Spionage og efterretningstjenesters arbejde har altid været forbundet med meget hemmeligskræmmeri.
»Den grundlæggende myte omkring spionage er, at det virker. Det er noget, som er baseret på 'gut-feeling' og ikke på undersøgelser. En anden afgørende myte omkring spionage og efterretningsvirksomhed er, at vi ikke må, og at vi ikke kan undersøge noget, der skal være så hemmeligt,« forklarer Thomas Wegener Friis i ovenstående video.
Thomas Wegener Friis, der er lektor ved Center for Koldkrigsstudier på SDU, fortæller endvidere om, hvordan man rent faktisk kan forske i spionage og derved kaste lys over et område, som den brede befolkning normalvis ikke har den store kendskab til.
Historisk perspektiv
Den eneste måde, som spionage og efterretningstjenester for alvor kan undersøges på, er ved at kigge på historien.
Der er særligt én periode i historien, som er en guldgrube i forhold til forskning inden for spionage og efterretningstjenester, og det er den kolde krig. Det er her, den moderne efterretningstjeneste for alvor bliver til.
»Efterretningstjenesterne er et relativt nyt fænomen. Det er noget, som opstår i 1900-tallet, og som får et stort skub fremad i den 20. århundrede, og naturligvis ikke mindst i forbindelse med den kolde krig, hvor parterne står over for hinanden og har brug for at få så mange hemmeligheder som overhovedet menneskeligt muligt,« fortæller Thomas Wegener Friis.
Du kan se meget mere om, hvordan forskning i spionage og efterretningstjenester fungerer i videoen øverst i artiklen.






























