde fået en diagnose på et hospital eller havde fået udskrevet ADHD-medicin.
Forskerne undersøgte den første dom efter det fyldte 15. år, som er den kriminelle lavalder i Sverige, og opdelte kriminalitet i voldelig og ikke-voldelig.
For at vurdere, hvor stor en rolle arv spiller, sammenlignede forskerne risikoen for kriminalitet mellem familiemedlemmer, der deler et forskelligt antal gener - fra enæggede tvillinger til fætre og kusiner. Ved at se på, hvordan risikoen faldt, jo færre gener slægtningene havde til fælles, kunne forskerne skelne mellem betydningen af gener og miljø.
ADHD og impulsivitet
At personer med ADHD har en øget risiko for at begå kriminalitet, er veldokumenteret. Blandt andet viser en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) fra 2017, at personer med ADHD er voldsomt overrepræsenterede i de danske fængsler.
Ifølge Niels Bilenberg, der er professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Syddansk Universitet, handler den øgede risiko helt grundlæggende om et af kernesymptomerne ved diagnosen: Impulsivitet.
»Rigtig mange med ADHD har en tendens til at handle uden at overveje konsekvenserne.«
Det billede genkender Per Hove Thomsen, ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor ved Aarhus Universitet. ADHD indebærer ofte en høj grad af impulsivitet og rastløshed, hvilket kan gøre det lettere at havne i konflikter og risikoadfærd.
Et norsk studie fra 2021 viser en direkte sammenhæng mellem sværhedsgraden af impulsive og hyperaktive symptomer hos voksne med ADHD og en højere forekomst af kriminalitet og domme.
Men en diagnose er ikke en dom, understreger Niels Bilenberg:
»Det er jo ikke det samme, som at når man har ADHD, så er man kriminel. Men der er bare en højere risiko, når man er mere impulsiv.«
Denne impulsivitet kommer ifølge professoren ofte til udtryk i konkrete hverdagssituationer, hvor konsekvensberegningen svigter. Det gælder især i trafikken, hvor det kan gå for stærkt, eller hvor man sætter sig bag rattet med en promille i blodet.
Men det ses også i nattelivet, hvor konflikter hurtigere kan eskalere til vold, eller gennem misbrug.
»Det er almindeligt kendt, at personer med ADHD medicinerer sig selv med hash og spiritus,« fortæller Niels Bilenberg og påpeger, at dette misbrug i sig selv øger risikoen for at ende i kriminalitet.
Der er dog også en rent metodisk krølle på halen. Forfatterne bag det nye svenske studie påpeger nemlig, at netop impulsiviteten kan gøre kriminaliteten mere synlig. Hvor planlagt kriminalitet ofte udføres i det skjulte, er impulsive handlinger ofte lettere for politiet at opdage.
Derfor kan en del af den statistiske sammenhæng også skyldes, at personer med ADHD har en højere risiko for at blive taget i deres lovovertrædelser sammenlignet med andre kriminelle.
Det ligger i generne
Det nye ved det svenske studie er påvisningen af, hvor tæt ADHD og kriminalitet følges ad genetisk. Studiet viser, at jo tættere genetisk bånd, man har til en person med ADHD, desto højere er ens egen risiko for at begå kriminalitet, også selvom man ikke selv har diagnosen.
Risikoen var absolut højest hos enæggede tvillinger. Herefter faldt risikoen hos tveæggede tvillinger og helsøskende for til sidst at være lavest hos fætre og kusiner.
Forskerne har fundet det måske stærkeste bevis for genetikkens rolle ved at udnytte en smart detalje i familiemønstrene: Forskellen på hel- og halvsøskende.
Halvsøskende, der har samme mor, vokser nemlig ofte op i samme hjem og under samme vilkår som helsøskende. Deres sociale miljø er altså stort set ens. Forskellen ligger i biologien.
- Helsøskende deler cirka 50 procent af deres gener.
- Halvsøskende deler kun cirka 25 procent.
Studiet afslører, at risikoen for at begå kriminalitet falder markant hos halvsøskende sammenlignet med helsøskende, også selvom de er vokset op under samme tag.
Da opvæksten er den samme, men den genetiske lighed er mindre, konkluderer forskerne, at det ikke kun er miljøet, der afgør risikoen. Det er i høj grad biologien.
Ifølge førsteforfatter på studiet, kriminolog Sofi Oskarsson fra Örebro universitet, er netop dette fald i risiko nøglen til at forstå sammenhængen:
»Styrken af sammenhængen blandt tættere beslægtede individer tyder på, at delt familiær sårbarhed, sandsynligvis af genetisk oprindelse, ligger til grund for dette link,« forklarer kriminologen til Videnskab.dk.
Selvom genetikken spiller en stor rolle, understreger hun dog kraftigt, at statistisk risiko ikke er det samme som en forudsigelse for den enkelte familie:
»Det er vigtigt at understrege, at de fleste individer med ADHD ikke begår kriminalitet. Og de fleste individer, der har en slægtning med ADHD, begår heller ikke kriminalitet.«
Social arv og genetisk arv er svær at adskille
Niels Bilenberg, som ikke har læst studiet, finder resultaterne forventelige. ADHD er nemlig stærkt arveligt.
Et studie fra 2023 viser, at ADHD i høj grad er arveligt. Ved at gennemgå 37 tvillingestudier fandt forskerne, at omkring 74 procent af risikoen for at udvikle ADHD kan forklares af gener.
Niels Bilenberg understreger dog også, at virkeligheden er kompleks. For når man vokser op i en familie med meget ADHD, påvirker generne også hjemmets miljø.
»Den sociale arv og den genetiske arv er jo ikke helt til at adskille,« påpeger han.
Derfor er konklusionen heller ikke, at man er født kriminel, hvis man har ADHD i familien. Men studiet viser, at man kan arve en genetisk sårbarhed, eksempelvis en høj grad af impulsivitet, som kræver, at omgivelserne er ekstra opmærksomme på at støtte den unge, før det går galt.
Kvinder og kriminalitet
Studiet rummer også en anden, opsigtsvækkende pointe. Selvom mænd generelt fylder mest i kriminalstatistikkerne, er den relative risiko forbundet med ADHD større hos kvinder.
I absolutte tal begår mænd med ADHD oftere kriminalitet end kvinder med ADHD. Men sammenlignet med personer uden diagnosen stiger risikoen langt mere for kvinder.
Det ses tydeligst, når det gælder voldskriminalitet:
- For mænd med ADHD er risikoen for en voldsdom cirka 5 gange højere end for mænd uden diagnosen.
- For kvinder med ADHD er risikoen over 8 gange højere sammenlignet med kvinder uden diagnosen
Hvorfor slår diagnosen tilsyneladende hårdere igennem hos kvinderne statistisk set? Ifølge overlæge og professor Per Hove Thomsen handler det om, hvem der overhovedet ender i systemet.
»At kvinder med ADHD har en relativt højere risiko for at blive dømt for kriminalitet end mænd med ADHD, når man sammenligner med baggrundsbefolkningen, kan skyldes, at de kvinder, man har undersøgt via registrene, oftere vil have en sværere grad af ADHD.«
Dertil kommer, at kvinder ofte diagnosticeres senere i livet end mænd. Det betyder, at de går længere tid uden behandling, hvilket kan forværre prognosen og øge risikoen for, at livet kører af sporet, og at man udvikler følgevirkninger som misbrug eller andre psykiske lidelser, inden hjælpen når frem.
Desuden kan stigma og kønsbestemte forventninger betyde, at pigers symptomer oftere bliver overset eller fejltolket i barndommen.
Det er dog værd at bemærke, at videnskaben ikke er entydig på dette punkt. Et australsk studie fra 2014 fandt eksempelvis ikke den samme markante kønsforskel. Det kan være et tegn på, at kulturelle forskelle eller forskelle i retssystemer og psykiatri på tværs af lande også kan spille en rolle.
Viden kan hjælpe med tidlig forebyggelse
Ifølge forskerne bag studiet kan fundene bruges til at skærpe opmærksomheden på risikogrupper, så man kan sætte ind med tidlig forebyggelse. Per Hove Thomsen vurderer også, at studiets resultater kan bruges meget konkret i praksis:
»Resultaterne kan bruges til at øge opmærksomheden på risikoen for udvikling af kriminalitet og behovet for tidligere indsættende foranstaltninger, herunder hvordan man mere målrettet kan hjælpe mennesker med ADHD i risiko for at udvikle kriminalitet,« forklarer han.
Når en ung får en ADHD-diagnose i dag, bruger man meget tid på såkaldt psykoedukation - altså undervisning i, hvad diagnosen betyder. Her kan den nye viden om familiær ophobning og risikoadfærd bruges forebyggende.
Det handler altså om at gøre den unge bevidst om, at »når jeg sætter mig ind i en bil, skal jeg tænke mig ekstra om,« eller »når jeg går i byen, skal jeg passe på med alkohol,« fordi den genetiske sårbarhed gør konsekvenserne større.
Samtidig peger forskningen på medicin som en vigtig beskyttende faktor. Et stort svensk studie fra 2012 viste, at kriminaliteten falder markant, når personer med ADHD er velbehandlede.
Konklusionen er derfor todelt: Der er en stærk genetisk sammenhæng mellem ADHD og kriminalitet i familier. Men netop den viden giver mulighed for at gribe tidligere ind og forhindre, at statistisk risiko bliver til virkelighed.
\ Kilder
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
